En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
988Visninger
AA

5. IV

Jeg åbnede langsomt døren, så den ikke ville knirke så meget. Den larmede dog nok til, at det alligevel skar ind i hovedet, og jeg måtte sukkende lukke den igen, som jeg lukkede mig selv ind i det lille køkken, der hang sammen med den alt for lukkede, klaustrofobiske stue. Raj sad ved det runde køkkenbord med hans gamle bærbar, der var så tung, at den havde fået en fast plads i hans gamle værelse, hvorfra den aldrig blev flyttet. Ikke før nu.

Jeg prøvede at smile normalt til ham, da han kiggede op. Prøvede at skjule kvalmen og den dundrende hovedpine og bare det faktum, at alting føltes forkert. Jeg havde lånt noget af Theas make-up i forsøget på at gemme poserne under mine øjne, men Thea og jeg havde ikke ligefrem den samme hudfarve.

Jeg bed mig i læben, da Thea poppede op i mit hoved. Vi havde ikke rigtig gjort noget, men alligevel havde vi gjort så meget. Så meget forkert, som jeg ønskede, at jeg kunne tage tilbage og alligevel ville jeg ikke ændre på en eneste detalje. For alkoholen havde ikke gjort mig forvirret, som Thea ellers havde forslået. Den havde gjort mig klogere. Hvorfor skulle tingene være så forbandet svære?

”Det var også på tide. Far har været så urolig,” mumlede Raj og drak en slurk af den vandflaske, der stod ved hans side.

”Han har ikke noget at være urolig over. Jeg kom jo helskinnet hjem, ikke? Det er ikke ligefrem fordi, at Odense er værre end hovedstaden, vel?” Jeg rystede på hovedet og fortsatte ind imod det lille værelse, jeg skulle bo i. Jeg stoppede dog midtvejs og listede mig over til Raj, der sad og arbejdede på en aflevering til hans online universitet, som min far havde insisteret, at han skulle læse på, imens han var ved at uddanne sig som kok, som min far ikke helt accepterede.

Jeg lænede mig ned til ham og hviskede:

”Raj, ved du, hvorfor vi flyttede?”

Raj kiggede forvirret på mig med den typiske rynke imellem de pjuskede, mørke bryn, som han gjorde, når han ikke anede, hvad jeg snakkede om. Så rystede han på hovedet.

”Ingen anelse,” sagde han ligegyldigt og skrev videre på computeren.

”Jamen, der må jo være en grund. Jeg har overvejet at ringe til mor. Hun må jo vide det,” prøvede jeg, men Raj virkede stadig ikke interesseret.

”Mor er sikkert den, der har ødelagt det hele, tror du ikke? Hvorfor kan du ikke bare blande dig uden om. Det har intet med os at gøre,” fnøs han uden at fjerne fingrene fra tasteturet og blikket fra skærmen.

”Jeg vil bare gerne vide det. Hvad hvis far har gjort noget ulovligt, Raj?” Min stemme rystede, og jeg tænkte på den dag, vi flyttede. Tænkte på da han slog mig. Jeg vidste at han havde undskyldt, men noget fortalte mig, at der var mere.

”Hvordan kan du overhovedet sige det, Kesari?” Raj vendte sig imod mig med et vredt udtryk i øjnene:

”Han er for alt i verden din far! Du burde respektere ham!”

”Schhh, Raj,” bad jeg, da jeg ikke ønskede, at min far skulle komme ud af det sidste værelse, hvor jeg vidste, at han lige nu befandt sig:

”Jeg respekterer ham, ok? Men det er bare så mærkeligt og så…”

Jeg tav. Jeg kunne ikke fortælle ham om dengang, far slog mig. Jeg havde jo tilgivet ham. Ergo var sagen fortid.

”Kan du ikke bare lade den ligge, Kesari. Du skal altid blande dig i ting, der ikke har med dig at gøre. En dag kommer du for langt ud, og så er der bare ingen vej tilbage,” fnøs Raj og jeg forstod, at jeg ikke havde mere at sige. Sukkende trak jeg mig fra min bror og gik imod badeværelset, da jeg havde fået kvalme igen. Jeg låste døren efter mig, tændte for vasken, så det larmede og begyndte ellers at kaste op. Det her var så forkert på så mange måder. Hvis min far allerede var skuffet over mig, turde jeg ikke tænke på, hvad der kunne ske, når han fandt ud af, hvor jeg havde været i går – hvad jeg havde lavet i går.

Min kind lå imod de kølige toiletbræt, imens jeg betragtede væsken blive skyllet ud. Så rejste jeg mig tøvende op og børstede mine tænder med den billige tandbørste, vi havde købt i Fakta på vejen, da jeg havde glemt alt om at pakke en toilettaske.

Jeg åbnede døren igen og så Thea, der stod og snakkede med min far.

Jeg stivnede.

”Åh, der er du, Kesari. Jeg ville bare aflevere din T-shirt, du glemte hjemme hos mig,” smilede hun og rakte mig den mørkeblå T-shirt, der var så konet, at det var til at kaste op over. Ironisk eftersom jeg lige havde været ude på toilettet minutter tidligere. Min far gav mig et blik, jeg ikke brød mig om, da jeg tog imod T-shirten.

Jeg mumlede et tak og ønskede derefter, at Thea reddede sig selv og skred herfra. Hun gjorde os begge en tjeneste ved at gøre dette.

”Jeg måtte lede lidt, for I havde ikke noget navn på postkassen,” smilede hun og kørte en hånd igennem det pjuskede hår. Jeg troede ikke, at min far var nogen stor fan af Theas atypiske udseende med piercingen i næsen.

