En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
976Visninger
AA

6. V

Jeg bankede adskillige gange på den afskallede, røde dør, før der endeligt blev åbnet af en høj, slank kvinde iført sorte slå-om bukser og en grøn striktrøje, der efterhånden var blevet slidt i garnet. Hun kiggede spørgende på mig, så jeg stod og gemte mig på trappen.

”Er Thea hjemme?” mumlede jeg, da jeg gik ud fra, at kvinden var Theas mor, trods de ikke lignede hinanden.

”Nej. Hun er til saxofonundervisning lige nu. Hvem skal jeg sige, der har spurgt efter hende?” Hun skar en undskyldende grimasse. Var Thea her ikke? Jeg bed mig i læben, for jeg havde ikke noget til at gå tilbage til. Angsten fik tårer til at hobe sig op i min øjenkroge og det virkede til, at kvinden bemærkede det, for hun bad mig om at komme ind i varmen.

”Kan du nøjes med at snakke med en gammel kone som jeg? Jeg ved Thea er bedst til det her, men det virker til, at du har brug for at dele nogle ord med nogen. Hvad med jeg sætter te over. Det drikker du, gør du ikke?” smilede kvinden, og jeg prøvede at nikke, imens jeg snøftede, som var jeg fem år igen og faldet på asfalten i et kluntet forsøg på at stå på rulleskøjter.

Før jeg vidste af det, sad jeg i det lille køkken med udsigt ud over baghaven, der godt kunne trænge til en kærlig hånd, som ukrudt havde fundet vej igennem alt. Jeg smagte på min te, der smagte dejligt sødt, og det friskede lidt op, som jeg lyttede til kvinden, der snakkede.

”Åh, det må du undskylde. Det var at snakke, at du gerne ville, er det ikke sandt? Hvad hedder du for resten. Jeg menes ikke at have mødt dig før,” spurgte hun med en rynke i panden, som jeg genkendte fra Thea. Måske kunne de alligevel ligne hinanden.

”Kesari,” hviskede jeg lavt.

”Okay, Kesari. Fortæl mig, hvad der nager dig,” hun flettede hendes hænder over hendes ene knæ og mindede mig pludselig om en psykolog, hvilket gjorde mig en anelse utilpas.

”Hvordan havde du det, da du fandt ud af, at Thea var homoseksuel?” hviskede jeg lavt og blev rød i hovedet.

”Åh. Faktisk havde jeg været forberedt på det, inden hun selv tog modet og sagde det. Ikke for at være diskriminerende. Jeg har bare altid været god til at kunne tyde mennesker. Så jeg havde accepteret det langt før,” smilede hun, og jeg nikkede, som det bare lød så enkelt. Hvorfor kunne det ikke bare være så let?

”Min far..” begyndte jeg, men det vigtigste ord sad fast i min hals. Hvorfor skulle det være så svært at sige et ord? Jeg bed mig i læben og tårerne fandt igen vej, som de ellers havde taget det med ro. Jeg tog en dyb indånding:

”Slår. Han slår mig,” gispede jeg og gemte derefter ansigtet i hænderne. Nu var det sagt. Ikke nogen vej tilbage. Jeg fjernede hænderne fra mit ansigt og så det chokerede udtryk, der var malet i Theas mors ansigt.

”Fordi du er..?” prøvede hun, og jeg nikkede, hvilket resulterede i, at hun også begyndte at nikke:

”Men han er din far!”

”Jeg har vanæret min familie, mener han,” sukkede jeg og kørte en rystende hånd igennem mit kulsorte hår og gemte det under mit uldne halstørklæde.

”Men han er din far! Om så jeres tro strider imod det, burde han i stedet vende sig imod den og støtte sin datter. Der er forskel på etik og moral, ikke?” prøvede hun. Jeg rystede blot på hovedet, trods hendes ord gav mening i mine øre.

 ”Har du sagt det til andre?” hviskede hun.

”Jeg ville sige det til Thea.”

”Åh. Hvad med din mor. Hvor er hun henne?”

”Derhjemme. Jeg ved det ikke helt. Jeg har ikke set hende, siden vi flyttede.”

”Hvad så med at ringe til hende? Jeg tror, hun har mere at sige, end jeg har?” Kvinden hævede et øjenbryn og jeg nikkede. Det var jo ikke fordi, jeg havde meget at miste. Min far havde ironisk nok slået mig. Jeg vidste, det brød mine egne ord, jeg havde sagt, men jeg følte et håb for at snakke med min mor. Kvinden viste mig hen til et bord, hvor der stod en telefon, og jeg tastede det velkendte nummer, der altid havde lagt i mine fingre. Så ventede jeg blot på, at nogen tog den i den anden retning.

