Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
489Visninger
AA

17. Syg

Kapitel 15

 

Fuglene kvidrede udenfor vinduet, og solen skinnede ned på Sarah's hud. Hun fik gåsehud af varmen, og skulle lige til at lukke øjnene op da hun hørte stemmer.

”..... så lad os kigge til hende,” Sarah kunne ikke sætte ansigt til stemmen, og holdt derfor sine øjne lukkede.

”Tror du at hun klarer den? Hun slog sit hoved ret slemt,” Først troede Sarah at det var en helt anden person, men så genkendte hun Freddie's stemme. Hun var vel bare ikke vant til at høre desperation i hans stemme, og det fik hende til at undre sig over, hvorfor han var desperat.

Lyden af trin der kom nærmere fik hende til at lægge hovedet til siden. Hun var ikke så god til at holde masken, og ville derfor ikke risikere at blive opdaget.

”Jeg har set utallige af disse situationer. Hun vil højst få en hjernerystelse, det er det.” Sagde den ukendte stemme igen. Sarah rynkede panden. Hun genkendte stemmen, hun var bare ikke sikker på, hvorfra.

”Tak, Duce. Du er den bedste,” Hun hørte dem klappe hinanden på ryggen, og gættede på at de 'mandekrammede'. Fodtrinene kom igen, men blev svagere.

Hun tvang sig selv til at blive liggende i endnu et par minutter, før hun satte sig op. Solen blændede hende for et øjeblik, men det gik alligevel hurtigt op for hende, hvor hun var henne.

Freddie's værelse var mindre end forventet. Vinduet fyldte over halvdelen af den ene væg, og gjorde at der egentlig kun var plads til en seng og en lille kommode. Hun gættede på, at han nok heller ikke brugte særlig meget til inde på sit værelse, og derfor ikke havde brug for meget.

Hun gled ud af sengen, og rejste sig prøvende. Det var dog sværere end forventet, for hun fik ret hurtigt ondt i hovedet. Hendes ben gav under, og hun greb fat i en af kommodens skuffer for ikke at vælte ned på gulvet. Skuffen gik løs, og det endte med at hun lå på gulvet med en tom skuffe ovenover hende.

Mens hun stønnede af smerte og prøvede at fjerne skuffen fra sig, hørte hun en latter ovre fra hjørnet.

”Og nu ødelægger du også mine ting.” Han gik over til hende, og lagde en arm under hendes ben og ved hendes ryg. Mod hendes vilje blev hun alligevel løftet op og lagt over i sengen igen.
”Prøvede du at flygte?” Freddie satte sig på kanten af sengen, og så smilende på hende. Det føltes som om han så på hende som et lille, dumt barn i stedet for en ung kvinde. ”Som om du ville komme særlig langt,” Han lo igen, som om han havde fortalt en joke og rejste sig.

Sarah's ansigt blev rød af vrede da hun fik øjenkontakt med ham. Det irriterede hende ufatteligt meget at han vidste hvad der gjorde hende vred. Det var som om, at det var det eneste han var god til.

”Idiot,” Mumlede hun lavt og så sig omkring. Hun greb fat i et par sokker og smed dem efter ham da han vendte sig om i døråbningen. Men hendes sigte var åbenbart blevet forværret ved hendes fald, for hun ramte langt ved siden af. Dog forstod Freddie godt hvad hendes hensigt var, for han gik hurtigt ud uden at drille hende yderligere.

Sarah kravlede ind under dynen, og lagde sig ned. Hun gned sin pande, og så ud af vinduet. Udenfor kunne hun høre en summen af fjern larm fra gaden udenfor.

Hun så nærmere på folkene derude. Hvad hun først havde set som glæde i deres ansigter, var nu ikke at se længere. De så mere alvorlige ud, og det fik hende til at tvivle på hendes førstehåndsindtryk af byen. Måske var de ikke så tilfredse alligevel, hvilket gjorde at byen muligvis ikke var så god som hun troede. Den begyndte at minde hende mere og mere om hendes by, bortset fra at folk larmede mere her, hvilket gav mening. Der var ingen boder med flotte objekter eller lækkert mad hos hendes by, hvilket måske var grunden til stilheden. Der var intet, folk kunne stod og snakke ved mens de købte nye, fine ting. Men så igen – folk havde ingen penge til overflødige ting, så det gav ikke mening at have boder der.

Sarah vendte sig om på sengen, dog gjorde det ikke hendes udsigt bedre. Hun så ind i den grå væg som sengen stod ved, og lod en fingerspids glide hen over en revne.
Derefter tog det hende ikke lang tid at falde tilbage i sin drømmelignende tilstand.

