Behind the mask

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2013
  • Opdateret: 7 nov. 2013
  • Status: Igang
Amalia Stone. Det var hendes navn, dengang hun stadig kunne stå ved det. Dengang hun stadig vidste, hvem hun var. Det er anderledes nu. Hun er ikke længere en person. Hun er flere. Hendes personlighed er splittet over den hun er, den hun gerne vil være, den hun frygter at være og den hun bliver tvunget til at være. Efter hendes mor pludselig svigt, er den syttenårige Amalia ladt tilbage med sin voldelige far, der ikke holder sine frustrationer tilbage, men i stedet lader dem gå ud over Amalia. Men alle har deres grænser. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere er en person. Man er et objekt. // Mit bidrag til 'Vold i familien'-konkurrencen.

19Likes
6Kommentarer
1092Visninger
AA

2. Prolog

De forstår det ikke. De vil aldrig forstå det. Ingen forstår det.

Jeg er alene i mørket. Intet lys er til at se forude. Alt lys er forsvundet. Svundet ind sammen med mig. Jeg har ikke altid været sådan her. Engang var jeg en smilende og glad pige, der altid deltog i de fællesarrangementer, der end måtte blive holdt. Jeg holdte af min familie og havde en vennekreds omkring mig, men det er lang tid siden nu. Uendelig lang tid siden.

Det gik galt dengang mine forældre besluttede sig for at blive skilt. Det syntes at komme ud af det blå, i hvert fald for alle, der ikke kendte historien bag. Det gjorde jeg desværre. Hvad verden vidste af, var de simpelt blot holdt op med at elske hinanden, men jeg vidste bedre. Jeg havde set mere, end de havde. Jeg havde set beviserne for min fars skyld. Set de blå mærker, der var til at finde overalt på min mors spinkle krop, der syntes at svinde mere væk dag for dag. Jeg havde været vidne til den frygt, hun måtte have følt. Jeg havde mærket hans grusomheder på min egen krop.

Min mor flygtede en nat, hvor månen var gemt væk bag skyerne og efterlod mig til mig selv. Måske bad hun mig om at komme med, men jeg kan ikke længere huske det. Jeg prøver stadig lukke af for minderne for den nat. Det var den nat, jeg overtog min mors plads. Jeg har været igennem meget. Ting som mange aldrig ville kunne forestille sig eller forstå. For dem vil jeg altid været hende den underlige, der holder sig for sig selv. Hende de aldrig vil lære at kende. Hende ingen nogensinde vil lære at kende, fordi hun ikke eksistere.

Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende. Vi er hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...