”Så hvem er du,” bed min far af uden at vise noget tegn på venlighed. Sådan kunne man vel også præsentere sig selv? Jeg bed mig i læben, da jeg var så ked af, hvordan Thea skulle lære min familie at kende. Stakkels hende. Hun var trådt midt ind i et minefelt omgivet af blindgyder.

”Jeg hedder Thea. Jeg er – øh -, Kesaris.. veninde,” prøvede hun og kløede sig i nakken. Smilet var forsvundet fra hendes kønne læber.

”Og hun kender dig hvorfra?”

”Vi mødte hinanden i Søstrene Grene i går,” prøvede Thea. Fedt. Hun havde trådt direkte på en mine. Ikke kun var hun død – hun havde trukket mig med i faldet. Min far gav mig et vredt blik, og jeg bed mig igen i læben. Jeg var pænt sikker på, at blodsmagen i min mund ikke var en indbildning.

”Nå. Sådan,” sagde min far med så tyk en accent, at Thea sikkert ikke fangede, hvad han sagde. Han sagde ikke mere. Han kiggede bare på døren, som håbede han på, at den ville trække hende ud fra denne lejlighed. Ud af det liv han prøvede at skabe. Det virkede til, at Thea fangede det, for hun mumlede undskyldende:

”Jeg må nok også komme videre. Min mor og jeg skal ned på byens marked og finde os lidt grønsager. Ses vi, Kesari?”

Jeg svarede ikke. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg så det sidste håb i hendes øjne blive slukket. Så vendte hun om på hælen og forsvandt ud af lejligheden, og jeg kunne ånde lettet op. Det varede dog kun i sekunder.

”Raj, gider du tage ned i Fakta og handle ind til aftensmaden? Så laver jeg Ragi Dosa,” brummede min far. Raj var straks på benene og fangede hurtigt hans pung, imens han trak i en jakke. Så var han også ude af døren og tilbage stod min far og kiggede vredt på mig.

”Hvordan kan det være, at der altid skal være problemer med dig, Kesari?” Blikket, fra dagen forleden, var tilbage. Jeg sank og trådte et skridt tilbage:

”Alt hvad jeg beder jer om, er en chance. Jeg har undskyldt. Men det betyder ikke, at du skal gå mere imod, hvad jeg gør for jer. Hvem er pigen, Kesari?”

”En veninde,” hviskede jeg.

”Du overnattede hos hende i går, gjorde du ikke. Raj fortæller mig, at du kendte hende fra København, men jeg fornemmer, at du lyver. Hvorfor lyver du?”

Jeg svarede ikke.

”En veninde, siger du. Ikke mere?”

Jeg sank igen.

”Jeg vil ikke have, at du snakker med hende igen.”

”For det er bedre, at jeg rødner op i den her klamme lejlighed?” røg det ud af munden på mig. Jeg slog hurtigt hånden for munden og rystede på hovedet, som tårerne begyndte at efterlade mine øjne. Jeg veg tilbage. Jeg skulle have holdt min fede kæft.

”Bland dig udenom,” hvæsede min far og trådte tættere på.

Jeg begyndte at græde. Jeg var så bange for det udtryk, der formerede sig fra hans øjne og ud i hele hans ansigt. Det var forargelse og vrede.

”Far, jeg lover, at jeg stopper med at se hende,” begyndte jeg hulkende.

”For du holder jo også alt, hvad jeg ber’ dig om, gør du ikke?” Han hævede hånden, og jeg lukkede øjnene. Men slaget kom ikke.

”Jeg lover dig det,” hviskede jeg.

”Men ser du – hun er ikke problemet, Kesari. Det er dú. Mara har overtaget din sjæl. Fyldt den med perverse tanker. Du ser det ikke selv, men det stråler ud af din krop.”

”Far, jeg fejler intet.”

”Så fortæl mig, hvorfor jeg skal køre forbi for at se to piger sidde og dele deres forbandede mundvand på fortovet, hvor alle kan se jer! Er det ikke nok, at jeg bare skal vide det. Nu vil alle bebrejde mig for dårlig opdragelse!”

Vent – havde min far set det? Jeg væmmedes ved mig selv. Det var uden tvivl en dårlig idé.

”Hvordan kan du hade mig så meget?! Hvad har jeg gjort dig?” råbte min far.

”Far. Du slog mig,” tudede jeg. Som ordene forlod mine læber, kom slaget, jeg længe havde ventet på. Og som lussingen var ovre min kind, ramte bagsiden af hans hånd den anden kind. Jeg bed mig i læben, som smerten sved. Jeg håbede på, at det ville stoppe her, men det virkede ikke til at være nok.

”Lad mig gå,” græd jeg, imens han fortsat slog på mig. Men jeg flyttede mig ikke. Jeg turde ikke gætte på, hvad der skete.

”Hvor er mor? Hvad gjorde du ved hende?”

”Hvad jég gjorde ved hende?! Den so sov med hendes chef i vores eget hus. Indenfor mine mure - I mín seng!” Hans øjne glødede, og han stoppede med at slå. I stedet samlede han hånden i en knytnæve og jog den ind i væggen til badeværelset, så den tynde væg efterlod et hul.

Havde min mor været ham utro? Jeg var fuldkommen mundlam.

”Men hvorfor flyttede vi?” hviskede jeg lavt.

 Han svarede ikke, og jeg vidste, at der lå mere bag den historie. Men turde jeg spørge? Jeg kiggede på ham, og alt hvad jeg før havde kendt som min far, var borte med blæsten.

Jeg tav og sådan endte samtalen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...