Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
433Visninger
AA

13. Førstehåndsindtryk

Kapitel 11

 

Sarah rejste sig panisk op. Hun så sig omkring, men han var ingen steder at se.

”Kurt? Kurt!” Råbte hun, i håb om et svar. Men det kom aldrig.

Hun løb få skridt for bare at stoppe op, og løbe den modsatte vej for at stoppe op igen. Hendes stedsfornemmelse var for dårlig til, at hun vidste hvor hun var kommet fra, og hvor hun skulle hen. Hun huskede dog hvilken retning vagterne havde gået, og skulle til at sætte i løb, da det slog hende. Hun havde fundet et passende træ man nemt kunne kravle op i så de vilde dyr ikke kunne flå hende i stumper og stykker hvis de fandt hende. Desuden ville hun ikke kunne finde Kurt i mørket, men hvis hun blev her ville han kunne finde tilbage til hende.

Sarah valgte at blive. Hun kravlede op i træet, fandt en passende tyk gren med en passende længde til jorden, så hvis hun faldt ned ville hun ikke slå sig særlig meget, og satte sig behageligt tilpas. Hun satte sig i front mod stammen, og lagde armene omkring den. Hun lænede hovedet mod barken, og faldt hurtigt i søvn.

Sarah blinkede søvnigt med øjnene. Solen stod højt på himlen og skinnede ind i hendes øjne. Hun vågnede dog først, da hun begyndte at glide ned fra grenen. Hun strammede sit greb om stammen for at holde sig oppe, og da hun var stabil igen, begyndte hun at kravle ned. For en sikkerheds skyld tjekkede hun hullet igen for at se om han stadig lå derinde, men han var ingen steder at se.

Hun besluttede sig for at gå i den nordlige retning. Mens hun gik, tænkte hun over hvad Cliff havde fortalt hende før han døde. Han sidste åndedræt blev brugt på at fortælle hende at 'der var andre'. Men hvem andre mente han? Var der andre der vidste sandheden? Oprørere i byen måske? Sarah havde alligevel altid dagdrømt om at der var nogen der ville vælte præsterne i byen og stoppede ofringerne, men det skete aldrig. Var det mon det, Cliff havde ment?

Mens hun gik, ændrede langskabet sig langsomt. Hun så på sine omgivelser for at se, om Kurt var tæt på, og lagde derfor hurtigt mærke til det.

Da skoven før var tætpakket med træer med tydelige rødder der kravlede over jorden, var der nu et godt mellemrum imellem dem og rødderne var væk.

Flere planter i skovbunden kom til syne, og nærmest dragede Sarah hen til dem. Hun satte sig på knæ, og nærstuderede en af dem. Planten havde små cyanblomster på, med en sødlig duft. Hun spærrede øjnene op da hun genkendte dem. Det var blomsterne der var beskrevet i hendes yndlingshistorie, Myra og Blomsterne. Selvfølgelig sad der mange blomster på én plante, hvorimod der var én blomst for sig selv i historien. Hun plukkede en blomst af planten hvilket gjorde at en grålig sky fløj op fra hullet hvor den var plukket fra. Hun tog den op til næsen og snusede lidt til den. Den sødlige duft fra blomsten gjorde hende en smule svimmel, og huskede hende på at hun kun havde spist minimalt i den sidste uge.

I et øjebliks vanvid rev hun et blåt blad fra blomsten og lagde det ind i munden. Det smeltede på hendes tunge, og hun lukkede øjnene i nydelse. Smagen var sød og bitter på samme tid, og det var præcis lige som hun havde forestillet sig at det ville smage, efter at have duftet til den.

Hun spiste resten af bladene, og følte sig lidt bedre tilpas derefter. Hun fandt et bredt blad fra nogle store buske der omringede nogle træer i nærheden, og tog en håndfuld af de cyanblå blomster og proppede dem ned på bladet. Hun foldede det sammen, og stak det ned i sin lomme, før hun gik videre. Der gik dog ikke lang tid, før hun igen stødte på noget forunderligt. Oppe i et af træerne sad en trame. De plejede at sidde på tagene af husene eller de små vogne på markedet og se efter mad, og de var total ligeglade med fare. De små børn løb altid efter dem for at se om de ville blive forskrækkede og flyve op. Men i stedet for at undgå børnene, blev fuglene stående hvor de var, og nogengange endte det med at børnene kom til at sparke til dem. De døde som regel på grund af deres dumhed og ligegyldighed.

