Helvede bryder løs.

Hvad ville du gøre, hvis du levede i en familie med vold? En mor, som slog dig hver dag, og drak sig stiv. Og din far ikke var der, til at beskytte dig mere, fordi han begik selvmord for 2 år siden? 17 årige Gabriella lever med sin lillesøster Isa på 15 år, med en mor som drikker sig fuld, og slår dem hver dag. En dag vægler Gabriella, at sige noget til sin mor, og først der bryder helvedet løs. Gabriella ender på sygehuset, fordi hendes mor ikke kunne styrer sig, og hvad med lillesøsteren Isa? Hun får ringet efter en ambulance, som kommer, sammen med politiet. Og hvad med moren? Da politiet, og ambulancen kommer, er hun væk, og ingen ved hvor hun er, måske lever hun endnu, hvem ved? *Dette er et oneshot*

6Likes
11Kommentarer
668Visninger
AA

3. Helvede bryder løs

Jeg sad inde på mit værelse, eller for at være mere præcis, på min seng, som jeg altid gjorde, da jeg kom hjem. I dag havde jeg fået en lussing, da jeg kom hjem. Jeg kom 5 sekunder for sent hjem, på grund af trafikken. Jeg tog mig til kinden, hvor jeg nu havde fået en rød hånd, men var det noget nyt? Nej, faktisk ikke. Jeg havde da fået den milde straf i dag. Som regel plejede jeg, at få en knytnæve i hovedet, så jeg var taknemmelig.

Jeg sukkede tungt. Det her havde stået på i 2 år, og jeg kunne snart ikke klarer mere. Jeg ved ikke, hvornår det stopper, men jeg tror faktisk aldrig det gør. Kommunen gjorde intet. De troede ikke på det, for da de kom, for at kigge til os, lignede vi en almindelig familie. Eller min mor behandle os pænt, og havde kun drukket lidt inden de kom, så hun kunne forholde sig rolig. Så ja, de gjorde ikke noget, fordi de ikke havde beviser. Men hvis jeg ikke tager fejl, må man flytte når man er 18 år ik? Jo, og jeg glæder mig fandme til det. Jeg tager Isa med, min mor skal ikke nyde at skade hende, ikke mere end hun i forvejen har gjort.

Jeg hørte en skrige nedeunder fra, og en dør der smækkede. Hvorfor fuck er hun så sindssyg, og hvad har hun nu gjort. Skriget kunne ikke være fra andre end Isa. Jeg sukkede, og rejste mig fra sengen. Jeg gik med forsigtige skridt hen til døren. ”DU SKAL FANDME GØRE HVAD DER BLIVER SAGT!” hørte jeg min mor råbe nede for stuen. Jeg kunne høre min lillesøster græde, hvorfor gjorde hun det her mod os? Jeg trak ned i håndtaget, og så Isa – Min lillesøster – komme løbene op af trappen. Man kunne tydelig se, at hendes arm var brækket, og hun blødte ud gennem armen. Hun kiggede mig i øjne, da hun så jeg var på vej hen til trappen. Hun åbnede munden, og det var som om tiden stod stille. Hun ryste på hovedet til mig, som tegn på, jeg ikke skulle gå der ned, mens tårerne trillede ned af hendes kind. Jeg kiggede på hende, og sank en klump. Jeg bevægede mig hen mod trappen. Dog stoppede jeg op ved hende. ”Jeg elsker dig, lige meget hvad, og vi skal have dig på sygehuset, jeg gør det her for dig” og i jeg havde sagt det, gik jeg ned af trappen, før hun kunne nå at sige noget, eller for den sags skyld, stoppe mig, jeg havde besluttet mig, det var nu, eller aldrig, og jeg valgte altså nu.

