Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
411Visninger
AA

12. Fri

Kapitel 11

 

Sarah nåede kun lige at sprænge til siden, da vagterne brasede ind. Ingen kunne nå at gøre noget, før den første vagt var sprunget på Gamle Jenna og skar hendes hals over. Sarah's verden stod stille i et øjeblik. Hun så hvordan blodet sprøjtede ud i takt med at Gamle Jenna faldt ned i vandet der hurtigt blev farvet rødt af blodet.

”NEEEEEJ!” Hun blev slået ud af sin trance, da Kurt skreg. Hun sprang på vagten der havde nedlagt Gamle Jenna, og gjorde det samme som hun gjorde ved vagten i tempelkælderen. Hun forestillede sig vagtens ansigt blive blåt ved luftmangel, og klemte derefter hårdere til. Han bukkede under og faldt ned i vandet, dog sprang Sarah af ham, før hun faldt med. Hun vendte sig om, og så en vagt med hævet kniv over Kurt. Sarah bøjede sig ned over den bevidstløse vagt under sig og vendte ham om. En kniv sad fast i bæltet på vagten, som Sarah greb fat i, uden at tænke nærmere over det. Hun løb imod vagten og stak kniven i hans ryg, før han nåede at skade Kurt. Han skreg af smerte, og vendte sig om før Sarah kunne nå at få kniven ud af hans ryg igen. Han sendte en knytnæve imod Sarah's ansigt, men hun var hurtigere. Hun bukkede sig og sendte en knytnæve imod hans knæ i stedet. Hun hørte noget knække, hvilket var lige hvad hun ønskede at der skulle ske. Han faldt ned på knæene hvilket egentlig gjorde det værre, dog gjorde han det nemmere for Sarah at rejse sig og sparke ham i ansigtet. Kurt havde revet kniven ud af ryggen på vagten, og stod meget uskyldigt med den i hænderne. Det så næsten komisk ud, især fordi kniven var lige så lang som hans arme. Hun tog den fra han, og lagde en hånd på hans skulder.
”Bliv her, okay?” Hun smilede beroligende til ham. Men Kurt stirrede bare over hendes skulder uden overhovedet at høre hvad hun sagde. Hun vendte sig undrende. Først kunne hun ikke se noget mistænkeligt. Der var kun en vagt tilbage, som stod foran Cliff. Derefter gik alting i slowmotion.

Vagten flyttede sig, og afslørede Cliff med en kniv i brystkassen. Blodet sivede ud og gjorde hans bluse rød og våd.

Sarah skreg hans navn, selvom det nærmest føltes som om hun var inde i en bobbel, og derfor ikke kunne høre sig selv. I et rus af raseri, styrtede hun hen imod vagten. Han vendte sig om, og man kunne se overraskelsen i hans øjne. Hun smadrede hovedet ind i hans mave og hans ryg blev smadret ind mod væggen bag ham. Hun stak kniven ind i hans mave op til flere gange i raseri. Hun stoppede først da livet sivede ud af hans øjne. Hun lod kniven sidde i hans mave, da hun kravlede over til Cliff der lå midt inde på gulvet. Kurt sad med Cliff's hoved i hans skød, så hans hoved ikke blev vådt.

”Cliff,” Tårerne gled ned over hendes kinder, da hun greb hans hånd. ”Du må ikke dø. Det var meningen at vi skulle overleve. Sammen.” Hun udstødte et hulk og havde svært ved at se særlig skarpt på grund af tårerne der blev ved med at fylde øjnene op.
”Sarah..” Han drejede hurtigt langsomt, og hun kunne se at det var smertefuldt. ”Løb langt væk herfra. Kom aldrig tilbage... Der er andre....-” Han stoppede halvvejs igennem sætningen og lukkede øjnene. Der var komplet tavshed da Sarah så op på Kurt. De sad i et minut uden at sige noget, før Sarah så rejste sig.

”Kom. Vi er nød til at gå, før de opdager at de er væk.” Hun rakte hånden hen mod ham, og han fjernede forsigtigt Cliff's hoved fra hans skød så han kunne rejse sig og tage den. De trådte ind i tunnellen og skulle til at gå, da Kurt vendte sig om.
”Skal vi ikke lukke den?” Han så spørgende op på hende. Sarah nikkede stille, og greb fat i den tunge stendør. De hjalp hinanden med at hive den i, før de begav sig udaf tunnellen. De gik i mørket i flere minutter, uden at se nogen form for udgang fra tunellen. Den var åbenbart flere hundrede meter lang, og desuden gik den langsomt opad. Hun gættede sig til, at de ville ende langt ude fra træerne når de kom ud. Og især langt, langt væk fra vagterne og præsterne. Sarah tog sig til brystet, da det gik op for hende at hun lige nu også var på vej væk fra sin moster og lillesøster. Og de havde ikke engang nogen idé om, at hun var i live.