”Du taler med Charlotte. Hvem der?” sagde stemmen i den anden side med en typisk københavnsk accent. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at græde, som jeg virkelig havde savnet hendes stemme.

”Mor,” tudede jeg.

”Kesari. Er det dig?” Stemmen i den anden ende af røret var urolig.

”Mor. Far slår!” sagde jeg ligeud. Jeg havde altid kunnet sige tingene til min mor, og dette var ingen undtagelse.

Den anden ende var tavs.

”Mor, hører du efter?” Min stemme var grødet.

”Kesari, hvor er du?”

”Jeg er hos en veninde. Mor, far slår. Hører du?”

”Ja, jeg hører dig. Er Raj der også? Vi har haft politiet på banen, men de har ikke meget at sige, fordi de ikke er sikker på, at din far gjorde det.” Min mor snakkede så hurtigt, at det var lige før, jeg ikke fangede det.

”Hvad hár han gjort?” Der var altså noget bag. Jeg vidste det:

”Mor, jeg er klar over, du har haft en affære. Har det noget med ham at gøre?”

Hun var tavs i et lang stykke tid igen, før hun mumlende begyndte at sige:

”Ja, det har jeg. Kesari, han brændte mandens restaurant ned og prøvede at lade ham brænde med derinde, som han slog ham ned. Som nyheden nåede mig, skynde jeg mig hjem og så, at huset var tomt. Politiet behøvede flere beviser, så jeg var på egen hånd. Er du OK?” Min mor lød til at græde med.

”Jeg er okay. Men Raj er her ikke,” mumlede jeg.

”Kan du få fat på ham. Så skal jeg nok hente jer. I kan komme hjem, Kesari.”

Hjem. Jeg bed mig i læben og kiggede over skulderen på Theas mor, der stod tålmodigt i køkkenet og ventede på videre besked. Hjem var lig med væk fra Thea. Men det var også tryghed. Jeg tog en dyb indånding.

”Jeg skal nok finde ham. Jeg bor på Edvard Brandes Gade. Hvornår kan du hente os?” Jeg græd stadig.

”I morgen. Jeg tager det første tog!” Jeg nikkede, selvom jeg ikke vidste, at hun kunne se det.

”Tak mor,” hviskede jeg og lagde så på, da jeg ikke ønskede at skulle bruge deres konto flad i telefonsnak. Jeg mumlede en tak til Theas mor, og idet jeg ville spørge hende om, hvornår Thea ville være hjemme, åbnede hun døren.

”Kesari! Hvad laver du her?” Hun løb hen over det lille stuegulv for at møde mig i en rar omfavnelse.  Da hun trak sig fra mig, bemærkede hun, at jeg havde klistrede tårer ned af kinderne.

”Hvad sker der. Er du OK?” Hun kiggede fra mit ansigt og over på hendes mor, der stod tavst i køkkenet og kiggede på os begge med et sorgmodigt ansigt.

”Vil du ikke fortælle hende det? Jeg har min bror at ringe til,” mumlede jeg. Kort efter var de forsvundet ind i lokalet ved siden af, og jeg tastede min brors nummer op, men han tog ikke telefonen. Tøvende tog jeg derfor min mobil og skrev ham en besked: Har snakket med mor. Hun kan hente os i morgen. Mød mig på Edvard Brandes Gade. Bor i rækkehuset med en veninde for enden mod Nyborgsvej.

Der kom ikke noget svar til at starte med, så jeg satte mig blot i sofaen og ventede til, at de igen ville komme ind. Imens bippede en besked ind med et kort OK. Jeg trak en dyb indånding og nikkede for mig selv. Thea og hendes mor kom i mellemtiden ind igen.

”Kesari. Din bror og dig kan sagtens overnatte her. Du sover bare inde ved Thea igen, og din bror kan vel sove i Lenas seng, for hun overnatter hos kæresten i nat,” sagde Theas mor og hentydede til hendes storesøster. Jeg nikkede taknemmeligt.

