Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
413Visninger
AA

14. Sandhed

Kapitel 12

 

De stod begge med mindst en meter imellem sig. De var begge anspændte og hele situationen stank af fjendtlighed.

De havde begge gættet sig til at de kom to forskellige steder fra, og nu hang tavsheden tungt ind over dem.

Sarah tog til sidst initiativet til at sige noget først. Hun var jo også også nød til at overtale ham til at lade hende sove sammen med ham, hvorend han havde slået lejr i skoven, hvis han altså overhovedet havde.

”Hvad med, at vi kan uddele oplysninger til hinanden når vi kommer hen til dit sted?” Hun prøvede at smile indbydende til ham, selvom hun ikke var særlig godt til det. Hun havde aldrig prøvet at opføre sig sexet eller forførende på nogen måde, og det var tydeligt at se nu. Øvelse gjorde mester, og Sarah havde aldrig brugt et sekund på det.

Fyren stod og overvejede det. Så trak han på skuldrene.
”Det tror jeg ikke,” Han vendte sig om, og begyndte igen at gå, men Sarah lagde hurtigt en hånd på hans skulder og stoppede ham.
”Nej, vent! Hvad vil du have, for at jeg kan komme med?” Spurgte hun, og man kunne holde desperationen i hendes stemme, hvilket hun fortrød med det samme.

”Et kys,” Han så udfordrende på hende, med et smil der bredte sig ud over hans ansigt.

Hun så på ham med store øjne, og skulle lige til at afvise. Hun havde aldrig kysset nogen før, og hun brød sig ikke om at give det til en fyr der havde prøvet at dræbe hende få minutter før, og som var dum, arrogant idiot.

”Ej, jeg driller dig bare.” Han grinede igen, som om det hele bare var en leg for ham. ”Jeg hedder Freddie,” Han rakte hånden frem imod hende. Hun tøvede nogle sekunder, men så nikkede han som tegn på at det var okay. Hun greb hans hånd og trykte den en gang før hun slap den igen.
”Sarah,” Svarede hun kort og tvang sig selv til at smile. Det blev dog til en lille grimasse i stedet, men det var det bedste hun kunne gøre.
De fulgtes ad i nogle få minutter indtil han stoppede.
”Tadaaa!” Han pegede ud i mørket, og Sarah forvirret ud i ingenting.

Da hun først kiggede, var der intet. Men så kiggede hun mere grundigt efter, og opdagede at det var camoufleret.

Det var to træer der stod tættere sammen end nogle andre træer. Noget reb var bundet fra det ene til det andet træ, og ovenpå træet hang et stort tæppe. I hvert fald noget der lignede. Det var næsten et dusin pasusblade der hang sammen, og var blevet sat fast i jorden halvanden meter fra træerne, så tæppet formede en trekant. Mudder var på nogle områder af bladene og gjorde at man næsten ikke kunne se det. Hun så på Freddie og nikkede. ”Imponerende,” Hun prøvede at få det til at lyde som om hun ikke kunne være mere ligeglad, og satte sig derefter ned på knæ. Hun kravlede derind, hvor jorden var dækket til med flere pasusblade. Han havde åbenbart været meget længere væk for at finde dem, og gav Sarah en fornemmelse af, at han vidste en ting eller mere om skoven. Hun satte sig tilpas længst inde i det lille, hjemmelavede telt, og betragtede Freddie der også kravlede ind.

Selvom han satte sig længst henne ved indgangen, var de alligevel mindre end en meter fra hinanden. Sarah begyndte at bekymre sig for, hvordan de skulle kunne sove herinde uden at røre ved hinanden, for det var tydeligt at teltet kun var bygget til en person.

”Så fortæl mig, hvad det er du laver herude i skoven, midt om natten, helt alene?” Han afbrød hendes tankestrøm, og så oprigtigt interesseret på hende.

Hun kløede sig på skulderen, og overvejede om hun skulle lyve. Men det var bedst, hvis hun fortalte sandheden. Han havde trods alt ladet hende sove herinde, og han havde heller ikke dræbt hende.. Endnu.
”Jeg flygtede fra min by,” Svarede hun. Det var kort, men så undgik hun heldigvis at fortælle mere end hun ville. Dog lod han hende ikke slippe så lidt.
”Hvorfor flygtede du?”

Hun sukkede og gned sin pande. Hun besluttede at fortælle ham det. Selvom han havde været en idiot, havde det ikke virket som om at han virkelig havde tænkt sig at dræbe hende. Og lige nu virkede han jo fin nok.
”Jeg skulle ofres til vores Gud. Mig og en lille dreng flygtede, inden de kunne nå at dræbe os. Men nogle af vagterne fulgte efter os, og han blev hårdt såret. Nu er han forsvundet, og jeg har ikke kunnet finde ham i 2 dage,” Hun pustede al luft ud. Det var næsten behageligt at kunne fortælle det til nogen. Det var ligesom følelsen hun havde fået, da hun havde været ude og bade. Bortset fra at denne her var meget bedre.

