Piraten 3: En gang for alle

Det var bare perfekt. Jeg var tilbage hos Erak. Han lod mig knapt nok ude af syne. Han var vel bange for at jeg forsvandt igen. Men ikke længere. Sorte Jill kunne sejle i sin egen sø. Min plads var blevet hos Erak. Ved hans side, og seng, selvfølgeligt. Selvom jeg ville indrømme at jeg ikke fik for meget søvn, de første par nætter. Og nu sad jeg ved morgenbordet, og nød at Erak havde sin arm om mig. Pludseligt kom en skandier farende i et vældigt tempo. "Angreb! Sorte Jill har angrebet."

10Likes
10Kommentarer
1196Visninger
AA

11. Den specielle ild

”Hm?”

Sagde Sorte Jill tænkende. Jeg smed den lille taske, som jeg havde mig, fra mig på dækket. Og trak den pil, som jeg havde i støvlen frem. Og så fandt jeg det lille uvurderlige fyrtøj, som jeg havde i min kjolelomme frem.

”Er det din plan? At skyde mig ned med en pil, uden at have en bue?”

Spurgte hun grinende, og havde allerede glemt alt om den taske, som jeg havde smidt fra mig. Hun så ikke engang ud til at have opdaget den væske, som var begyndt at løbe ud.

”Nej.”

Svarede jeg, og antændte pilespidsen, som straks brød i flammer. Antændt af selvsamme væske, som var begyndt at sive ud på dækket fra tasken. Jeg opdagede at en fra besætning havde set det. Så jeg skyndte mig at kaste pilen, som borede sig godt ned i dækket. Med modhager, så den ikke kunne trækkes ud igen. Men den var få centimeter fra væsken, og først ville skulle sive derhen.

”Ha!”

Skrålede Sorte Jill af grin.

”Plan mislykkes.”

Sagde hun, og pegede sin tommelfinger ned af. Jeg rystede på hovedet, og sprang let og elegant op på rællingen. Jeg måtte træde lidt til venstre, så jeg ikke ramte robåden, når jeg sprang ned. Nu var væsken der næsten.

”Ikke helt, Jill.”

Sagde jeg, og pegede på væsken, som nu ramte pilen. Hun vendte sig for at kigge, netop som væsken kom i kontakt med ilden. Jeg sprang over bord, og håbede på at jeg kunne holde mig flydende længe nok til at jeg kunne få fat i robåden.

Der lød en voldsom eksplosion, da jeg ramte vandet. Jeg fik hovedet op over vandet igen, og kunne se nogle fra mandskabet komme flyvende igennem luften.

Erak havde fået sit signal. Nu skulle jeg bare holde mig flydende, for min robåd var blevet sunket. Den forsvandt for øjnene af mig.

”Det skal du få betalt, Emily!”

Skreg Sorte Jill rasende på sit skib, mens de forsøgte at slukke ilden med havvandet. Men det var en speciel ild. Vand kunne ikke slukke den, og gjorde den kun værre. Det var en eller anden væske, som Erak havde lånt, som han foretrak at kalde det, på et af sine togter.

Da havvandet kom i kontakt med ilden, sprang flammerne frem og blev større. Men sådan en kraft, at skibet begyndte at springe i sine samlinger. Skibet blev simpelthen sprængt fra hinanden, og det begyndte at synke. Jeg forsøgte at komme væk, på at svømme. Men trækket fra den synkende skib, trak mig med sig under vandet. Jeg kunne se de angribende skandiere flå Sorte Jills andet skib fra hinanden. Også det var i brand nu, og på vej til at synke.

Så blev jeg trukket langt ned under vandet, og kunne dreje mig, så jeg kunne se Sorte Jills skib synke ned i dybet. Hendes besætning som flød op fra skibet, både levende og døde. Men Jill selv. Hun holdt stadig i roret, som for at styre sit skib under vandet. Hun var vitterligt sindssyg.

Og så blev alt mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...