Knust glas

Jeg så knap knytnæven før den ramte mig. Igen og igen slog den løs på mit skrøbelige ansigt, så blodet løb.

Mit bud til 'Vold i familien' konkurrencen. ((-:

8Likes
16Kommentarer
584Visninger
AA

1. Oneshot

Mit liv var lige så skrøbeligt, som en tynd glasrude.

Jeg satte høretelefonerne i ørerne, og sank ind i musikkens rolige verden. Blandt farver og musikkens blide toner, hørte jeg langt væk en dør der blev åbnet. Farverne trak sig væk, og selvom jeg desperat prøvede at gribe fat i dem igen, var det for sent.

”Hold nu op med det der Violet, du ved din far hader musik.” Høretelefonerne blev flået ud af mine øre, og jeg missede med øjnene. Carma Johanna Beck – også kendt som min smårunde, og meget stædige mor – stod med den ene hånd i siden, og den anden med mine høretelefoner. Hun skar en irriteret grimasse.

”Jeg ved udmærket at ’min far’ hader musik, det er derfor jeg har mine høretelefoner i.” svarede jeg igen, men Carma gav sig ikke så let.

”Du må stoppe det, vi ønsker ikke at se dig ende som en hjemløs musikelsker. Koncentrer dig i stedet om dine lektier og din skole!” snerrede hun, og hev også min iPod til sig. Jeg så måbende på hende, men hun drejede bare omkring, og forsvandt ud på gangen.

Jeg blinkede lynhurtigt mine tårer væk, og rejste mig fra Paul – min skrigende røde mini sofa. Jeg havde dåbt den Paul, fordi jeg tilbragte så meget tid i den, at det ville være ondskabsfuldt, ikke at navngive den. Et ganske normalt eksempel fra min tankegang.

Forsigtigt bevægede jeg mig ned af gangen, ned af trappen og sneg mig hen til døren, der næsten var lukket i. Kun næsten. Heldigvis. Jeg stillede mig tæt op af døren, og kiggede ind. Ved bordet sad Clarissa og Isabel, det som Carma kaldte mine søstre. Men det var det ikke. Langt fra. Det var blot ’min fars’ døtre, hvilket ikke resulterede, at de var mine søstre. Ser i, jeg brød mig ikke om ’min far’. I virkeligheden var det bare en Carma havde mødt, og bum – så var de pludselig gift og alt muligt. De havde ikke børn sammen, men Carma havde mig. Ja, altså lige indtil jeg ikke længere var hendes datter. Hun gik fra at være min mor til at være Carma. Jeg tilgivede hende aldrig for hendes forræderi mod mig. Den dag hun giftede sig med Charles Smith græd jeg. Ikke fordi jeg var glad af det på deres vegne, overhovedet ikke. Men fordi jeg havde mistet min mor.

Som forventet sad Clarissa og Isabel og lavede lektier. De skulle jo blive til noget stort, mente Charles. Min mor havde altid været så begejstret for Charles og hans latterlige meninger, og jeg havde ligesom bare ikke noget at skulle ha’ sagt der. Carma og Charles stod i køkkenet, og lavede mad, imens de sendte hinanden ømme blikke.

Ad.

Jeg trådte tættere på, for at se om mine høretelefoner og iPoden lå i nærheden. Men det skulle jeg aldrig havde gjort, for op gik døren, og jeg væltede ind. Charles var den første der nåede hen til mig.

”Hvad går du nu og laver? Jeg hørte at du spillede musik på dit værelse!” råbte han. Et gisp lød, og jeg gloede vredt hen mod Isabel. Isabel var den perfekte dramaqueen, hvilket bare gjorde, at jeg hadede hende endnu mere, end jeg gjorde i forvejen. Clarissa sad bare tavst, og stirrede lige frem for sig.

Charles ruskede mig vredt i armen. Han ventede tydeligvis på mit svar.

”Undskyld.” hviskede jeg. Jeg hadede at bukke under for ham, men jeg viste at straffen ville blive hårdere, hvis jeg ikke bare adlød.

”Så du hørte musik?”

”Ja,” peb jeg, og så ned. Men en stærk solid hånd, skubbede min hage op. Mine øjne mødte Charles’. De skinnede af vrede, og jeg viste godt hvad der nu ville ske. Jeg så knap knytnæven før den ramte mig. Igen og igen slog den løs på mit skrøbelige ansigt, så blodet løb. Jeg faldt sammen, og da han endelig holdte op, var det eneste Carma gjorde, at hente en klud til at tørre de små blodpletter på gulvet væk.

 

Glasset smadrede. Knust glas. Overalt. Mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...