Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
469Visninger
AA

4. Knive og skraldespande

Kapitel 3

 

Ugerne gik langsomt afsted. Der var aldrig nogen der mente at tiden gik hurtigt – underholdning fik én til at glemme tiden, og det var der intet af. Der var dog nogle beboere der så Ceremonien som underholdning men det var kun folk der var sindssyge, mente Sarah. For hvem kunne se det humoristiske i at folk blev myrdet af en gud?

Sarah arbejdede som sædvanlig på Posthuset. Ligesom alle andre aftener, skrubbede hun tallerknerne rene med den grove børste og sammenpressede sæbe. Sommetider, når en velhavende mand blev mæt før maden var spist op, blev resterne sendt ind til Sarah. Nogen gange kunne hun ikke dy sig, og spiste kødet. Selvom det var under hendes værdighed at spise rester fra andre folk, var hun alligevel for desperat til tider. Hun sørgede selvfølgelig for at ingen så det. Det sidste hun ville have, var at blive kendt for det.

Byen var inde i slutningen på 3. år siden sidste Ceremoni, og der ville ikke gå lang tid før der ville komme den næste, hvilket betød at der var blevet skåret meget ned på rationerne.

Det var onsdag, og solen stod højt på himlen. Det ville Sarah bare aldrig finde ud af, da hun havde opvask til halsen og først havde fri til midnat. Sådan var det næsten hver dag, og selvom Sarah glædede sig til at få fridage, ville hun med glæde arbejde hele næste uge hvis det kunne forhindre Ceremonien i at finde sted. Det var nemlig sådan, at alle havde fri fra hvad de end havde af arbejde, for at kunne deltage aktivt i Ceremonien. Præsterne ønskede at alle skulle tage del i Rædselsdagene, som den fattige bydel så populært kaldte det, så alle var nærmest tvunget til at være med til festlighederne og more sig. Der skulle meget til, før man måtte blive hjemme. Ceremonien var obligatorisk, og man ville blive straffet hvis man ikke dukkede op. Nogen gange resulterede det endda i, at de ville blive ofret i stedet for de originale som var blevet valgt ud. Men det var heldigvis kun i de værste tilfælde.

Det var nemlig sådan, at det ikke var Guden der valgte sine ofringer. Det siges, at det var ligegyldigt for Guden hvem det var, bare manden og kvinden var rask og vel.

Derfor valgte præsterne det. Og det var Guys der havde det sidste ord. De havde svoret en ed overfor hele byen, om at det var helt tilfældigt, og hvis de havde en agenda overfor en af beboerne, ville det ikke påvirke deres beslutning. Hvordan de valgte ofringerne, vidste Sarah ikke. Men hun ville vædde med, at det måtte være forfærdeligt. Måske ikke for Guys Cemmett, men det var nok ikke alle præster der var modbydelige og iskolde. Hun ville aldrig kunne bevidst vælge, hvem hun skulle sende i døden.

Nogle glas klirrede bag hende og hun vendte sig om. Charlie var i gang med at stille nogle små, fine glas ned i en håndvask.

”Det er uvirkeligt at nogle kan drikke så tidligt på dagen,” Sagde Sarah for sig selv, og rystede opgivende på hovedet. Klokken var næsten 15:00 om eftermiddagen, og der var allerede så mange tomme glas at Charlie kunne fylde et fad op og komme herud med dem.

”Det er på søndag at Ceremonien starter. Jeg bebrejder dem ikke, faktisk ville jeg slutte mig til dem hvis jeg ikke var på arbejde,” svarede han hende med et smil og stillede sig hen til hende. Han greb fat i nogle tallerkner og begyndte at skrabe nogle maste ærter ned i skraldespanden som skulle bæres ud til grisene, når den var blevet fyldt op. Det var den næsten.

”Som om du ville kunne holde dig oprejst efter første glas,” Sarah grinede højt.

”Som om du ville!”

”Er det en udfordring jeg hører?” Hun smilede drilsk til ham og lagde armene over kors. Han hævede et øjenbryn og så på hende, som om han overvejede det. Men noget i hans blik sagde hende, at han tanker lå på andet end sprut.