Sarah fandt et par sten, og kastede dem alle på samme tid i retningen af tramen. To af stenene ramte den. En i hovedet, og en på vingen. Den faldt ned fra grenen og landte på jorden uden at lave for meget larm.

Hun samlede den op og smilte. Endelig et ordentligt måltid.

 

* * * *

 

Hun sad ved det døende bål og prøvede at få det sidste varme ud af det. Det var blevet aften, og hun havde intet set til Kurt. Resterne af fuglen lå foran hende på et pasusblad. Det var et kæmpe blad der der hørte til Pasusplanten. Det var så stort, at hvis det ville begyndte at regne kunne hun bruge det som tag.

Hendes måltid mad lå spredt ud over bladet. De sødlige bær, tramen og nogle nye bær hun havde fundet. Hun havde opkaldt dem braucebær, for de var gule. Der havde også været nogle hvide i samme form på samme busk, men de smagte så surt at hun ikke plukkede nogen af dem. I stedet havde hun taget en masse af de gule bær som havde været friske. De lå og fyldte godt i hendes mave, og udgjorde derfor størstedelen af hendes måltid. Der havde alligevel ikke været særlig meget kød på tramen, og det der havde været, havde smagt forfærdeligt. Men hun havde brug for proteinerne, så hun tvang det i sig uden brok. Hvem skulle hun også kunne brokke sig til?

Sarah pakkede det hele sammen og prøvede så vidt som overhovedet muligt at fjerne alle spor af hende. Derefter fandt hun et træ der var bøjet, så træstammen næsten var 90o bøjet over jorden. Hun fandt Pasusplanten der ikke stod så langt derfra, og plukkede så to nye blade som hun tog med hen til træet.

Hun var nød til at kravle ind for ikke at slå hovedet ind i træet, og lagde sig så godt til rette som hun nu kunne på den kolde, hårde jord. Hun lagde de to blade over sig, og var allerede slået ud som et lys inden der var gået 1 minut.

Sarah drømte om 2 blanke øjne i natten der stirrede på hende og en dyb vejrtrækning. Det var næsten som om hun kunne mærke den varme udånding på hende i søvne.

Da Sarah vågnede igen, stod solen højt på himlen. Hun satte sig op, og slog i det samme sit hoved op i træet. Hun rullede væk fra det, og rejste sig op, hvilket gjorde hende svimmel. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene i et par sekunder. Da hun åbnede dem, stirrede hun direkte ind i to hvide, vrede øjne. En kæmpe nepu sad i træet som hun havde sovet under. Hun havde åbenbart været inde på dens territorium, og det brød de sig ikke om.

Når præsterne skulle skræmme beboerne med at de ikke skulle gå udenfor træerne, fortalte de altid om Nepuerne. Hvordan deres negle kunne blive op til 6 cm lange, og var så skarpe at de kunne flænse ens hoved over i mindre end et sekund, hvis den følte sig truet.

Og nu stod Sarah i en åben konfrontation med en ægte nepu. Hun havde troet at det bare var noget vrøvl præsterne sagde, for det gjorde de altid, men denne gang havde det åbenbart været sandt.

Hun trak vejret dybt og prøve at forholde sig i ro. Én forkert bevægelse, og hun ville være død. Det resulterede i, at hun slet ikke turde bevæge sig. Hun stod i samme position i flere minutter, hvor stilheden bragede. Hun turde heller ikke slippe øjenkontakten med nepuen, for det kunne muligvis også gøre den vred. Hun forbandede sig selv over, at hun skulle have hørt bedre efter i timerne når de fortalte om dem.

Sarah tog en beslutning, da den fod hun holdt sin vægt på, begyndte at gøre ondt. Hun tog langsomt et skridt bagud, mens hun stadig holdte øjenkontakten.

