Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
418Visninger
AA

16. I nattens mulm og mørke

Kapitel 14

 

Skæret fra måneskinnet lyste Sarah's ansigt op i mørket. Som minutterne skred frem, listede hun sig frem mod templet. Hun stoppede op ved det sidste hus der lå tættest på templets dør. Det var bygget præcis på samme måde udenpå, som i hendes by. Hvilket fik hende til at håbe på, at det var det samme indeni. For hvis det var, vidste hun nogenlunde hvor overpræstens kontor var. Selvom hun var blevet båret omvendt på ryggen af en vagt da hun blev ført til Guys, kunne hun stadig huske hvilken vej det var.

Hun så hen på døren. 10-12 vagter stod i mørket uden at bevæge sig. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at det var statuer. Men de røde uniformer fortalte noget andet. Hun bed sig i læben, mens hun funderede over hvordan hun skulle komme ind.

Hun kunne prøve at tiltrække dem over til hende ved at lave en masse larm, hvilket nok var den sværeste mulighed. Hun kunne risikere at blive opdaget, eller at der stadig ville være over halvdelen tilbage for at stå vagt. Det ville være meget nemmere, hvis bare hun havde en til at hjælpe sig.

Men den eneste hun kendte i byen var Freddie, og der var ingen mulighed for at han ville hjælpe hende. Det havde han gjort meget klart for hende.

Så i stedet måtte hun finde på en anden plan. En sikker plan. Hun drejede rundt på hælen, og gik omkring det hus hun skjulte sig ved. Hun begyndte at løbe forbi de fleste huse igennem den smalle gade som lå imellem dem. Til sidst stoppede hun, da hun mente at hun var kommet langt nok væk.

Igen gik hun ud til enden af et af husene. Templet var stadig foran hende, men denne gang var der ingen vagter, da de kun var på vagt foran døren.

Til hendes fordel var der dog ikke kun én balkon over den store dør. De var spredt omkring hele templets høje mur, så præsterne kunne se ud over hele byen, og ikke kun den del der var foran templets indgang.

Efter at have sikret sig at der ikke var nogen der holdt øje med hende, løb hun hen til muren. Hun så op ad den, for at prøve og se hvordan hun skulle komme op til balkonen der lå flere meter over hendes hoved.

Der var et vindue, men det lå cirka 2 meter over hende, og så højt kunne hun ikke nå. Så hun vendte sig om, og prøvede at se efter noget at stå på.

Nogle støvede kasser stod ovre ved et forfaldent hus, hvilket næsten var for godt til at være sandt. Sarah fandt hurtigt nogen der kunne holde til hendes vægt, og begyndte at stable dem op ad muren. Da hun var tilfreds, begyndte hun bestigningen.

Det tog mere tid end hun havde troet. Kasserne knirkede og klagede under hendes vægt, og hun var sikker på at de kunne brase sammen under hende hvert øjeblik det skulle være.

Men det gjorde de ikke. Hun holdt vejret da hun nåede op på den sidste kasse, og hendes fingre fandt frem til vindueskarmen. Selvom hun ikke var vant til at bære på tunge ting og hendes muskler derfor var næsten ikke-eksisterende, kunne hun alligevel ved store anstrengelser løfte sig selv op.

Et hul i muren ved siden af vinduet gjorde, at hun havde andet at holde fast i. Til sidst stod hun med begge fødder på vindueskarmen, mens hendes anden hånd fumlede hen over muren i mørket for at finde endnu en uregelmæssighed ved murstenene som hun kunne bruge til sin fordel.

Templet var en meget gammel bygning som aldrig rigtig var blevet renoveret ordentligt. Derfor var der mange musten der var en smule ødelagte, eller skubbet ud på én eller anden måde. Hendes hånd fandt en mursten der stak en smule ud, og hun greb straks fat i den og begyndte at hive sig selv op.

Sådan blev det ved hele vejen op. Selvom det var mørkt, hjalp måneskinnet hende alligevel en del til at kunne se hvad hun lavede. Og inden længe ramte hendes hånd noget der bevægede sig vandret ud af muren, hvilket hun gættede sig til at være balkonen. Hun kravlede sidelæns indtil hun fandt enden af balkonen, og kunne derved hurtigt kavle op. Hun fik fat i gelænderet og straks var hun oppe over det.

Følelsen at stå under noget igen, var sjov og hun trippede lidt rundt i nogle sekunder for at vænne sig til den igen.

Balkonen var bredere end hun havde troet. Og da hun stillede sig hen til gelænderet og så ud over byen var hun overrasket over, hvor smukt udsigten var.

Der var ikke meget lys i husene der var rundt omkring centrum, men længere ude hvor markerne begyndte og gårdene var, kunne hun tydeligt se lyset, hvilket også gjorde at hun kunne se hvor stor byen egentlig var og hvor den stoppede. Længere ud over byens grænse begyndte skoven, som strækkede sig i en uendelighed.

Sarah tørrede sveden af sin pande, og smilede. Den kolde vind kærtegnede hendes ansigt et kort øjeblik og fik hende til at lukke øjnene. Det var nu eller aldrig. Så vendte hun sig om, og betragtede glasdørene et øjeblik.

 

* * * *

 

Hun lukkede dørene efter sig, og begyndte derefter at løbe. Gulvet var glat marmor og det var tydeligt at det ikke var meningen at løbe på det.

