En balance på tynde snore.

Kesari Vijayarangan flygter fra hovedstaden med sin far og ender i provinsen nær Odense, hvor hun midlertidigt må prøve at stifte nye venskaber og genetablere sit liv. Aldrig havde hun troet, at tingene skulle ændres så drastisk, men som hun møder den rebelske Thea, begynder følelser at blomstre. Blandt andet en kærlighed for Thea, men også en frygt fra hendes far, der aldrig vil kunne acceptere sådan en beslutning. Livet bliver pludselig ikke let for Kesari, som hun prøver at balancere på tråde imellem det ønskede liv, og det, hendes forældre mener, er det rigtige. - Dette er mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

14Likes
33Kommentarer
973Visninger
AA

8. Epilog

Med en afstand på 200 meter tilbage, satte jeg i spurt, hvilket Kenzo elskede. Vi sloges næsten om at nå destinationen, som vi løb langs havet på Kystvejen. Langsomt begyndte det sorte tag at stikke op blandt alle træerne og de andre huse, der stadig stod meget tæt, trods vi ikke befandt os i selve København længere. Da vi nåede enden, stoppede jeg op og klappede den store Appenzeller Sennenhund, hvis sorte og brune farver sloges med hinanden. Dens hale stod ikke stille og tungen hang konstant ud af munden, som vi begge kæmpede med at få vejrtrækningerne under kontrol.

”God hund,” smilede jeg og klappede ham, da vi var blevet perlevenner på kort tid. Jeg havde aldrig brudt mig om hunde, men en del ting havde ændret sig på det sidste. Jeg tog Kenzo i snor, som jeg fik ham over vejen og ind på grunden, hvor det ny-renoverede hus stod og skinnede i morgensolen. Jeg lukkede lågen og slap Kenzo fri, så han kunne løbe så tosset rundt, som han ville i den lille forhave. Så fortsatte jeg op til trappen og var hurtigt inde i gangen, hvor jeg tog min løbejakke af.

”Er nogen oppe?” råbte jeg igennem huset, og som der var en god rustik i huset, blev det kastet rundt.

”Herude,” svarede min mor fra køkkenet, og jeg fandt hende i gang med at brygge kaffe.

Jeg forstår stadig ikke, hvordan du kan løbe i den varme,” beklagede hun sig og rystede på hovedet, imens hun skænkede den friskbryggede kaffe op i to café-kopper. Jeg blev mødt af Carsten, der undskyldende klemte sig igennem døren. Jeg havde hurtigt vænnet mig til, at det var blevet et langt mere dansk hjem. Frikadeller på en torsdag, rester på en fredag og flæskesteg på en lørdag i tilfælde af, at min mor var hjemme i tide til at stå i køkkenet. Carsten havde jeg også hurtigt accepteret. Jeg havde ikke erstattet ham i rollen som min far, men han var en del af hjemmet og det føltes rigtigt. For ikke at komme med argumentet om, at vi var blevet en del af hans hjem. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville finde mig selv boende i Charlottelund. Men som sagt – verden var et forunderligt sted.

”Er hun kommet?” spurgte jeg, hvilket var et spørgsmål, der havde plaget mig hele morgenen. Hvis hun ikke var, måtte jeg skynde mig at få taget et bad, for jeg følte mig så klam.

I det samme kom Paloma ind. Trods hun var spanioler, havde hun alligevel taget godt af solen i Danmark. Hun smilede stort, som Raj lagde armene om hende i en omfavnelse bagfra. Det var rart at se ham så glad. Jeg havde accepteret hans afstand i Odense for kort efter havde jeg fundet ud af, at han heller ikke havde været helt for bogen. Han havde mødt Paloma til en fest i København og tog chancen at kontakte hende, da vi flyttede til Odense for at finde ud af, at de var perfekte for hinanden. Men i frygt for min fars raseriudbrud, havde han taget afstand til at fortælle sandheden.

At Paloma var her måtte betyde, at Thea også var kommet med toget, så jeg skubbede beklagende til dem for at rende direkte ind i favnen på hende ude i gangen. Jeg havde ikke set hende i over en måned. Det var bare så behageligt at være i hendes arme igen.

”Så ved du, hvad er er på programmet i aften?” Nynnede Thea som det første, da vi stod med panderne imod hinanden.

”Næh,” mumlede jeg.

”Har du hørt historien om jordens sødeste pige, der lovede sin kæreste at tage med til en alverdens koncerter, når hun besøgte byen over alle byer på dansk grund?”

Jeg lo:

”Det siger mig noget”

”Godt. Det burde det også.” Nynnede Thea og kyssede mig blidt på læberne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...