Hun kom ham dog hurtigt i forkøbet. Hun samlede hænderne nede i det halvbeskidte vand, løftede dem og kastede det på ham. Hans ansigtsudtryk var uforglemmeligt og fik Sarah til at le endnu højere. Det resulterede i at han straks gik til angreb på hende. Han tog noget af sæbeskummet og smurte det ind i hendes ansigt. Det fik dem begge til at le.

”Hvad er det lige, I tror I laver?” Deres morskab stoppede straks, da de hørte Cliff Haggings stemme brøle gennem rummet. ”Kom tilbage på din plads, Merleton. Jeg betaler dig ikke for at stå og have det sjovt med dine venner,”

Charlie nikkede med sænket hage, greb fadet og skyndte sig ud af køkkenet. Tilbage stod Cliff og Sarah med en tavshed over dem der kunne dræbe hvis det skulle til. Ingen af dem brød øjenkontakten, for ingen af dem ville vise nogen som helst tegn på svaghed. Cliff, fordi han ikke ville miste sin respekt fra arbejder til chef, og Sarah fordi hun nægtede at miste sin værdighed. Selvom det meste af den nok allerede var faldet til gulvet, sammen med det dryppende skum fra hendes ansigt.

”Tilbage til arbejdet,” Cliff vendte sig om for at gå ud. Inden han forsvandt omkring hjørnet, så han på hende igen. ”Og tøm den skraldespand,”

Sarah greb spanden så snart han var væk og gik straks ud af bagdøren uden at se sig tilbage.

Hun surmulede hele vejen ud til grisene.

”Piggy piggy piggy,” kaldte hun og knipsede med fingrene for at få grisene hen til sig. Hun havde hældt indholdet fra skraldespanden over hegnet og ud over noget af jorden fra grisenes indhegning. ”Kom nu, grise. Der er lækker lækker mad til jer herovre,” Sagde hun, uden megen overbevisning i stemmen. Hun syntes selv det så sindssygt ulækkert ud i hendes øjne, men hey. Hvis grisene kunne lide det, blandede hun sig ikke.

Hun opgav at lokke grisene hen til resterne, og påbegyndte i stedet den halve kilometers tur det ville tage at komme tilbage igen. Hele vejen hjem priste hun sig lykkelig over, at hun havde fået overbevist Cliff om at få installeret hjul på skraldespanden, så hun ikke ville skulle bære den hele vejen.

Hun var kun lige nået ind i byen, da hun fik øje på Thaur. Hun stivnede i en bevægelse, skrækslagen for at blive genkendt. Først flere sekunder efter gik det op for hende, at Thaur ikke vidste hvem hun var. Han havde aldrig mødt hende. Før nu.

”Du ligner en der har set et spøgelse!” Han så ud til at more sig over hendes forbavsede ansigtsudtryk.

Sarah så på ham. Bed sig i læben. Han havde ingen viden om, at hun havde været der i går nat. Hvorfor havde Guys ikke fortalt ham og de andre præster om hans lille opdagelse?

”Nej nej, slet ikke. Jeg blev bare overrasket over at se dig være ude. Burde alle præsterne ikke være hjemme og forberede sig på de kommende begivenheder?” Sarah tvang et smil frem på sine læber og prøvede at lyde munter.

Han svarede hende, men hun hørte kun svagt efter. For så slog det hende. Guys havde ikke fortalt nogen om hendes natlige besøg, for så var der ingen der ville fatte mistanke når han ville vælge hende til at blive ofring.

Hendes ansigtfarve ændrede sig hurtigt, og hun lignede en der skulle kaste op når det skulle være. ”Undskyld mig” mumlede hun og løb forbi Thaur. Det var en meget ubehøvlet opførsel, men det betød ikke noget lige nu. Alt det skældud hun ville få af Cliff for at efterlade skraldespanden ved Thaur, var også ligemeget. Det eneste hun kunne tænke på, var den store klump i halsen der gjorde hende ør i hovedet. Hun drejede ind på en forladt blindgyde og faldt på knæ. Det lille indhold af fordøjet mad hun havde fået i løbet af dagen, inklusiv resterne fra arbejdet, lå nu på jorden foran hende. Tårerne vældede op i hendes øjne og hun hev efter vejret.

Hvordan hun kom hjem derefter, huskede hun ikke. Men hun nåede tilbage til huset, hvor hun blev mødt af sin moster.

