Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
421Visninger
AA

5. Der i græsset ligger min skat

De varme solstråler kærtegnede hendes krop. Skyerne drev langsomt forbi over himlen og gjorde hende døsig af at se på dem. Hun forestillede sig at skyerne var formede som fremmede dyr hun selv fandt på. Hun lod fantasien slippe løs, og sådan lå hun i lang tid. Hun var omringet af højt græs og cyanblå blomster med sin søster ved sin side.

 

Der i græsset ligger min skat

Klædt i blåt, helt forladt

Kan du mærke mit blik når jeg kigger på dig

Kunne du mærke det, så se ej

Væk

 

Sarah så til højre og fik øjenkontakt med sin søster. Lucy sendte hende et smil og sang derefter det samme vers igen. Sarah sang det sammen med hende, og deres stemmer blandede sig sammen i harmoni.

Hendes fingre kørte igennem græsset i et forsøg på at finde sin søsters hånd. De flettede automatisk fingre og vendte derefter blikket imod himlen igen.

De lå sådan her hver gang, der var Ceremoni. Selvom hendes søster kun har overværet Ceremonien 2 gange, mente Sarah stadig at det var på sin plads at kalde det en tradition. Hun holdt stædigt fast ved tanken om, at de ville komme til at ligge der på denne dag, mange år endnu.

Hun åbnede munden for at sige noget mere til sin søster, men blev overdøvet af en klokke der buldrede ud over hele byen. Og selvom de lå helt ude ved træerne, var den stadig meget tydelig. Den kaldte dem til samling.

Nu sker det, tænkte Sarah mens hun kom op og stå. Hun hjalp Lucy op, og sammen gik de hånd i hånd ned imod byen.

Imens de vandrede af sted på stien hørte de gråden fra de små børn og råbene fra forældrene. Der var en ung pige der havde tabt en masse skrammel ud over græsset og var nede på knæ for at samle det op da de gik forbi. Sarah lagde mærke til, at hendes hænder rystede.

Alle byens beboere havde en kort lunte idag, og klokken havde lige sat ild til den.

De fortsatte længere ind på vej til byens midte. Stien der havde udviklet sig til en stor vej, blev mere og mere tætpakket med mennesker der alle gik den samme vej. Sarah kunne ikke lade være med at føle sig som sild i en tønde. Hun strammede grebet om søsterens hånd, og fik derved klemt et lille piv ud af hende. Hun prøvede at strække halsen for at se nogle velkendte ansigter, men det lykkedes ikke.

Til sidst ankom de til templet. Det tårnede sig op over dem alle og oppe på balkonen ville præsterne komme ud ligesom de gjorde hvert år. Klokkens ringen ophørte brat, og i et øjeblik ville man kunne høre en nål falde til jorden på pladsen. Selv børnene var stoppet med at græde, og ligesom Sarah, var der mange andre der også holdt vejret. Så slog klokken 3 gange, før der var stilhed igen. Lucy slap Sarahs hånd for at holde om hendes hofter i stedet. Hendes små arme kunne kun lige og lige nå omkring Sarah, og hun begravede sit ansigt i hendes bluse.

Guys, Thaur og 2 andre præster kom ud på balkonen. De satte sig på de stole der var stillet op til dem, og smilede stort. Sarah hadede når de gjorde det – det føles som om de rent faktisk nød det, hvilket hun ikke ville være overrasket over, hvis de gjorde.

Guys rejste sig og bredte armene ud. Han bød alle velkommen til dette års Ceremoni, og fortalte hvor meget de alle havde glædet sig til denne dag. Derefter brød han ud i en længere fortælling om Guden, og hvordan de næste 4 dage ville komme til at foregå. Sarah hørte ikke rigtig efter. Hun koncentrerede sig om at se efter sin mosters og Charlies ansigt i mængden. Hun så det krøllede, blonde hår bølge let i en brise 10-20 meter foran hende, men der var så tætpakket med mennesker at man kun lige kunne trække vejret, og at bevæge sig var helt umuligt.

Derefter blev de bedt om at dele sig op i mænd og kvinder. Kvinderne skulle stå på brøndens højre side, og mændene på den modsatte side. Sarah fulgte med Lucy over imod kvindernes side og satte hende af hos hendes små veninder fra skolen. Derefter gik hun over til de ældre piger og stillede sig på plads. Nogle vagter kom hurtigt forbi, og hev et bånd efter sig, der skulle forestille at holde dem på plads. Hun så over imod Charlie og sendte ham et lille smil. Han smilede tilbage men fokuserede hurtigt på præsterne igen. Der var ingen glæde i denne her dag, og der var ingen grund til at forsøge.

