En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
987Visninger
AA

2. I

Vores gamle Volvo v40 stoppede på parkeringspladsen. Min far lod den stå i tomgang, som han trådte ud af bilen og forventede, at min bror, Raj, og jeg fulgte efter. Tøvende klikkede jeg min sele af og åbnede døren for at betragte omgivelserne nærmere. Her var så beskidt. Jeg bed læberne sammen og gik langsomt om til bagagerummet, hvor min far allerede var begyndt at tage vores tasker ud.

  "Er det helt seriøst?" spurgte Raj min far tøvende. Han trak sin Hummeltaske op fra jorden, og lod remmen ligge som om hans skulder. Så gav han sig til at kigge rundt på pladsen. Raj var en god bror, men til tider var han for nysgerrig og for skeptisk på samme tid. Hvis han ikke vidste nok, kunne han gå amok. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt ham om episoden i går, efter min far havde trukket os ud af huset og ned til bilen. Jeg havde ikke engang turdet spørge, hvad der skulle ske med mor. Var hun skylden til, at vi flygtede?

  "Ja, det er seriøst. Hjælp nu med at tømme bilen," sukkede min far og kløede sig i sit gråsprængte hår. Da han havde tømt bilen for de 3 sportstasker og lidt andet inventar, smækkede han bagagerummet i igen og vendte sig også imod bygningerne, der tårnede op og forhindrede lyset i at komme ind.

  "Hvad var der i vejen med København?" beklagede min bror og lod en hånd løbe igennem det krusede sorte hår. Min far svarede dog ikke. Han låste blot bilen og begyndte derefter at gå målrettet imod en af opgangene i helvedet af alle lejlighederne:

  "Hvorfor skal vi bo i en ghetto?"

  Måden Raj klagede på fik min far til at stoppe og op vende sig om med et vredt udtryk. Han havde ellers formået at være rolig under turen over Storebælt.

  "Er du færdig?" hvæsede min far, og vreden fra dagen før fik mig til at stivne. Den virkede også på Raj, for efter var han tavs og traskede videre med trin, der var triste som resten af stemningen. Jeg sank mundmandet, der havde hobet sig op i min mund og fulgte så efter Raj.

  "Angående i går, så snakker vi ikke om det," brummede min far lavmeldt, som han nu var langs min side. Jeg kiggede spørgende på ham og trak så op i den ene mundvige, da han trods alt var min far.

  "Du var stresset. Det gør intet," peb jeg, og han nikkede lettet. Så klemte jeg svagt hans overarm og løb op til Raj, der betragtede nogle farvede drenge, der stod og spillede fodbold på cementen. Jeg brød mig ikke om mange etniske grupper på et sted. Jeg havde som yngre været taknemmelig for, at min mor var dansk, så vi boede i et almindeligt kvarter frem for dette. Hvor mon min mor var lige nu?

  Vi ventede ved opgangen på min far, der fandt en nøgle frem og gik ind i selve opgangen. Her var ikke meget plads og der lugtede underligt. Vi fulgtes op på 3 etage, hvor min far åbnede døren til lejlighed, der fyldte vores garage hjemme i Brønshøj. Lyset udenfor kom ikke igennem de støvede persienner, der skilte nat fra dag.

  "Hold da kæft, hvor har du støvet den der lejlighed op?" fløjtede Raj og lod sin sportstaske falde. Jeg pressede læberne sammen for ikke at afspejle min brors udtryk. Jeg var også i chok. Hvordan kunne han overhovedet overveje, at vi skulle bo her?

  "Det var det eneste, jeg kunne få så hurtigt," fnøs min far og trykkede på kontakten for at tænde lyset, men som han gjorde, sprang loftlampen med en hvæsende gnist. Det var altså noget impulsivt, han havde gjort, som vi skulle rejse med ham. Jeg overvejede at ringe til min mor og spørge, om hun var okay, men frygten fra i går sneg sig stadig tilbage. Jeg turde stadig ikke spørge, hvor hun var henne. Hvorfor var vi her? Vi måtte jo være flygtet fra nogen - fra noget.

”Far, vi kan da ikke bo sådan, ” stammede jeg svagt, hvilket resulterede i et løftet øjenbryn fra min bror. Normalt stammede jeg aldrig – hvorfor skulle jeg også gøre dette? Men det virkede ikke til, at Raj bemærkede, at der var noget anderledes, for han stak hænderne i bukselommerne, og gik ind på et af værelserne, for så igen at fløjte.

”Hvorfor kan vi ikke det, Kesari? ” Min far vendte sig om mod mig, og man kunne for alvor nu se, hvor ødelagt og træt han var. Han havde tydlige poser under øjnene og hans rynker i panden var ekstra tydlige. Selv hans ellers strittende hår virkede til at være livløst. Jeg bed mig i læben og sank, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare.

”Kan jeg i det mindste få lov til at ommøblere mit værelse? ”

Han sukkede og tog hænderne til ansigtet. Så mumlede han noget uklart, som jeg i sidste ende fangede som et ligegyldigt ’ja-ja’. Jeg var egentlig ikke interesseret i at skulle få nye møbler på mit værelse. Jeg havde været mere end glad for det gamle skrivebord, der stod under vinduet på det skrå tag, så det trommede behageligt, når man sad og lavede lektier.

”Gå nu bare ind på dit værelse, ” sagde han pludselig. Jeg fandt ud af, at jeg havde stået og stirret tomt ud i luften længe. Jeg bed mig i læben og nikkede, imens min krops svagt svajede under mig. Så vendte jeg mig om og gik mod rummet ved siden af Rajs, som jeg gættede på var det andet værelse. Hvor længe ville jeg skulle leve med denne akavede stemning?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...