Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
416Visninger
AA

18. En sidste farvel

Kapitel 16

 

Der gik en dag mere, før Sarah var fysisk istand til at rejse. Der var ikke meget at pakke. I løbet af morgenen var de klar til at rejse, kun med knive, føde og papirerne som baggage.

Da de tog afsted fra huset, var de begge iklædt sorte kapper med hætter over hovederne for ikke at vække opmærksomhed. De sneg sig hurtigt igennem menneskemængden og nåede hurtigt ud til hegnet. De kom igennem hegnet med lethed, og snart var de på vej gennem skoven.

Flere timer gik uden at nogen af dem brød tavsheden. Omkring dem kunne Sarah høre skovens lyde. Fuglene omkring dem sang en ukendt melodi over deres hoveder, og grenene under dem knækkede højt under deres vægt.

Små dyr i underskoven kravlede rundt når Sarah og Freddie forstyrrede dem på deres vej.

”Fortæl mig noget om din by,” Sagde Freddie og så på Sarah. Hun satte tasken bedre til rette på skulderen, og tænkte over hvad hun kunne fortælle ham mens de fortsatte fremad.
”I byen findes der kun en restaurant. Der plejer ikke at være mange der spiser der, da vi ønsker at bruge de få penge vi har på noget fornuftigere. Men jeg arbejder der alligevel, selvom jeg skal se på de overskudsidioter der bestiller mad der alligevel er dårligt. Alle ved at den restaurant kun bliver fyldt op af præsterne og deres tætteste omgangskreds. Selv vagterne er der nogengange. Ikke én gang har jeg set et menneske som er i min omgangskreds. Og det gælder ikke personalet.” Sarah rystede opgivende på hovedet. Selvom hun kun havde været væk i nogle dage, føltes det som om at hun aldrig var taget afsted. Der var en del af hende der sad fast i byen, og den blev forstørret jo flere minder hun bragte frem. Hun huskede alt så tydeligt, som om det var i går at hun stod ude i køkkenet og skrabede latterlige rester ned i skraldespanden og så ud af døren for at få øjenkontakt med Charlie.

Var det mon derfor hun havde den ustoppelige trang til at konfrontere præsterne og vise folk hvem de virkelig var derhjemme i hendes egen by? Ikke kun fordi hun ønskede at folk skulle have ordentlig frihed, men fordi hun ønskede sig selv fri fra det usynlige bånd der bandt hende sammen med hendes barndomsby?

Efter flere minutter hvor Sarah havde gået og spekuleret over det, blev hun revet ud af sit tankespind da Freddie begyndte at snakke.
”Vi har ikke nogen restauranter som sådan. Vi har kun udendørs boder rundt omkring i byen. Dem der ikke arbejder for føden, prøver at skaffe penge og mad på en anden måde. De kan for eksempel lave smykker ud af muslingeskaller og andre ting som de finder ved havet som de så sælger. Folk køber det som regel kun ved specielle lejligheder. Som hvis deres barn har fødselsdag eller en gave til et nygift par,” Sarah nikkede. Hun huskede godt det armbånd hun havde kigget på ved den uhyggelige mands bod.

”Jeg så et smykke ved sådan en bod i forgårs. Det var et armbånd. Det var virkelig smukt,” Fortalte Sarah ham. Han sendte hende et smil som svar og blinkede med det ene øje, hvilket gjorde hende en smule forvirret.

”Hvordan tror du at de andre byer er?” Spurgte Sarah ham nysgerrigt. Da de havde fundet kortet, havde det føltes som om at en hel ny verden åbnede sig op for hende. Og hun kunne ikke vente med at udforske den yderligere. Men først måtte folket informeres.

”Det ved jeg ikke. Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af det,” Svarede Freddie, og Sarah smilede.
”Det var præcis hvad jeg tænkte,”

Freddie grinede og så på hende.
”Efter det her er overstået, kan vi måske besøge dem sammen.”

Sarah rødmede og så ned. Hun blev overrasket over, hvor meget hun faktisk brød sig om den idé.

 

* * * *

 

De stoppede først op og slog lejr, da solen var gået ned. Inden da havde de fundet nogle træer der stod nogenlunde tæt sammen. I Freddie's taske havde han pakket tæppet ud af pasusblade ned, og nu fumlede de med at få snoren bundet omkring dem.

I mørke fik de kastet tæppet over snoren, og de kravlede tilfredse ind under.

”Er du sikker på, at der ikke er nogen dyr der angriber os i nat?” Spurgte Sarah ham en smule usikkert. Hun brød sig ikke om at sove på jorden, hvor alt og alle kunne dræbe dem med lethed.

