Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
411Visninger
AA

10. Et uforglemmeligt smil

Kapitel 9 I aften vil det hele være forbi. Hun vidste ikke hvordan hun helt præcist følte omkring situationen, andet end at hun ville kæmpe til det sidste. Da de var vågnet, lå der et mere brød ovre i hjørnet. Lucy havde måttet snige sig afsted midt om natten for at kunne give dem det. Hun havde i det hele taget risikeret meget, indenfor de sidste dage. Sarah var dog ikke ét sekund i tvivl om, at hun ville gøre præcis det samme hvis det var omvendt. Efter Cliff og Gamle Jenna igen havde nægtet at spise noget, delte Sarah det i to stykker og hende og Kurt spiste i tavshed. Resten af dagen gik med at vente. Da ingen vidste hvad klokken var, blev de alle en smule forskrækkede da døren pludselig gik op. De havde alle ligget og halvsovet i de sidste par timer uden egentlig at vide hvornår de ville blive hentet. De vidste fra de tidligere Ceremonier, at det var klokken 22:00 de ville blive ført ud til brønden, hvor de ville kunne sige farvel til deres familier og venner, og klokken 23:00 at de ville blive ført ned i brønden. ”Op med jer!” Sarah's knogler beklagede sig højlydt da hun med meget besvær kom op og stå. Hun var endda nød til at hjælpe Gamle Jenna op og stå. 5 vagter kom ind i rummet. De ville blive ført ud i den rækkefølge de var blevet valgt i, så Kurt kom først. En vagt bandt et bånd om drengens små håndled og strammede til. Så tog han Kurt i armen og rev ham hen til døren. Det samme blev gjort ved Cliff og Gamle Jenna. Da det var Sarah's tur, bakkede hun lidt bagud. 2 muskeløse vagter nærmede sig hende, som åbenbart betød at hun skulle have 2 vagter til at holde styr på hende i stedet for én. Syntes de virkelig at hun var så slem? Cliff var betydeligt højere og meget stærkere end hun, så hvorfor havde han ikke fået en mere vagt i stedet for hende? Grunden var åbenlys. Guys vidste ikke at det havde været Cliff's flugtplan. Han vidste bare at Sarah havde nået længst i sit flugtforsøg, havde nedlagt 3 vagter og havde et temperament. De greb fat i begge hendes arme, 1 til hver, og fandt rebet frem. De strammede det så hårdt, at hun havde svært ved at holde et smertefuldt støn tilbage. Da de alle var klar, blev de ført ud af rummet. På en måde var Sarah glad for at komme ud af det ildelugtende rum, selvom det betød at hun i stedet var på vej til at blive ofret. Der gik ikke lang til før porten gik op, og de trådte udenfor. Hun trak vejret grådigt, som om hun havde holdt vejret i lang tid. I det aflukkede rum de havde været i, lugtede der meget grimt. Det føltes næsten som om hun ikke havde trukket vejret ordenligt i lang tid. Først flere sekunder efter, opdagede hun den store mængde af mennesker der stod og så på dem. Det var så ubehageligt. Som om de var dyr i cirkus, som folk ville have til at underholde sig. Hun vidste godt at det slet ikke var sådan med næsten alle beboere. Ingen kom til Ceremonien frivilligt. Men det var obligatorisk, og hvis der var nogen der ikke dukkede op, ville de få halveret deres rationer i 1 måned. Sarah studerede menneskemængden nærmere. Hun skimmede den for Charlie. Hun behøvede ikke at se efter sin familie, for hun vidste nemlig at de stod ovre i deres egen private boks med de andre familiemedlemmer til ofringerne. Sarah blev gennet ned at sidde. De var allerede nået hen til brønden, og fik nu besked på at sidde et bestemt sted, med ryggen opad brønden og lige afstand fra hinanden. Guys stemme brølede nærmest ud over balkonen. ”Velkommen til det vi alle har ventet på!” Han lavede en dramatisk kunstpause, som om ingen vidste hvad der nu skulle ske. ”I aften vil disse 4 mennesker have den store glæde af at kunne hjælpe os alle i de næste mange år. I nat klokken 12 vil deres sjæle blive ofret til Guden som gaver. Og i taknemmelig, vil han hjælpe os igennem årene. Give os mad, godt vejr og rent vand. Men vi må også vise vores respekt for dette års ofringer. Derfor giver vi dem en time til at sige farvel. Til deres familie, deres venner og deres liv som det var.” Da han var færdig med sin tale, gjorde han tegn til vagterne. Og så var han væk. Båndet blev fjernet fra familiemedlemmernes område, og de myldrede nu hen imod ofringerne. Sarah's moster og Lucy kom selvfølgelig hen til hende. Hun blev krammet, dog uden at gengælde det. Det var lidt svært, når hun havde hænder der var bundet så stramt, at det langsomt stoppede hendes blodomløb i hendes hænder. Der løb tårer ned af mosterens ansigt, efter hun havde omfavnet Sarah. ”Åh min lille skat, hvilket skæbne..” Hulkede hun og holdte Sarah's ansigt mellem hendes hænder. Hun kærtegnede hendes kinder med tommelfingrene. Sarah ønskede at fortælle dem at det nok skulle gå. Men hun vidste ikke selv, hvordan hun overhovedet kunne slippe ud af denne her situation. Og at prøve at opmuntre de andre, ville bare gøre det hele værre for hende selv. Sarah følte sig så magtesløs. Og det værste af det hele var at se sin lillesøsters blege ansigt se så fortvivlet og ulykkeligt ud. Uden hun vidste det, begyndte hun at græde. Alle forhåbningerne, samtalen med Guys, magtesløsheden, sin lillesøster, de andre ofringer. Alle de følelser hun havde prøvet at holde inde omkring de forskellige