Det fortsatte i et stykke tid. Hun gik bagud et skridt ad gangen, ventede i et par minutter og gjorde det så igen. Da hun var over 50 meter væk fra nepuen, blev tiden mellem skridtene forkortet, men først da hun var 100 meter væk, turde hun vende sig om og begyndte at løbe.

Sarah løb i lang tid. Hun turde desuden ikke se sig bagud, i skræk for at den måske ville følge efter hende.

Derhjemme i byen blev hun belært om, at de godt kunne løbe på jorden, selvom de kun gjorde brug at deres muskeløse arme, men de var i deres rette element når de svingede sig fra træ til træ. Og desuden var de dobbelt så hurtige i luften, end på jorden.

Erindringen fik Sarah til at løbe endnu hurtigere. Først da hun begyndte at få sidestik, stoppede hun. Hun lænede sig op af et træ, mens hun tog sig i siden og prøvede at få vejret. Hun hostede højt, mens sveden piblede ned fra hendes pande.

Det tog lang tid, før hun kunne gå videre igen. Hun plejede at være i god form, men panikken havde taget over i et øjeblik og havde gjort at hun ikke kunne holde overblik over hvor langt hun løb, hvor hurtigt og hvordan hendes vejrtrækning skulle være hvilket faktisk var ret vigtigt.

Hun vendte sig om for at tjekke at nepuen ikke var fulgt efter hende, hvilket den ikke var. I sin lettelse brød hun ud i en sejrsjubel. Hun havde lige undgået døden, hvilket var anden gang på 2 dage. Og det var en stor grund til glæde.

Sarah gik videre da hun var blevet nogenlunde normal igen. Hun lod fingerspidserne glide hen over bladene på forskellige buske som hun gik forbi på sin vej.

Det gik dog lige så stille op for hende at hun ikke havde et mål at følge. Teknisk set, gik hun bare rundt i skoven uden at vide hvor hun skulle hen. For hvor skulle hun også gå hen? Hele denne del af skoven var ukendt for hende, og selv hvis hun vidste hvilken vej hun skulle tage for at komme tilbage til byen igen, kunne hun alligevel aldrig tage hjem. Ellers ville hun blive fanget og dræbt på stedet.

Så hvad var det så, hun skulle nu? Hun blev dog hurtigt enig med sig selv om, at hun måtte finde Kurt. Han var også ude i skoven et sted.

Alene, bange og med et dybt sår i skulderen. Hvis han ikke allerede var død nu, ville han i hvert fald snart hvis Sarah ikke fandt han. Og hvis hun overhovedet var så heldig, ville hun ikke have nogen som helst idé om, hvordan man healede det. Selvom situationen så håbløs ud, måtte hun alligevel prøve. De havde begge brug for hinanden, så det var det, Sarah måtte tænke på lige nu. At finde Kurt.

Der gik flere timer hvor Sarah bare gik. Der var ingen andre muligheder. Hun havde brug for væske til kroppen, og at gå tilbage ville være håbløst. Hun gik i sine egne tanker, da hun lige pludselig snublede og faldt. Hun satte sig op og prøvede at finde grunden til at hun var væltet.

For enden af hendes fødder var der en bule jord. Først da hun rejste sig op, forstod hun hvad det var. En vej!

Den var simpel, og man kunne næsten ikke se at der var nogen vej, hvis det ikke var for bulen. Det var tydeligt at se, at en eller anden form for vogn havde kørt den samme vej i meget lang tid. Det var næsten som om hendes hjerter sprang to slag over, da hun forstod hvad det mente. Hvis hun bare fulgte vejen, ville hun komme andre mennesker! Igen begyndte hun at løbe, dog denne gang var det af ren glæde og ivrighed. Hele hendes liv havde hun troet, at de var de eneste der eksisterede. Og så viser det sig, at hun lige har fundet en vej der ville føre hende til andre som hende selv, hvilket betød at de ikke var alene.

Endnu en ting hun kunne skrive på listen over, hvad præsterne havde løjet om.

