Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
417Visninger
AA

9. Drømme

Kapitel 8

 

Stilhed.

Fuglene sang ikke. Det gjorde de aldrig på denne dag.

Det var nærmest som om de vidste, at denne dag var lig med død. Det var næsten som om man kunne lugte det. Den hang som en tung tåge over hele byen, og man kom til at hoste ustyrligt hvis man indåndede for meget af den. Døden. Den var overalt i dag.

Sarah så op mod balkonen. Det var svært at se noget som helst der var så langt væk i tågen, men hun kunne lige og lige antyde et omrids at en person.

Den samme tale blev råbt ud over forsamlingen. Der var dog ingen grund til at råbe, for der var ingen larm at overdøve.

”Og nu.. Dem, der er så heldige at skulle repræsentere vores mangler til Guden. Dem der er så heldige at skulle ofres til end større sag end de overhovedet kan forestille sig. Dem der er så heldige..... At møde mig,”

Og personen trådte frem. Lyset skinnede ud af ham/hende, og blændede Sarah et øjeblik.

Guden kastede et papir ud over balkonen. Den hvirvlede i luften, og landede i Sarah's hænder, som åbenbart pludselig var rakt ud, parat til at gribe. Hun så ned, og læste navnet på papiret.

”NEJ!” Skreg hun og smed det fra sig. Hun skubbede menneskerne fra sig som stod ved siden af hende, imens hun løb rundt uden nogen viden om, hvorhen.

Hun stoppede op, og stønnede højt af forpustelse. Da hun så rundt igen, havde folkene dannet en cirkel omkring hende, med ca. 10 meters mellemrum.
”Nej!” Råbte hun igen, og så rundt på menneskerne der stod forrest.

Til hendes forfærdelse havde de ingen ansigter. Deres hoved var bare en ren, glat overflade. Hun skreg og da hun prøvede at bakke bagud, snublede hun og faldt.

De løftede alle deres venstre hånd og pegede på hende, mens de messede det samme ord igen og igen.
”SarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarahSarah”

Hun begyndte at hulke, og begravede sit ansigt i sine hænder.

Der gik kun et par sekunder, før hun mærkede et lille tap på skulderen. Hun satte sig ordentligt op og vendte sig om. Hendes søster stod der, i sin lille, blå blomsterkjole og så på Sarah. Hendes hår var flettet i en lang fletning der faldt ind over hendes skulder og nåede hende helt ned til navlen. Hendes ansigt var der dog, selvom det var udtryksløst. Hun var tavs og bleg.

”Åh Lucy, åh min skat..” Hun greb fat i hende og holdt hende til ind til sig. ”Jeg forlader dig aldrig, det lover jeg... Jeg vil aldrig forlade dig,” Hun begyndte igen at græde, men denne gang en smule mere kontrolleret.

Så slap hun hende igen, og hev hende en smule ud fra sig. Hun tog i stedet fat i hendes hånd, som hun kyssede og kærtegnede. Hendes tårer stoppede efterhånden, og til sidst sad hun bare i stilhed og stirrede på Lucy's lille barnehånd.

”Det er tid,” Sarah så op. Det var Guden der talte.

Hun så ned igen, da hendes hænder føltes lettere. Det var Lucy's hånd der ikke var der mere. I stedet på der en lille bunke aske. Hun kastede det fra sig, og så op. Lucy stod, stadig uden nogen som helst udtryk i ansigtet, og så på Sarah.

Fra hendes arm, smuldrede noget. Først da, gik det op for Sarah at Lucy forsvandt stykke for stykke. Som om hun brændte. Det havde først taget hendes ben, derefter hendes arme. Da det nåede til hendes hals, sendte hun et lille smil til Sarah. Og så var hun væk. Sarah mærkede en klump i halsen. Hun prøvede at synke den, men det var håbløst. Omkring hende skete det samme, som var sket ved Lucy, bare i et større omfang. Hele hendes verden brændte op.

Til sidst var der kun hende tilbage. Hun så ned. Og et spejl?

Hun tog det op, forvirret. Først da hun så sit eget ansigt, forstod hun.

Hendes ansigt var der slet ikke. Bare en ren, glat overflade.

”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!”

Sarah satte sig op med et sæt. Hun var badet i sved.

Det var bare en drøm, prøvede hun at overbevise sig selv om. Bare en drøm. Dog kunne hun ikke ryste billedet af hendes forsvundne ansigt af sig, da hun lagde sig ned igen.

Der gik flere timer, før hun faldt i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...