En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
973Visninger
AA

1. Prolog.

Døren svang ind i væggen med et brag, hvilket fik det hele til at ryste. Jeg rev hovedet op og så min far trampe arrigt ind på mit værelse, som han hurtigt var henne ved skabet. Jeg klappede hastigt computeren i, så han ikke fik set chatten mellem mig og Tais på Facebook. Jeg sprang i stedet op fra stolen og prøvede at få ham væk fra skabet. 

  "Far. Fald ned. Hvad vil du?" spurgte jeg og tog fat i overarmen på ham for at trække ham væk fra mit skab. Han kiggede på mig med øjne, der lynede. Han mindede mig lidt om en tyr, som den skulle til at sætte af mod det røde flag. Hvis jeg ikke tog fejl, dampede hans næse direkte. 

  "Pak dine sager," sagde han med hans tykke indiske accent. 

  "Jamen.." begyndte jeg at sige, men der var intet at gøre. Han flåede min sportstaske ud fra hylden øverst i skabet og begyndte ellers at flå tøjet ned af hylderne. 

  "Hvad sker der?" spurgte jeg i stedet. 

  "Vi flytter," brummede han, imens han hænder hastigt tog tilfældige ting i min garderobe og pakkede dem ned. Han stillede ikke engang spørgsmål til de klæder, der var alt for upassende i hans øjne og dermed ikke tilladte for mig at gå i. 

  "Hvorfor flytter vi?" Mit hjerte sad helt oppe i halsen, som han stadig fortsatte. Hvad foregik der? 

  "Hold kæft og pak!" Han smed tøjet i tasken og kiggede vredt på mig. Var det mig, der havde gjort noget galt. Var det på grund af det med mig og Tais? 

  "Men..." En lussing stoppede mig midt i min sætning. Tårerne hobede sig op i mine øjne, med jeg lod dem tavst slippe derfra, som de gled ned over kinderne. Jeg sagde ikke mere. Hvad var der at sige?

  Jeg begyndte tavst at pakke uden at stille flere spørgsmål. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...