”Og nu, mine kære medborgere! Det øjeblik vi alle har ventet på. Hvem der skal hjælpe os alle til at overleve de næste par år! ” Guys' stemme buldrede ud over deres hoveder.

To store skåle fyldt med sedler blev båret frem foran Guys. Han fik ikke engang en trommehvirvel, før han havde stukket hånden ned i den første, og løftet den op. I hånden havde han en hvid seddel. Sarah bed sig i læben. Egentlig havde hun ikke nogen grund til at være nervøs, da de altid nævnte mændene først. Alligevel føltes det som om en sten landede i hendes mave. Hun frygtede for, at det ville være nogen hun kendte. Charlie dukkede hurtigt op i hendes hoved, og hun prøvede straks at skubbe tanken fra sig. Charlie kunne ikke være en af dem. Det måtte han bare ikke være. Hun holdte vejret.

”Kurt Rendos!” råbte han ud over mængden. Man hørte gisp fra nogle, mens én – Sarah gættede sig til, at det var hans mor – begyndte at græde. En 12-årig dreng blev hevet ud fra køen, og slæbt hen til brønden. Da vagten gav slip i ham, faldt han sammen på jorden og begravede ansigtet i hænderne. Hans gråd kunne alligevel høres igennem hænderne der dækkede hans ansigt og gav ekko i stilheden. I et kort øjeblik følte Sarah stor lettelse, men den forsvandt hurtigt og blev erstattet med afsky over sig selv. Bare fordi det ikke have været Charlie, var det stadigvæk én anden. Og en lille dreng endda! Nogle moderlignende følelser dukkede op i hende, og hun knugede Lucy tættere ind mod sig. På en eller anden måde mindede drengen hende om Lucy. Havde drengen mon en storesøster, ligesom Lucy havde hende? Bare tanken om at miste Lucy var uundbærelig.

Drengens høje gråd lod ikke til at stoppe Guys fra at trække endnu et navn op fra skålen, og han gik ufortrødent videre med oplæsningen af ofringerne.

”Cliff Hagging!”

Sarah's hjerte sprang et slag over og hun tog sig til maven. Hun bøjede sig lidt sammen for at undgå at kaste op. Selvom de to pladser nu var fyldt ud, og der ikke ville være nogen chancer for, at Charlie ville blive valgt, havde hun aldrig nogensinde kunne drømme om at Cliff ville blive nævnt. Det havde aldrig faldt hende ind at tænke på ham, og nu var hans dødsdom var blevet forseglet, vågnede alle hendes følelser for ham op i hende. Han var jo én af hendes bedste venner, også selvom han var hendes chef. Hun vidste at han også holdt af hende, for deres venskab havde blomstret inden hun havde fået jobbet på Posthuset.

En vagt kom hen for at gribe fat i Cliffs arm og hev ham voldsomt hen mod brønden selvom Cliff ikke viste nogen som helst tegn på at ville flygte eller gøre modstand på nogen måde.

Han blev stillet ved siden af den sammensunkne dreng men gjorde ikke noget for at trøste ham. Sarah forstod ham godt – han havde selv nok at håndtere i øjeblikket.

Guys stillede sig over til den anden skål, og rakte dramatisk hånden langsomt ned i skålen. Han løftede et lille, hvidt stykke papir op af skålen.

”Sarah Bond!” blev der råbt.

Stilheden var altoverskyggende. Det tog hende et stykke tid, før det rent faktisk gik op for hende, at det var hendes navn der var blevet råbt op.

Sarah kunne have svoret at han smilede da han sagde hendes navn. Hun fjernede de tynde arme omkring hende væk inden Lucy kunne nå at opfatte hvad der skete, skyndte at bukke sig under båndet der holdt alle beboerne inde og gik imod brønden hvor de andre stod inden vagterne kunne nå at hente hende. Hun hørte et skrig i baggrunden og vendte sig om. Lucy stod med båndet mellem hænderne for ikke at løbe hen til hende, og råbte desperat hendes navn. Sarah så væk. Det var for smertefuldt, og desuden var hun nødt til at være stærk for alles skyld. Det ville ikke gavne nogen noget som helst, hvis hun lavede en scene. Og hvis hun alligevel flygtede, ville hun ikke komme langt. Vagterne stod formet som en cirkel på pladsen. Der havde åbenbart været nogen der havde prøvet før i tiden, og det var lykkedes dem at nå helt ud til træerne før de blev fanget. Sarah nægtede at synke så dybt. Hun måtte finde ud af en plan senere hen på aftenen.

