Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
415Visninger
AA

2. Myra og Blomsterne

Kapitel 1 I skolen bliver man det meste af tiden belært om Guden. Guden har intet navn, og må derfor kun blive nævnt som 'Guden'. Guden er heller ikke han- eller hunkøn og må derfor ikke afbildes. Præsterne vil have at folkene i byen bibeholder deres indre forestilling af Guden. Tallet 4 er helligt – det tog Guden 4 dage at lave paradiset til dem. Også de 4 retninger har Guden opfundet: Nord, Syd, Øst og Vest. Det hellige tal er derfor også grunden til at Ceremonien kun bliver opført hvert 4. år. Lærerne fylder som regel de små børns hoveder med en masse propaganda. Oftest bliver der fortalt hvad man skal gøre til Ceremonierne, hvordan man kan vise hvad man skal gøre for at vise sin taknemmelighed eller også bliver man paratgjort til at holde hovedet koldt, hvis man bliver valgt til at være Ofring. Men nogen gange, hvis man var heldig at læreren var i et godt humør, blev der fortalt en historie. Der fandtes få historier omkring de handlinger der er blevet gjort af Guden i løbet af årerne, før Byens tid overhovedet begyndte. Langt tilbage, hvor de første mennesker blev født og skulle lære at leve i denne verden. Sarahs yndlingshistorie var den om Myra og Blomsterne. Hun brød sig så meget om den, at hun fortalte den til sin søster om aftenen, når hun ikke kunne sove. Den handlede om kvinden Myra, som var på en tur ud til en smuk blomstermark for at plukke en buket der skulle pynte på et bord hjemme i hendes hus. Hun kom ud på marken, og fandt hurtigt nogle smukke, cyanblå blomster der mindede Myra om blåbær. Men det var ikke dem hun ledte efter, så hun blev ved med at gå rundt på marken. Mens hun gik, blev hun langsomt mere optaget af nogle fugle der fløj over hendes hoved. Snart efter fulgte hun dem hen til en lille hytte, hvor hendes opmærksomhed igen blev fanget af noget helt andet. Solen arbejdede sig hen over himlen som timerne gik, og snart var det aften. Hun skyndte sig ud på marken igen, og løb rundt for at finde de store, lyserøde blomster som hun ønskede. I al hast kom hun ubevidst til at træde på de cyanblå blomster så de blev mast på jorden. Lige i det sekund hun havde fjernet foden igen og løbet videre, brød et frygteligt uvejr løs. Skyerne trak til og snart både regnede og lynede det over Myras hoved. Det tordnede og bragede højt, og skræmte hende så meget, at hun straks satte i løb mod den lille hytte. Men idet hun løb over de maste blomster igen, slog lynet ned i hende, og det eneste tilbage af hende var den blomsterkurv hun havde villet fylde op med de lyserøde blomster. Da Myra vågnede op igen, var det som om hun stod i solen. Alting skinnede så lyst, at hun op til flere gange måtte blinke med øjnene for at kunne se noget. Det gik hurtigt op for Myra at hun var død, og var kommet til nirvana. Hun rejste sig op, og begyndte og gå i noget hun troede var en evighed. Endelig så hun andet end lys. Noget blåt lyste op i det fjerne. Hun løb hen til det, men blev hurtigt skuffet. Det var bare nogle af de små, cyanblå blomster hun havde set på marken. Ængstelig og forvirret så hun rundt. Hvorfor er jeg død? Tænkte hun, og prøvede at huske tilbage på hendes sidste minutter som menneske. Men jo mere hun tænkte over det, jo mere forvirret blev hun. Hun havde intet gjort forkert, mente hun. En stemme rungede inde i hendes hoved. Tænk dig godt om. Og se ned. Sarah fortalte altid en forlænget version af historien til hendes søster, så den endte godt. Myra fik lov til at få sit liv tilbage og da hun gjorde, plukkede hun straks nogle cyanblå blomster, og pyntede sit bord med dem resten af sit liv. En aften havde søsteren spurgt hende hvorfor Guden havde straffet Myra. Svaret havde sådan set været enkelt. ”Fordi Guden mener at vi skal værdsætte alting, selvom de måske virker små og ligegyldige. Og vi skal elske alt hvad Guden har skabt, også selvom det måske ikke nogen gange er det smukkeste, flotteste eller det vi ville have fra starten af,” Lød svaret. Når søsteren var faldet i søvn, lå Sarah i mørket og tænkte over sit liv. Nogen gange