Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
440Visninger
AA

8. Planer

Kapitel 7 Da Sarah vågnede, var det tidligt om morgenen. Hun hørte igen lyden af fugle der kvidrede, og så op mod vinduet. Lyset skar i hendes øjne, og det tog et stykke tid før de havde vænnet sig til det. Derefter så hun op til vinduet igen, og den selvsamme fugl sad der igen i dag. Den vendte hovedet på skrå i små hurtige træk, som om den ønskede at stille hende et vigtigt spørgsmål. Så vendte den sig om, næsten i forskrækkelse, og fløj hurtigt væk. Hun undrede sig over hvad der havde fået den til at flygte, før et ansigt dukkede op mellem tremmerne. Det tog hende et øjeblik at genkende sin søster. ”Lucy!” Hun lagde hurtigt en hånd hen over munden, og håbede på at de andre ikke blev vækket af hendes lille udbrud. Hun kom hurtigt på benene, og løb over til væggen der førte op til vinduet. ”Hvad laver du her? Hvad hvis du bliver set?” Hendes søster risikerede meget ved at komme der. Dengang Sarah stadig var ganske lille, havde hun set vagterne slæbe væk med en midaldrende mand. Hendes moster, som stod ved siden af hende, forklarede at det var fordi han havde været henne ved det hemmelige sted, hvor ofringerne boede før de skulle dø. Det var forbudt at have nogen som helst kontakt med ofringerne, for så blev de urene og så ville Guden ikke tage imod dem. De skulle bo i isolation i 4 dage, før de blev ført ud til brønden. Først nu forstod Sarah, at grunden til den regel var at præsterne ikke ville have at nogen skulle opdage hvor dårligt ofringerne blev behandlet i de dage op til at de skulle ofres. Lucy så forvirret på hende. ”Hvad er det her for et sted? Hvor er al maden, alle møblerne..” Sarah behøvede ikke at svare. Hun så i hendes søsters ansigt hvordan det ændrede sig fra forvirring til forfærdelse. Det havde altid været Lucy der var den mest intelligente i familien. ”Vent,” Hendes hoved forsvandt igen, og det føltes som om Sarah's hjerte faldt til jorden. Hun havde ikke tænkt meget på sin familie efter hun var blevet trukket, men nu blev hendes øjne pludselig fyldt op med tårer. ”Hvor skulle jeg gå hen?” Sagde hun i tavsheden der fulgte, og satte sig ned på det kolde gulv. Der gik dog ikke mere end 10 minutter, før hun var tilbage igen. ”Psst,” Lød det oppe over Sarah's hoved. Hun rejste sig, og fik øje på sin søster igen. Hendes arm var igennem vinduet og rakte noget ned til hende i en akavet stilling. Hun tog imod det, og først der fandt hun ud af, at hun holdte et lille stykke brød i hånden. ”Vent, der er mere,” Lucy rakte hånden ned mod hende igen, og Sarah tog imod. I hendes anden hånd lå der nu et æble. ”Tak,” Sarah's øjne fyldtes med vand igen. ”Jeg elsker dig,” Hun kunne høre på Lucy's åndedræt blev ustabilt, og vidste at hun også græd. ”Jeg elsker også dig,” * * * * ”Åben op!” Sarah åbnede øjnene. Hun var åbenbart faldet i søvn igen. Hun satte sig op, og gned sine øjne. Gamle Jenna stod foran døren, og rev i dørhåndtaget, som om der faktisk var en sandsynlighed for at den var åben. ”Giv op. De kommer ikke ind mere,” Lød det bag hende. Hun vendte sig om, og fik øje på Cliff. Han lænede sig op ad væggen, og trak vejret dybt og rallende. ”Cliff! Er du okay?” Hun kravlede over til ham, og tog hans hånd. ”Selvfølgelig er jeg det, sveske. Du troede vel ikke at sådan en lille slåskamp kan slå mig ud? Jeg er lavet af stål, kan jeg godt sige dig!” De grinede begge. ”Hvad er det Gamle Jenna vil have ud af vagterne?” Spurgte hun ham undrende. ”Mad.” Svarede han og rystede på hovedet. ”Men vi får ikke noget,” ”Har du en teori?” Hun satte sig i skrædderstilling på halmen og så interesseret på ham. Gamle Jenna stod stadig henne ved døren, og tog ikke notits af Sarah og Cliff's samtale. Hun var tydeligvis for desperat til at se at hun ikke ville komme nogle vegne med det. ”De prøver at gøre os for svage til at kæmpe imod,” Det gik først op for Sarah hvad det var ordene betød efter et stykke tid. Og selv da hun forstod, var hun stadigvæk forvirret. ”Hvad er det, de ikke vil have at vi skal kæmpe imod? Og hvornår vil vi overhovedet have chancen for at kæmpe imod?” Hun gned sig i panden, som om der lå et slør over svaret som hun kunne gnide væk. ”Det tager mere end en dag før vores kroppe langsomt begynder at lukke ned. Det var kun på grund af at vi tænkte så hurtigt og var velforberedte, at vi overhovedet havde en chance for at flygte i går. Men når vi bliver ført ud til brønden i morgen, vil vi være så sløve, at selv hvis der var en åben dør og ingen vagter til at fange os, ville vi ikke nå langt.” Forklarede Cliff hende roligt. Sarah syntes at han var god til at holde hovedet koldt. Hun kunne føle at hendes hjerte slog hurtigere fordi hun var ved at gå i panik. Der var ingen udvej! De