Hendes moster muligvis lige nu hjemme i hendes seng og trøstede Lucy, som sikkert havde fået lov til at sove der i nat. Og så havde mosteren nusset hende i håret til hun var faldet i søvn. Sarah vidste at det virkede, for det havde hun altid gjort for at få hende til at falde i søvn når hun var ked af det.

Hun så ned på Kurt der også gik i sine egne tanker. Han havde helt sikkert også en familie som han tydeligvis savnede. De ønskede begge at kunne give deres familie nyheden om, at de levede. Dog kunne de aldrig komme tilbage til byen igen, hvilket betød at de aldrig kunne se deres familie igen. Det betød derfor også at deres familier aldrig kunne få at vide, at de stadig eksisterede.

Sarah gik og dvælede i de tanker meget længe. Det virkede som om, hun ikke rigtig kunne finde en udvej til situationen.

”Lys! Der!” Råbte Kurt og hev i Sarah's arm. Ivrig efter at komme udenfor i den friske luft begyndte de begge at løbe. Det var næsten som en konkurrence om, hvem der kom først. Det mindede hende om dengang hun var lille, og konkurrede med drengene om, hvem der kunne løbe hurtigst.

Hun vandt altid.

Hun kunne også se lyset nu. Selvom det var nat udenfor, var det alligevel lysere end inde i tunnellen.

Og lige pludselig var der græs under deres fødder. De væltede begge omkuld i det, og Sarah græd af glæde. Hun havde aldrig lidt af klaustrofobi, men den følelse hun havde fået inde i brønden havde gjort hende mere taknemmelig nu.

Hun tørrede øjnene og satte sig op. Hun lod sine fingre glide gennem græsset, mens hun missede med øjnene. Foran hende startede skoven, hvor mellemrummene mellem træerne blev mindre og mindre, jo længere ind i den hun kom.

Hun genkendte den afdeling af skoven. I den følgende sommer havde hun tilbragt meget tid derinde med at betragte små dyr i skovbunden og finde nye urter til hendes mosters te.

Hun vendte sig om, og så Kurt der lå på ryggen og så op på stjernene. Hun nåede dog ikke at smile over hans fredelige position, da hun lagde mærke til noget der bevægede sig i sin øjenkrog. Hun så op, og fik øje på noget der kom løbende ud fra de store træer der omringede byen og som lå ca. 2-300 meter væk fra dem. Sarah rejste sig panikslagent og en smule usikkert, og greb fat i den halvsovende Kurt der nok ikke var vant til at være så længe oppe, og derfor var faldet i søvn med det samme de var kommet i sikkerhed. Problemet var bare, at nu var de ikke i sikkerhed mere. De var igen blevet jagede dyr i en makaber leg.

Kurt blinkede søvnigt med øjnene og mumlede noget usammenhængende.
”Der er vagter! De har set os!” Sarah hev ham op og stå, og begyndte at slæbe afsted på ham. Hun var taknemmelig for at han ikke vejede særlig meget, for selvom hun havde været den hurtigste i sin klasse, var hun langtfra den stærkeste.

Kurt snublede over sine egne fødder og det var heldigt at Sarah stadig havde fast i hans ene arm for ellers var han væltet utallige gange.

Hun begyndte at løbe, men Kurt sakkede hurtigt bagud, og vagterne kom tættere på. De kunne høre hvordan de råbte til hinanden om, hvem der skulle tage hvem. Der var mindst et dusin af dem, så de måtte åbenbart tro at Sarah og Kurt var farligere end de troede. Sarah kunne som regel godt lide når folk troede sådan om hende, men i denne situation var det ikke så heldigt. Det var grunden til at vagterne løb endnu hurtigere, hvilket langt fra var godt for dem.

Sarah overvejede sine muligheder. Hun kunne enten blive og kæmpe, hvilket nok ville betyde at de begge ville dø, for selvom de havde besejret vagterne i brønden, var der ingen chance for at de ville overleve, hvis de valgte at kæmpe imod nogen, som var 4 gange så mange som dem. Og hun mente ikke engang at Kurt talte som en. Måske en halv, hvilket bare gav dem dårligere odds.

Så den eneste måde de kunne gøre, så de ville have en chance, var at flygte ind i skoven. Heldigvis kendte Sarah denne del, hvilket gjorde det meget nemmere for dem. Hun vidste hvor smuthullerne, gemmestederne og træerne man kunne klare i var henne, og hvor man ikke skulle løbe hen var især vigtigt. Efter vinteren var der mange små, frosne søer omkring der var dækket til med mudder, blade og grene. Det var meget nemt at træde forkert, og lande i det med begge fødder. Hvis det bare var en lille pøl af vand, ville man skulle kæmpe hårdt for at få fødderne op igen, og man kunne i mellemtiden godt risikere at ens tæer ville fryse til is.