 

* * * *

 

”Sarah!” Barnearme blev lagt omkring hendes hals og hun begravede hovedet i hendes lillesøsters lange, brune hår. ”Jeg har sådan savnet dig,” Hviskede hun i hendes øre og gav hende et ekstra kram, før hun slap hendes greb om hende. Hendes lillesøsters legemé faldt til jorden og der genlød et ekko omkring hende. Hun greb fat i søsterens blege arm der straks blev opløst til aske i hendes hånd. Da hun prøvede at børste asken væk fra hendes hånd, blev det siddende. Hele hendes håndflade blev grå, og det spredte sig langsomt som små fangarme op af hendes arm. I panik begyndte hun at ryste sin arm, i håb om at det ville fjernes på den måde. I stedet kravlede det hurtigere op ad hendes arm og hendes vejrtrækning blev hurtigere, og hun begyndte at hyperventilere.

 

Dampen fra en kop te vækkede Sarah op igen. Det duftede af en speciel urt som Sarah også plejede at tage med hjem til sin moster fra skoven, hvilket nok var grunden til hendes mareridt.

Sarah satte sig op i sengen og så sig omkring. Freddie sad i fodenden med en kop te i hånden og med de papirere som de havde stjålet fra templet, som var spredt ud over hendes ben. Han så op da hun bevægede på sig, og smilede varmt til hende.
”Godmorgen du. Har du fået det bedre?”

Hun kløede sig i hovedet, og så forvirret på ham.

”Hvis jeg har en hjernerystelse.. Er det så ikke meningen at du skal holde mig vågen?” Var det meningen at han prøvede at slippe af med hende? Sarah så mistænksomt på ham.
”Rolig nu. Du har kun sovet i en time, og jeg har været herinde hele tiden. Hvis du døde, ville jeg vide det. Du snakker ret meget i søvne,” Han grinede og tog en slurk af sin te.
Hun rødmede og så i stedet hen på papirerne, selvom hun alligevel ikke ville kunne fokusere på det lige i øjeblikket.

Minutterne gik mens Freddie fordybede sig i brevene, og Sarah stirrede på ham mens han gjorde.

”Hvem er Duce?” Sarah lagde hovedet på skrå og så interesseret på ham. Hun havde haft det indtryk af, at Freddie var en slags enegænger efter at have fundet ud af at han boede alene uden sin familie.
Uden at se op, svarede Freddie på hendes spørgsmål mens han læste videre. Eller lod som om.

”Han er en ven fra en bod ude ved havnen,” Svarede han kort. ”Han sælger smykker,”

Sarah nikkede og så derefter ud af vinduet igen. Hun kunne se havet, men boderne var ikke til at se for alle husene.

Stilheden var altoverskyggende for Sarah. Hun gned sig nervøst i håndfladerne, og håbede bare at Freddie ville starte en samtale. Hun var ikke god til at finde på emner at snakke om, men hun ville gerne. Dog virkede det ikke som om Freddie gad lige nu, hvilket skuffede hende. Det plejede at være helt omvendt.

”Freddie?” Hun så på ham med en forsigtig mine. Det fik ham til at se op og give hende fuld opmærksomhed. ”Hvorfor sover du ude i skoven, når du har det her hus?” Spurgte hun ham en smule afholdende. Hun var bange for at ramme ham på et ømt punkt, og hun var især bange for at han ville blive vred. Hun kunne ikke vide, hvilke grunde han havde for det hvilket gjorde at der var risiko for at det var noget slemt.
Der var stille i noget tid, mens han funderede over hvordan han skulle svare.
”Jeg bor her hele året rundt. Jeg tager kun derud i nogle dage om året for at sørge,” Svarede han langsomt. Sarah rynkede panden, og prøvede at finde mening i hvad det var han sagde.

Hvorfor sørgede han? Og hvad havde det at gøre med huset? Sarah huskede hvordan hun var gået ind ad den første dør til højre. Freddie var blevet rasende, og revet billedet ud af hendes hænder.

Billedet! Nu forstod hun. Hans forældre var døde, hvilket var grunden til at han sørgede. Han havde sikkert brug for at komme ud af huset og væk fra alt og alle i de dage.

Sarah spærrede øjnene op. ”Var dine forældre ofringer?”

Han nikkede langsomt. Det hele gav mening nu. Det var derfor hun havde mødt ham ude i skoven den nat. Han havde været derude i al den tid, hun havde været indelukket i rummet under templet, nede i brønden og den tid det havde taget at gå hen til Havnebyen.