Hun fulgte vejen i et par minutter, før hendes omgivelser begyndte at ændre sig igen. Der blev tynget ud af træerne, og lige pludselig var Sarah ved udkanten af skoven. Foran hende bredte en kæmpe mark sig med græs der gik hende til knæene. Hun bevægede sig ud i det, selvom det var svært at gå i.
”Kurt!” Råbte hun igen. Selvom det kun ville være ved held at Kurt var omkring, var det dog det perfekte sted for ham at gemme sig. Han var lille nok til at ligge i græsset, uden at nogen ville lægge mærke til ham.

Det fik hende til at gå endnu langsommere. Den fjollede tanke om, at hun måske kunne komme til at træde på ham satte sig fast i hendes hoved.

Dagen gik langsomt på hæld mens Sarah bevægede sig over marken. Marken begyndte at skråne ned af, og gjorde at græsset falmede væk. Hendes øjne fulgte vejen, og lagde mærke til noget skinnende nogle hundrede meter væk. Selvom hun ikke kunne være sikker, begyndte hun alligevel at løbe. Lige inden hun nåede enden af skråningen, snublede hun over et eller andet, og væltede. Hun slog en kolbøtte i luften og trillede videre ned af skråningen. Det sagde plask, da Sarah landede. Hun mærkede vandet flyde ind i hendes tøj og gav hende gåsehud da det ramte hendes bare hud. Det kom ind i hendes næse og mund og fik hende til at svinge ukontrolleret med armene for at komme op til overfladen. Heldigvis var der kun en halv meter fra bunden til vandoverfladen, så hun kunne sagtens rejse sig op.

Hun hostede og spruttede og prøvede at undgå at få for meget vand i den gale hals. Hun var våd over det hele, og hun skulle til at beklage sig før det gik op for hende at hun havde fundet vand.

Sarah jublede i glæde og plaskede rundt i nogle minutter før hun tog sig sammen. Hun kravlede op på bredden igen, og tog sin tunge bluse af, så hun kun var iført en tynd underbluse på overkroppen.

Hun lavede en skål ud af sine hænder, og dyppede det ned i vandet. Da hun løftede hænderne op igen, sivede vandet langsomt ud af hullerne i hendes hænder og fik hende til hurtigt at tage det op til læberne og drikke grådigt af det der var tilbage. Hun vidste dog godt, at man først skulle koge vandet før man drak det hvis vandet kom fra en sø, men hun havde intet at lave et bål af, intet til at koge vandet i og hun havde ikke tålmodigheden til at vente med at få væske i sin krop i så lang tid.

Efter 5-6 flere håndskåle af vand, lagde hun sig ned på ryggen og slappede af.

Når Sarah tænkte over det, så havde hun faktisk været ret heldig. Udover at hun havde undgået døden 2 gange, havde hun fundet bær og kød at spise og nu havde hun fundet vand. Hvis Kurt dukkede op nu, ville hun virkelig tro at der var én der holdt en hånd over hende. Det var næsten lige før hun faktisk troede på at der var en Gud deroppe, der så ned på hende og hjalp. Hvilket var en smule ironisk i sig selv, da hun havde flygtet fra at blive ofret som en gave til Guden. Så hvorfor skulle Guden hjælpe hende?

Hun skubbede teorien fra sig, og fokuserede i stedet for på skyerne der langsomt drev forbi på himlen. En stor sky drev forbi solen og skyggede for den. Det gjorde Sarah opmærksom på, at hun stadig havde vådt tøj på, hvilket kunne give hende en slem forkølelse. Hun tog bukserne af, og lagde dem strakt ud ved siden af hendes bluse. Hun beholdte dog undertøjet på, for selvom der ikke var andre end hende til stede, havde hun altid haft et problem med blufærdighed. Kniven som var blevet kastet i skulderen på Kurt som hun havde sat fast i hendes bukser tog hun nu ud og vaskede den. Kurt's størknet blod sad stadig på den, og mindede hende igen på den følelse hun havde fået, da hun opdaget at han var væk.