havde misset deres eneste chance i går. Det eneste hun kunne gøre nu, var at vente på hendes død ville komme. Præcis ligesom Guys ville have. ”Uden mad, ingen kræfter. Og hvis vi ikke har nogen kræfter, kan vi godt vinke farvel til vores liv,” Sagde Cliff, og det lød næsten som om han havde givet op. Hun kunne høre en snøften bag sig, og vendte sig om kun for at få ret i sine bange anelser. Kurt var vågnet uden at de havde vidst det, og havde overhørt deres samtale. Den usikre snøften ville snart udvikle sig til et vandfald. Han mindede hende så meget om Lucy.. Lucy! Det havde hun helt glemt! Hun vendte sig imod Cliff igen, nu med et stort smil over hele ansigtet. ”Cliff! Vi har stadig en chance,” Hun hev brødet og æblet ud af sine lommer, og viste dem frem for ham. ”Måske en minimal chance, men den er der,” Hun bed sig i læben. Det havde lige slået hende. Det havde været nok, hvis det kun havde været til hende, men de var 4 inde i rummet, og det virkede forkert at spise den eneste chance de havde for alle at overleve. Cliff så på hende med et overrasket udtryk i ansigtet. Det ændrede sig til forvirring, og derefter vrede på få sekunder. ”Har du haft det hele tiden?!” Hun rystede hurtigt på hovedet. ”Nej! Min søster gav mig det i morges gennem vinduet,” Han nikkede og hans skuldre faldt ned igen da han slappede af. ”Jenna! Stop med at slå på den dør, og kom her over!” Råbte han med en stemme som gjorde at selv Sarah havde lyst til at komme over til ham, selvom hun allerede var. Han havde åbenbart en født evne til at få folk til at lytte. En sjælden gave alle ville være misundelige over, ikke at have. Gamle Jenna kom over på den anden side af Cliff, og Sarah kunne tydeligt høre hendes knogler give sig da hun satte sig ned. Hendes øjne blev store, da hun så indholdet i Sarah's hænder. ”Hvem skal ha' mad?” Kurt havde sagt det, som de alle tænkte. Han havde kravlet sig hen til Gamle Jenna, og lænede sig nu op ad hende. Han så så udhungret og træt ud, at Sarah ikke ville bebrejde ham hvis han prøvede at tage maden fra hende. Men så igen, de var jo alle sammen udhungrede og trætte. ”Det skal vi alle sammen,” Svarede Sarah Kurt, og sendte ham et lille smil. Han gengældte det, forvirret men glad. Sarah brækkede det lille brød over i 4 små stykker. Det første lagde hun ned i skødet på sig selv. Det andet rakte hun til Kurt der grådigt tog imod det, og proppede det ind i munden før nogen kunne protestere. Det næste rakte hun til Gamle Jenna, men hun rystede på hovedet. Sarah så forvirret på hende, og holdt stadig armen frem. ”Du har mere brug for det end jeg har, min due,” Sagde hun og smilede. Sarah fattede det ikke. Men hun kunne mærke, at hun ikke skulle spørge mere ind til det. Det var hendes beslutning, og det måtte Sarah vel respektere. Selvom hun ville have det bedre, hvis Gamle Jenna havde taget imod brødet. Hun følte ikke noget ved, selv at skulle spise det. Sarah nikkede som svar, og vendte sig mod Cliff. Han rystede på hovedet. ”Lad være med at sige, at du heller ikke vil have noget!” Sagde Sarah chokeret. Det virkede som om de alle bare gav op. ”Vi ved begge to, at jeg ikke kommer særlig langt. Og det ved Gamle Jenna også. Vi siger nej, fordi i har bedre chancer for at kunne flygte. I er unge, og har stadig en masse energi i jer. Desuden kommer jeg ikke nogen vegne i denne her mondering, og det ved vi alle.” Han så på hende med et alvorligt blik, og hun nikkede, dog stadig imod ideen. Hun rakte brødet til Kurt, men inden han kunne nå at tage det, hev hun hånden lidt væk. ”Du skal ikke bare spise det i 1 bid, Kurt.” Sagde hun med en moderlignende stemme. ”Tag det i små bidder, og tyg længe på det. Forstår du?” Han nikkede, og rakte hånden frem igen. Hun gav ham det, og han gjorde som hun sagde. Hun gjorde præcis det samme med sine brød mens Gamle Jenna og Cliff så på. Det var ubehageligt, både fordi hun aldrig rigtig havde brudt sig om at nogen så på hende mens hun indtog føde, dog heller ikke fordi hun sad også spiste deres chancer for at overleve. Og de vidste de alle. Måske var det vigtigt for dem at se det, nærmest som en afslutning. Hvad end grunden var, var hun villig til at lade dem, hvis det hjalp. Æblet blev sat på omgang, så Sarah og Kurt skiftedes til at tage en bid af gangen. Da det hele var blevet spist, lagde de sig ned. Sarah lå med hovedet på Cliff's mave og sov tungt. Han lå og strøg hånden hen over hendes lange, brune hår. Sarah havde aldrig tænkt over det, men i de 5 år hun havde kendt ham havde de altid haft et vist bånd, man bare ikke kunne sætte ord på. Og selvom deres forhold var arbejdsrelateret, havde det altid føltes som om Cliff passede på hende. Som den far, hun aldrig havde haft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...