Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
414Visninger
AA

6. Flugtforsøg

Kapitel 5 Der gik yderligere 5 timer, før hendes mave begyndte at beklage sig. ”Hvornår får vi egentlig noget mad?” Spurgte hun og så rundt. De andre var vågnet nogle timer før, selvom de stadig så en smule slukørede ud. ”Det gør vi ikke, min due,” Svarede Gamle Jenna uden at se på hende. I stedet hvilede hendes blik på Kurt, der lå og legede med halmen. Han havde fundet de længste strå, og bandt dem nu sammen. Sarah så på dem og smilede. Det føltes næsten som om de var en familie, men kun i et kort øjeblik. Så vendte hun tilbage til den virkelighed, hvor de alle var ofringer der skulle dø om 3 dage. Hun vendte sig mod Cliff der sad op af væggen og havde lukkede øjne. ”Når vi bliver hejst ned i brønden, hvad tror du så der vil ske? For jeg tvivler på at vores sjæl bliver taget,” Hun himlede med øjnene ved tanken. Hun tvivlede endda på at hun overhovedet havde en sjæl, så at miste en ville da ikke dræbe én, vel? ”De dræber os vel på en eller anden måde. Måske forgifter de os, eller giver os noget medicin langsomt dræber os?” Gættede Cliff, stadig med lukkede øjne. Den idé købte Sarah dog ikke. ”Alle de gange jeg har været med til en Ceremoni, har de altid stoppet med at skrige præcis ved midnat. Hvordan kan det være muligt at give os stoffer der gør, at vi dør præcis ved midnat?” Hun hævede et øjenbryn og så på ham. ”Jeg ved ikke hvad det er du vil have, at jeg fortæller dig. Jeg ved lige så lidt som du gør,” Sagde han og trak på skuldrene. Så øjnene han det ene øje. ”Er der en vagt udenfor vores dør?” Spurgte han, og hun kunne se gnisten af håb komme til live i hans øjne, efter han havde åbnet dem begge to. ”Det ved jeg da ikke. Hvorfor?” ”Hvis der er.. Så ville de komme ind, hvis vi begyndte at råbe op om noget, ikke?” Han smilede drilsk til hende. Hun gengældte hans smil da det gik op for hende hvad han var ude på. ”Genialt!” * * * * ”Hjælp! Er der nogen der kan høre mig? Jeg tror han er død!” Skreg Sarah imens hun smadrede sine knytnæver mod trædøren. Hun begyndte at hulke højlydt. ”Vågn nu op, mr. Hagging!” Hun var stille i nogle få sekunder, før hun hørte skridtene. Hun stillede sig bag døren, lige da der var en nøgle der raslede bag døren. ”Han er stoppet med at trække vejret!” Råbte hun, og kunne ikke lade være med at smile. Døren gik op, og ind brasede en af vagterne. Han fik straks øje på Cliff Hagging der lå på jorden. Hans mave bevægede sig ikke, som den burde hvis han altså trak vejret. Hun listede op bag vagten da han bøjede sig ned for at tjekke Cliff. I det samme øjeblik han opdagede at der var noget galt ved hele situationen, var Sarah allerede ovre ham. Cliff spærrede øjnene op og lavede et angrebshyl da han rakte hænderne ud for at gribe fat i vagtens hals. Men vagten var for hurtig. Han rejste sig op, lidt langsommere end han plejede siden Sarah var oppe på hans ryg. Hun satte neglene fast i hans kinder og hev til. Han skreg af smerte. Fandens! Tænkte hun irriteret. Hun håbede ikke at hans skrig ville tiltrække andre vagter. Hvis der altså overhovedet var nogen. Hun svingede sin arm ned til hans hals og strammede så sit greb. Hans hænder røg straks op til hendes arm og prøvede at vride den af, mens han hvæsede nogle utydelige ord. Hun gættede dog på at det var enten et råb om hjælp, eller nogen grimme ord om hende. Hun undrede sig over hvad der var blevet af Cliff, så hun prøvede at se over vagtens skulder uden