Bag facaden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2013
  • Opdateret: 22 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan følelse det, at være midt i familievold? Det kan syttenårige Pernille svare dig på. Vi følger hendes måde at analysere og fortolke situationen derhjemme, hvordan hun reagerer og hvorfor. Det er ikke let at tage de rigtige valg og specielt ikke, når ens far er voldelig og man frygter for familiemedlemmers liv. Hvordan Pernille vogter over hendes familie, ikke ønsker den skal splittes og derfor ikke fortælle nogen om, hvad der sker inden for husets fire vægge, når mørket har lagt sig.

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg blev vækket af at nogen ruskede i mig. Jeg mumlede noget og trak dynen op over hovedet. Klokken kunne umuligt være mere end tre om morgenen, men personen var meget insisterende, så til sidst gav jeg op.

”Ja?” Vrissede jeg, måske lidt for hårdt.

”Må jeg ikke nok sove herinde? Mor og far skændes igen” svarede en lille stemme. Jeg fjernede dynen fra mit ansigt og kiggede på min lillesøster. Hun var bange, det kunne man hurtigt se. Hun vidste, hvad disse skænderier medbragte. Udover en masse råben og skrigen, vidste vi begge, at der før eller siden ville lyde brag, nede fra stuen af, og efterfølgende mors gråd.

”Hop op Cecilia” Hvad kunne jeg gøre? Jeg vidste det ikke, så jeg holdte om Cecilia og sang hende i søvn. Hun fortjente ikke at overhøre disse skænderier, hvis bare vi kunne komme væk. Væk fra skænderierne, råbene, men vigtigst af alt: ham. Jeg havde før prøvet at tale med mor, men hun mente at de elskede hinanden, og de nok skulle finde ud af det hele. Jeg havde aldrig været mere uenig, hvordan hun kunne finde sig i hans voldsomme adfærd, var uvist.

Der gik ikke længe, før bragene kom og jeg vidste, jeg skulle rydde op efter deres skænderi. Jeg vidste far ville kom ind til mig inden længe og true mig. True mig med vold, med den samme vold, som han brugte overfor mor. Den vold som viste, hvor magtbegærlig han egentlig var. Hans ældste datter, truede han med de samme tæsk, hvis hun ikke gik i gang med oprydningen med det samme. Det var lige meget, for ham, hvad klokken var og det var hverdag. Han ville bare ikke kigge på glas- og potteskårene, som var fyldt med mors blod, bare fordi han ikke kunne styre sit temperament.

 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det altid havde været sådan her. Det havde det bestemt ikke, jeg kan huske, dengang min far var en elskværdig mand. Dengang han kom hjem med blomster til mor, efter en lang arbejdsdag. De dage, hvor mormor kom på besøg og passede mig, fordi mor og far skulle ud og spise. Mormor havde altid sagt, at mine forældre var det mest forelskede par, hun nogensinde havde mødt. Jeg var lykkelig over, hun dødede, før skænderierne begyndte. Kort tid efter mormor dødede, slog far mor for første gang. Jeg turde ikke se ham i øjnene flere dage efter og jeg havde skyldfølelse. Skyldfølelse på grund af min opførsel, fordi jeg tidligere havde plaget mor om at tage ud og spise. Jeg ville så gerne, bare os tre inden Cecilia blev født. Hvor gammel var jeg? Det kan jeg ikke huske, men skylden har været der lige siden. Far slog mor, fordi han ikke kunne få sig selv til, at slå mig.

”Pernille!” Jeg vågnede op fra min tankestrøm, da jeg hørte fars råb og mors gråd i baggrunden. Nu begyndte det, igen. Jeg trak mig forsigtigt væk fra Cecilia og listede nedenunder. Hun måtte for alt i verden ikke vågne. Jeg kiggede på mor, hun lå bevidstløst på gulvet med blodet løbende ned fra tindingen, men jeg vidste bedre. Jeg skulle ikke gå over til hende, jeg skulle ikke sige noget, jeg skulle bare rydde op.
”Jeg går op og vasker din mor og ligger hende i seng.” Jeg nikkede bare, mens jeg kiggede ned i gulvet, hvordan kunne jeg være så svag? Hvorfor kunne jeg ikke løfte hovedet, kigge ham i øjnene og fortælle ham, hvilket monster han var? Fordi det ville betyde enden, enden på den illustration af hvilken familie, vi måske kunne blive til igen. Enden på den lykkelige slutning, som jeg i bund og grund godt vidste, kun fandtes på film.

