En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
972Visninger
AA

7. VI

Jeg lukkede døren efter mig og kiggede direkte ind i øjnene på min far, hvis øjne var oplyst af lygterne, der var fastgjort på gavlen. Mindet om tyrefægtning steg mig til hovedet igen og jeg tog en dyb indånding.

”Hun bor her, gør hun ikke?” Sagde han kortfattet og trak vejret i små stød, som havde han pustet sig op. Jeg nikkede svagt.

”Tak for adressen for resten. Og beskeden om at forlade mig. Det sårer mig,” sagde han og løftede Rajs telefon op fra hans jakkelomme.

”Hvor er han henne?” gispede jeg.

”Dét er et godt spørgsmål, for det aner jeg heller ikke. Man kan ikke føle sig ret sikker som forældre, når datteren er stukket af hjemmefra og gør planer om at forlade en og sønnen også er forsvundet uden mobil, ikke?” fnøs han og tyrede telefonen ned i jorden, så den splintres til noget, der aldrig ville kunne blive repareret. Ligesom forholdet imellem min far og jeg, slog det mig.

”Far. Jeg tager hjem.” Det føltes rart at sige. Kortfattet og ærligt. Endda med øjenkontakt uden at blinke.

”Du er hjemme, Kesari. Hvornår forstår du det. Jeg er ikke den onde i det her!” udbrød min far.

”Far. Du truer med at brænde huset her til grunde for uskyldige mennesker, og det er jo ikke første gang, vel?”

Han tav.

”Lad mig nu bare gå. Jeg hører ikke hjemme her,” prøvede jeg, men han ville ikke lytte. I stedet tog han mig i kraven og slog mig hårdt op mod døren.

”Og hvis jeg siger nej?” hvislede han og klemte sig op af mig. Jeg lukkede øjnene og gjorde et håb om, at politiet var på slaget. Der ville ca. være gået to minutter nu.

”Hvad hvis jeg siger nej?”

”Det vil du ikke engang overveje,” hvæsede han.

”Jeg har taget mit valg, far. Jeg tager hjem. Hjem til mor,” sagde jeg fastbesluttet.

Han slog mig igen. Det var nået til det punkt, at det ikke længere overraskede mig. Men smerten? Det sved mere psykisk for hver gang.

Døren åbnede sig igen og Elise gispede, da hun så, hvordan min far havde hevet fat i mig.

”Kan du så lade hende være. Forsvind fra min grund,” sagde hun rasende. Jeg lukkede øjnene og bad til, at hun kunne komme ind i sikkerhed. Men min far slap ikke. Han slog mig igen, og Elise begyndte at græde, imens hun prøvede at trække mig fra ham. Der var dog ingen tvivl om, hvem den stærkeste var.

Jeg så Thea, der stod tavst i døren og ikke bestilte sig noget. Fuldkommen frosset. Jeg græd, som min far fortsat slog på mig.

I det samme begyndte sirener at kunne høres i det fjerne, og jeg åbnede lettet op, da min far slap mig og begyndte at løbe væk fra grunden i natten. Politibilerne fortsatte ned langs vejen, hvilket måtte betyde, at de havde set ham.

Imens jeg betragtede en af bilerne stoppe, satte jeg mig på trappen og slog armene om mig selv, imens jeg så to kvinder træde ud af bilen. Den ene var min mor, hvilket måtte betyde, at hun kunne have fået en tidligere afgang. Hun løb op af trappen og slog armene om mig, og så sad vi ellers begge og græd, imens Elise hentede et tæppe, som hun svøbte om mig.

***

Resten af natten gik så langsomt. Fra politikvinden havde interviewet Elise, var vi blevet trukket ind på politigården, hvor vi skulle vente på, at min far kom tilbage. Imens prøvede vi at beskrive, hvordan Raj så ud, så han også kunne blive fundet. Jeg var for omtumlet til at finde min mobil. Jeg sad bare og holdt om mig selv. Ikke kun havde min far vanæret mig – jeg havde også vanæret ham. Jeg havde vendt min religion med ryggen og var det forkert at sige, at det føltes godt?

Som de tidlige morgentimer bød på lys udefra, blev en smadret og forvirret Raj bragt ind. Han sagde intet. Hvad var der også at sige? Ens liv var kun lige vendt på hovedet og halvfems grader yderligere.

