Ofringerne

"Jeg behøver kun at gå et par kilometer før jeg kommer til træerne. I skolen er vi blevet belært om dem, om hvordan vores forfædre plantede dem for mange år siden. Nu har de vokset sig store og stærke, og danner en cirkel omkring vores by. Vi blev bildt ind at de er til for at beskytte og frelse os fra ondskaben udenfor vores område, men jeg mener det præcis modsatte. De er til for at holde os indespærret fra verdenen udenfor – hvis der altså overhovedet eksisterer andet end skove og marker derude."

2Likes
1Kommentarer
410Visninger
AA

11. Brønden

Kapitel 10

 

Det var mørkt og koldt dernede. Hendes hænder famlede rundt på væggene for at finde støtte. Hendes hænder blegv fugtige at det mos der hang på væggen, men det kunne hun ikke tage stilling til lige nu.

”Guys?” Kaldte hun i mørket. Hun havde været dernede i kort tid, så hun forventede ikke at hendes øjne kunne vænne sig til mørket endnu.

”Herovre,” Lød det foran hende. Hun åndede lettet op, og satte kurs mod ham. Dog i det øjeblik hun tog et skridt, snublede hun over noget og væltede. Hendes knæ og hænder blev gennemblødt af de få centimeter vand der lå på gulvet, og hun fik gåsehud ved kontakt med gulvet. Og da hun mærkede noget fare hen over hendes håndryg fik hun travlt med at komme op og stå. Hun tumlede lige ind i armene på Cliff der stod lænet op af væggen. Det var tydeligt at han stadig havde det dårligt på grund af hans skader vedrørende deres flugt for nogen dage siden. Hun skulle lige til at sige, at han bare kunne sætte sig ned, men hun gjorde det ikke. Det var simpelthen for makabert at sætte sig ned i gammelt vand, mos og muligvis lig.

I det samme hørte de en knirken, og så op. Gamle Jenna blev langsomt sænket ned til dem og spærrede for lyset foroven.

Hun trådte forsigtigt ned fra platformen og ned i det kolde vand. Sarah hørte hendes forskrækkede gisp. Ingen af dem havde forventet at de ville stå i vand. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun være bekymret over at få en forkølelse.

Hendes øjne der nu havde vænnet sig til mørket, betragtede platformen der langsomt blev hevet op til overfladen igen. Da den lavmældte knirken forsvandt, var der helt stille. Det eneste man kunne høre, var folks angstfyldte åndedræt. Platformen spærrede for halvdelen af lyset og skærpede for deres udsyn. Derfor var det svært at kunne se hvad der ellers var nede i brønden, udover Sarah, Cliff, Kurt og Gamle Jenna. Brønden var så stor, at der i hvert fald ville kunne være op til 20 mennesker klemt sammen dernede.

Tæt ved væggen var der et trin man kunne stå på, så man ikke risikerede at stå i vandet. Sarah og Cliff stod oppe på den, mens Kurt og Gamle Jenna stod overfor dem.

Tavse så de på hinanden. For hvad skulle de sige? De vidste alle sammen hvad der skulle se nu. De skulle vente. I den næste time skulle de bare vente.

I starten var det fint, men i løbet af den time, ville en af dem knække. De ville ikke kunne klare presset.

Og så ville de begynde at skrige. Ligesom til alle de andre Ceremonier. Indtil det hele stoppede klokken 12.

Sarah så ned i vandet. Der var mørke pletter i det, og selvom Sarah havde en idé om hvad det kunne være, havde hun ikke lyst til at tænke på det.

Minutterne skred langsomt frem. Hun holdt stadig Cliff i hånden, hvilket beroligede hende en del. Som om hun var ved at vælte ud over en kant, og han var det der holdt hende tilbage.

Hendes tanker blev afbrudt da hun hørte noget pusle på sin venstre side. Hun så forskrækket derhen, og forventede næsten at se en mus. En syg tanke om, at det var et af ligene der havde bevæget på sig, slog ned i hende, men hun smed den hurtigt væk igen. Det var fysisk umuligt, og især fjollet at tro sådan noget.

Kurt så op på hende med sine store øjne, og hun sukkede lettet. Hans hånd fandt hendes, og hun greb fat i den med et lille smil. Hun havde aldrig rigtig kunnet lide børn udover sin søster, og følelserne var gengældt. Men hun gættede sig til, at det nok var grundet til situationen at han pludselig havde ment at hun var beskyttende overfor ham.

Flere minutter gik.
”Cliff?” Hviskede hun. Det føltes som om hun snakkede ud i ingenting.

”Mmmh?”

”Jeg tror ikke på det pjat med vores sjæl.” Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun fortsatte. ”Hvordan tror du, de dræber os?”

Der var stilhed i lang tid. Hun kunne mærke, at Kurt borede sit ansigt ind i hendes hofte.

”Det ved jeg ikke, sveske.”

Men Sarah gav ikke op. Hun var overbevist om, at præsterne gjorde det deres egen måde.

De kunne ikke dræbe dem oppefra, uden at skulle kaste deres spyd blindt ned imod dem, uden nogen god chance for, overhovedet at ramme nogen af dem. Der var heller ikke nogen chance for, at nogen vagter kunne gemme sig her i brønden.

Sarah så sig omkring. Hun havde fået en idé. Gamle Jenna sad for sig selv på trinet inde ved væggen, og holdt om sig selv for at skjule sin rysten.

Sarah slap Cliff og Kurt's hænder, og trådte ned i vandet for at komme udenom drengen. Hun gøs da vandet sank ind i hendes støvler, men blev alligevel ved med at gå igennem vandet. Hun satte hænderne op på væggen og begyndte langsomt at gå rundt og undersøge hver evig eneste centimeter af væggen. Hun gik hele vejen rundt, og til sidst kom hun til Cliff.

Hun vidste at han havde betragtet hende, da hun havde gået rundt, men han havde åbenbart ikke forstået hvad det var hun prøvede på.

”Du får at se lige om lidt,” Forsikrede hun ham, og smilede. Det overbeviste ham åbenbart, for at han flyttede sig i hvert fald.

Hun lod fingerspidserne glide hen over den klamme, fugtige væg. Da hun kom til mosset, begyndte hun at rive det af. Hvad hun ikke havde lagt mærke til før, var at mosset var i en lodret linje på væggen. Da det var væk så hun nu det store mellemrum i det aflange hul i væggen. Hun bakkede bagud så hun fik overblik over det. Hullet, og det mos der stadig var på, var formet som en dør!

Hun stillede sig derhen igen, og begyndte nu mere ivrigt at rive mosset af. Hun kunne kun lige og lige nå op til mosset der gik i en vandret linje og til sidst havde hun også fået den anden lodrette linje.

De andre samlede sig bag hende for at se hvad det var hun havde gang i.

Cliff mumlede et eller andet, som lød noget i retning af ”Du godeste...”

Sarah vendte sig imod dem med et stort smil.
”Vores udvej er lige her! Vi kommer ikke til at dø!” Det tog flere sekunder, før det gik op for dem, hvad det var hun mente. At de faktisk havde en chance.

Men i det lille stykke af tavshed der fulgte efter hendes udbrud, hørte de også en lille kliklyd bag hende.

Klokken var 12.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...