Timerne gik, mens hun ventede på at hendes tøj ville blive tørt. I ventetiden overbeviste hun sig selv om at hun godt kunne bade uden undertrøjen. Hun tog den af, og gik langsomt ud i vandet igen. Det kølige vand kærtegnede hendes hud, og hun lukkede øjnene i nydelse. Hun satte sig ned i vandet, og puttede sit hoved under vandet. Det var så rent at hun endda kunne åbne øjnene, og se rundt i.

Det føltes som om at en byrde blev lettet fra hendes skuldre, jo mere hun var ude i søen. Hun følte sig let og fri og gjorde at hun slet ikke havde lyst til at komme op fra det igen. Det var som om skidtet på hendes krop repræsenterede alle de ting hun havde været igennem de sidste par dage, og vandet havde skyllet alt væk. Gamle Jenna og Cliff's død, at hun forlod sin familie i stikken, at Kurt var derude et sted, døende, hendes møde med nepuen og at hun så Guys smilende ansigt for sig hver gang hun lukkede øjnene.

Men Sarah var nød til at komme op på et tidspunkt. Som tiden gik, blev det koldere og tvang hende op på land. Hun stod lidt i kulden et øjeblik for at blive nogenlunde tør, og tog derefter sit tøj på. Så stod hun stille og så sig omkring. Det var ikke begyndt at blive mørkt endnu, så hun havde stadig tid til at søge læ for natten.

Hun vidste at hun ikke kunne gå tilbage igen, da der var risiko for at hun ville møde en nepu der ikke ville tøve ét sekund i at flænse hendes hals i stykker.

Derfor havde hun kun en mulighed, og det var at fortsætte frem. Men det mindskede også hendes chancer for at finde Kurt. Han kunne ikke være nået så langt alene, især ikke når han var hårdt såret. Hun besluttede sig for at gå fremad indtil hun fandt et sikkert sted at sove, og så ville hun tage tilbage og lede efter ham næste dag.

Glad for sin beslutning, var hun igen på farten. Hun fulgte søen langs bredden for den måtte jo ende på et tidspunkt. Træerne var også dukket op igen, men denne gang var de en hel anden slags end dem hun før havde set. De var meget lavere end de andre hun havde set som tårnede sig så højt at hun skulle knejse med nakken for at se dem til ende.

Da solen næsten var gået ned og kun var et rødt skær i horisonten, sluttede søen. Hun fortsatte med at gå blandt de sjove træer, mens hun ledte efter et ordenligt sted at sove. Der var bare ikke noget. Landskabet ændrede sig ikke, og mørket sænkede sig langsomt over hende.

Sarah stoppede til sidst op for at holde en pause. Hun satte sig ned i hug, og trak vejret langsomt. Pludselig hørte hun en lyd. Hun rejste sig hurtigt, og stillede sig i forsvarsposition. Det komme ikke være vagterne der var fulgt efter hende så langt, for ellers ville de have angrebet hende ved søen. Den eneste mulighed der var tilbage, var en nepu eller et andet vildt dyr. Nepuer kunne godt lide at svinge i træernes grene, og der var næsten ingen grene på disse træer.

Hvilket mindede Sarah om, at hun havde været alt for naiv, da hun havde sovet oppe i træerne den nat, hvor vagterne var gået og Kurt var blevet væk. Hun havde slet ikke tænkt på at nepuerne holdte til i træerne, og at det derfor var lige så farligt at sove oppe i træerne som at sove nede på jorden.

Men hvis lyden ikke var kommet fra en nepu, hvad havde så lavet den?

Hun trådte et skridt bagud, og fik slog ryggen mod et træ. Dog uden at ændre sin position. Hendes hænder var stadig knyttet, klar til at slå ud fra sig hvis det kom til nærkamp. Selvom hun ikke havde nogen som helst idé om, hvad der kunne have lavet lyden. Men hun vidste i hvert fald at det ikke bare var en lyd der var kommet fra en lille fugl eller andre dyr. Det var en lyden, lavet af noget der i hvert fald vejede mere end 50 kg. Hendes øjnene søgte efter noget i bevægelse foran sig, men hun fandt intet.

