Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1381Visninger
AA

3. Det, som betyder allermest

Det var ikke den næste morgen, at vi tog snakken. Erak og jeg. Først, da Halt, Will og Gilan var blevet sendt af sted hjem igen. Denne gang i et ordentligt skib.

”Jeg tror at det er på tide, at du og jeg tager den snak.”

Sagde Erak. Jeg nikkede, og fulgte med ham op på kontoret. Jeg følte mig underligt svag i knæene. Normalvis, så ville jeg have været klar til kamp, men ikke med Erak. Aldrig med Erak. Så jeg satte mig i stolen, overfor hans. Med kun bordet imellem os, som et slags forsvar.

”Så…”

Sagde jeg, da vi havde været stille et godt stykke tid. Erak afbrød mig, ved at hamre sin håndflade ned i bordet.

”Har du nogen anelse om hvad jeg har været igennem?”

Spurgte han sammenbidt, og kæmpede tydeligvis for at kontrollere sin vrede. Så jeg holdt mund, og lod ham tale færdigt.

”Det var slemt nok, at se dig sejle væk efter hende. Og efterlade mig i vandet med et beskadiget skib. Vi kom knap nok i land. Jeg følte mig så forrådt.”

Indrømmede han.

”Så drev liget af din kok i land, sammen med nogle vragstykker. Det blev klart for mig, at dit skib var blevet sunket. Alligevel sejlede jeg ud, ledte efter dig, efter nogen fra din besætning. Men jeg fandt ingenting.”

Sagde han surt, og slog sin anden hånd ned i bordet, da jeg var ved at se væk.

”Jeg troede dig død for pokker, Emily.”

Sagde han surt, og udstødte en opgivende lyd. Han lod til at være færdig med at tale, så nu var det min tur.

”I det øjeblik, hvor jeg havde valget mellem dig eller Sorte Jill, så valgte jeg hende, fordi at jeg troede at jeg aldrig ville få chancen igen.”

Forklarede jeg. Erak så væk, ned i bordpladen.

”Og jeg fortrød det valg, i samme øjeblik at jeg ikke længere kunne se dit skib. Jeg har fortrudt det lige siden.”

Indrømmede jeg, og håbede på at Erak ikke var alt for vred på mig.

”Jeg har opgivet at jage Sorte Jill.”

Sagde jeg, og slap den allersidste tanke om at jage hende. Erak så op, på mig.

”Hvis du stadig gerne vil have mig boende, så vil jeg meget gerne det. Og hvis ikke… så finder jeg vel på noget andet. Jeg vil ikke jage hende mere, Erak. For hun har allerede taget alt fra mig. Selv det, som betyder allermest.”

Sagde jeg knust, og forhindrede mig selv i at græde. Jeg ville ikke græde foran Erak. Han skulle ikke have ondt af mig.

”Hvad betyder allermest?”

Spurgte Erak undrende. Jeg kom svagt til at smile.

”Dig, Erak. Din glæde.”

Svarede jeg, og rejste mig for at skjule de tårer, som kom fra mit gode øje. Han rejste mig, og tog mig ind i sin stærke favn.

”Du har ikke mistet mig.”

Hviskede han. Jeg græd af glæde. Han havde tilgivet mig for mine fejl. Gid jeg aldrig havde sejlet efter Sorte Jill. Jeg skulle være blevet ved Erak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...