Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1179Visninger
AA

6. Du er min kvinde

Vi ankom på havnen, hvor der var et stort kaos. Det var et af de helt store skibe, som Sorte Jill havde fået sunket. Men ved et rent mirakel, så var der ingen, som var druknet. Svengal var ved at hjælpe en mand i land, som havde fået en ordentlig flænge på armen. Jeg forlod Eraks side, greb den nærmeste balje med rent vand og en forbinding. Så skyndte jeg mig hen til manden.

”Sæt dig ned. Såret skal renses.”

Bad jeg ham. Han satte sig ned med et anstrengt ansigtsudtryk, og jeg fik lov til at rense såret. Sådan som de mange andre mænd, dem der ikke var kommet til skade og kun var våde, hjalp deres kammerater. Jeg gjorde såret helt rent, og pakkede det ind i forbindingen. Jeg sikrede mig, at den var stram, men ikke så stramt at der ikke kom blod ud til at hans hånd.

”Er det for stramt?”

Spurgte jeg, for en sikkerhedsskyld. Han rystede på hovedet.

”Nej, det er godt. Tak.”

Takkede han. Svengal nikkede let til mig, og hjalp manden op og stå igen.

”Kom så Gunder. Du skal hjem til din søster, og hvile dig.”

Sagde han venligt, og støttede det meste af mandens vægt. Han udstødte en utilfreds lyd.

”Den lille hidsigprop.”

Brummede han med et skævt smil. Jeg hældte det beskidte vand ud på jorden, så det skyllede hans blod væk. Erak var optaget af at snakke med skibsjarlen, så jeg ville ikke forstyrre. Men da han så at jeg var færdig, vinkede han mig over. Skibsjarlen var også såret. Så jeg hentede endnu en balje rent vand og en forbinding.

”Sæt dig ned min ven.”

Sagde Erak venligt, og hjalp ham ned at sidde. Han havde fået en flænge over kinden, på sin skulder og ned af sin arm, var der et par stykker. Det lignede at der var noget, som var eksploderet op af hans side. Så jeg begyndte med at rense den i ansigtet.

”Vi så dem aldrig komme… av…”

Mumlede jarlen, og skar ansigt, da jeg pillede et stykke træ ud af hans arm. Der var flere splinter, som jeg skulle fjerne. Men skibsjarlen sagde ikke noget yderligere, og lod mig arbejde.

”Hun er sgu god, og så er hun køn.”

Kommenterede skibsjarlen. Erak fnyste utilfreds. Jeg var hans, og ingen andres. Det var tydeligt.

”Nåh, nåh Oberjarl. Slår du dig endeligt ned?”

Spurgte skibsjarlen, og skar ansigt, da jeg satte den sidste forbinding på. Erak gav ham lov til at gå, så han kunne hvile sig. Også tog Erak mig i armene.

”Hun ved at jeg er i live, og det bliver ved med at gå ud over dit folk, så længe at hun ikke får mig.”

Sagde jeg trist, og så to mænd slæbe en væk, som var dybt bevidstløs.

”Hun får dig ikke, ikke uden kamp. Du er min kvinde.”

Sagde Erak, og kyssede mig trøstende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...