Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
419Visninger
AA

7. Et møde med djævlen

Kapitel 6

 

”Velkommen,” Sagde han og et snirligt smil trådte frem på hans ansigt. Hun gøs. ”Vil du have noget at drikke? Te måske? Jeg har hørt at du specielt kan lide dem med et snert af Saté i,” Han lagde hovedet på skrå, med et drilsk blik. Hvor vidste han fra at hun kunne lide det?

”Vidste du godt at-” Han tog et glas med vand op og tog en slurk, før han fortsatte. ”At Saté kun findes udenfor træerne?” Sarah sank en klump og undgik at svare.

”Hvad er det du vil?” Hvæsede hun og lagde armene over kors. Hun ville ikke have at han skulle tro, hun var bange for ham.

”Jeg hørte der var en lille uheldig episode med en af mine vagter. Hvis jeg husker korrekt, efterlod I ham med en brækket næse. Det er der også op til flere af mine andre vagter der har. Kender du noget til det?” Hans stemme var stadig blødsøden, men der var noget forkert ved hele situationen. Hun kneb øjnene sammen og stirrede på ham længe. ”Hvad. Vil. Du.” Hun udtalte ordene langsomt, som om hun havde al tid i hele verden. Hun ønskede at lægge tryk på alle ordene, så han kunne høre at hun mente det seriøst. Hun var ikke et lille barn han kunne lege sine små lege med.

Hans ansigt ændrede sig fra smilende til isnende koldt. Han rejste sig op, gik rundt om bordet og satte sig ned foran hende.

”Hvem tror du lige du er? Slår mine mænd ned, og flygter fra jeres rum. Det kommer til at reflektere rigtig skidt på mig, hvis alle mine ofringer er væk. Tror du så, at Guden bliver glad?” Ved den sidste sætning, røg hans ene mundvig op, som om han fandt det sjovt på en eller anden måde.

”Heldigvis er dine små venner blevet indsamlet, og straffet. Tror du ikke godt, jeg ved det var dig der planlagte jeres lille flugtforsøg?” Hans ene øjenbryn røg op, og han så udfordrende på hende, selvom der ikke var noget hun kunne forsvare sig med. Det var jo sandt.

”Lige så vel, som jeg så dig den aften,”

Der undslap et lille gisp fra Sarah's læber, som hun fortrød med det samme. Hendes mistanke, som hun havde gået rundt med i flere uger, var nu blevet bekræftet.

”Så det var derfor jeg blev en ofring?” Hun så på ham, og prøvede at skjule den vrede der flammede op i hende.

”Bravo!” Han klappede langsomt, og hver lyd der blevet lavet med hans hænder var som små glasskår i hendes øre. Hun bed tænderne sammen. ”Så dum er du nu heller ikke. Det var jeg dog nu ikke et minut i tvivl om,” Han smilede igen sit lille smil, der gav hende gåsehud.

”Selvfølgelige blev du trukket,” Han lød som om, han skulle til at snakke i meget lang tid. ”Jeg kan jo ikke risikere noget som helst. Især ikke små, nysgerrige teenagere der lytter til samtaler om natten, som ikke kommer dem ved.” Han vendte tilbage til sin stol, så der igen gav dem en form for afstand imellem hinanden. Det var en lettelse for hende. Han lugtede grimt, og hans nærvær gjorde hende utilpas. Hun forstod ikke at Thaur, som var en sød og uskyldig mand, kunne holde ud at være sammen med ham hver dag.

”Så du kan forstå min bekymring, når jeg lytter lidt mere efter til den daglige sladder om dig, og hører at du også krydser grænsen lidt for tit. Fortæl mig lige hvor ofte du har gjort det?” Han lænede sig ind over bordet og så på hende med en vis nysgerrighed.

Hun prøvede at modstå trangen til at svare, men bukkede under. Hvis hun alligevel skulle dø, kunne hun stadig nå at gnide noget salt i hans sår.

”Hver evig eneste dag,” Hun smilede, næsten som om hun var stolt af sin bedrift.

”Og hvad laver du derude?” Endnu et smil fra hans side af. Det virkede næsten som om han var oprigtigt interesseret.

”Samler urter til min moster.” Hun kløede sig akavet på skulderen, og bed sig i læben. Det var nemmere at hade ham når han opførte sig som et svin overfor hende, men nu forvirrede han hende bare.

”Så du vil altså sige, at din moster bruger de urter, du samler? Som du og din søster så drikker?” Hun så undrende på ham. ”Ja, det var lige det jeg....” han afbrød hende. ”De ulovlige planter og urter? Så det du fortæller mig er, at din moster tager del i ulovligheder sammen med dig og din søster?” Hun mistede al blodet i hendes ansigt. Han havde snydt hende!
”Når man ikke overholder reglerne, bliver man straffet.” Guys smilede sit uhyggelige smil igen, men Sarah havde allerede rejst sig op. Hun havde allerede lagt en hånd på håndtaget, da han begyndte igen.