Sarah ville ikke bede om en uddybning af emnet, da hun forstod at det måtte være alt for hårdt at snakke om. Alligevel gjorde han mine til at tale videre.
”De døde for 3 år siden. Det var første gang at to fra samme familie blev valgt som ofring,” Sagde han stille og rykkede længere op i sengen. Hun gjorde plads til ham ved at sætte sig i skrædderstilling, og han lænede sig op af væggen. Han pakkede papirerne væk, og så så hen på hende. Han lagde mærke til hendes blik, og knyttede næverne.
”Jeg vil ikke have din medlidenhed!” Hvæsede han ud fra sine sammenbidte tænder. Sarah sagde ikke noget – det var ikke fordi hun var bange for at gøre ham endnu mere vred, men fordi hun vidste at han havde brug for komme ud med sine frustrationer. Men han sagde ikke mere. Hun kunne høre hans åndedræt bliver roligere, og blev automatisk beroliget af det.
”De var ikke gode forældre,” Begyndte han så. ”Min far slog mig altid hvis jeg gjorde noget forkert, og min mor var aldrig hjemme. Nu kan jeg dog godt se, at han smed al sin vrede over på mig, selvom han var vred på min mor. Hun havde vel en affære af en slags. De var dårlige mennesker. De skændtes offentligt, og deres ry var værst af alles i byen,”

Sarah tyggede blidt på sin underlæbe, mens hun tænkte sig om. Det gav meget god mening at de begge var blevet valgt som ofring, hvis der havde været snyd med i lodtrækningen ligesom der havde været i Sarah's by.

præsterne ønskede et perfekt samfund, og hvis der var nogen der kom i vejen for deres planer eller gennemskuede dem på den ene eller den anden måde, skulle de dø. Også selvom en lille 13-årig dreng ville blive forældreløs på grund af deres valg.

”Hvor meget fortalte jeg dig, da vi mødtes i skoven?” Spurgte Sarah ham efter et stykke tid i tavshed.

”At du var flygtet ud i skoven med en dreng fordi i var blevet valgt som ofringer. Og at han var forsvundet,”

Det gav et sug inde i Sarah's mave da hun blev mindet om at Kurt stadig var derude et eller andet sted. Og det, at hun lå herinde med Freddie i den varme, bløde, trygge seng gav hende rigtig dårlig samvittighed. Hun havde ikke skænket Kurt en enkelt tanke efter at hun havde mødt Freddie.
”Kurt...” Hendes stemme rystede, som om hun skulle til at græde. Freddie der sikkert helst gerne ville undgå at se hende græde, greb fat i hendes hånd.
”Sarah, du er nød til at være realistisk. Der er ingen mulighed for, at han kunne klare sig selv derude i skoven med et dødeligt sår. Hvis han ikke blev fundet af nogen - hvilket er ret usandsynligt – er han død. Og det er du nød til at indse,” Freddie lod tommelfingeren glide hen over hendes håndryg i den samme cirkel igen og igen, og det beroligede hende en smule. Efter et stykke tid, var hun klar til at fortsætte.
”Der var en aften, hvor jeg havde haft mareridt. Jeg havde brug for at gå en tur, og endte ved pladsen foran templet. Der overhørte jeg en samtale mellem to præster, hvor den ene opdagede mig. Ikke lang tid efter, var der Ceremoni og jeg blev valgt,” Sarah så ham i øjnene, og fastholdt hans blik.

”Jeg havde også en ven, der hed Cliff,” Hun var nød til at tage en dyb vejrtrækning, før hun kunne fortsætte. Det var åbenbart sværere at snakke om hendes afdøde venner, end hun lige havde regnet med.
”Hans kone døde i et uheld i deres køkken få år tidligere. Men Cliff vidste at det var iscenesat, da hans kone havde været en lille smule for nysgerrig. Han blev også efterfølgende valgt som ofring til Ceremonien.” Hun holdt inde i et øjeblik, men ændrede ikke ansigtsudtryk. Det gjorde Freddie dog heller ikke, for den sags skyld. Hun var ikke sikker på om han overhovedet lyttede, eller om han bare var seriøs.
”Kan du se mønsteret?”

Hun ventede i så lang tid det tog for Freddie at se sandheden i øjnene. ”Så, det du siger er... At fordi mine forældre var dårlige mennesker, kostede det dem livet. Bare fordi præsterne ikke brød sig om deres opførsel?” Sarah nikkede langsomt. Hun lænede sig en smule tilbage, dog uden at slippe hans hånd. Hun vidste ikke om han ville gå amok i raseri, hvilket var grunden til hendes tilbagetrækning. Men hun ville heller ikke være det der udløste et raserianfald hvis hun hev hånden til sig.