Det var pinefuldt at høre Lucys skrig bag hende. Hun kæmpede imod sig selv i en indre diskussion om at løbe tilbage til Lucy eller fortsatte frem.

Hun fortsatte dog frem. Hun nægtede at lade Guys få endnu en sejr ved at hun viste hvor svag hun var. Så hun stillede sig i stedet ved siden af Cliff og løftede hagen en smule. Hendes albue strejfede Cliff, og hun så op på ham.

Der var ingen følelser at se i hans ansigt. Ingen glæde, tristhed, vrede eller frygt. Intet. Det var som om han havde tomt sig selv for følelser. Sarah vendte blikket væk fra ham igen. Hun besluttede sig for at gøre det samme som ham. Det virkede som en imidlertidig bedre løsning.

I undertiden havde Guys råbt endnu et navn op. Hun så en ældre kvinde blive eskorteret hen til dem med et reserveret udtryk i ansigtet som Sarah ikke rigtig kunne tyde. De stod nu alle 4 på en række, også den lille dreng var blevet hevet op og stå, selvom han stadig ikke så for godt ud.

”Giv et stort bifald til dette års helte!” Guys og de andre præster klappede ihærdigt, og lyden gav genlyd, da de var de eneste der klappede.

Sarah og de andre 3 ofringer blev eskorteret ind i templet, mens de andre beboere spredte sig eller tog hjem. De blev ført igennem en masse kridhvide gange, ned af en masse trapper for til sidst at ende nede i en kælder. Der lugtede grimt og der rendte rotter rundt overalt. De gik i en lige række ned til enden af gangen, og blev derefter ført ind i et aflukket rum. Døren lukkede sig bag dem, og det tog Sarah et stykke tid at få sine øjne til at vænne sig til mørket. Der var et lille vindue foroven, men det var begrænset hvor meget lys det kunne komme igennem.

Der lå en bunke halm i den ene side af rummet, og 2 huller i gulvet i den anden side. Det tog hende et øjeblik at forstå, at det nok var meningen at de nok skulle blive derinde i lang tid.

Hun rynkede næsen i mishag og gik straks over til halmen, så langt væk fra hullerne som overhovedet muligt. Det havde de 3 andre dog også tænkt på, så det blev til en kamp om, hvem der fik lov til at sidde i det bløde, dog lidt fugtige halm.

Det endte med at blive den ældre kvinde, som blev kaldt Jenna og Cliff der fik pladserne. Sarah og den lille dreng Kurt satte sig foran dem. Sarah satte sig i skrædderstilling, mens drengen krøb tættere og tættere på hende. Til sidst endte det med at han lå med hovedet i hendes skød, og hun strøg ham beroligende over håret. Det mindede hende om alle de gange Lucy var kommet grædende hjem fra skole, og det eneste der kunne berolige hende var hvis Sarah strøg hende over håret i et længere stykke tid. Hendes mave knugede sig sammen ved de mange minder der strømmede igennem hende.

Idet mindste havde Sarah haft tid til at forberede sig på at hun havde større risiko end de andre på at blive trukket som ofring. Hun kunne gætte sig til at de andre derfor måtte have det værre end hende i øjeblikket, hvilket fik hende til at tænke over, hvorfor præsterne mon havde valgt netop dem.

Hvorfor havde de valgt Kurt? Hvad kunne en lille dreng have gjort som var så slemt, at han skulle straffes med døden. Det svar der gav mest mening for Sarah var nok at han havde været i en lignende situation som hende. Han havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men det kunne jo ikke være i alles tilfælde. Hun betragtede de to voksne der allerede havde lagt sig godt tilpas. Cliff lå allerede og sov, og hans vejrtrækning var dyb og rolig. Hun forstod ikke hvordan han havde så nemt ved at falde i søvn. Cliff var hendes ven. Hvad kunne han dog havde gjort? Hun kunne ikke forestille sig ham gøre noget drastigt der kunne skade præsterne på nogen måde. Men så igen var han jo bare hendes chef. Det eneste hun vidste om ham, var at hans kone var død og han styrede Posthuset.

Hun huskede tilbage på den samtale hun havde overhørt Guys og Thaur have. De havde en diskussion om, hvad de skulle gøre med en mand, hvor de ikke ønskede at personen skulle tale over sig.

Var det mon Cliff der vidste en eller anden form for hemmelighed, og nu blev han straffet for det?