***

Dagen stilnede af og jeg sad i Theas seng og spillede et kortspil, hvis titel eller regler jeg stadig ikke huskede. Det var et forsøg på at glemme gårsdagens episode. Raj var stadig ikke dukket op, hvilket undrede mig, for jeg havde siden sendt ham den endelige adresse, og jeg kunne se på mobilen, at han havde set beskeden.

”Jeg forstår det bare ikke,” beklagede jeg mig igen, hvilket måtte være nummer trehundrede og seksogfirsende gang i løbet af den sidste time. Thea skar igen en grimasse.

”Måske skulle vi bare ligge os til at sove. Vi kan ikke blive oppe hele natten for at vente på ham,” mumlede hun, selvom hun ikke selv ønskede ordene. Hun vidste lige så godt som jeg, at vi ikke efterlade min bror. Hvis jeg først var forsvundet, hvad ville han så ikke gøre mod Raj? Tanken gjorde mig mere bange end den tanke om, hvad min far ville gøre, hvis jeg ikke kom afsted.

”Måske dukker han op i morgen? Du ved hvordan drenge er en fredag. Opvarmning til lørdag, ikke?”

”Men han så beskeden. Han svarede på den,” beklagede jeg mig og smed arrigt kortene, så de lå ud over hele sengen. Jeg mumlede undskyldende og begyndte at samle dem sammen:

”Måske skulle vi gå i seng.”

Sådan blev det. Inden længe var jeg trukket i en af Theas store T-shirts med sloganet ’Midgets have feelings too’. Jeg lagde mig i sengen ved siden af hende og nød, da hun lagde en arm om mig og trak mig ind til hende. Så lå vi blot tavst og trak vejret i en rytme. Hvis jeg dog kunne ligge her for evigt.

Men i det samme hørtes en hård banken, og den ville ikke stoppe. Slagene var rasende. Vi satte os forskrækket op, og Thea tændte hurtigt lyset, som hun bandende sprang ud på gangen. Jeg trippede efter og var nær gået ind i favnen på Elise, som jeg havde fundet ud af, at Theas mor hed. Vi listede alle tre hen til døren, hvor vi kunne høre råb fra den anden side.

På indisk.

”Det er min far,” hviskede jeg og kneb øjnene sammen. Hvordan havde han fundet mig?

”Kesari. Han kan ikke gøre dig noget, så længe du er herinde. List jer i seng igen. Så skal jeg nok få ham væk,” prøvede Elise i hendes rolige tone.

”I skal ikke blandes ind i det,” begyndte jeg.

”KESARI. JEG VED DU ER DERINDE. FÅ DIN FEDE RØV UD DERFRA. ELLERS BRÆNDER JEG HYTTEN NED. FORSTÅR DU?!” Blev der råbt fra den anden side.

”Sikke en stor ting at true med,” fnøs Thea og begyndte at trække mig ind mod værelset igen. Panikken begyndte jeg at græde.

”Han har gjort det før. Det var grunden til, at vi flygtede. Jeg må derud. I skal ikke blandes ind i det her,” gentog jeg og begyndte at ryste. Jeg var for alvor bange nu.

”Lad mig tale med ham,” prøvede Elise, men jeg rystede på hovedet.

”Ring til politiet,” sagde jeg i stedet. Min stemme var overraskende sikker:

”Ring til dem.”

Elise nikkede og gik tværs over det mørklagte køkken for at ringe op og begynde at tale lavmeldt med personen i den anden side af røret.

”SKAL JEG TÆLLE NED? ER DET, HVAD DU ØNSKER? 30, 29, 28, 27..”

”Åh, gud,” mumlede Thea og stirrede tomt på døren. Hvor ville jeg gerne vide, hvilke tanker der løb igennem hendes hoved i øjeblikket.

”Vi skal væk fra døren.” Jeg begyndte at trække i hende, men da hun var større end jeg, var det svært at få hende væk, før hun vågnede op fra sin trance og begyndte at arbejde.

”De kan være her om 5,” sagde Elise.

”Vi har ikke 5 minutter!” udbrød jeg:

”Jeg må distrahere ham! Vi har ikke andre muligheder!”

”Der er altid en vej!” Råbte Thea. Hun havde ellers ikke sagt noget længe.

”11, 10, 9, 8” blev der råbt udenfor.

”Nemlig. Lige i øjeblikket er det denne. Bare rolig. Jeg vil passe på,” mumlede jeg. Jeg gav hende et hurtigt kys på læben, inden hun kunne nå at protestere og tog derefter fat i dørhåndtaget og låste op, så jeg kunne træde ud i kulden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...