Sarah var godt klar over, at hun ville flippe helt ud, hvis hun fik sådan noget at vide. Derfor blev hun også overrasket, da Freddie bare blev siddende.

”Er du ikke vred?” Hun så overrasket på ham. Han rystede bare på hovedet.
”Som jeg sagde før, så var de dårlige mennesker. Det er måske en usolidarisk måde at gøre det på, men det var den eneste måde ville føre til at jeg ikke blev mishandlet yderligere. Eller andre for den sags skyld,” Han smilede et lille smil til Sarah for at vise at det var okay.

Men det mente hun til gengæld ikke at det var.
”Hvordan kan du ikke være vred? Efter denne her nyhed burde du have lyst til personligt at dræbe alle præsterne! Hvordan kan du stå på siddelinjen og se på, mens de myrder uskyldige mennesker bare fordi de mener at de er dårlige for samfundet! Hvordan kan du mene at det er i orden? Det er det ikke!” Hun rev vredt hånden til sig, og overvejede at storme ud af værelset. Men hun ville ikke nå langt i hendes tilstand og desuden var det en smule barnligt at løbe væk fra en diskussion. Så hun blev i stedet for siddende og summede i sin egen vrede.

Freddie rakte ud efter hende med hånden.”Slap nu af, Sarah. Det er jo bare-” Han blev afbrudt da hun slog hans hånd væk. Dog havde Sarah for meget kraft på, og endte derfor også at slå ham på låret. Men i stedet for at grine, stønnede Freddie i stedet for af smerte og lagde en hånd hen over det sted hvor Sarah havde slået ham.
”Er du okay?” Sarah så på ham, chokeret og overraskelse. Hun havde ikke slået særlig hårdt, så hun forstod ikke grunden til hans smerte.

Han rystede på hovedet som svar da han åbenbart stadig ikke var istand få ord ud af munden. Han sad med sammenbidte tænder og rystede en smule. Så stoppede det pludselig, for han faldt helt sammen i kroppen og udstødte et langt, dybt suk.

”Er du okay?” Spurgte hun igen, en smule mere bekymret end før. Han nikkede, dog uden at se op på hende.

”Det er bare.. Et lille sår,” Han viftede med sin frie hånd, da den anden stadig lå på låret.

Den købte Sarah ikke. Det var tydeligvis noget alvorligt, og hun var ret opsat på at vide det. Hendes moster plejede altid at sige, at der var en af to former for følelser der var indblandet, når man ville høre noget fra en person som enten var spændende, sørgeligt, sladder mm. Den ene var interesse hvilket betød at personen egentlig var ret ligeglad med den der fortalte, den ville bare gerne vide det.

Den anden var bekymring, hvilket tydeligt viste at personen ville hjælpe den anden hvis der var brug for det.

Og Sarah var helt klart bekymret for Freddie. Hvad var det for et sår, han snakkede om og hvor slemt det var.

”Det var lige efter, at mine forældre døde. Jeg var så vred den dag.” Han så op på hende, og hun kunne se hvordan hans ansigt formørkedes. ”Jeg var i gang med at finde et fredeligt sted et godt stykke ude for Havnebyen. Det var faktisk første gang at jeg havde været udenfor hegnet, hvilket betød at jeg ingen anelse havde om, hvad det var jeg foretog mig,” Han smilede lidt af tanken, men det var hurtigt væk igen. ”Og lige pludselig var den der bare.” Han holdt en pause, og Sarah sad åndeløst og ventede på at han fortsatte. Men det gjorde han ikke.

”Hvad var det?” Måtte hun til sidst spørge, og alligevel måtte hun vente et par lange sekunder før han svarede.
”En hannepu.” Det var som om at han lige skulle smage på ordet, før han gik videre. ”Den angreb mig med det samme, selvom jeg ikke provokerede den på nogen måde,”

Sarah nikkede. Hun vidste lige præcis hvad det var han snakkede om. ”Da jeg var ude i skoven, mødte jeg også én. Men den stirrede bare på mig, indtil jeg flygtede,” Sarah kløede sig på armen, og så på Freddie. Han nikkede forstående. ”Du mødte en hunnepu. De angriber kun hvis der er nogen der virker truende overfor deres unger.” Forklarede han hende og lød alt for intelligent i forhold til, hvor arrogant han kunne være.
”En hannepu angriber uanset hvad. De er ikke til at stoppe, når de først ser en mulig fjende. Og jeg stod vidst i vejen for én, den dag,” Fortalte han og trak på skuldrene som om det ikke betød noget.