Noget tungt blev lagt hen over hendes mund, og hun blev revet væk fra træet bag sig, og i stedet blev presset mod en andens krop. En anden person!

Hendes første reaktion ville have været glæde og lettelse, men det føltes mere som om hun sad i en farlig situation end en god én.

I panik prøvede hun at slå tilbage i personens mave med sin albue, men hun ramte i stedet bare tom luft.

Sarah åbnede munden og bed i den hånd der var over hendes mund. Hun hørte skriget bag sig, og vidste at hun havde skadet ham. Det gav hende også en mulighed for at vride sig fri af hans greb. Hun vendte sig om og kastede sig over personen. De væltede begge ned på jorden, men Sarah landede i det mindste blødt i forhold til sin overfalder. Hun prøvede at få knæene ind over personens arme, mens hun fumlede med at få kniven fri fra bukserne. Men allerede i det lille øjeblik havde personen fået overblik igen. Han var tydeligvis meget stærk, for han rev hurtigt armene fri og fik skubbet Sarah af sig. Hun blev kastet ned på jorden, og stønnede over smerterne i ryggen. I løbet af et øjeblik var han over hende. Hun vred sig rundt og prøvede at sparke ham i ryggen med sine knæer. Men det virkede ikke. Hun mærkede sine arme blive presset ned i jorden af knæ, og skreg. Mere af frustration end af smerte.

Hun satte hælene fast i jorden, og løftede numsen op fra jorden i håb om at kniven ville falde ud af hendes bukser og tættere på hendes hånd.

”Hvad fanden..?” Hendes overfalder som sad på hende, var gledet lidt frem på grund at at hun nu ikke lå vandret men stejlt. Han bøjede sig ind over hende, og lyset fra månen skinnede ned på dem. Hun spærrede øjnene op i chok.

Det var bare en dreng, på samme alder som hende. Han havde helt sort hår, hvilket normalt gjorde folk mere blege end de var, men hans hud var pæn og brun. Hans øjne var nøddebrune og i et øjeblik slappede hun helt af ved at se på ind i dem. Men de så så seriøse og vrede ud at hun hurtigt blev alvorlig igen.
Hun var nød til at huske sig selv på, at hun ikke kunne undervurdere ham, da hun var et perfekt eksempel på hvad der skete, hvis en ung pige som hende blev undervurderet.

”Slip mig!” Hvæsede hun. Hun prøvede at holde øjenkontakten med ham, men hun blev distraheret af kniven der nu kun lå få centimeter fra hendes venstre hånd. Hun prøvede langsomt at strække fingrene helt ud, men der skulle stadig et par centimeter til, før hun kunne røre den. Forsigtigt hev hun lidt i hånden, og selvom han holdte hele hendes arm ned, fik hun rykket den de sidste centimeter. Hendes fingrespidser strakte sig helt ud, og hun kunne mærke at de rørte ved enden af skaftet på kniven.
”Og hvem tror du lige du er, sådan at give mig ordre?” Han hævede et øjenbryn og smilede kækt.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig dog hurtigt. Først så han forvirret på hende, som om han prøvede på at forstå noget. Hendes øjne flimrede frem og tilbage mellem kniven og ham. Det føltes som om hendes hjerte bankede så højt at han kunne høre det.

Og så skete det, der bare ikke skulle ske. Han drejede hovedet ned på hendes hånd, og hun vidste at han fik øje på kniven, for hans øjenbryn løftede sig i overraskelse. Han greb fat i kniven, og drejede sig derefter tilbage til hende.
”Og hvad tror du så lige at du havde tænkt dig at gøre med den? Stikke den igennem min mave?” Han rykkede lidt tilbage, og lod knivspidsen køre hen over hendes mave. Hun kneb øjnene sammen, men stoppede med at vride sig, af nervøsitet over at han kunne stikke den i hendes mave hvis hun bevægede sig forkert. Hendes vejrtrækning stoppede også.