 

Mit ur ringede og jeg vidste, hvad det betød. Endnu en dag i skolen, med alt for lidt søvn og overskud. Jeg ruskede stille i Cecilia og hun smilede stort til mig.

”Godmorgen solstråle” Grinte jeg, i bund og grund var jeg i okay humør, hvilket overraskede mig lidt efter nattens hændelser. Jeg stod op og gik ud på det tilstødende badeværelse, for at tage et brusebad. Jeg låste døren, smed mit nattøj og undertøj i vasketøjskurven og stillede mig ind i brusekabinen, for at tage mig et varmt bad.
Efter badet, fik jeg føntørret mit hår og lagt make-up. Jeg gjorde mit bedste, for at have den perfekte facade og et perfekt ydre var en del af den. Jeg trak i et par sorte skinny jeans, en sort stropbluse og en grå blazer, dertil tog jeg et par enkle ørestikker i, en lang sølvhalskæde, proppede mine fingre med ringe og mit armbåndsur. Hvis bare mit ydre var perfekt, kunne jeg holde facaden oppe, så kunne jeg igen i dag, bilde alle ind at min familie var perfekt og jeg ikke frygtede at tage hjem. 

 

Efter en lang dag i skolen stod jeg endelig i hall’en, hvor jeg kunne smide min jakke og sko. Jeg kunne ikke overskue noget som helst, måske lige bortset fra at ligge i min seng med en god bog. En bog, hvor det gode sejrede over det onde, hvor jeg kunne drømme mig væk til et bedre sted. Hvor det hele endte godt, selvom hovedpersonen var igennem så mange prøvelser. Prøvelser som var så udfordrende, at opgive det hele var det, de fleste ville gøre. Jeg relaterede altid mit liv til de bøger, som jeg læste. Jeg kunne bruge flere timer på at skrive ned, hvorfor jeg ikke skulle opgive håbet, hvorfor jeg skulle holde hovedet højt og blive ved med at kæmpe. Det hjalp bøger mig med, de gav mig den tryghed, som mine forældre ikke kunne give mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig hjælpesløs, når skænderierne begyndte. Mor vidste, hvad de hævede stemmer betød. Far vidste, hvad de hævede stemmer betød. Jeg vidste, hvad de hævede stemmer betød, men værst af alt, Cecilia vidste, hvad de betød. Hvorfor kunne de ikke opføre sig som de voksne mennesker, de nu engang var? Tage ansvar og gå hvert til sit, jeg kendte svaret, men jeg ville ikke indrømme det. Kunne ikke få mig selv til at indse, hvor ødelagt min familie var og hvor meget, vi havde brug for hjælp.
”Hej skattepige, har det været en god dag i skolen?” Jeg kiggede op på min mor, hun så hærget ud. Hun var intet andet end en skygge, sammenlignet med sit tidligere jeg.

”Fint” Hun kiggede bedrøvet på mig og smilte svagt, jeg vidste, hvad der kom nu. En forsikring om, at det der skete i går, ikke ville gentage sig, at hende og far nok skulle finde ud af tingene. Alene fordi de elskede hinanden, men hvordan kan man elske en person, som slår en? Jeg stillede en masse spørgsmål, som jeg inderligt ønskede svar på, men som jeg ikke turde stille.

”Skat, hold op med at være så indelukket. Far og jeg finder ud af tingene, det ved du da” Jeg sukkede højlydt og rystede på hovedet, bare hun kunne indse situationens alvor. Jeg håbede, hun en dag ville vågne op fra denne drømmedøs og indrømme, overfor sig selv, at det ikke fungerede. Bare hun ville, for så ødelagde hun mit håb og ikke jeg selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...