Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
435Visninger
AA

15. Havnebyen

Kapitel 13

 

Sarah vågnede op i mørke. Hun mærkede noget hårdt under sin nakke og det tog ikke lang tid at opdage at det var Freddie's arm der havde sneget sig ind under. Hun lå på siden med front imod Freddie, dog med hendes kniv som hendes hænder havde holdt fast i hele natten, imellem dem. Deres ansigter lå tæt mod hinanden, kun med få centimeters mellemrum og hun var ikke sikker på hvorfor hun ikke rykkede sig. Fordi hun ikke turde vække ham, eller fordi hun faktisk følte sig nogenlunde tryg ved siden af ham i hans sovende tilstand.

Freddie gryntede, og bevægede sit hoved i en pludselig bevægelse. Sarah satte sig straks op, da hun ikke ville blive opdaget i at kigge på ham. Hun kravlede i stedet ud af teltet før Freddie kunne nå at vågne helt.

Der var lyst udenfor, og hun kunne nu se sine omgivelser mere tydeligt end hun kunne i går nat. Hun følte en stor trang til at kravle op i et træ, og se hvor langt de var fra det der hav, som Freddie havde fortalt hende om i går. Desværre var der bare ingen grene at støtte sig til, og hun var ikke stærk nok til at trække sig selv op af træet ved kun at klamre sig om det.

Hun vendte sig om, og fik et chok da hun fik øje på Freddie der var dukket op bag hende.

”Morgenmad?”

Sarah rystede på hovedet som svar. Hendes begejstring for at se havet overskyggede hendes sult.

De var øjeblikkeligt på farten. Freddie gik hurtigt, mens Sarah fulgte trop så godt som hun nu kunne. Efter et par kilometer begyndte muren til havnebyen at kunne ses. Sarah stoppede op og stirrede overrasket på Freddie. Det var det første tegn på at hele Freddie's fortælling var rigtig. Hun havde troet på ham, selvfølgelig, men nu var det ligesom blevet realistisk. Nu var det ikke mere bare en drøm eller et ønske. Det var blevet virkelighed, og Sarah var nød til at tage stilling til det.

Da de begyndte at komme tættere på, kunne Sarah studere muren bedre. Egentlig var det forkert at kalde det for en mur, da det mere bare var et højt hegn. Det var lavet af træ, hvor enderne var blevet snittet spidse, og gjorde det farligt at kravle over.

Der var helt øde både udenfor og indenfor hegnet. De løb hen til hegnet og fulgte det i et par minutter, før de kom til Freddie's såkaldte smuthul. Han havde gravet noget af træbrætterne op som kunne skubbes op så der kom et hul de kunne kravle igennem. Bag hegnet var der en hel ny verden som blev åbnet op foran Sarah. De gik forbi de store grå huse som stod yderst ved hegnet. Da de gik forbi dem, kom de ud til en gade der myldrede med mennesker.

Sarah hørte børnene der skreg og flere diskussioner der var i gang ved de forskellige boder. Lugten af fisk og salt hang i luften og Sarah rynkede på næsen, men kunne alligevel ikke lade være med nysgerrigt at indsnuse de nye og spændende lugte der var. Hun så fascineret rundt på folkene. Det var som om, det var et helt andet univers hun var i. De så glade ud, hvilket var en forandring fra Sarah's by hvor der altid var en ubehagelig stemning.

Også over hendes hoved kom der lyde - skrig fra nogle hvide fugle der fløj over dem.

Alle de nye indtryk gjorde hende glad og forvirret på samme tid. Der var så mange nye ting hun ville se og lære, men hun vidste ikke hvor hun skulle begynde.

Freddie greb fat i hendes arm, og begyndte at gå igennem menneskemængden. Hun snublede halvt efter ham, undrende over hans hast. Hun så bagud, og lagde mærke til en gruppe mænd der gik imod dem. Hun genkendte deres røde uniformer, og vidste at det var vagter ligesom dem i hendes by. Deres opmærksomhed var ikke rettet imod dem endnu, så hvorfor skyndte Freddie sig væk? Sarah rynkede brynene. Han måtte virkede have gjort noget skidt, hvis han ikke kunne klare at gå forbi et par vagter.

