Under Overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
Denne historie er 100% opdigtet. Jeg har prøvet at sætte mig ind i livet som ung dansker med vold i familien.

Hans stemme lød hæs og fordrukken, gal og træt.
”Hvad bilder du dig ind? At komme her midt om natten i den tilstand?”, spurgte min mor rasende. Deres stemmer blev mere og mere højlydte.
”Hvad var det lige, jeg sagde?”, råbte min far. Jeg hørte et ordentligt brag, som hvis nogen eller noget landede på gulvet. Min mor skreg for fuld udblæsning, og det var nemt at høre, at hun græd hysterisk samtidig.
Jeg holdt min dyne tættere mod mig, og jeg mærkede tårerne strømme ud af mine øjne. Jeg var mussestille og sagde ikke en lyd.

1Likes
0Kommentarer
445Visninger

1. Larmende Nat

”Hvor har du været?”, lød det fra en stemme nedenunder.

Det stikkede i mine øjne, men jeg kæmpede for at holde dem åbne. Jeg så på uret ved siden af min seng; 02:15. Jeg lagde mig på siden og lyttede efter samtalen, der foregik nedenunder.

”Hvor meget har du drukket?”, lød en frustreret og bekymret stemme. Ved eftertanke og god lytning var det min mor.

”Hallo? Gider du godt og svare mig?”

Jeg holdt godt fat om dynen.

”Du skal kraftedeme holde din kæft”, lød en mumlende stemme. Det var min far. Hans stemme lød hæs og fordrukken, gal og træt.

”Hvad bilder du dig ind? At komme her midt om natten i den tilstand?”, spurgte min mor rasende. Deres stemmer blev mere og mere højlydte.

”Hvad var det lige, jeg sagde?”, råbte min far. Jeg hørte et ordentligt brag, som hvis nogen eller noget landede på gulvet. Min mor skreg for fuld udblæsning, og det var nemt at høre, at hun græd hysterisk samtidig.

Jeg holdt min dyne tættere mod mig, og jeg mærkede tårerne strømme ud af mine øjne. Jeg var mussestille og sagde ikke en lyd. Jeg lå bare i det blændende mørke ved kanten af min seng.

Min dør var på klem, så en gul stråle lys fadt vej ind i mit værelse.

Hysteriet nedenunder fortsatte og ville ikke stoppe. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg gå ned og blande mig, eller burde jeg bare blive liggende? Jeg følte, at jeg burde gøre noget, men hvad skulle jeg stille op?

                                                                                                                                     

Vækkeuret satte i gang klokken halv ti.

Jeg kiggede op mod loftet, stirrede på den hvide tomhed. Hver morgen håbede jeg, at alt ville være ændret.

Hver morgen håbede jeg, at alt ville være godt igen. Hver morgen vågnede jeg med et stort håb, men blev forladt med en endnu større skuffelse.

Jeg stod op og tog nattøj på. De fleste andre på min alder elskede weekenden, og de nød den mere end noget andet. Jeg nød til gengæld hverdagen, for det var det eneste tidspunkt, jeg kunne komme væk hjemmefra.

Jeg tøffede ligeså stille nedenunder. Mor stod og var ved at lave kaffe. Hun havde dækket bordet pænt op til to. Der stod både dejligt morgenbrød, æblejuice og alt der skal til, for at få en god morgenmad.

”Hvorfor er der kun dækket op til to?”, spurgte jeg undrende.
”Din far har arbejdet i nat, så han ligger og hviler sig”, svarede hun stille.

Jeg satte mig ned ved bordet. Mor hældte sin kaffe op og satte sig foran mig. Jeg fik skimmet hendes ansigt og så et stort, blåt mærke ved hendes øje, som jeg ikke havde set i går.

Jeg var ikke sikker på, om jeg burde spørge. Jeg havde jo en idé om, hvordan hun fik det.
”Hva-hvad er der sket med… dit øje?”, spurgte jeg nervøst. Jeg var bange for, at hun ville begynde at græde.

Hun tog sin kop kaffe og sagde:
”Jeg snublede i nat og faldt, da jeg var på vej ind på badeværelset.”

Hun smilede lidt. Det var som om, at hun gennem sit ansigtsudtryk prøvede at sige, at jeg ikke skulle tænke på det.

Jeg fik det dårligt, ubehageligt, som hvis min mave var fyldt med tunge sten, og jeg havde gjort noget galt.

”Er det okay, at jeg rejser mig? Kan ikke spise noget lige nu”, spurgte jeg.

”Selvfølgelig”, sagde mor. I det jeg trådte ud af køkkenet, kaldte mor mig tilbage.

Jeg gik hen til hende. Hun rakte sin arm ud efter mig, i forsøget på at give mig et kram.

Jeg stod og krammede hende, mens hun sad ved bordet.

Hun holdt mig tæt mod sig og spurgte:
”Du ved godt, at jeg elsker dig, ikke?”

Der kunne jeg mærke, at tårerne pressede mine øjne, men jeg holdt facaden.

”Selvfølgelig”, hviskede jeg og holdt om hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...