En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
1038Visninger
AA

3. II

Jeg klemte mig igennem to kvinder, der stod og betragtede nipstingene på de støvede hylder bagerst i Søstrene Grene. Min far havde lovet mig at få møblerne fra det gamle hus flyttet – han forklarede dog ikke hvordan. Så jeg var blevet enig om, at jeg ville prøve at skjule de gule vægge på mit nye værelse. Jeg fortsatte ned igennem rækkerne af billigt legetøj og andet skrammel, indtil jeg endte i afdeling med maling og andre kreative ting. Meningen var egentlig, at jeg ville finde nogle stickers eller en plakat, men som jeg stod og betragtede de hvide lærreder, overvejede jeg, om det kunne være, at jeg skulle starte på en frisk med at give nyt liv til væggene. Jeg lod fingrene stryge igennem de bløde pensler og stod længe og overvejede, om det var noget for mig.

Så ramte et slag mig hårdt i baghovedet og i sekunder, blev der helt sort.

”Jeesus, er du okay? ” udbrød en stemme, der tilhørte en pige, der havde det mørkebrune hår gemt bag en karrygul strikket hue. Hun havde lyseblå øjne og en ring i næsen, der fik hende til at minde mig om de typiske unge, jeg så demonstrere for Enhedslisten. Hun stod med et stort lærred under armen, som hun i en bevægelse havde ramt mig med.

”Mh, ja, ” mumlede jeg uklart og tog mig til baghovedet. Jeg regnede med at samtalen var ovre, og jeg bare kunne betragte lærrederne nærmere, men hun stoppede ikke med at snakke.

”Er du sikker? Du må virkelig undskylde. Der er bare ikke noget værre end at blive ramt af noget i hovedet. Når folk svinger med deres tasker i busserne eller i togene, går jeg amok, ” sagde hun og lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at stivne. Jeg vendte mig om og nikkede igen.

”Det er fint, ” mumlede jeg og prøvede at give hende et smil, der aldrig nåede øjnene. Det var svært at vise overskud lige nu. Mine dage var bare ikke, hvad de havde været i starten af ugen, da jeg troede, at jeg skulle bruge denne fredag i fællesskab med Tais og de andre drenge far gymnasiet. Men den plan var hurtigt blevet droppet. Det mindede mig om, at jeg ikke havde skrevet til Tais siden, da jeg var hunderæd for at blive opdaget. Han troede nok sikkert, at vi skulle ned i parken i dag og spille fodbold, hvor de andre ville drikke øl, imens jeg selvfølgelig holdt mig til vand.

”Jeg hedder for resten Thea. Kan du godt lide at male? ” smilede hun og virkede ikke til at have bemærket mine tanker, der ellers måtte stråle ud af min krop som et lys i mørket. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg endte med at ryste på hovedet.

”Åh. Så du er en af de mennesker, der bare studerer hver en ting herinde i butikken? Jeg har hovedet målrettet imod den afdeling. Jeg blev inspireret her i går, som jeg faldt over en parkeringsbøde på parkeringspladsen nede ved Vollsmose. Jeg elsker bare at tage hverdagsting og lave det om til kunst. Jeg manglede bare et lærred og så var jeg løbet tør for rød maling, ” plaprede hun og rettede på lærredet, der stadig sad under armen. Imens hun fortsatte på sin prædiken, tog hun en tube med rød maling:

”Hvad hedder du i øvrigt? ”

”Kesari, ” sagde jeg tøvende, da jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle slippe af med hende. Måske var det også bare rart at snakke med nogle for en gangs skyld, som jeg havde været isoleret for det hele i 3 dage hjemme i lejligheden. Jeg var ikke meget for at snakke med min far, og Raj var sjældent hjemme, som han var hjemme hos en kammerat, der var flyttet fra København til Odense for år tilbage.

”Specielt navn. Betyder det noget? ” smilede hun og lignede en, der oprindeligt var nysgerrig i at vide det:

”Jeg har bare jordens kedeligste navn. Ifølge mit navn, skulle jeg være en gave af gud, men det er nok det sidste, jeg nogensinde vil blive. Ironisk, hva? Jeg har overvejet at ændre navn til noget eksotisk eller irsk. De har de smukkeste navne der ovre! ”

”Jeg ved ikke, om det betyder noget.. ” prøvede jeg, hvilket fik hende til at skubbe sin underlæbe ud og lægge hånden på min skulder igen, som det var synd af mig af den grund.

”Ved du hvad Kesari-uden-betydning? Jeg tager dig med på café herefter, for dig må jeg vide mere om, ” lo hun og stak hendes frie arm under min. Jeg nåede ikke at protestere og måske havde jeg heller ikke lyst. Jeg var i hvert fald tavs, som hun trak mig op igennem gangene og frem til kassen, hvor hun undskyldte og tog tre poser med lakridssøm. Egentlig ville jeg have fundet noget til væggene, men det var ikke så relevant længere.