Da det tyngede ud i mennesker, begyndte de at løbe. Ned gennem gader der blev mindre og mindre jo længere ind i byen de kom. De stoppede op ved et mørkt hus langt inde i en snæver gyde. Døren var mørkeblå, og det hele så så nedfalden ud.
”Hvad er det her for et sted?” Spurgte Sarah, forvirret over grunden til deres tilstedeværelse i dette gudsforladte sted.

”Mit hus,” Svarede han en smule spydigt som om han kunne læse hendes tanker. Hun fulgte flovt med ham indenfor.

Der var mørkt og koldt i gangen. Væggene var nedslidte med et sort mønster over en mosegrøn farve. Der var 3 døre højre side, og 2 døre i venstre side, mens der var en trappe for enden af gangen. Freddie åbnede den sidste dør i højre side, men Sarah fulgte ikke efter. I stedet blev hun stående ved den første dør. Den var på klem, og Sarah kunne ikke modstå trangen til at åbne den. Hun trådte ind i værelset som var et soveværelse. Luften var tyk, som om der ikke havde været luftet ud i lang tid.

Sarah lod en finger glide hen over kommoden og mærkede støvet samle sig under den. Det var tydeligt at der ikke havde været nogen derinde i flere måneder. Hun hostede da støvet rejste sig fra kommoden, og bevægede sig hurtigt væk fra det. Hun satte sig forsigtigt på sengen, som om den var hellig. Det var næsten som om hele værelset var helligt. Specielt. Hun så hen på natbordet. Der lå en ramme med billedet nedad. Hun tog den op i hænderne, og så på billedet. Det var smukt tegnet – det forestillede to mennesker stående sammen med et lille barn i midten. I hjørnet stod der 'The Greet Family.
”Hvad tror du lige du laver?” Sarah sprang overrasket op.
”I-intet.. Hvad, j-jeg...” Hun fumlede med billedet i sine hænder, og opdagede at hun stadig holdte det. ”Jeg gjorde ikke noget. Det er ikke hvad du tror, at-” Freddie afbrød hende ved at storme hen foran hende og rive billedet ud af hendes hænder. Han lagde det tilbage på bordet, og vendte derefter blikket mod hende igen. Hans øjne var vrede og kolde.
”Du skal aldrig nogensinde gå herind. Men det forstår vel alligevel ikke, har jeg ikke ret? Sådan en splejset, fjollet, idiotisk, dum, lille tøs som dig kan vel alligevel ikke finde ud af noget. Det er et held at du ikke døde ude i den skov. Selvom der sikkert ville være mange der ville blevet meget glade hvis du bare forsvandt for altid,” Hans stemme blev højere og højere og det sidste råbte han. Sarah trak vejret hurtigt. Hun løb ud af huset, og først da hun var kommet flere gader væk opdagede hun tårerne der trillede ned over hendes kinder.

 

* * * *

 

Hun satte sig ned på en kantsten, og begravede hovedet i hendes hænder. Hun kunne godt forstå hans vrede over at hun var trængt ind på et privat værelse, som betød meget for ham. Hvad hun ikke forstod, var hvorfor han skulle tale så grimt til hende. Især fordi det var så præcist. Hun var forsvundet fra sin familie, og hun kunne aldrig se dem igen. Men så igen, det var et valg hun ikke havde taget frivilligt. Hun satte både hendes eget og deres liv i fare, hvis hun kom tilbage til dem, og det kunne Freddie ikke vende til noget dårligt.

Hun tørrede tårerne væk, og så op. Der var ingen der tog notits af hende, men hun var alligevel ikke én der fik meget opmærksomhed, og sådan noget ændrede sig åbenbart ikke bare fordi hun var ankommet til denne by.

Da hun havde fået pusten igen, rejste hun sig op. Solen stod stadig højt på himlen, og selvom det var en kølig dag kunne hun stadig få en masse ud af den. Med en beslutsom mine gik hun ned af gaden. Hun fulgte skrigene fra de hvide fugle, og lugten af salt der blev stærkere og stærkere.