”Ville det ikke være fair, hvis jeg gør det samme ved dig, som du havde tænkt dig at gøre ved mig?” Han lagde hovedet på skrå, og løftede kniven op med begge hænder. Han lavede en hurtig bevægelse, som om han ville stikke den med i maven på hende.
”Stop!” Råbte hun, med store øjne der afslørede hendes frygt. Han stoppede inden kniven nåede hendes mave.

”Hvorfor skulle jeg stoppe?” Han så på hende med et gennemborende blik. ”Jeg vil høre dig bede for dig liv. Vil du dø eller leve?”

Hun så vredt på ham med sammenpressede tænder. Hun nægtede at gøre det. Hvis hun skulle dø, ville hun dø med sin stolthed intakt. At bede for sit liv, ville være det samme som at give op til sin modstander. At falde på knæ, brede armene ud og lukke øjnene. Og det kunne hun aldrig finde på at gøre. Over sit døde lig.

”Kom nu. Jeg venter spændt,” Sagde han med et drilsk smil. Hun prøvede at vride sig fri igen, selvom hun egentlig inderst inde godt vidste at det ikke kunne lade sig gøre.

”Vær venlig at slippe mig,” Ordene kunne kun lige og lige presses ud mellem hendes sammenbidte tænder, så vred hun var.

Han så på hende som om han overvejede noget, og så grinede han.
”Slap dog af. Det er jo bare for sjov,” Han smed kniven på jorden ved siden af hende, og rejste sig op som om det hele bare havde været en leg. Hun satte sig forvirret og forundret op og tog hurtigt fat i kniven, hvis nu han bare prøvede at snyde hende.
”Så du overfalder og truer med at sprætte ens mave op ved alle du kender?” Spurgte hun ham sarkastisk, og rejste sig op. Han grinede igen og trak på skuldrene som svar. Så vendte han sig om og begyndte at gå sin vej.

Sarah så efter ham. Hun så sig omkring, og huskede så sig selv på at hun ledte efter et sted at sove.

Fyren som lige havde overfaldet hende, havde helt sikkert et sted for natten, tænkte hun. Og lige meget hvor lidt hun havde lyst, var hun nød til at tænke på sin egen overlevelse. Hun turde i hvert fald ikke sove ude i det fri, hvor alle kunne skære hendes hals over hvis de kom forbi hende, eller dyrene kunne angribe hende.

Sarah satte i løb imod fyren, og forpustet nåede hun op ved siden af ham. Hun havde dog stadig kniven i sin venstre hånd, så hvis han nu prøvede på noget igen, ville hun være parat.

”Hvor kommer du fra?” Han så hen på hende, og hun kunne se overraskelsen i hans øjne. Han var sikkert forundret over hvorfor hun var fulgt efter ham, efter at han havde truet med at dræbe hende.

”Jeg kunne spørge dig om det selvsamme spørgsmål.” Sagde han med et kækt smil, og al tegn på usikkerhed og forvirring var væk. Han var iskold igen.

”Byen,” Svarede hun kort og så derefter afventende på ham. Hun havde svaret på hans spørgsmål, nu var det hans tur.

Han smilede stort, som om det hele var var en stor vittighed for ham.

”Nej, hvor sjovt. Det gør jeg også.”

Sarah rynkede brynene. Hun havde aldrig før set ham i byen, og selvom de var over 1000 mennesker i byen, var hun sikker på at hun ville kunne huske ham.

Sådan et udseende som han havde, ville man ikke glemme.
”Virkelig? Hvorfor er du så så langt fra byen?” Spurgte hun med en undren i stemmen.

”Hvad snakker du om?” Han stoppede op, og lagde armene over kors. ”Byen ligger kun et par kilometer herfra, fjols.”

Igen opstod forvirringen.

”Byen ligger over 40 kilometer herfra!” Hun hævede hendes stemme i irritation.
”Og du kan selv være et fjols!” Tilføjede hun vredt og lagde derefter også armene over kors.
Nu var det hans tur til at rynke brynene.

”Hvad snakker du om?”

Og så gik det op for Sarah, var problemet var. De kom var to forskellige byer.

Det var det Cliff havde ment, da han havde hvisket det til hende før han døde.

Der var andre mennesker ude for træerne.

De var ikke alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...