Uden spørgsmål til Sarah's forgrædte ansigt førte mosteren hende ind i køkkenet. Der blev lavet te, og de satte sig sammen ned ved køkkenbordet.

”Vil du snakke om det?” spurgte mosteren og så på Sarah med et medlidende blik.

Hun rystede på hovedet, og så ned i sin kop.

Sådan sad de i et stykke tid. Sarah kunne mærke mosterens blik hvile på hende, men hun så ikke op. Til sidst forlod mosteren køkkenet.

I lang tid sad Sarah og forberedte sig på, hvordan hun skulle fortælle de dårlige nyheder til Lucy. Det var heldigvis sådan, at hun ikke behøvede at bekymre sig om, hvordan hendes familie skulle klare sig efter hendes død. Familierne til dem der blev ofret fik altid lidt ekstra af rationerne i det første år efter ofringerne. Nærmest som en spiselig erstatning af familiernes tab. 'Et plaster på såret' kaldte præsterne det, selvom alle andre nu mente at deres familiemedlemmer var uerstattelige.

Dog var det bedre end slet ikke at få noget, så de tog alligevel imod det med taknemmelighed.

Sarah rystede på hovedet og lænede sig tilbage. Hun tog en slurk af teen der var nogenlunde varm endnu og sad og pillede lidt ved revnen i bordet, da det gik op for hende.

Hun kunne ikke vide med sikkerhed, at Guys ville råbe hendes navn op til Ceremonien.

På den ene side kunne hun nok regne med, at han havde set hende rejse sig op fra bag ved brønden da han stod oppe på balkonen og regne ud at hun havde overhørt deres samtale. De havde jo trods alt haft samtalen få meter fra brønden. Men på den anden side, vidste Guys ikke hvem hun var. Der boede over 1500 mennesker i byen, og hun var bare endnu et ansigt i mængden som man ikke ville huske i længden. Der var ingen grund til at tro det værste. Der var stadig flere scenarier der endnu kunne nå udspille sig.

Hun besluttede sig derfor ikke at fortælle nogen om sit natlige besøg og sine teorier.

Hendes lillesøster kom hjem fra skole ved 5-tiden. Sarah hørte døren blive åbnet og fodtrin der trippede lidt, som om hun ikke rigtig vidste hvilken vej hun skulle. Hun hørte to bump, som hun gættede sig til var sko der blev taget af, og så var der stille. Sarah og Lucy havde begge evnen til at forblive uhørt, når de listede af sted på strømper. Derfor blev hun ikke overrasket, da Lucy dukkede op i døråbningen.

”Hej med dig, søde” sagde Sarah og smilede sødt til sin lillesøster. ”Har du haft en god dag?”

Lucy satte sig overfor hende og stillede sin slidte skoletaske ned ved siden af sig, så den kunne læne sig op af bordbenet.

”Der var en dreng der havde taget en kniv ved i skole i dag. Han havde arvet den fra sin far.” Lucy så på Sarah med et blik som Sarah ikke helt kunne gennemskue. ”Den havde små, fine takker. Lærerne konfiskerede den efter første time,” Hun så en smule bedrøvet ud. ”Tror du han får den igen?”

Sarah rystede på hovedet. Hun rakte hånden frem imod sin søster som greb fat i den med sine to små hænder. ”Nej. Det tror jeg ikke,” Hun kærtegnede Lucy's venstre håndryg med sin tommelfinger i langsomme, rolige bevægelser.

Hun så uskylden i hendes søsters øjne, og sukkede. Hun ville måske aldrig forstå, hvor uretfærdigt livet var og præsternes hersken for den sags skyld.

Den magt, præsterne havde var så stor, at de kunne tage en lille, arvet lommekniv fra en 8-årig dreng der bare vil vise den til sine venner. Det var skørt, så paranoide de var. Som om en lille dreng kunne gøre noget som helst imod dem.

Men hvis de var bange for, hvad en 8-årig dreng ville gøre, hvad ville de så ikke tænke om en 16-årig pige der sniger sig ud på steder hun ikke burde være, på forkerte tidspunker og lytter til tophemmelige samtaler?

Det bekræftede Sarahs mistanke. Det stod nu klart for hende, at Guys ville finde en måde at straffe hende. Og hvilken bedre måde kunne det gøres på end ved Ceremonien?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...