Husene blev der mindre af, mens der kom flere boder til. Rundt omkring hende pruttede folk om prisen på varer som fisk, smykker og mad. Hun stoppede op ved en af boderne, og så ned på alle de ting hun kunne vælge imellem. Boden hun stod ved solgte smykker. Hun løftede et armbånd op i hånden og så interesseret på den. Den var lavet af små, hvide sten og hun forelskede sig straks i den.

”Kan du lide den?”

Sarah så op. Bag boden stod en midaldrende mand med skæg der gik ned til hans brystkasse. Han havde sorte rande under øjnene, der gjorde hans klare øjne mere tydeligt.

Sarah nikkede, men bed sig så i læben.

”Men jeg har ingen penge,” Sagde hun stille og lagde skuffet armbåndet tilbage igen.

”Det er okay. Jeg tager også imod andre ting,” Han sendte hende et tandpastasmil der afslørede et par sorte tænder og gryntede. Hun rynkede næsen og bakkede et par skridt bagud. Hun følte sig lige pludselig ikke så tryg der mere.
”N-nej, det er okay..” Hun vendte sig om, og skyndte sig hastigt at gå videre. Uden at se sig bagud begyndte hun at løbe. Hun drejede ud på en bred gade, og stoppede op. For enden af gaden lå der vand. Masser af det. Hendes hjerte sprang et slag over i en blanding af chok og overraskelse. Hun gispede efter vejret. Det var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set i hele sit liv. Det skinnede og bølgede i solen, og gjorde at Sarah fik lyst til at kaste sig ud i det og slutte sig til bølgerne.

Hun begav sig ned imod det, og måtte tvinge sig selv til at forholde sig i ro. Hun ville nødigt snuble igen, hvilket hun havde visse tendenser til, for hun ville ikke have en grund til at tiltrække opmærksomhed.

For hvis præsterne var vidende omkring denne by, ville de også vide at der var en chance for at hun var nået derhen. Og hvis hun ikke tog meget fejl, havde Guys sikkert allerede informeret dem der styrede byen om at de skulle se efter hende.

Det betød også at hun måtte gøre noget for ikke at blive genkendt.

Inden Sarah vidste af det, var hun nede ved havnen. Hun stod ude på starten af en bro (?) der gik et par meter ud i havet. Hun fulgte den til ende, og satte sig så ned. Hun tog skoene og strømperne af, og hendes ben var så lange, at hendes fødder lige og lige kunne nå vandet. Hun lukkede øjnene af nydelse og sad i lang tid og bare lyttede til fuglenes skrig og bølgerne der slog op imod hinanden.

Hun sad der i over en time, før hun blev afbrudt.
”Hvad er det lige, at du tror du laver?” Hun åbnede øjnene, og så sig til siden, hvor Freddie sad. Han sad, ligesom Sarah, med bare fødder nede i vandet og nynnede lavt.

Sarah blev fyldt med forvirring og vrede. Hendes reaktion var måske voldsom, men alle de ting han havde sagt til hende havde gjort hende så ked af det. Forventede han at hun bare havde tilgivet ham uden videre?

Sarah smadrede hænderne i hans bryst i et forsøg på at påføre ham en form for smerte. Det så dog ikke ud til at virke, for ham blev siddende som om han var lavet af sten. Hvilket egentlig ikke ville undre Sarah hvis han var, for han havde opført sig så hårdhjertet overfor hende.

”Hold dog op,” Han lo, som om han ignorerede tanken om at hun prøvede at slå ham. Som om det bare var for sjov.
”Stop så! Du tror det hele bare er en joke.” Hun stoppede med at slå på hans brystkasse, og lod hænderne hvile derpå. ”Du sårede mine følelser,”

Han så længe på hende. Så lagde han hænderne på hendes, og smilede.
”Jeg undskylder,” Svarede han lavt og lænede sig frem imod hende. Hun stoppede med at trække vejret. Det var som om han forvirrede hende med vilje.
”Hold op! Du mener det jo ikke,” Hun pressede ham fra hende, og tog sine hænder tilbage.