Sarah måtte derfor tvinge sig selv til at gå med lange, hurtige skridt i stedet for. Vagterne ville ikke komme efter hende, hvilket burde få hende til at slappe af. Men hendes hjerte bankede alligevel alt for hurtigt og adrenalinruset fik hendes fingerspidser til at kilde. Det var som om fare stadig var på færde, hvilket betød at hun var nød til at være på vagt. Hun småløb igennem de snoede, hvide gange.

Hun lænede sig op af en søjle, mens hun prøvede at tænke sin plan igennem. Det virkede ikke som om at hun gik den rigtige vej, hvilket fik hende til at tvivle på, at det var den præcis samme bygning som i hendes by.

Opslugt i sine egne tanker, lagde hun slet ikke mærke til de to vagter der kom gående imod hende. De snakkede lavmældt, men der var så tavst i hele templet, at man alligevel ville kunne høre det hvis en knappenål faldt til jorden.

Hun mærkede et hårdt greb omkring sin overarm, og i det næste øjeblik blev hun presset hårdt ind mod en væg.
”Sssscchh” Hørte hun mod sit øre.

Sarah stoppede med at trække vejret. Hun kunne mærke hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig i en beroligende rytme mod hendes. Hans varme ånde imod hendes kind og læber.

Hun løftede ansigtet op og hendes øjne mødte hans. Hun lagde forundret mærke til noget i hans blik, som hun ikke kunne sætte ord på hvad var. Det udstrålede en form for varme og overraskelse. Hun rynkede panden og bed sig i underlæben. Lige pludselig lænede hans ansigt sig tæt imod hendes, men så formørkedes hans øjne og han trak sig væk. Øjeblikket var borte.

”Hvad tror du lige, at du laver?” Hun rev sig væk og bakkede bagud.
”Redder din røv,” Svarede han og grinede af hende. Hun himlede irriteret med øjnene og så ud på gangen. Vagterne rundede et hjørne og der blev atter stille igen.
Uden at svare ham, begyndte hun langsomt at gå videre. Hvis det stod til hende ville hun være løbet langt fra hende, men da vagterne var lige foran hende, ville hun ikke risikere noget.

Han nåede derfor hurtigt at komme op på siden af hende. Sarah knyttede sine næver, og så ned i gulvet.

”Slap nu af, Sarah. Vær nu glad for, at jeg er her. Desuden kan du ikke finde ud af at finde rundt,” Han puffede venskabeligt sin skulder mod hendes og grinede. ”Du har brug for mig,”

Hun lagde armene over kors, og så ikke op. Grunden var nok mest fordi han alliegvel fik hende til at smile, selvom hun var sur.
”Okay, fint. Hvor skal vi så hen nu, kaptajn smart?”

Hun mærkede Freddie's blik på sig, og hun vidste at han smilede af hendes kommentar.

De gik videre i et godt stykke tid, før de kom til en trædør. Sarah så op på Freddie og hendes øjne strålede af glæde. Det føltes som om, der faktisk havde været noget der var nemt for hende denne gang.

Sarah åbnede langsomt døren, og prøvede at undgå for meget knirken. De gik begge derind, og selvom der var komplet mørkt inde i rummet, kom der en smule måneskin ind gennem vinduerne.

Freddie var gået hen for at tænde petroleumslampen der stod på en kommode ved siden af døren. Han løftede den op, og de gik sammen hen til skrivebordet. Sarah satte sig ned på stolen, og begyndte at hive skufferne i bordet ud. Hun rodede igennem alle papirerne i skufferne fra en ende af. Først da hun kom til den skuffe helt ovre i højre side, begyndte de spændende papirer at dukke op.

Hun lagde dem op på skrivebordet, og læste dem igennem mens Freddie tålmodigt stod og ventede. De papirer der lå øverst var breve fra Guys. Sarah's øjenbryn løftede sig straks da hun så hans navn skrevet under på brevene.
I brevene blev deres aftaler beskrevet.

Fisk, smykker, sæbe og mange andre varer blev åbenbart sendt fra Havnebyen til Sarah's by om natten efter Ceremonien. Åbenbart var der også 3 andre byer på øen som også sendte deres portion af varer til alle de andre byer. Det var som et kæmpe stort netværk af byer der sendte så portioner varer til hinanden, så alle fik en retfærdig del af alting.

Hun lagde brevene over i en bunke for sig selv, og løftede det næste papir om, som var større end de andre. Hun foldede det ud, og lagde det ned på bordet. Hun rejste sig op, og Freddie stak endda hovedet ud. Han havde virket uinteresseret i det hele – indtil nu.

Det forestillede den ø de boede på. Byerne var fordelt med en passende længde fra hinanden, og der var skrevet utydelige sætninger ud for byerne som Sarah ikke kunne forstå.

Sarah's by lå midt inde i det hele, og var tydeligvis centrum af det hele. Tanken om at Guys var mere magtfuld end hun troede, irriterede hende endnu mere.

Hun lagde hele bunken tilbage i skuffen igen, dog foldede hun brevene og kortet ned og proppede dem ned i sin lomme.
”Lad os komme ud herfra,” Hviskede hun til Freddie, og de gik hen til døren. Lyset blev slukket og Sarah næsten skubbede Freddie ud på gangen for at komme ud. Det føltes underligt at være derinde. Selvom hun vidste at det var det rigtige at gøre, føltes det alligevel forkert på en måde at hun ikke kunne forklare. De løb gennem gangene hurtigere end da de var kommet ind, som om de var på flugt fra noget usynligt.

Inden Sarah vidste af det, lå hun på gulvet. Det sidste hun så, var Freddie der så ned på hende.

Og så blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...