Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
433Visninger
AA

1. Prolog

Prolog

 

Jeg sidder helt stille i det fugtige græs. Fuglene kvidrer omkring mig, men min opmærksomhed er kun rettet imod røgen der langsomt stiger op fra mit patetiske forsøg på at lave et bål. Jeg prøver med rystende hænder at holde om en kop uden indhold. Solen er ved at stå op, og jeg misser lidt med øjnene da lyset rammer mit ansigt. Men følelsen giver mig ingen glæde som den gør alle andre dage. For i dag starter rædslerne, som ligesom hvert 4. år, vil blive et stort mareridt der vil følge mig, indtil næste gang hvor det hele vil blive gentaget endnu en gang.

Præsterne kalder det Ceremonien, men øens almindelige beboere som ikke er troende, kalder det i smug for Rædselsdagene.

Navnet er vel kendt i min omgangskreds og bydel, og selvfølgelig er præsterne, Rådet og alle andre som har penge nok til at være højere hævet over andre, uvidende om dette. Man kan aldrig være forsigtig nok med at sige noget negativt om Guden eller andet der relaterer til emnet.
Jeg rejser mig langsomt op, og alle mine knogler i kroppen begynder straks at beklage sig, hvilket bekræfter min tanke om, at jeg nok har siddet der for længe. Jeg tramper den sidste ild ihjel, og begynder rejsen hjemad.

Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område men jeg mener det præcis modsatte. De er til, for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude.

Indespærret er dog et ord i overført betydning – træerne står i en passende længde fra hinanden, så man kan gå ud og ind som det lyster én. Men hele pointen ved træerne er at vise, at inde i cirklen er der fred, føde, et tag over hovedet og en seng at sove i. Ude bag træerne, kan man ikke overleve. Så hvorfor overhovedet prøve, når man lever en så fredfyldt tilværelse, uden nogen som helst problemer?
Da jeg træder ind i cirklen, bliver jeg mødt af en sødlig duft fra blomsterne der vokser overalt omkring landsbyen. Jeg rynker næsen, og træder på op til flere blomster, da jeg sætter i løb hen til stien. Jeg følger den, indtil jeg når byen. I starten er det bare en masse huse på hver side af stien, som hurtigt udvider sig og bliver til en brostensbelagt vej i stedet. For enden af vejen tårner templet sig op, så man er nødt til at knejse med nakken for at se den til ende. En masse mennesker er allerede i gang med at rengøre hele torvet, som egentlig bare er en rund plads med en stor brønd i midten. Jeg bryder mig ikke om at være her, for følelsen af død er i luften. Jeg går rundt omkring templet hvor der bag det er en lille vej som fører ind til den fattigste del af byen.
Jeg skubber mit vindue op og springer ind i et lille rum. Væggene er slidte, og to tynde og beskidte madrasser står mast sammen i den ene side af rummet. Et stearinlys står halvt nedbrændt på en skammel i den anden side. Ellers er rummet tomt, hvilket ikke ville være særligt overraskende i nogens øjne. Ingen ejer noget af værdi i denne bydel, og overflødige ting er der bare ikke råd til. Som altid er jeg komplet lydløs, og et gisp undslipper min mosters læber, da hun vender sig om, og ser mig stå i køkkenets døråbning.
”Sarah, du er nødt til at stoppe med at gøre det der. Mine nerver kan ikke holde til det” siger hun med et hævet øjenbryn, og lægger armene over kors. Et kort øjeblik ser hun strengt på mig, men blikket ændres hurtigt til opgivende.
”Og har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal tage udenfor træerne?”
”Utallige gange,” smiler jeg, og blinker drilsk til hende. Hun ved altid hvornår jeg har været væk, selvom det dog ikke er svært at opdage. Jeg er beskidt og våd, et sjældent syn man ser inden for træerne. Et af Gudens ønsker er renlighed, som et tegn på at vi sætter pris på vores gaver, og ikke bare er sløsede og dovne.

Jeg ved også at præsterne ikke ser mildt på sådan noget, og hvis jeg bliver set af en af dem, vil det klart få konsekvenser. Men jeg ved også at præsterne ikke er vågne på et så tidligt tidspunkt. Den luksus det er at sove længe er kun til ære for mænd med så en høj rang som deres.

Min moster tager en dyb indånding, men hun siger ikke mere. Hun ved godt at det ikke nytter noget at prøve at tale mig til fornuft, for det vil aldrig ske. I stedet rækker hun hånden frem mod min taske. ”Lad mig se,”
Sådan er det altid. Hun kritiserer mig for min måde at bruge min tid på, også selvom det jeg bruger min tid på, er til hendes fordel.
Jeg rækker hende min taske uden videre omsvøb og sætter mig ved bordet. Min pegefinger følger en dyb ridse, som jeg har arbejdet på hver gang jeg sætter mig for at få et måltid mad. Jeg lader som om jeg er dybt optaget af det simple mønster, mens jeg i smug betragter min moster ud af øjenkrogen. Hun står ved håndvasken og hver gang hun tager en ny urt eller plante op af tasken, studerer hun det kun i få sekunder før hun lægger det ned for at tage noget nyt op. Selvom nogen af planterne er de samme, viger hendes interesse aldrig, og det beundrer jeg hende for. Hun mener at alt er af værdi, og skal passes og plejes med samme omhu som med alle andre ting uanset størrelse eller værdi.
Da hun er færdig, nikker hun tilfreds og lægger alle tingene tilbage i tasken.
”Skal jeg lave morgenmad til dig?” spørger hun mig, og inden jeg kan nå at svare, er hun allerede i gang med at finde en gryde frem.
En anden ting ved min moster er, at hun enten stiller retoriske spørgsmål, eller også svarer hun selv på dem, før man kan nå at få sat en sætning på plads.

”Hvor er Lucy?”

Jeg havde forventet at se hende ligge og sove på en af madrasserne i det rum jeg var kommet ind fra, men de havde begge været tomme.

”Hun er ude og hjælpe til i byen. Ligesom du burde være i stedet for at rende rundt på steder hvor du ikke burde være,” svarer min moster og vender sig om et øjeblik for at sende mig et blik der er ment for at give mig skyldfølelse, men jeg vender blot blikket mod ridsen i bordet igen. ”Ja, ja.” mumler jeg bare, lavt nok til at hun ikke vil kunne høre det. Selvom hun ikke er min mor, føles det tit sådan. Jeg indrømmer for mig selv, at hun nok er bedre end min egen mor, som altid har været for kærlig til at kunne skælde mig ud over noget som helst. Min moster mente altid, at jeg havde brug for mere disciplin. Og på sin egen lille ironiske og makabre måde fik hun sit ønske opfyldt, da min mor blev ofret, og min søster og jeg blev overladt i hendes varetægt i stedet for. Jeg ved selvfølgelig godt at min moster aldrig ønskede min mor død, faktisk stod de hinanden meget nær. Men det hører fortiden til nu.

Da jeg har spist min morgenmad, bliver jeg ført ud i baggården, hvor jeg bliver skrubbet ren og pæn. Min moster hælder en spand koldt vand ud over mig, som får mig til at gyse. Ikke på grund af kulden som det medfører, men på grund af den grufulde tanke om, at vandet er det ofringerne står i, når de dør, til ære for Guden.

Og i aften starter den første dag af Ceremonien, hvor ofrene vil blive valgt.

Valgt til at dø.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...