”Hvis du ikke sætter dig ned lige nu, vil din familie komme i store problemer.” Han sagde det med en vis tålmodighed. Han vidste at hun ville sætte sig ned ved ordene af 'familie' og 'problemer' i samme sætning. Det gjorde hun også. Hun gik med langsomme, tunge skridt hen til stolen, og satte sig ned. Men denne gang nød hun ikke det bløde, behagelige stof på stolen. De stirrede på hinanden i en kamp ingen kunne vinde.

”Lyt nu godt efter. Jeg vil ikke tolere flere små.. Hændelser.” Han løftede ikke engang et øjenbryn, da han sagde det.
”Så du vil bare have, at jeg sætter mig pænt ned og tier stille, mens jeg venter på at du vil riste min røv foran hele byen? ” Tanken var alt for makaber. Hun forestillede sig en lille høne der som stod tålmodigt i kø for derefter frivilligt at lægge sit hoved på bordet, så bødlen kunne hugge det af. Men i stedet for at det var et hoved af en høne der faldt ned og landede på græsset, var det i stedet hendes afhuggede hoved der trillede rundt.

”Godt vi er enige,” Det var tydeligt, at han havde det sidste ord i denne her sag, og det var slutsætningen på deres samtale.

Han løftede en lille klokke fra sit skrivebord, og rystede den roligt med sin lillefinger der stak ud da han holdte på den.. Lyden skar i hendes ører, og hun bed tænderne sammen i irritation.

Døren blev åbnet bag hende, og det var hendes stikord til at gå. Da hun blev siddende uden at røre på sig, blev hun revet op i armen, og snublede næsten over sine egne fødder for ikke at blive slæbt hen af gulvet.

”Jeg kan godt selv,” Hvæsede hun og rev armen til sig da de var kommet ud på gangen. Vagten tog fat i døren for at lukke den, og i det sidste sekund inden døren lukkede i, vendte Sarah sig om og tog Guys i et selvsikkert smil. Han havde vundet denne her omgang.

Turen tilbage blev gået i stilhed. Sarah havde meget at tænke over, og hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at have small talk med vagten. Da de rundede det sidste hjørne af, stod hun ansigt til ansigt med 2 ekstra vagter der stod på hver side af døren der gik ind til hendes celle. De så begge to ret forslåede ud, så hun gættede på at en af dem var en hun havde angrebet, da hun blev forfulgt efter sin flugt. Og den anden genkendte hun til at være ham som hende og Cliff havde lokket i et bagangreb. De så begge to ret vrede ud, dog rørte de ikke på sig. De havde sikkert fået ordre på, ikke at forvolde nogen som helst skade på hende. Dog var hun ikke et sekund i tvivl om, at hvis hun gjorde noget drastisk igen, ville de ikke kunne overholde det.

Hun blev skubbet ind i rummet, og døren blev lukket bag hende. Først da gik det op for hende, at hun ikke havde skænket Cliff nogen tanker. Ligeledes med Gamle Jenna og Kurt. De var der alle sammen.

Sarah blev straks fyldt med skuffelse. Både Gamle Jenna og Kurt var blevet fanget igen, hvilket betød at det åbenbart var sværere at flygte derfra, end hun lige havde troet. Hun havde håbet på, at hvis hun ikke var i stand til at flygte, ville de i det mindste. Måske ikke Gamle Jenna, men Kurt havde helt sikkert små, hurtige ben. Derfor forblev det et mysterium om hvordan de var blevet fanget indtil videre. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at spørge dem om det nu.

De havde ikke set op da hun var kommet ind, og da hun var kommet hen til dem forstod hun hurtigt hvorfor. Cliff lå i halmen og så mere forslået ud, end vagterne tilsammen.

Hun faldt ned på sine knæ, og tog fat i hans hånd med begge sine.

”De ville ikke engang give mig en klud til at tørre hans blod væk med,” Mumlede Gamle Jenna og så sørgmodigt på Cliff.

”Hvorfor skulle de? For dem, er vi ingenting. Hvorfor hjælpe os med at få det bedre, når vi alligevel er døde når der er gået 48 timer?” Svarede Sarah hende stille.

De sad alle sammen og tænkte hver sit i stilheden. Efter et par minutter, var der en mave der rumlede. Sarah så hen på Kurt, da lyden var kommet fra ham.

”Er du sulten? Hvornår spiste du sidst?” Spurgte hun ham, og sendte ham et smil for at vise at han godt kunne snakke med hende såvel som at stole på hende.

”Igår morges,” Svarede han usikkert og så ned på sine hænder. ”Hvorfor har vi ikke fået noget mad endnu? I skolen fortæller de os, at dem der skal ofres, lever i luksus og bliver behandlet godt indtil de skal ned i brønden. Hvorfor har vi ikke fået noget endnu?” Han så op på hende med sine store, brune øjne som om hun havde alle svarene.

”Jeg ved det ikke,” De var stille lidt igen.

”Måske har de glemt det denne her gang? Eller måske er der sket en fejl?” Hun stoppede ham ikke, for han havde brug for at håbe. ”Måske er vi bare hernede, mens de gør alting klar til os?” Så sagde han ikke mere, så hun gættede sig til at han havde fundet sig til rette ved den forhåbning om, at de ikke skulle være her for evigt. At det ville blive bedre i morgen.

Men Sarah vidste bedre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...