at miste koncentrationen om hendes greb omkring hans hals. Cliff lå bevidstløs på gulvet – denne gang var det faktisk ægte – med en næse der tydeligvis var brækket. Der lå en lille blodpøl på gulvet, og blodet sivede stadig ud af hans næsebor. Hun gættede sig til at vagten havde sparket ham i ansigtet, før han havde nået at rejse sig op og gå til angreb på ham. Hun blev vredet ud af sine tanker, da hun landede på gulvet. Vagten havde vredet hendes arm fri fra hans hals, og han stod nu let bøjet forover og prøvede at få vejret. Han så op, og deres øjne mødtes. ”Din lille lort. Jeg dræber dig!” Han løb hen imod hende, men hun var hurtigere. Han landede på gulvet med hovedet først, og man hørte et højt knæk. Endnu en næse brækket. Hævn for Cliff, tænkte hun med et lille smil. Hun kastede et lille blik hen mod Cliff, men da hun hørte vagten røre på sig med små klynk, havde hun allerede rejst sig op. Døren var åben, og hendes hjerte sprang et slag over. Friheden var lige for næsen af hende, og alligevel kunne hun ikke røre på sig. Hun så tilbage på Cliff. Gamle Jenna og Kurt var allerede smuttet ud af døren i kampens hede og de var nok langt væk lige nu. Det betød at der var ingen til at hjælpe hende med at bære Cliff ud. Hun sukkede, men gik så i gang. Hun greb fat i Cliff's arm, og begyndte at hive. Da hun nåede ud fra døren, kunne man se blodsporet efter dem. Det betød, at de ville være nemme at opspore, men det kunne hun ikke tage stilling til lige nu. Hun løb ind igen og hen til vagten der stadig lå og klynkede med hovedet ned mod jorden. Han var halvt bevidstløs, men i ingen stand til at gøre modstand da hun greb fat i hans sæt af nøgler. Hun løb ud og smækkede døren efter sig. Hun låste, og trak derefter afsted med Cliff. Hun trak afsted med ham igennem mange gange, indtil hun til sidst gav op. Hun satte sig ned ved siden af Cliff's bevidstløse krop og slappede af i sine arme der havde brugt de sidste 20 minutter på at slæbe et 90 kilos tungt læs afsted bag sig. Det føltes som om de bare gik i ringe. Kælderen under templet var åbenbart en stor labyrint, men hun var ikke et sekund i tvivl om at der nok var mere end 1 udvej. Men hun kunne ikke blive ved på denne her måde. I det øjeblik hørte hun fodtrinen ude for gangen. Hun gik straks i panik, og sprang op i et forsøg på at hive Cliff med sig, selvom det selvfølgelig var umuligt i længden at flygte fra vagterne med en bevidstløs fyr bag sig. Da de rundede hjørnet og fik øje på hende, gik hun i panik. Hun glemte alt om Cliff og styrtede i stedet for ned af gangen for at redde sit eget skind. Det eneste hun tænkte på var overlevelse. Aldrig havde det faldet hende ind hvad det var hun ville gøre, når hun kom op fra kælderlabyrinten. Hvad hun ville sige når hun kom hjem til sin familie, om de skulle flygte ud i skoven. Hun flygtede uden dem, eller om de ville blive straffet hvis hun gjorde. Hun var vel bare en person der tog et skridt af gangen og arbejdede sig ud fra, hvad der så skete derefter. Intet af dette røg igennem hendes hoved mens hun sprintede ned af gangene. Den eneste sætning der blev gentaget, var enkel. Find en udvej. Hun arbejdede sig igennem gangene, rundede hjørner og gled endda et par gange. Hun kunne høre vagternes tilråb men hun lukkede det bare ude. Hvis de ville spilde deres vejrtrækning, måtte det vel være deres tab. Dog selvom hun var i bedre form end dem, måtte hun tage i perspektiv at hun ikke havde fået noget at spise i lang tid. Hendes krop