Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
420Visninger
AA

3. En samtale at overhøre

Kapitel 2

 

Nætterne i byen var rolige. Månen skinnede ned over husenes tage, og der var stille i baggårdene. Ikke engang babygråd eller fuglesang var til at høre. Klokken var ikke så langt over 12, da Sarah vågnede. Det var først da hun gned sig på panden, at hun opdagede hun var badet i sved.

Mareridtene kom ikke så ofte, men når de kom, var de så frygtindgydende at hun blev paranoid og skræmt af de mindste ting flere dage efter.

Hun rejste sig op, forsigtig med ikke at vække sin søster der stadig lå roligt med lukkede øjne og en dæmpet, regelmæssig vejrtrækning og sov, greb fat i sin skuldertaske og åbnede træskodderne for vinudet op. Den friske, kolde luft kom hende i møde og hun nød det i et lille øjeblik, før hun flygtede ud på de tomme gader.

Det tog hende ikke mere end 10 minutter at nå hen til templet. Der satte hun sig ned på trappen op til den store hoveddør, og så ud over pladsen. Den var en perfekt cirkelformet og med plads til over 1000 mennesker. I midten var der en stor brønd, så bred og dyb at når ofringerne blev sendt derned, var de ikke til at se, når de landede på bunden.

Sarah fik gåsehud ved tanken. Hun huskede tilbage på de utallige gange hun havde hørt de endeløse skrig nede fra brønden, efter Ceremonien var afsluttet. Dengang hun havde været lille havde hun villet gå hen til brønden, men det var ulovligt. Så snart ofringerne var blevet sænket ned på plads, var det et fredet sted.

Familierne og de tætteste venner til ofringerne fik ikke engang lov til at sige ordentligt farvel, dog fik de lov til at stå tættere på brønden end alle andre.

Sarah havde altid syntes at det var makabert. Det eneste byens beboere skulle gøre bagefter, var at gå hjem i seng og vente på at skrigene skulle stoppe.

ved midnat ville de stoppe – præsterne sagde det var fordi Guden tog deres sjæl fra dem når den sidste dag af Ceremonien sluttede, og en ny dag af de 4. år hvor de ville være fri for Ceremonien, ville begynde. Derefter ville de efterladte kroppe synke sammen og rådne op.

Der var ingen der vidste det med sikkerhed, men der gik rygter om at man ikke kunne se bunden af brønden mere på grund af for mange knogler og lig.

Det ville være mest realistisk at tro, at nogle vagter ville blive sendt derned for at rydde ligene op, men aldrig nogensinde havde hun set andre end ofringerne blive sendt ned i brønden.

Da hun var ved sin allerførste Ceremoni forventede hun dagen efter at se familierne begrave deres døde. Men ingen af familierne fik et lig tilbage dagen efter. Da hun spurgte sin moster om det, fortalte hun hende at det var fordi præsterne troede på at kroppen ikke var noget værd mere, når først ens sjæl var væk. Kroppen ville ingen betydning have mere, så der var ingen grund til at give den en ordentlig begravelse.

Sarah rejste sig op og gik med lange usikre skridt imod brønden. Hun lagde hænderne på toppen af den, og en sitren gik igennem hendes krop.

Det føltes som død.

Det var som om hun kunne mærke de tidligere ofringers frygt og lidelser. Hun så ned i brønden, som om hun troede at hun denne gang ville kunne se bunden af den, også selvom hun ikke havde været succesfuld alle de andre gange. Skuffet måtte hun konstatere at hun ikke kunne se andet end mørke. Kunne hun alligevel forvente andet, når det nu var nat?

Hun lod en finger glide hen over brønden, mens tankerne fór igennem hende.

Sarah vendte sig om, parat til at gå, da hun hørte stemmer. De kom inde fra templet. Inden Sarah overhovedet kunne nå at tænke skyndte hun sig om bag brønden og satte sig ned på brostenene. Brønden var høj og bred nok til at de ikke ville lægge mærke til hende.

Altså selvfølgelig kun hvis de ikke gik forbi.

Hun holdt vejret, da døren gik op. Hun kunne genkende den ene af stemmerne som tilhørte præsten over dem alle, Guys Cemmett.

Selvom der ikke var en regel om at man skulle være i sin seng efter klokken 11, var det alligevel set som et brud på byens uskrevne lov hvis man fandt en beboer der vandrede omkring i byen på denne tid. Og Sarah havde ikke planlagt at blive den første der blev fanget af selve Guys Cemmett. Derfor turde hun ikke røre på sig. Hun blev siddende i den samme akavede stilling der stoppede blodtilførslen til hendes højre fod. Hun ignorerede den sovende fod og trak vejret så lydløst som muligt.

Men uanset hvad hun gjorde, kunne hun ikke forhindre dem i at komme tættere på sit skjulested. Deres stemmer blev tydeligere i takt med at de nærmede sig.

”Og hvad gør vi med ham? Vi kan ikke lade det blive ved. Rygter spreder sig alt for hurtigt, og når først han begynder at tale over sig...” sagde den anden mandestemme. Sarah kunne ikke sætte en finger på, hvem det var.