overvejede hun at starte sin egen helsebutik op inde i byen når hun blev ældre, men den idé blev lige så hurtigt skrottet, som den blev skabt. Selvom hun ville kunne gøre meget godt ved hjælp af naturlige midler, ville der stort set ikke være nogen som ville købe ind hos hende. Selvom det var lovligt at gå ud for træerne, blev det alligevel set som krysteragtigt og som en handling imod præsternes hersken. Alle ville vide hvor hun havde fået ingredienserne fra, og så ville sladderen bryde løs. Hvis nogen overhovedet trådte ind i butikken for at se sig omkring, ville det blive betragtet som en handling der gik imod præsterne. Sarah vidste ikke hvad der ville ske med nogen, hvis de lavede bare noget der kunne overanalyseres til at være oprør mod præsterne. Hun gættede på at det nok ville være sådan, at hvis det var inden for det år hvor Ceremonien blev holdt, ville der blive snydt med hvem der skulle ofres til Guden. Men de 3 andre år efter Ceremonien, ville rationerne til familien sikkert blive mindre og måske ville der opstå et 'uheldigt' dødsfald i familien. Det var ikke til at vide, hvad præsterne ville gøre for at opretholde deres magt. Disse emner blev også diskuteret med Charlie, Sarahs ven fra Posthuset. De havde arbejdet sammen på den lokale kro lige fra de havde været børn. Man bliver betragtet som arbejdsdygtig når man fylder 12 år, og det er også det år, man bliver anset som parat til at være en mulig ofring til Guden. Sarah, som havde fødselsdag d. 20 November, så det som en fødselsdagsgave at få lov til at tjene penge selv. Selvsamme dag løb hun hen til Posthuset og bad ejeren om et job. Sarah var dog ikke så dum at gøre det uden videre. I flere måneder inden havde hun bygget et forhold op med de fleste der havde en indflydelse på kroen. Først fandt hun ud af, hvem der var mest indflydelsesrig, derefter satte hun sin plan i værk. Hendes nemme ofre var stamkunderne på kroen, bartenderen og nogle af tjenerne med højere rang end andre. Der var nemlig 2 slags tjenere – dem der serverede for de mere velhavende, og dem der serverede for de almindelige. I starten stødte hun 'uheldigt' ind i dem, når de gik forbi hinanden på gaden. Det blev til hilsner når de så hinanden på markedet, og små samtaler blev sat i gang når hun gik ind på Posthuset. Hun gik rundt til folkene på markedet og lyttede med på al sladderen, som hun så kunne bruge til samtaleemner. Sarah var ikke en der gad snakke om ligegyldige ting. Mange beboere i byen følte en trang til at snakke om andres handlinger, for at få dagen til at gå. Sarah gættede på at deres liv måtte være uden nogen som helst form for indhold, når de interesserede sig så meget for andre menneskers gøren og laden. Men i desperate tider, måtte desperate handlinger tages i brug. Sarah endte med at komme ind på livet af disse personer, og snart havde hun fået anskaffet sig et netværk der ville hjælpe hende, hvis hun fik brug for det. Den største udfordring var dog ejeren. Cliff Hagging var mandens navn, og han var gnaven, halvgammel og svær at komme ind på livet af. Han havde mistet sin kone da han var i 30'erne. Sarah havde først gættet på, at hun blev en ofring, men historien var lidt anderledes end som så. Den officielle historie var, at hun pludselig en dag fik kramper, da hun stod og lavede mad. I al forvirring og kaos var hun væltet, og havde ramt kanten af et bord med sin tinding. Det siges at hun døde med det samme. Dette var det sladder der viderebragt, hver gang emnet blev bragt på bane til frokostpauserne mellem arbejderne på kroen, som Sarah var så heldig at være med i. Hun besluttede aldrig at komme ind på det emne, når hun snakkede med Cliff. Det tog 2 måneder at bløde ham op, men da Sarah først var inde, var der ingen vej tilbage. Der skulle meget til at komme ind på livet af Cliff Hagging, og når man først var, ville han stole på og respektere én 100 procent. Cliff havde ventet på Sarah, den dag hun trådte ind på Posthuset. Mange unge ville gerne have et arbejde, så de hurtigst muligt kunne hjælpe med at brødføde deres familier, og det stod ikke anderledes til med