Sarah svarede ikke, og sad i stedet i tavshed og så på ham. Hun huskede nepuen der havde stirret på hende som om hun var dets næste måltid hvis hun ikke forsvandt, så hun kunne nemt forestille sig den samme situation, dog hvor nepuen i stedet for at blive siddende på træet, sprang på hende og prøvede at flænse hendes hals over.

Dog kunne hun ikke forestille sig, hvordan man overhovedet kunne slippe fri igen. Nysgerrigt så hun hen på hans krydsede ben. Hvordan slap han levende væk, kun med et sår på låret?

”Hvordan.. Slap du levende væk?” Spurgte hun og så interesseret på ham.

”En kniv,” Hans blik blev fjernt, og hun gættede på at han huskede tilbage til hans kamp med nepuen. Hun ønskede at hun kunne se tilbage på hans minder sammen med ham.

Da han kom tilbage til sig selv igen, fortalte han ikke videre, og Sarah forstod ham egentlig godt. Det måtte have været et forfærdeligt minde, og hun havde ikke lyst til at rive mere op i såret.
I stedet bevægede hun sig ind på et andet emne.

”Hvor lang tid skal jeg blive i denne her seng? Vi har de oplysninger vi behøver – det eneste vi skal gøre nu, er at udnytte den fordel vi har, før de opdager at de er væk!”

”Og hvad har du så tænkt dig at gøre, Sarah? Hvad er din plan helt præcist?” Freddie lagde armene over kors, og så afventende på hende. Så langt henne i planen var hun dog ikke nået til.

Tavshed igen.

Sarah sad og vendte alle mulighederne i sit hoved. Der var selvfølgelig den idé at konfrontere præsterne. Men måden at gøre det på, vidste hun ikke endnu.

Hun tænkte på Guys, og mindet om hans smil da hun blev sænket ned i brønden.

I samme øjeblik havde hun taget en beslutning.

”Jeg er nød til at tage tilbage,” Hviskede hun stille, og så ned i sine hænder. Hun var bange for at han ville protestere, men han forholdt sig tavs. ”Min moster, min søster... De er nødt til at vide, at jeg lever.” Hendes stemme blev stærkere og højere da hun fortsatte. ”De skal i sikkerhed først. Ud af byen. Og så finder vi Guys.” Hun fandt kortet over øen frem igen, og pegede på byen inde i midten. ”Min by er den der styrer det hele. Hvis vi tager præsternes magt der, vil de andre byer falde sammen. Tror du ikke?” Freddie rystede på hovedet. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke. Hvis vi stopper præsterne der, vil de bare blive erstattet. Hvordan kan du forvente at vi to kan styrte det hele uden videre? Det er kun os to imod en hel hær af præsternes lydige vagter. Og hvad hvis det ikke lykkedes? Det er store konsekvenser vi frivilligt sætter os op imod.”

Sarah rystede på hovedet.
”Hvorfor skal du altid være så negativ? Hvorfor tror du aldrig at vi faktisk kan klare det? Hvorfor hjælper du mig overhovedet, hvis du er så meget imod det?” hun så vredt på ham, og han gengældte det. Hvis øjne kunne dræbe, var de begge to døde nu.

”Hvorfor? Fordi jeg er realistisk! Et ord du åbenbart ikke ejer i dit ordforråd,” Råbte han og rejste sig op. ”Du tror at du er så stærk og sej. At du kan dræbe alt og alle på din vej. Måske du skulle til at stoppe op og indse at du ikke altid har ret. At det ikke altid er den bedste løsning som du finder!” Sarah's hjerte bankede hurtigere, i takt med at hans tonefald blev hårdere. ”Hvorfor kan du ikke forstå, at vi er nød til at finde på en ordentlig plan, før vi springer ud i noget som vi ikke kan håndtere?” Han vendte ryggen til hende, og begyndte at gå frem og tilbage i rummet. Sarah sprang også ud af sengen. Hun fik straks ondt i hovedet igen, men det var ikke så slemt som før. ”Jeg tager afsted, om du vil det eller ej. Jeg står fast ved min beslutning.” hun fulgte ham med blikket, og da han til sidst stoppede og vendte sig om, fik de øjenkontakt. Hendes øjne veg ikke fra ham, og til sidst sænkede han sine skuldre.

”Du overlever ikke derude i den tilstand,” Sagde han. Så vendte han sig om, og gik ud af værelset. Hun stod i lang tid, og stirrede på den lukkede dør. Og så smilede hun.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...