Til sidst kom Elise og Thea. Det virkede til, at Thea var vågnet op, for hun kom direkte hen og omfavnede mig og så stod vi ellers der i noget, der føltes som en lang, tryg evighed.

”Undskyld,” hviskede hun og flettede sine fingre ind i mit hår, imens hun kyssede mig fem forskellige steder i panden.

”For hvad? Det var mig, der tog initiativet til en selvmordsmission,” prøvede jeg, og hun lo.

Det føltes rart at kunne le. At have overskuet og lysten.

”Men pas lige på med det der martyrpis, du har kørende, ikke?” Hun kyssede mig på munden og lagde hovedet imod mit i den hæsligt, gule sofa, der stod på gangen, hvor vi alle sad og ventede på at kunne komme hjem til en god nattesøvn.

”Så du tager hjem, gør du ikke? Hjem til København?”

Jeg nikkede. Jeg havde snakket kort med min mor om det. Det viste sig, at manden hun havde mødt hed Carsten, og som hun fortalte om ham, virkede han meget venlig. Var det forkert af mig at holde med affæren frem for blodet? Min mor havde fortalt, at der var snakke om, at de ville flytte sammen, som de havde kendt hinanden længe. Hun havde levet i frygt for at blive skilt længe. En skilsmisse lød rart i mine øre. Men tanken om, at hun ville kunne efterlade ham for altid, hvor jeg altid ville have noget med ham, gjorde mig trist til mode.

”Men København er ikke den anden side af jorden. Vi finder ud af det,” prøvede jeg, og hun nikkede.

”Jeg takker gud for at lave tilbud for unge med trafikken,” nynnede Thea og jeg smilede:

”I øvrigt har jeg bare en undskyldning for at tage til alle de koncerter, jeg ikke har råd til på Vega. Du vil gerne med, ikke?”

Jeg lo og smilede:

”Jeg vil rigtig gerne med.”

”Så har du sværget på det. Og når du er i gang, tror jeg, vi lige skal diskutere alkohol til de fester.”

Jeg skulle til at kommentere på det, da en lille kvinde kom hen til min mor og begyndte at snakke. Jeg så lettelsen brede sig over hendes ansigt og nysgerrigt rejste jeg mig op for at lytte til, hvad de havde at sige.

”De fandt spor af vold foregået i den lejlighed, som han i øvrigt havde fået nøglerne til uden at have fået fat i papirerne. Vi har en række af sager, som vi nok skal tage op, når han skal i rettet. De vil kunne sove trygt i nat,” forklarede kvinden og kiggede derefter på mig for så at smile. 

”Hvad mener du med lejligheden?” spurgte jeg.

”Lejligheden stod ikke i hans navn. Manden der ejede lejligheden blev fundet død for dage siden i en skraldespand. Vi tror ikke, at din far har noget med sagen at gøre, men han var i hvert fald på anden ejendom,” prøvede hun at forklare, men jeg forstod det stadig ikke. Det var nok det, at min far for en uge siden faktisk havde været min far. Jeg ville aldrig have gættet, at jeg en uge frem ville sidde på en politistation og håbe på, han ville få en god straf og jeg ville slet ikke  tro at jeg ville blive støttet af en pige – min kæreste. Men verden var skør. Det gjorde den så forunderlig.

”Er du klar til at gå?” Min mor smilede og lagde en arm om mig.

”To sekunder. Jeg skal lige sige farvel,” afbrød jeg og gik tilbage til Elise, som jeg gav hånden og takkede mange gange. Hun trak mig ind i en omfavnelse og sagde, at hun gerne gjorde det igen. Så gik jeg videre til Thea, som begyndte at græde, imens hun smilede.

”Vi ses snart, ikke?”

”Før du ved af det,” mumlede jeg og pressede læberne mod hendes. Der var ingen, der afbrød os. Ingen der sagde, at det var forkert. Ingen der slog mig for mit valg. Respekt. Det var et fantastisk ord.

Jeg slap hende og hun kyssede mig på næsen. Så trak jeg mig fra hende og verden føltes ti grader koldere. Jeg vinkede til hende en sidste gang og fulgte efter min mor og bror ud af lokalet.

Det føltes som at tage afsked med helvede for sidste gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...