Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1183Visninger
AA

9. En gang for alle

Jeg sov ikke meget den nat, selvom Erak havde gjort sit bedste for at berolige mig. Men jeg var bare så nervøs. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at Sorte Jill ville såre og slå ihjel for at få fat i mig.

Men til sidst faldt jeg da i søvn, liggende godt op af Erak og næsten helt væk under tæppet. Jeg sov fredeligt, men ikke længe.

Jeg blev vækket til nyheden om at det første skib var blevet angrebet. Ingen døde, endnu, men det var bare et spørgsmål om tid. Og det kom da også.

”Erinsson blev dræbt på stedet.”

Fik vi besked om, da det blev middag. Erak var nødt til at gå fra mig et kort øjeblik, for at kondolere overfor Erinssons enke og hans to små børn.

Det var ikke fair. At de skulle dø, for at jeg kunne være sikker. Det var aldeles rædselsfuldt, at se den grædende kvinde med de to små børn, som ikke kunne forstå at deres far aldrig ville komme hjem igen. Var jeg så meget værd?

Overhovedet ikke, blev jeg enig med mig selv om, da endnu et skib blev sunket om aftenen. To døde, tre sårede og et skib i brand. Sorte Jill holdt sit løfte. Det blev værre og værre for hvert angreb.

Også på den tredje dag, om morgen, gav jeg op.

”Jeg holder det ikke ud længere, Erak!”

Skreg jeg af ham. Men han stod solidt plantet foran døren, og nægtede at træde til side, så jeg kunne overgive mig til Sorte Jill.

”Alle de mennesker, som dør på grund af mig. Jeg vil ikke… jeg kan ikke længere, Erak. Lad mig gå!”

Tryglede jeg ham. Men han stod stadigt fast. Jeg satte mig opgivende på vores seng, og tog mit ansigt i hænderne. Det blev for meget for mig, og jeg begyndte at hulke. Det sved, og gjorde pokkers ondt i det øje, som jeg ikke havde.

”Emily.”

Sagde Erak trist, og trådte hen i nærheden af sengen. Jeg var usikker på hvor han stod. Jeg kunne jo intet se, når mit eneste øje var fyldt med tårer. Han gik på knæ, og tog min hånd.

”Du kan ikke bare give efter. Du må ikke give efter. Vi skal bare… vi må finde på en måde at ende det her. En gang for alle.”

Sagde han blidt, og strøg tårerne af min kind.

”Men hvordan Erak? Hvordan?”

Spurgte jeg, og græd så videre. Han satte sig på sengen, og tog mig i armene.

”Bare jeg havde en af rangerne her nu.”

Mumlede han, og så var det at jeg fik en god ide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...