var svag, og ikke i stand til at løbe langdistance. Derfor begynde hun at miste metre imellem hende og vagterne. Men hun nægtede at give op uden kamp. Hun rundede det sidste hjørne, og stoppede så. Klar til angreb. Hun hørte dem komme nærmere, og stillede sig i forsvarsposition. De løb om hjørnet, og en af dem stoppede så hårdt op for ikke at ryge lige ind i Sarah, at han væltede bagover. I løbet af et halvt sekund, talte hun hvor mange vagter der var. 4 inklusiv manden der var væltet var meget, men hun måtte ikke miste sin viljestyrke. Hun startede med at sparke den ene i skridtet. Han skreg af smerte og faldt ned på knæ, så hun havde nemt ved at slå ham i ansigtet med en knytnæve. Han faldt bagover med et hyl der fik Sarah til at smile. Men det kostede hende dyrt. Hun nåede ikke engang at vendte sig om, før de to andre vagter greb fat i hendes arme og hev hende op i luften. Med et irriteret skrig sparkede hun ud efter dem, men ramte ingenting. Hun blev ved med at vride sig og sparke forvildet ud, og kom endda til at sparke en af vagterne i ansigtet som havde sat sig op på et forkert tidspunkt, indtil hun gav op. Hun slappede af i armene, og de slap hende så hun faldt ned på gulvet og hendes krop sank sammen. Vagterne stod i stilhed et øjeblik og så på hinanden, som om de ikke var helt sikre på hvad det var de skulle gøre med hende. Der blev åbenbart taget en beslutning, for en af mændene hev hende op og ligge foroverbøjet på hans venstre skulder. ”Slip mig, din bølle!” Skreg hun og bankede sine knytnæver ind i hans ryg. Han var desværre helt ignorant overfor hendes små udbrud og de smerter hun måtte påføre ham. Til sidst blev hun slap og lå bare og dinglede mens hun ventede på at blive smidt ind i cellen igen. Hendes øjne var halvt lukkede, men der var ingen grund til at have dem åbne da det eneste hun kunne se, var hvidt gulv. Lige indtil de passerede blodet. Det røde skær fik hende til at åbne øjnene op, og hun begyndte at slå på ham med fornyet kraft. Hun sprællede med benene og prøvede at vride sig fri af hans faste greb omkring hendes liv. Lidt efter passerede de døråbningen indtil cellen. Hun forventede den smerte der ville komme i hendes haleben, når han ville smide hende fra sig. Men smerten kom aldrig. De gik lige forbi, uden at stoppe. Med en undren stoppede hun sine små angreb og blev slap igen. Hun slappede af og prøvede at udtænke en plan i stedet for. Tydeligvis hjalp det intet at slå ham, så hun måtte finde på noget mere snedigt. Den mulighed kom dog aldrig, for pludselig var de på vej op af trapper. Det kunne hun tydeligt mærke, for hans skulder borede sig ind i hendes mave hver gang han tog et skridt opad. Hun stønnede af smerte, og prøvede at støtte sig med hænderne på hans ryg. Der var dog intet at holde fast i, så hun gled ned igen. ”Det gør ondt! Sæt mig nu venligst ned,” Hun kørte medlidenhedsstrategien, men han hoppede åbenbart ikke på den. Ingen ord kom fra hans læber. Hun forestillede sig ham med et koldt udtryk i ansigtet, der ikke reagerede på noget som helst. Hendes tanker blev afbrudt da vagten bankede på en dør. ”Kom ind,” Lød det en smule utydeligt bag ved døren, og den blev åbnet. Og før hun vidste af det, blev hun sat ned i en lænestol af et så blødt stof at hun bare havde lyst til at krybe sig sammen til en kugle og sove i flere dage. Hun kærtegnede stoffet før hun så op. Direkte ind i Guys intense og ubehagelige grønne øjne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...