”Tag det roligt. Det er kun nepuer der angriber én her i skoven. Alle de dyr jeg har mødt eller hørt om, har altid været harmløse overfor mennesker,” Sagde han i en beroligende tone. Men Sarah følte sig alligevel sikker.

”Og hvad så hvis en nepu kommer?” Der var stille i nogle sekunder.
”Så har vi vores knive... Og håbe på at den ikke opdager os,” Svarede han en smule koldt og lagde sig så ned. Sarah som havde lært at tolere hans humørsvigninger lagde sig ned ved siden af ham og lukkede øjnene. Dog efter et par minutter åbnede hun dem, og hendes blik mødte hans. Havde han lagt og stirret på hende? Han rullede om og lagde sig på den anden side så han lå med ryggen til hende, men det ændrede ikke på noget. Hun havde taget ham i at kigge på hende mens hun sov, og hun mente først at det var underligt før hun huskede sig selv på at hun selv havde gjort det præcis samme den første nat de havde tilbragt sammen. Hendes blik lå i lang tid på hans bare nakke indtil hun til sidst faldt i søvn til lyden af hans rolige åndedræt.

Kun få timer efter, vågnede hun igen. Det var lyden af grene der knækkede udenfor deres telt. Sarah stivnede og holdt vejret i skræk. Hendes første tanke var at det var en nepu der havde opdaget dem, men det gik hurtigt op for hende at det ikke var sådan én. Ellers ville den have angribet dem lang tid før hun overhovedet var vågnet.

Og derefter dukkede en ny og endnu mere skrækslagen mulighed op. Hvad hvis det var vagter der var ude og lede efter hende? Dog blev den idé også hurtigt smidt væk, da der var større chancer for at vagterne havde fortalt Guys at hende og Kurt var død blot så de ikke behøvede at gennemsøge hele skoven og spilde mange timer og dage på det.

Og så dukkede den sidste mulighed op.

Kurt.

Uden nærmere eftertanke kravlede Sarah ud, og rejste sig op. Der var stadig mørkt hvilket fortalte hende at det ikke var tæt på morgenstunden endnu, men månen belyste heldigvis det meste af skoven for hende.

Der var intet at se, men Sarah gav ikke alligevel ikke op. Hun begyndte at gå i et raskt tempo og så sig omkring.
”Kurt,” Hun hviskede hans navn, da hun var bange for at Freddie ville vågne hvis hun begyndte at råbe. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke bare havde vækket ham så han kunne hjælpe hende med at leve. Det var vel fordi hun ønskede at finde ham alene, hvis det virkelig var ham.

Hun nåede ud på et område der var ryddet for træer. Det kunne mildest talt kaldes en lille belysning. Hun gik ind i midten og så sig omkring.

”Kurt!” Hun var nået et godt stykke fra Freddie, så hun kunne godt tillade sig at hæve hendes stemme lidt mere.
Der var dog ingen der svarede. I stedet var der noget der fangede hendes opmærksomhed. Henne ved et af træerne hang noget på en knækket gren på stammen. Hun småløb derhen, og greb fat i det.

Det var et lille stykke blåt, beskidt stof, der stammede fra en skjorte.

Sarah tabte pusten og faldt ned på sine knæ. ”Nej! Kurt!” Hun råbte nu. Det havde tilhørt Kurt's skjorte som han havde haft på under hele Ceremonien og deres flugt. Uden at opdage det begyndte tårerne trille ned ad hendes kinder, og hun gav til sidst afløb for alle den vrede og sorg hun havde båret rundt på i de sidste par dage. Hendes vredesudbrud og skrig blev blandet med en høj hulken, og til sidst sad hun lænet op af træstammen og græd lydløst. Hendes øjne var lukket og hun pressede det lille stykke stof ind mod hendes bryst som om det var det eneste hun kunne holde fast til, for ikke at falde helt fra hinanden.

Alt dette var sket på grund af et mareridt der nu virkede så latterligt ligegyldigt. Hun havde været udsat for så meget smerte på så kort tid, og det virkede som om det aldrig ville stoppe.

Sarah trak vejret dybt og prøvede at tørre noget snot af i sit ærme. Nu hvor hun tænkte nærmere over det, forstod hun bedre. Hvis hun aldrig havde haft det mareridt, ville hun aldrig have mødt Freddie. Hun ville aldrig have opdaget den anden by og fundet ud af de syge løgne som præsterne bildte alle ind.

Det føltes som om det var hendes skæbne. Alt i hendes liv havde ført til det øjeblik, hvor Guys havde opdaget hende den nat. Hendes livsmission var hun i dette øjeblik i gang med at udføre. At styrte præsterne.

Hun smilede ved tanken, rejste sig op og gik roligt tilbage til Freddie. Bag hende lå det lille revnet stof i græsset, som hun havde efterladt der.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...