”Det vi altid gør. Har du glemt hvad vores mål er, Thaur? Det ligner dig ikke,” Guys' stemme var som altid kølig og reserveret med et lille twist af nedladenhed. Uanset om han så talte til folk der var ældre end han, ville selv de føle sig som et dumt, lille barn i hans selskab.

Tavsheden var lang. Så lang, at Sarah begyndte at blive bekymret for om de mon havde opdaget hendes tilstedeværelse. Det lod det dog ikke til, for Thaur – et navn Sarah ikke huskede hun havde hørt før – svarede ham til sidst.

”Føler du aldrig, at det vi gør er forkert?” Spurgte Thaur Guys med en lille stemme. Selvom Sarah ikke kunne se dem, kunne hun sagtens forestille sig opstillingen af de to mænd. Guys der stod med løftet hage og et dominerende blik, og Thaur med sænket blik og måske bed han sig endda nervøst i underlæben. Det gjorde Sarah i hvert fald altid, og det ville hun sikkert også gøre hvis hun havde en samtale med Guys.

Sarah, som var blevet lidt for optaget af samtalen, fangede sig selv i også at længes efter svaret på Thaurs spørgsmål.

Derfor blev både hun og Thaur skuffede, da begge præsters navne blev råbt fra balkonen. De bevægede sig hen mod templet igen, men Sarah blev alligevel siddende lang tid efter at døren lukkede sig efter dem.

Hendes muskler beklagede sig da hun til sidst rejste sig op. Hun måtte sætte sig på kanten af brønden og prøve at få liv i sin sovende fod, før hun gik videre.

Så snart hun var klar igen, satte hun i løb mod den gyde hun var kommet fra. Inden hun forsvandt ind i mørket, så hun op mod templet. Hende og Guys' øjne mødtes i et kort øjeblik, før hun var væk.

 

* * * *

 

Det tog normalt kun 10 minutter for Sarah at gå fra templet til hendes hus, men hun løb så hurtigt at hun var der efter få minutter. Men i stedet for at lægge sig ned i seng ved siden af sin sovende søster igen, gik hun i stedet ud i køkkenet. Hun lænede sig op af væggen og lod sig langsomt glide ned i en siddende stilling på gulvet. Hun pustede og stønnede stadig fra sin flugt fra templet, selvom hun næppe troede at nogen ville optage en jagt efter hende.

Hun tog hænderne op til hovedet, og prøvede at trække vejret normalt. Det føltes som om hun bedre kunne tænke, hvis resten af kroppen slappede af.

Havde han genkendt hende? Det troede hun ikke. De havde aldrig mødt hinanden officielt. Sarah havde lagt mærke til ham ved markedet og ved Ceremonierne, men han lagde da ikke mærke til sådan nogle beboere som Sarah.. Eller gjorde han? Langt, brunt hår var ikke et sjældent syn at se på gaden, og det ville have været en helt anden sag, hvis hun havde flammende rødt hår som var det komplet modsatte.

Tynde folk var der også flest af i byen. Systemet var sådan, at alle beboere i byen fik lige meget af rationerne fra det forråd de selv dyrkede, og den kæmpe gave de fik fra Guden. Men problemet var bare, at det ofte ikke var nok til at man fik nok ernæring til kroppen. Derfor var det almindeligt at man havde et arbejde. Man fik tildelt en dag eller to hvor man skulle arbejde ude i markerne, og resten af dagene, undtagen hver anden søndag, skulle bruges på at arbejde for at tjene penge nok til resten af det nødvendige. Desværre bestod Sarahs familie ikke af 2 voksne igennem hendes barndom, og heller ikke nu. Det var også derfor hendes familie blev betragtet som fattig. Selvom hendes moster arbejdede så hårdt som hun kunne, var det nogle gange ikke nok.

Hun kunne ikke risikere at blive anset som en trussel , når hendes familie allerede var på randen af fattigdom. Hvis de blev straffet på nogen måde, ville de ikke overleve.

Sarah vidste at folk der på nogen som helst måde blev betragtet som oprørske imod præsterne, ville diskret blive straffet. Den mest brugte metode var at der ville blive skåret ned på deres ugentlige rationer fra Guden.

Efter ofringernes sjæl var blevet taget af Guden, ville byen få gaver som et bevis på Gudens taknemmelighed. Det var meningen at de skulle holde i de næste 4 år indtil den næste Ceremoni, men rationerne blev som regel mindre efter 3. år så folk fra den fattige bydel begyndte at sulte.

Derfor besluttede Sarah sig for, at hun måtte holde lav profil indtil Ceremonien var overstået. Hvis Guys ikke havde genkendt hende, ville han i hvert fald hvis de så hinanden igen.

Hun sad i nogle minutter mere, før hun gik i seng igen. Hendes søsters vejrtrækning var tung og regelmæssig. Sarah lyttede til hende i noget tid, før hun døsede hen i et nyt mareridt hun ikke ville vågne op fra, før tidligt næste morgen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...