Freddie nikkede eftertænksomt. Der var stille i lang tid, før der var nogen der sagde noget igen.

”Hvordan overlevede du ude i skoven så længe?” Han så på hende, og havde et blik i øjnene som hun ikke rigtig kunne tyde.
”Jeg dræbte en trame og fandt nogle meget mættende bær,” Sagde hun og trak på skuldrene. Hun forstod ikke, hvorfor han var interesseret i det. ”Og jeg fandt en sø som jeg drak fra,”

Han nikkede langsomt og grinede så.
”Aha. Spændende”

Hun rynkede brynene. Hvorfor skulle han være sådan en arrogant idiot? Hvorfor spurgte han hende om det, og derefter kom med det mest sarkastiske svar, der beviste hvor ligeglad han egentlig var?

Da hun nægtede at sige mere, var der igen tavshed i lang tid. Så begyndte han at snakke igen, dog i et mere seriøst tonefald.
”Jeg kommer fra Havnebyen. Den ligger lige ud til havet. Den er dog omringet af en kæmpe mur. Jeg følte mig fanget derinde, så jeg fandt en udvej. Det er derfor jeg har bygget det her – det er et slags fristed.” Sarah nikkede, mere af høflighed end af forståelse. Hun vidste ikke om han løj, eller faktisk talte sandt. Det kunne godt være at det var rigtigt, hvilket var derfor hun havde nikket høftligt, men hvis det var løgn ville hun ikke vise følelser overfor ham. Hun gad ikke lade ham gøre hende til grin igen.

Derfor tog hun fat på noget andet, som hun ikke havde forstået. ”Havet? Hvad er det?”

Freddie ansigt var først chokeret. Men det ændrede sig hurtigt da han brød ud i latter. Og igen sad Sarah og følte sig lille og dum. Hun ventede lidt han havde leet færdigt, så han kunne svare.

”Havet er... Øh, altså. Det er meget vand, over det hele. Det strækker sig så langt ud over det hele, at man ikke kan se andet i horisonten.” Svarede han, efter at have tørret tårer væk fra kinderne, som han havde fået fra at grine så meget.
Sarah prøvede at forestille sig det, men hun kunne ikke. Freddie lagde dog mærke til det, så han fortsatte.
”Vi bor på en stor ø, der er omringet af vand,”

Sarah spærrede øjnene op i chok. Hun havde svært ved at forstå.

”Kan jeg se det?”
Han morede sig åbenbart over hendes uvidenhed.

”Imorgen,” Svarede han, og lagde sig ned. ”Lad os sove nu, og så ser vi på det i morgen,”

Sarah betragtede Freddie mens han lagde sig til rette. Hun prøvede at lægge sig i fosterstilling i enden for at undgå fysisk kontakt med ham, men der var ikke nok plads. Efter at have siddet op og set på ham i et par minutter, opgav hun. Hun lagde sig forsigtigt ned ved siden af ham og gjorde sig grundig med at røre ham mindst muligt, selvom det ikke kunne undgås. Hun lagde sig på ryggen, og så op på snoren der holdte bladene oppe. Hun kunne høre Freddie's stabile åndedræt, og hun vidste at han sov. Hans brystkasse løftede og sænkede sig langsomt, og hun drejede hovedet og så lige ind i hans ansigt. Hans øjne var lukkede, men hun kunne se at hans øjne bevægede sig inde under hans øjenlåg, og hun vidste at han drømte. Hun studerede ham intenst. Hans læber så bløde og varme ud og var let adskilte fra hinanden, og hun kunne mærke hans varme ånde mod sin hud. Han havde en markeret kæbe, der gjorde at han så ældre ud end han var. Men når han sov som han gjorde nu, tabte han sin hårde facade. Det var nu mere tydeligt at han havde samme alder som Sarah. Hun forstod ikke hvordan kan han kunne falde i søvn ved siden af hende. Det kunne jo være at hun ville have hævn – hun havde et våben hvilket hun sagtens bare kunne dræbe ham med, når han faldt i søvn.

Betød det at han stolede på hende? Hvordan kunne han gøre det? De havde lige mødt hinanden. Sarah forstod det ikke. Undervurderede han hende mon? Troede han at hun ikke kunne gøre det? Tanken gav Sarah blod på tanden. Hun havde lyst til at stikke kniven i hans bryst, bare for at bevise at hun kunne. Men hun gjorde det ikke. I stedet faldt hun i søvn til lyden af hans beroligende åndedræt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...