Dog hvis det var en lille sø, skulle man skynde sig op af den. For hvis man brugte for lang tid med at prøve at klatre op af isen, ville man blive følelsesløs i kroppen og til sidst drukne.

Sarah mærkede et ryk i hendes arm. Hun så ned på Kurt, som nu hang bevidstløs, kun holdt oppe af Sarah. Hendes blik blev hurtigt fanget af det lille spyd der havde spiddet Kurt igennem skulderen. Det havde heldigvis slået ham ud lige med det samme så han ikke gik i panik i stedet for. Hun så tilbage mod vagterne der var faretruende tæt på. De lavede sejrsråb og hun gættede på, at de var en af dem der havde kastet det.

I en hurtig beslutning greb hun fat i ham og hev ham over sin skulder som vagten havde gjort ved hende, da hun blev båret ind til Guys.

Hun spurtede derefter afsted igennem skoven. Det var mørkt, men hun kendte alligevel hver enkel tomme af jorden i denne del af skoven, så det påvirkede ikke hendes flugt. Men hun bar dog alligevel på Kurt som betydeligt sænkede hendes fart, hvilket var en ulempe, så det gik vel lige op.

De kom længere ind i skoven, og hun vidste at hvis hun ikke snart fandt en genvej eller smuthul, ville vagterne indhente hende.

Dræbe hende, eller hvis det var muligt ville de bringe hende tilbage til Guys, hvilket i sig selv lød som en meget værre straf end den første.

Tanken gav hende fornyet energi til at løbe endnu hurtigere. Let og smidigt bukkede hun under en gren i sidste øjeblik, og nogle sekunder efter, hørte hun nogle råb og høje dunk bag sig. Hun smilede kækt, da det gik op for hende hvad der var sket. Det ville helt klart give hende et forspring.

Hun zig zaggede igennem træerne for forvirringens skyld, og lagde hurtigt mærke til at hun begyndte at løbe op af en skråning. Hun skød igennem skoven mens hun hele tiden søgte efter et mulig gemmested. Og det fandt hun. Hun tog kniven ud af Kurts ryg uden at bekymre sig om skaderne det muligvis ville påføre ham. Hun rullede ham ind i et hul der lå gemt under et træ. Det var ved et held at hun havde set det, hvilket bekræftede hende i at de ikke ville finde ham. Hun så sig omkring, da hun hørte vagternes råben.

Sarah tog en hurtig beslutning. Hun hoppede op og greb fat i en gren og hev sig op i træet. Så snart hun havde fundet fodfæstet fortsatte hun op i hurtige bevægelser, og snart var hun næsten helt oppe ved trækronerne. Hun sad meget stille og klamrede sig til træet med begge arme. Hun kunne se vagterne komme løbende. De stoppede op få meter fra træet med ryggen vendt mod træet som Sarah sad i. Hun kunne høre dem snakke indbyrdes med hinanden.

”De er sluppet fra os,”

”Jeg ramte sgu da drengen!”

”Guys bliver rasende når han opdager at de er sluppet væk,”

”Hold mund!” Der var stille i et øjeblik. Sarah sad og holdte vejret. Hun var alt for skræmt til bevæge sig, og at trække vejret var ikke med på planen.

”Vi leder videre i den næste time, og hvis vi ikke finder noget, tager vi hjem. Der er ikke andet at gøre,” Lød det fra en dyb stemme. Gruppen begyndte langsomt at gå væk fra træet, men så hørte de noget. Sarah begyndte at gå i panik. Havde Kurt vågnet op, og reageret på smerten i sin skulder?

Der var dog intet hun kunne gøre. Hvis de fandt ham nu, ville hun ikke kunne redde ham. Og hvis hun afslørede sin position ville hun også dø. Der var ikke andet at gøre, end at vente og se hvad der skete. Lige meget hvor modbydeligt det ville være.

Sarah talte antallet af vagter, da de kom hen imod hendes træ igen.

”Hvad var det?”
”Jeg kan ikke se noget i det her latterlige mørke,”

De fumlede lidt rundt i mørket, før de gav op. Selv flere minutter efter de var gået, bevægede Sarah sig ikke. I over 20 minutter sad hun på grenen, og trak vejret tungt. Der gik endnu 10 minutter, før hun endelig besluttede at kravle ned fra træet.

Hun satte sig på hug ved hullet og rakte hænderne ind for at trække Kurt ud derfra.

Bortset fra at han ikke var derinde.

Hullet var tomt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...