Sarah. Selvfølgelig fik hun også jobbet, det var der ingen tvivl om. Selvom Sarah blev modtaget med åbne arme, måtte hun dog også indordne sig under de regler der var. Hvad der forventes af hende, hvad hun skulle tage stilling til og hvad hun absolut ikke skulle gøre var de tunge emner, og derefter blev der vist hvad hendes job egentlig gik ud på. Erfaring var en sjælden ting man kunne have i byen, så hårdt arbejde og lærenemme unge blev taget godt imod af arbejdsgiverne. Ikke lang tid efter Sarahs ansættelse, kom Charlie til. Det sneede den dag, og fuglene var stoppet med at synge for længe siden. Sarah så ham gå igennem døråbningen, og genkendte det ansigtsudtryk han havde – hun havde det samme, den dag hun fyldte 12 år. Han så ren ud, med håret redt tilbage. Det gjorde at Sarah først fik et indtryk af at han var mere velhavende end andre, selvom han var ranglet og tynd. Han blev mødt af Cliff ved døren, og de fulgtes ad ind på kontoret, der lå bag køkkenet. Da de gik igennem køkkenet, gik de lige forbi området med opvask. I forbifarten vendte Charlie hovedet imod hende med et smil på læberne der afslørede nogle skæve fortænder. En krøllet, blond tot var flygtet ud af det faste greb, voksen havde på hans hår. Den hang ned over hans ene øje, der vendte imod Sarah. Selvom totten gjorde hende usikker, kunne hun have svoret at han havde blinket til hende. * * * * Han startede dagen efter, og Sarah kiggede efter ham, hver gang hun fik chancen til det. Han stod som assisterende bartender ovre ved baren, og når han stod og ventede på at servicere folk, stjal hun et blik af ham i forbifarten. Baren stod sådan placeret, at når Sarah så ud af døren som gik ind til selve restauranten, kunne hun kun se halvdelen af baren. Hun havde udsyn til den venstre side, hvor alt det lidt stærkere alkohol stod. Derfor så hun mest til ham sent om aftenen, når de sørgmodige kunder, som havde lidt ekstra penge i pungen, ankom. De havde brug for at fortælle om deres ulykkelige liv, og derefter slå sig selv ud med det stærke sprut. Nogle gange fik de øjenkontakt, og så forsvandt Sarah hurtigt bag væggen igen. Det var ikke fordi Sarah var ligesom alle de andre 16-17 årige der småstalkede deres crush henne i skolen, og fnes hver gang de fik øjenkontakt med hinanden. Det var nu heller ikke fordi Sarah så ham som attraktiv på nogen måde. Hun kendte ham jo ikke engang. Alligevel var der noget specielt ved ham, der gjorde hende nysgerrig. Derfor skød hendes hormoner ind og blandede sig, og gjorde hende til en helt almindelig teenager med følelser for det andet køn, hvilket gik imod alle hendes principper. Hun fik sommerfugle i maven når han kom på arbejde om morgenen, og den snørede sig sammen når han var i nærheden af hende. Hun rødmede mere end normalt og nogen gange tog hun sig i at dagdrømme om ham. Der gik et par uger før hun var nogenlunde normal igen. En dag besluttede hun sig endda for at indlede en samtale med ham. I frokostpausen stillede hun sig hen til køkkenvasken ved siden af ham, og rakte et fuldkornsbrød til ham, som han tog imod. ”Her,” kom det fra hende, og hun lænede sig op af bordet ved siden af vasken. Hun tog et bid af sit eget brød, og tyggede på det i lang tid, før hun skyllede det ned med noget vand. ”En af fyrene der var her i går, fortalte mig en historie om sit arbejde som landmand. Dag ud og dag ind gik han ude på marken og pløjede og såede den. Han brugte ret lang tid på at fortælle mig om, hvordan frøene så ud,” Fortalte Charlie, mens han spiste sin mad. Han kiggede ikke på hende, som om hun ikke var interessant nok til at få hans fulde opmærksomhed. Han så bare ud i luften, mens han fortalte. Hun var ikke sikker på, om han selv syntes det var interessant eller ej, og derfor vidste hun ikke om hun skulle lade som om det var spændende eller sige sin ærlige mening. Hun endte henne i den neutrale afdeling. ”Hvor.. Interessant,” Charlie brød ud i latter. ”Hvis han ikke var blevet slået ud af sprutten så hurtigt, ville det nok være mig der var faldet i søvn!” Og fra den dag af, var de venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...