Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1184Visninger
AA

12. Mine drenge

Elisabeth og jeg så surt på hinanden, da jeg lukkede hende, Halt, Will, Gilan og hele børneflokken ind. Som nu bestod af de to drenge, og den lille pige, som Elisabeth bar i sine arme.

”Emily.”

Sagde hun.

”Elisabeth.”

Sagde jeg surt igen, men opgav at nedstirre hende. Jeg havde ikke godt af en slåskamp lige nu. Ikke med min svulmende mave.

”Jamen dog.”

Sagde Halt muntert, og lukkede døren bag sig.

”Erak, kom så dit hundehoved!”

Råbte jeg surt efter Erak. Han var helt umulig i disse dage, eller måske var jeg umulig, fordi at jeg var gravid?

”Kan i ikke komme her ind, min søde Emily?”

Svarede Erak med en beroligende tone. Jeg fnøs utilfreds, og gik så ind til ham. Han sad som sædvanligt på gulvet, med vores førstefødte og legede med hende. Hun klukkede fornøjet, da det lykkes hende at blive siddende oprejst i mere end fem sekunder.

Men jeg afbrød legen, ellers ville Erak bare blive ved med at lege med hende. Så jeg tog Emilia, som Erak havde insisteret på at vi kaldte hende, op i mine arme. Hun udstødte en misfornøjet lyd, men fik så øje på pigen i Elisabeths arme. Hun hylede fornøjet, og rakte straks ud.

Jeg sukkede, men gik over til Elisabeth, så de to små piger kunne se hinanden an.

”Nåh, nåh. Du er blevet far?”

Spurgte Halt Erak. Han nikkede stolt, og betragtede Emilia, som ivrigt rakte ud og skubbede til Elisabeths datters hænder, hun skubbede også igen. De var vist allerede vilde med hinanden.

”Når vi ikke kan blive bedste venner, så kan vores døtre vel?”

Spurgte Elisabeth. Jeg opfangede undertonen, men stirrede mistroisk på hende.

”Fred?”

Spurgte hun, men kunne ikke lige række mig sin hånd.

”Fred.”

Sagde jeg, enig med hende. Jeg mærkede pludseligt en alt for velkendt smerte.

”Erak!”

Hylede jeg, så han straks tog Emilia. Jeg tog mig til min mave. Så Will fik sin datter i hænderne.

”Det ser ud til at vi kom på det helt rigtige tidspunkt. Nu kan vi jo også få at se hvad jeres barn nummer to bliver.”

Sagde Elisabeth forsigtigt, og hjalp mig hen i seng, så jeg ikke gav mig til at føde midt på gulvet.

 

Da det var overstået, blev jeg stiktosset!

”Erak!”

Råbte jeg rasende, og satte mig op i sengen. Elisabeth opgav at få mig til at blive liggende, selvom jeg havde bedst af det.

”Ja, min søde?”

Spurgte Erak tøvende, og kom ind med de andre i hælene. Jeg pegede på den fyldte vugge.

”Tvillinger! Drenge-tvillinger!”

Hylede jeg surt, og kunne ikke overskue at skulle styre dem, når de blev ældre. Jeg ville blive skøre, hvis de blev lige så umulige som Elisabeths børn. Erak trak bare på skuldrene.

”Ups.”

Sagde han uskyldigt. Jeg udstødte en fornærmet lyd, men måtte overgive mig. Mine drenge var jo lidt nuttede alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...