Hun vidste det vidste, men det nyttede ikke at tænke mere over det. I stedet faldt hun over et andet emne hun ikke rigtig forstod – hvordan de havde snydt med sedlerne.

Hun huskede hurtigt at der jo ikke var andre end præsterne der så sedlerne, så enten kunne de have trukket et helt andet navn og så bare have råbt hendes navn op i stedet for, eller de kunne have erstattet de originale sedler med nogle hvor der på halvdelen stod hendes navn, og den anden halvdel Jennas navn. Hvad end de havde gjort så havde de snydt, hvilket vækkede vreden i Sarah. Der var noget mystisk ved hele situationen selvom hun havde svært ved at sætte en finger på hvad det var.

Hendes tanker blev afbrudt af nogle få snøft. Hun så automatisk ned mod Kurt, men han var allerede faldet i søvn. Det var Jenna der var krøbet sammen i fosterstilling, og prøvede at holde gråden tilbage. På trods af hendes fremskredne alder, havde hun stadig stor lyst til at leve. Nok til at begræde sin skæbne.

Den samme skæbne, som de alle ville lide.

 

* * * *

 

Lyset skinnede igennem det lille vindue oppe ved loftet og ned på Sarah og de andre. Hun var åbenbart den første der vågnede, for da hun satte sig op, lå de andre stadig med lukkede øjne. Det så næsten idyllisk ud, før hun blev mindet om, hvorfor de var der. Det var åbenbart blevet morgen, for fuglene sang udenfor. En lille, brunlig fugl dukkede op imellem tremmerne i vinduet og pippede frisk ned til Sarah. Hun kunne ikke lade være med at smile til den.

Hun gik hen til væggen, men selvom hun stillede sig på tæer kunne hun ikke nå derop. Der var åbenbart meget højt til loftet, for selvom hun strakte fingrene var der stadig en halv meter imellem hendes hånd og vinduet. Skuffet over sit mislykkede forsøg gik hun et skridt tilbage. Så begyndte hun at regne ud hvad der skulle til. Hun listede hen og skubbede blidt til Cliff i et forsøg på at vække ham.

”Cliff!”

Han rørte lidt på sig og gryntede, da han åbnede øjnene.

”Hvad fanden.. Sarah?” Han så et øjeblik forvirret ud, som om han havde glemt hvad han lavede hernede. Det tog ham dog ikke lang tid at få et vredt glimt i øjnene. Hun forstod ham godt. Hun havde også håbet på at hun kunne vågne op og finde ud af, at det hele bare var en drøm.

”Kom op og stå. Jeg har en idé, du skal hjælpe mig med,” sagde hun lavmælt. Han rejste sig med en smule besvær, og fulgte efter hende over til vinduet.

”Kan du løfte mig op?” spurgte hun ham, og pegede på vinduet.

Mere skulle hun ikke sige, før han forstod hvad det var, hun ville prøve.

Han foldede hænderne i en hestesko og satte sig på hug. Hun holdte en hånd på hans skulder, og satte sin højre fod i hans halvt foldede hende. De lukkede sig om den, og han så op på hende.

”Klar, parat..” Hun spændte i sine muskler da han rejste sig, og i et lille øjeblik føltes det som om hun fløj. Med et lille ”Ih!” nåede hun op til vinduet, og holdte fast i tremmerne med begge hænder, for at tage noget af presset fra Cliff. Hun vidste at han havde dårlig ryg, men han var til gengæld også den eneste der kunne løfte hende, og den chance måtte hun tage. Gamle Jenna og den lille dreng Kurt var i ingen som helst form til at hjælpe hende med dette.

Der var kun 2 stænger der sad fast i vinduet. Dog var vinduet ret lille, og de var desuden ikke til at rokke. Sarah prøvede at hive i dem med alle sine kræfter, men det var nyttesløst.

Hun hev sig længere op, så hendes mave kom ind over og holdte sig oppe på den måde. Det var nemt at få hendes hoved igennem, men hun havde for brede skuldre. Lige meget hvor mange gange hun vendte og drejede sig, kunne hun ikke komme igennem.

Skuffet måtte hun komme ned igen til Cliff. Hun rystede på hovedet som svar, og han sukkede.
De satte sig over til høet igen. Der var stille i noget tid før han brød tavsheden.

”Jeg vidste det. Jeg har vidst at mit navn ville blive trukket, lige fra da min kone døde,” Sagde Cliff og rystede på hovedet.

Sarah så undrende på ham. ”Hvad mener du?” Spurgte hun. Sarah havde aldrig hørt ham snakke om sin kone. Det var et forbudt samtaleemne på Posthuset.