”Du kan selv holde op,” Han så pludselig irriteret ud. ”Jeg gider ikke dit tøsepjat. Vi er kvit nu, så kom over det,” Han stoppede og lagde hovedet på skrå. Så smilede han pludselig sit skæve, glade smil som viste hans smilehuller.

”Er havet ikke bare dejligt?” Han så ud mod vandet igen, som om deres samtale aldrig var hændt.
Sarah nikkede langsomt. Der var et eller andet ved ham der gjorde, at hun ikke kunne andet end at tilgive ham selvom hun stadig var sur.

Hun besluttede sig derfor at glemme det, og i stedet koncentrere sig om sin skønne udsigt.

Hendes nyfundne kærlighed for havet blussede op i hende, og hun smilede stort. ”Det er så smukt. Jeg har lyst til bare at kaste mig ud i det,” Hun bøjede sig ned og lod fingerspidserne svæve hen over vandets overflade.

”Hvorfor gør du det så ikke?”

Sarah rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke svømme,” Svarede hun, og så flovt ned i sine hænder som hun havde foldet i sit skød.
”Jeg kan lære dig det?”

Hun rystede igen på hovedet. ”Nej tak.” Hendes stemme var afholdende. Hun rejste sig, og greb fat i strømper og sko.

Øjeblikket var overstået.

 

* * * *

 

Den varme damp fra teen steg op i hendes ansigt, og hun mærkede hvordan det fugtede hendes hage.

Hun lagde hænderne omkring koppen, og tog en slurk. Det brændte øjeblikkeligt hendes tunge og fik hende til at hoste.
”Freddie. Vi er nødt til at snakke om situationen vi sidder i,” Sarah så hen på Freddie der stod ved hans håndvask i køkkenet.
”Snakke om hvad?” Spurgte han og grinede en smule hånligt. Hun rynkede næsen, men fortsatte alligevel.
”Lad os lægge alle kortene på bordet,” Sarah lagde pegefingeren på bordet, som om der lå et kort som hun rørte ved. ”Vi ved at der er flere end en by på denne.. ø,” Sarah lod pegefingeren glide få centimeter hen over bordet og stoppede så på et nyt af hendes små, usynlige kort.
”præsterne har løjet om dette. De har også løjet om Guden. Der er ingen Gud der giver os alle de ting vi behøver efter Ceremonierne. Vi er alle blevet holdt for nar,” Sarah kørte fingeren videre. ”Vi ved ikke, hvordan vi får alle de ting efter Ceremonierne. Vi ved ikke om der er flere byer end bare 2 på denne ø. Vi kan formode at præsterne har kontakt til hinanden...” Sarah stoppede, og så op på Freddie. Han så ud som om han kedede sig. ”Har i et tempel ligesom vi har?” Han så hen på hende med et drilsk smil.
”Hvilke lumske planer lægger du dog, oh lille Sarah?” Sarah ignorerede hans fornærmelse, og gengældte i stedet smilet.
”Hvis vi nu sneg os ind på det, kunne vi finde ud af, hvad det er de har gang i. Vi kunne konfrontere dem! Fortælle alle at de er blevet holdt for nar!” Sarah blev fyldt med et adrenalinrus. Hendes hjerte bankede hurtigere end normalt, og hun havde knyttet næverne. Tanken om at være fri for præsternes hersken var altid blevet set som en drøm, og nu havde hun chancen for at gøre den til virkelighed.

Sarah havde genvundet Freddie's genvundet sin interesse. Han satte sig ned overfor hende, og hævede udfordrende et øjenbryn.

”Så vi sniger os ind i templet i nat. Forbi de dødeligt bevæbnede dusin vagter der holder vagt. Lister rundt på de tusindvis af gange der er, indtil vi finder overpræstens kontor. Håber på at han ikke er derinde. Roder rundt i alle hans papirer, indtil vi finder de rette oplysninger. Og hvad mener du så at vi skal? Løbe ud af templet, banke på alles døre og fortælle dem. Hvordan tror du at de vil reagere? Først vil der blive panik, derefter kaos. Folk vil gå amok. Ødelægge byen i vrede. Alt hvad præsterne har bygget op – ser man bort fra deres grusomhed og ligegyldighed overfor menneskeliv, så har de stadig bygget et stabilt fungerende samfund op. De har fundet en måde at gøre alle tilfredse på, og ved hvilken betaling? At 4 mennesker skal lade livet hvert 4. år så præsterne kan oprette illusionen om noget overnaturligt der hjælper os i nød?”

