Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1211Visninger
AA

5. Min loyalitet

Jeg sad ved Eraks side ved morgenbordet, og jeg kunne ikke være mere glad. Det havde været en god nat, og jeg havde rent faktisk også fået sovet.

”Sovet godt?”

Spurgte han drillende, og kyssede min kind. Jeg rødmede som sædvanligt, og var glad for at vi spiste alene. Jeg nikkede, og fik et kys mere. Sådan kunne jeg godt fortsætte med at starte mine morgener.

Men så blev vi desværre afbrudt, da det bankede hårdt på døren, før at en tårnhøj skandier kom stormende ind. Han var forpustet, og så ud som om at han havde løbet hele vejen nede fra havnen.

”Sorte Jill har angrebet, Oberjarl Erak. Hun har angrebet og sunket endnu et skib.”

Forklarede han forpustet, og så først ud til at ligge mærke til mig nu. Han nikkede let, på en eller anden fornem måde. Så fornemt, som det nu kan blive for en skandier.

”Er mandskabet uskadt? Og hvor?”

Spurgte Erak straks, og fløj op af sin stol.

”Svengal havde heldigvis sit skib ude. Mandskabet blev reddet, men skibet ligger på havets bund. De er på vej i land nu.”

Informerede skandieren os om. Erak gav ham besked på at gå, og så så på mig.

”Vil du med?”

Spurgte han tøvende. Jeg nikkede let, og han, et kort øjeblik, så helt fortvivlet ud.

”Men kun for mandskabets skyld. De er nødt til at vide, se, at jeg intet vil have med Sorte Jill at gøre. At jeg ikke støtter hendes latterlige kampagne, og at min loyalitet ligger her. Hos dig, og hos det skandiske folk.”

Forklarede jeg. Han hev mig ud af stolen, og kyssede mig længe og inderligt.

”Du er en helt vindunderlig kvinde, har jeg fortalt dig det?”

Spurgte han, og kyssede mig igen, før at jeg kunne svare.

”Og så er du pokkers god til at diskutere. Måske skulle jeg pudse dig på dem, som ikke betaler deres skat. Ikke alene kan du argumentere, men du kan også give dem et godt spark i røven, hvis det er nødvendigt.”

Sagde han, og kyssede mig igen. Jeg skubbede mig lidt væk fra ham.

”Havde vi ikke noget vi skulle?”

Spurgte jeg i en streng tone. Han nikkede, og gjorde en lille halv alvorlig honnør af mig.

”Jeg siger dig det. Du er den eneste kvinde, som tør at lægge sig ud med mig for alvor. Og det er det, som jeg så godt kan lide ved dig.”

Sagde han, og tog min hånd. Jeg nikkede let, og så skyndte vi os ned til havnen for at se på Sorte Jills nyeste kunster.

Hun måtte have anskaffet sig et andet skib. Hun ødelagde jo sit eget, og tog mit skib og mandskab med sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...