Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1186Visninger
AA

8. En del af skylden er min

Det kom som en komplet overraskelse, da Sorte Jill pludseligt stod i døren til Eraks kontor. Jeg var nært væltet af hans skød, fordi at jeg blev så chokeret over at se den skade, som hendes ansigt havde lidt. Jeg huskede ikke, at det havde været så slemt.

”Nåh, nåh. Er man blevet lidt sart på det seneste?”

Spurgte hun hadefuldt. Jeg rejste mig fra Eraks skød, men blev stående ved hans side. Med min ene hånd på hans skulder. Han syede af raseri.

”Kan du lide at se de skader, som du har forvoldt mig?”

Spurgte Jill, og stak fingeren ind i et stort hul på hendes kind. Der var heldigvis ikke hul igennem, men det var tæt på. Og jeg havde overhovedet ikke rørt den kind. Jeg havde givet hende en flænge på den anden kind, og den så i det mindste ud til at være den, som var helet bedst.

”Jeg har ikke gjort det der.”

Sagde jeg, og studerede hende nærmere. Hendes normalt så rene, sorte hår var møgbeskidt og uglet. Hendes ellers pæne og rene fremtoning var ødelagt af det ruinerede tøj som hun bar. Og hele samtalen igennem, stirrede hun på mig med et vildt blik.

”Nej, men det bidrog at du smed mig over bord.”

Indrømmede hun, dog stadigt med den hadefulde stemme.

”Jeg blev samlet op af en flok pirater, som havde hørt om kaptajnens død. Du ved? Ham, som du skamferede mig over?”

Spurgte hun vredt. Jeg svarede ikke, men huskede det udmærket godt. Hun strøg noget hår væk, så man kunne se hele hendes ansigt tydeligt. Det så ikke godt ud, langt væk, men i det mindste var det ikke åbne sår. Det var alt sammen ar, men det måtte have gjort forfærdeligt ondt, mens at det helede.

”De gjorde det her imod mig. Kaptajnen på det skib, var åbenbart bror til den anden.”

Forklarede Sorte Jill.

”Og det var din skyld.”

Tilføjede hun med et rasende blik.

”Og da jeg endeligt slap væk, og kom hjem, så ville ingen kendes ved mig! Min egen mor behandlede mig som et monster! Men værst var det mændene, ikke en af dem vil nærme sig mig.”

Sagde hun, nærmest knurrende af raseri. Jeg svarede ikke, men var begyndt at forstå hvorfor at hun hadede mig så meget. Hun havde brug for at skylde skylden på nogen, og det var gået ud over mig.

”Du har tre dage til at udlevere hende. Jo hurtigere, jo bedre. Angrebene vil blive værre og værre i løbet af de tre dage. Og på den fjerde dag, da ligger jeg dette sted øde, hvis du ikke giver mig hende.”

Sagde Sorte Jill, henvendt til Erak, men hun så ikke et sekund på ham. Så rejste hun sig, og gik igen, lige så hurtigt var hun væk, som hun var kommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...