ting, ramlede sammen i dette øjeblik. Både mosteren og Lucy satte sig ind til hende, og holdt om hende. De vidste at selvom de havde det slemt, så havde Sarah det værre. Mosteren strøg hende over håret i blide bevægelser, og til sidst faldt Sarah til ro igen. Sådan sad de i et godt stykke tid, før de blev gennet væk af en vagt. Og så sad hun der helt alene. Der var ikke flere der kom hen til hende i mere end 20 minutter. Mange beboere stod i en passende afstand fra brønden. Enten kiggede de på hende og ellers snakkede de bare med hinanden. Når hun så til højre eller venstre kunne hun lige og lige se Cliff's fod. Kurt havde dog for små ben til at hun kunne se den, men hun kunne dog se ryggen af dem der besøgte ham. Det gippede i hende, da nogen rømmede foran hende. Hun så op, og genkendte straks Charlie, selvom han dog så meget værre ud end hun sidst havde set ham. Han var bleg, med fedtet hår og et forgrædt ansigt. ”Er du okay?” Hun så bekymret på ham. Han begyndte at grine, hvilket forvirrede hende. ”Du spørger om JEG er okay, men det er dig der skal dø om en time!” Sagde han, næsten anklagende og satte sig ned overfor hende. ”Du ved jeg vil komme til at savne dig. Du er den bror jeg aldrig har haft,” Hun smilede til ham og tog hans hånd. Mosteren og Lucy havde hinanden at sørge med efter Sarah's død, men Charlie havde ingen. Og eftersom hun havde et lille sammenbrud som hun blev løftet op fra, havde hun overskud til at trøste Charlie. Han rystede på hovedet som svar, og fik et fastere greb om hendes hånd. Han så intenst på hende, hvilket bare gjorde hende mere og mere forvirret. ”Charlie, hvad-” Men hans handling stoppede hende i at sige mere. Han lænede sig frem uden at slippe deres øjenkontakt, og kyssede hende ømt. Hun lukkede øjnene og lod sig selv slappe fuldstændig af. I dette lille øjeblik, var hun ligeglad med alt og alle. Kysset var det eneste der betød noget. Også selvom hun ikke vidste, om hun overhovedet kunne lide ham på den måde. Sarah åbnede øjnene, og skubbede ham blidt væk med sine bundne hænder. ”Sarah, jeg...” Han så usikker ud, som om han ikke rigtig vidste hvordan han skulle sige det. Hun rystede på hovedet. ”Lad være, Charlie. Du behøver ikke sige noget,” Hun vidste hvad han ville sige, men hun ville ikke høre det. For hvis han sagde det højt, ville det lige pludselig være rigtigt. Og så ville hun være nød til at tage stilling til det, hvilket hun slet ikke kunne overskue lige nu. Idet han skulle til at åbne munden for at sige noget, overdøvede klokkerne ham. Men denne gang stoppede klokkerne ikke. De blev ved, hvilket betød at det var nu, Ceremonien virkelig begyndte. Det var nu, at de skulle ned i brønden. * * * * Det var nu det skete. Charlie blev revet væk af vagterne, og hun blev hevet op og stå. Ofringerne blev samlet, og under klokkernes ringen, hev vagterne på hver side af brønden i rebene for at få platformen op. Da det endelig lykkedes dem at få den op, bandt de rebene godt fast. To trækasser blev stillet hen foran Sarah og resten af ofringerne, og Kurt blev gennet op på platformen. Han holdt med begge hænder fast i rebene, da han langsomt blev hejst ned. Han var dødsens bange for, hvad der ventede ham dernede og det forstod Sarah godt. Der gik mange rygter om hvad brønden indeholdte når man kom til bunden. Den var mange hundrede meter dyb, men den var blevet tømt for vand for lang tid siden. Der var dog mange der troede at den var fyldt med lig fra tidligere ofringer. Der blev aldrig set noget der overhovedet lignende rengøring i brønden. Der var faktisk ikke nogen der nærmede sig den normalt da folk var bange for at få Gudens vrede over sig, hvis de gjorde. De mente den var hellig, selvom Sarah dog mente at det var noget pjat. Man hørte ikke da platformen landede på jorden, dog kunne man se det på rebet. Der blev givet Kurt 1 minut at fjerne sig fra platformen, så de kunne hejse den op igen. Der havde ikke været nogen i Sarah's levetid, men hun havde hørt historier om folk der ikke ville fjerne sig fra platformen. Dog for at undgå at der ville blive brugt den time der var tilbage på at få ofringen til at fjerne sig, gjorde man det bare i omvendt rækkefølge, så ofringen blev til sidst. Så lod de bare platformen blive dernede indtil ofringernes sjæle var blevet taget. Hun blev afbrudt fra sine tanker, da Cliff trådte op på platformen der var blevet hevet op igen. Der havde heldigvis ikke været nogen problemer med Kurt. Den store platform lavet ud af tyk egetræ knirkede under hans vægt. Men den havde sikkert holdt til værre, så Sarah bekymrede sig ikke om det. Han vendte sig om og smilede til Sarah, da han blev hejst ned i hvad der virkede til at være et uendeligt dyb. Igen blev der ventet i 1 minut, før den blev hejst op igen. Sarah trådte langsomt op på den, og holdt sig så godt fast i rebene at hendes knoer blev helt hvide. I stedet for at få øjenkontakt med sin familie som de fleste ofringer gør inden de bliver hejst ned, så Sarah i stedet op på Guys. Han stod på balkonen sammen med de andre præster og lænede let ud over gelænderet. Deres øjne mødtes. Hans øjne lyste næsten op i mørket. Og så gjorde han noget, Sarah for altid ville huske. Han smilede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...