Sarah sad og så måbende på ham. Sad han virkelig og forsvarede præsterne? Hun kunne ikke fatte det. Dog før hun kunne nå at komme sig så meget over sit chok til at tale, var han allerede gået videre.

”Den illusion der har gjort at folk har noget at tro på? Folk har brug for deres tro. Ønsket om at der er noget efter døden er betryggende. Det får folk til at sove om natten. Hvis du tager det fra dem, vil de ikke tage det let. Mener du virkelig at det er det bedste at gøre, så du kan redde 4 mennesker hvert 4. år, som alligevel sikkert havde fortjent at dø?” Han lænede sig tilbage i stolen og foldede sine arme over kors som et tegn på at han var færdig.
Der var stille i lang tid.
”Så du mener altså at jeg fortjente at dø?”

Tavsheden er altoverskyggende. Deres øjenkontakt blev ikke brudt, og gjorde the tensions høje.

”Du ved godt hvad jeg mener.” Svarede han igen, og lagde armene over kors. ”Lad nu være med at tage det så personligt,”
Sarah rystede vredt på hovedet.
”Så du tror at alle vil være lykkeligere i uvidenhed? Jeg vil hellere vide sandheden, end at leve en løgn,” Hun holdt en lille pause før hun fortsatte. ”Du mener at dette samfund vi lever i, er godt? Så du mener at det er godt, at vi er indespærret?”

Freddie grinede hånligt. ”Hold dog op. Vi er ikke indespærret,”
Sarah skubbede stolen tilbage, da hun rejste sig. ”Så åben dog øjnene, og se ud over din by. Kan du ikke se det store hegn der omringer det hele!” Råbte hun vredt. ”Jeg må kæmpe – nej – jeg er nødt ti l at kæmpe for vores rettigheder. Alle har ret til at vide hvad det er, der foregår. Og jeg tager hen til templet i nat, om du vil med eller ej,”

Det var det sidste ord i samtalen. Sarah stormede ud af køkkenet og ind i stuen der lå på venstre side af entréen. Hun satte sig ned på den gamle, brune sofa i et øjeblik, men fandt så hurtigt ud af at hun var så vred at hun begyndte at ryste på hænderne hvis hun sad stille. Hun rejste sig, og gik i stedet for rundt i stuen. Hun lod tommelfingeren gnide frem og tilbage i sin ene hånd for trak vejret dybt.

Freddie vidste åbenbart lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på for at få hendes pis i kog. Heldigvis fulgte han ikke efter hende, hvilket gav hende tid til at tænke. Hun så rundt i stuen. Dette var Freddie's hus, men han boede der alene. Det værelse han havde smidt hende ud fra, havde været vigtigt for ham.

Sarah huskede, hvordan hun havde fundet det billede som han havde revet ud af hænderne på hende. Det havde været vendt nedad, muligvis af én der ikke ville se på det. Det havde forestillet 2 voksne og 1 lille barn.

Det tog ikke lang tid, før Sarah havde dannet en teori. Dette hus tilhørte Freddie's familie. Hans forældre var på en eller anden måde død, og nu levede han alene. Hun satte sig ned i en lænestol, og gned sin pande. Hendes had og vrede imod Freddie blev nu erstattet af medlidenhed. Hun kunne ikke forestille sig at miste sin familie. Hun huskede tilbage på de stille aftener under dynen med Lucy, hvor de hviskede små hemmeligheder til hinanden. Sarah trak benene op til sig på stolen, og smilede for sig selv ved mindet.

Smilet forsvandt dog, da hun huskede sig selv på at hun aldrig kunne få nye minder med sin lillesøster mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...