***

”Okay, så jeg var til den her fest forleden, og en dreng begynder altså at overglo på mine bryster, ikke? Han prøvede bare med de mest usmagelige scorereplikker, jeg længe har hørt. Jeg tror bare ikke at han fattede, at jeg spillede for det samme team, som han gjorde, ” himlede Thea og satte den Thailandske te på bordet. Hun havde valgt en interessant café i en sidegade, jeg aldrig selv ville havde fundet frem til. Jeg sagde ikke noget til det – for det overraskede mig ikke helt, at hun var lesbisk. Jeg havde bare haft det på fornemmelsen hele vejen fra banegårdscenteret, hvor hun havde fortsat snakken. Det var bare mærkeligt at være i blandt en lesbisk, hvilket var i strid med min kultur, som min far altid havde været meget opmærksom på. Han respekterede derfor heller ikke, at jeg hyggede mig med drenge som Tais.

”Du siger egentlig ikke så meget, Kes. Er du meget genert eller er det fordi, jeg tager enhver chance for, at du kan nå at ytre din mening?” lo hun og smækkede benene op på en tom stol ved siden af.

”Jeg er ikke genert, ” mumlede jeg og kørte en tot af mit sorte, krøllede hår om bag øret. Så bed jeg mig i kanten af tommelfingeren uden rigtigt at bemærke det. Det var en af de mange dårlige vaner, jeg havde høstet i løbet af årene.

”Så har jeg den perfekte måde at bevise det på!”

”Og hvad er det? ” Jeg hævede et øjenbryn og drak en tår af teen, der smagte underligt sød. Jeg havde aldrig brudt mig om teen fra hverken Thailand eller Indien. Det var bare forkert.

 ”Du tager med mig til den bedste fest, der holdes her i Odense, og det gælder bare om at deltage, for vi har ikke mange af den slags! ”

”Jeg fester ikke.. Det strider imod min religion, ” sagde jeg alvorligt og rynkede på næsen, som koppen blev placeret på bordet igen. Hun kunne ikke mene det seriøst. Kunne hun ikke ud fra mit udseende gætte, at denne kultur stred imod min egen? Det sidste sted man burde finde mig var på et dansegulv – og især ifølge en lesbisk person. Hvorfor sad jeg egentlig her? Især ovenpå, hvad der var sket i løbet af ugen?

Jeg rejste mig op og mumlede noget uklart, der skulle være: ”undskyld, men jeg er nød til at gå.”

”Går du? Har jeg gjort noget forkert? ” Thea sprang på benene og holdt hænderne ud fra sig i et forsøg på at få mig til at stå stille, og om ikke andet, sætte mig ned. Hun lignede virkelig en, der ikke forstod, hvad der skete.

”Nej, du har ikke sagt noget forkert. Det er bare ikke en god ting, at jeg er her lige nu. Jeg burde være et andet sted, ” mumlede jeg og trak min blå dunjakke på.

”Kan jeg i det mindste følge dig derhen? ” prøvede hun bestemt og fumlede med hendes thai-te, der stadig lå i hendes hænder. Hun lignede en, der ikke vidste, hvad hun havde gang i.

”Det behøver du ikke. Jeg kan sagtens tage bussen.” Inderst inde ønskede jeg ikke at skulle forlade hende, for trods jeg ikke sagde meget eller overhovedet var en del af samtalen, mindede det mig stadig om det liv, jeg havde haft hjemme i København. Pigerne og jeg havde elsket at tage en eftermiddag fri fra de uendelige bunker af lektier for at tage på caféer nede i sidegaderne på strøget. Hvis mit liv dog bare kunne blomstre sådan i Odense også. Men jeg var bange for, at jeg ikke fik den mulighed. Min far virkede ikke til, at vi skulle have de samme rammer her. Hvis vi overhovedet skulle blive her. Det var bare svært at sige, når vi intet fik af vide.

”Så lad mig følge dig til bussen, ” prøvede hun, og da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til den kommentar, trak jeg på skulderen og endte med at nikke:

”For resten undskylder jeg for, at jeg spurgte dig om det. Jeg kender godt til det med alkohol for kvinder og hinduisme. Det er din religion, ikke? Jeg har bare et par veninder, der fuldkommen tager pis på deres rødder. Det kunne jo være, at du var ligesådan?”

”Men det er jeg ikke, ” sukkede jeg og trak min gamle lædertaske over skulderen. Jeg fumlede med hænderne igennem de utallige lommer og fandt min beskadige LG, der havde flækket skærmen i kanten. Jeg tog også det klippekort op til bussen, jeg havde fået lavet samme dag.

 ”Nej, okay. Det må du altså undskylde, ” prøvede hun og for første gang i dag, var hun lige så seriøs, som jeg var. Der lå en undskyldende og spørgende rynke imellem hendes øjenbryn, der fik hende til at se nuttet ud. Sagde du lige nuttet, Kesari? Jeg rystede svagt på hovedet og tvang tanken ud. Man kunne ikke sige den slags om fremmede og slet ikke om personer til samme køn. Tais var nuttet, men det var noget helt andet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...