Jeg kom ned for enden, og håbede ikke, at hun fulgte med, for det ville nok ikke blive et godt syn. Jeg forholdt mig stille, og gik hen til døren, som førte ind i stuen. Som sædvandelig sad hun i sofaen, med en masse alkohol på bordet. Lugten af alkohol ramte min næse, men jeg var vant til den, så den var ikke så slem, som den havde været i starten, hvor hun begyndte at drikke. ”Mor?” sagde jeg stille, da jeg var bange for at gøre hende alt for sur. ”Ja?” sagde hun bare koldt igen. Hendes hjerte var vist blevet taget med min far i graven, det føltes i hvert fald sådan. ”Hvorfor, hvorfor gør du det her mod os?” sagde jeg med sorg i stemmen. Jeg savnede min far så forfærdelig meget, jeg savnede min gamle mor, hendes som elskede os, og aldrig ville gøre os fortræd. Hun vendte hovedet mod mig, og i hendes øjne var der flammer. Hvis øjne kunne dræbe, var jeg død for længst, for hun sendte mig de sygeste dræber øjne. ”Hvad var det lige du sagde?” sagde hun med en hård stemme. Jeg sukkede, det var virkelig nu eller aldrig, jeg var bange, ja, men nogen skulle jo gøre noget, før eller siden. ”Jeg gentager det, og siger det langsomt, hvis det er sådan det skal være. Hvorfor. Gør. Du. Det. Her. Mod. Os?” sagde jeg, og jeg vidste at, nu kunne jeg ikke træde tilbage, jeg ville få en straf, og om jeg så døde, ville jeg vide jeg havde gjort noget, og komme op til min far, min elskede far. Mon han kiggede på mig, og mine handlinger lige nu? Hmm, hvem ved?

Hun rejste sig op, og tog fat i en af hendes tomme flasker, og begyndte at gå over mod mig. Jeg bakkede, og blev mere og mere bange, men jeg gjorde det for Isa, jeg gjorde det for os. Hun kastede den tomme flaske mod mig, men jeg nåede lige, at dukke mig. Mit hjerte bankede af sted. Det sad helt oppe i halsen på mig. Hun tog blot en af de flasker der lå på gulvet, og kiggede vredt over på mig. ”Ved du hvordan jeg har det? Hvad jeg går igennem?! Jeg kan heller ikke holde styr på jer møgunger!” råbte hun, og kastede flasken mod mig. Jeg prøvede at undgå den, det gik også nogenlunde, udover den ramte min arm. Jeg skreg. Skreg af smerte. Tårerne kom frem i mine kinder. Blodet trillede lige så stille ned af min arm, men jeg ville ikke give op.

”Og derfor udsætter du os for smerte! Ved ud hvordan vi har det måske!?” råbte jeg tilbage. Jeg kiggede bagud, og så Isa stå skræmt på trappen. En tårer røg ned af min kind, og jeg sank den klump jeg havde i halsen. Hendes ansigt var fuldt med frygt. Jeg vendte min hoved om igen, og så på min mor, som havde samlet endnu en flaske op. Ja, der lå flasker udover det hele, alle vegne, alle steder.

”Jeg er fucking ligeglad med jer, forstår du det, hvis det stod til mig, måtte I gerne dø!” råbte hun, og kastede endnu en flaske. Den ramte mig i maven. Den tog alt luften ud af mig. Min mave gjorde ondt. Jeg kiggede ned af min mave, og så at jeg blødte. Jeg kunne høre Isa’s skrig. Jeg fladt ned på knæ, og tog mine hænder over min mave. Min mave overtog smerten fra min arm. Jeg ønskede ikke at Isa skulle se det, men desværre så hun det. Jeg kiggede op på min mor, som bare stod helt stille.

”Er du glad nu?” sagde jeg, selvom det ikke var så højt hørte hun det. Hun så bange ud, hun lignede en, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Sekunder føles som minutter, og minutter som timer. Det var som om, vi var sat på slowmotion. Min mor kiggede mig i øjne, og for engangskyld ikke med vrede øjne, nærmere skuffet. Mine øjne begyndte at føles tunge, og jeg lukkede dem, og åbnede dem, op til flere gange. Jeg faldt helt ned på gulvet, og mærkede nogle glasskår bore sig ind i min hud, men jeg var ligeglad, det var som om, jeg var lam, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg lukkede mine øjne, og det sidste jeg hørte var en dør der smækkede.

****

Jeg vågnede ved lyden af en ambulance, eller det tror jeg i hvert fald det er. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men de føltes stadigvæk tunge, men det lykkedes mig til sidst. Jeg så en ambulancemand, jeg havde ret i at det var en ambulance. Jeg åbnede min mund, i et forsøg på, at der røg noget ud af min mund. Jeg lukkede den igen. Men endte med at åbne den, for at få nogle ord ud af min mund. ”Hvad sker der?” fik jeg sagt, mens jeg klemte mine øjne i. Manden kiggede ned på mig. ”Godt du er vågnet, og det kan vi fortælle dig senere” sagde han, og jeg kiggede til siden, hvor jeg så Isa stå, med tårerne ned af kinderne, og en politikvinde, som stod og trøstede hende. Hvad mon der nu ville ske med hende? Med os? Hvis jeg så overhovedet overlever det her…

 

 

- Forresten, tak fordi I læste den, og gad at bruge tid på det :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...