”Hun døde for 2 år siden. præsterne sagde at det var et uheld, men jeg troede ikke på dem. Jeg var der ikke, da det skete. Men da jeg kom hjem lå hun på gulvet med blod over det hele. Det virkede bare så kunstigt. Som om det hele var stillet op.” Sagde han og rystede på hovedet. ”Siden da, har jeg haft en mistanke til præsterne og deres måde at gøre tingene på. Det har de åbenbart vidst, for her er jeg. En... Ofring,” Han sank en klump, og gned en tommelfinger imod hans ene håndflade.

Det tog Sarah et øjeblik, før det gik op for hende hvad det var han var ved at fortælle.
”Så det du siger er, at præsterne dræbte din kone? Hvorfor?” Hun rynkede brynene og så chokeret på ham.

”Hun havde altid været så paranoid og skeptisk over hele vores situation. Jeg tror hun var på sin egen lille, private mission for at finde ud af, hvad der virkelig foregik. Og så en dag, var hun død.”

Sarah kunne ikke fatte hvad det var hun hørte. Hvis præsterne virkelig havde dræbt Cliff's kone, hvorfor havde de så ikke bare dræbt hende med det samme også?
”Hvorfor satte de det hele op, så det lignede en ulykke? Kunne de ikke bare ofre hende ved Ceremonien?” Spurgte hun forvirret.

”Nej nej nej. Der var alt for lang tid til, at den næste Ceremoni ville blive holdt. Jeg gætter på, at de var bange for at de ville blive opdaget for hvad end de lavede, før Ceremonien kom. Og det kunne de åbenbart ikke vente på. Hun var en trussel imod dem. Og de udryddede den trussel,” Forklarede Cliff hende med et trist blik.

Sarah var tavs længe. Det var ikke fordi han behøvede et svar, og desuden havde hun en masse at tænke over. Hvorfor havde præsterne myrdet Cliff's kone? Hvorfor havde de valgt Sarah til at være en ofring? Hvad var det for en hemmelighed de var så desperate for at holde på? I det øjeblik besluttede hun sig for at gøre det til sin livsmission at finde ud af det. Også selvom, set i omstændighedernes lys, ikke havde mange dage af det liv tilbage.

Hun besluttede sig også for at fortælle Cliff omkring sit natlige besøg ved brønden. At præsterne var gået udenfor – Sarah gættede på at de havde været til et møde omkring Ceremonien, og havde brug for en pause og noget friskt luft – og havde stået i en rækkevidde så tæt på Sarah, at hun kunne høre hvad de sagde selvom hun var i en større risiko for at blive opdaget. At hun havde siddet der i lang tid efter at de var gået ind igen, men at Guys alligevel havde set hende.

Hun fortalte også om den dag hun havde mødt Thaur da hun var gået ud med skraldespanden, hvilket hun i den sammenhæng også fik undskyldt og givet en forklaring på til Cliff, og hvad han havde sagt.

Da hun var færdig, fulgte en grim tavshed. Cliff sad og nikkede med sit hoved, mens han sikkert sad og tænkte over alle de nye informationer hun havde givet ham, og imens sad hun bare og stirrede ind i væggen. Hun ventede høfligt til at han sagde noget igen.

”Jeg tror vi sidder i en rigtig kattepine. Det er måske forkert at kæmpe imod noget, vi ved vi ikke overlever. Prøv at se os, vi sidder og rådner op i et aflåst rum og venter på at blive slagtet som dyr til en gud der måske ikke engang eksisterer!” Cliff's vredesudbrud overraskede Sarah. Han plejede næsten aldrig at blive så sur, men hun forstod ham dog godt, selvom hun ikke var helt enig. Hvorfor skulle de give op, bare fordi de andre havde bedre odds, mere magt og kunne dræbe folk og få andre til at hylde det.

Hun rystede på hovedet. ”Vi er nød til at kæmpe, Cliff. Til sidste blodsdråbe!” Sagde hun med en knyttet næve. ”Jeg nægter at gå ned, uden kamp. De kan måske tage vores liv, men de kan ikke tage vores værdighed!” Hun så på ham med et ansigtsudtryk der så meget beslutsomt ud. Det var måske en kliché sætning, men den gav mening.

Han nikkede lidt efter, men havde åbenbart kølet lidt ned igen. ”Vi er nød til at komme op med en plan,” Sagde han så. Hun nikkede.

Hun vidste bare ikke hvordan, eller hvad de overhovedet kunne gøre.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...