Thyra tyrer (udgives hos BoD)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Thyra er perfekt. Men Thyra er ikke den Thyra. For Thyra slår sin søster og mor. Tæsker dem. Forbyder dem at snakke med nogen, i frygt for at de sladre. (Den vil blive udgivet i novellesamlingen fra vold i familie konkurrencen via BoD, mere Info kommer, når jeg ved mere)

25Likes
58Kommentarer
1119Visninger
AA

2. Prolog

Mine tænder skæres mod hinanden med en ubehagelige lyd, der får Emma til at stivne. Jeg stirrer på hende, mens raseriet bobler i min krop.

”Hvis du nævner ham bare en gang mere så...” Ordne hænger i luften, mens jeg presser mine negle ned i håndfladerne. I et griber jeg billedet ud af hendes hånd og river det ud af rammen, som jeg kyler ind i væggen. ”Han er her ikke mere. Han er død!” skriger jeg og flår billedet i småstykker. Emmas øjne af blanke og skræmte. Hun bakker bagud mod væggen. Jeg mærker mors blik brænde i ryggen, men hun gør intet. Hele min krop syder af raseri. ”Han er fucking død!” Med et griber jeg fat i kraven på Emmas skjorte og hiver hende helt tæt på. Og med et smælder lyden i luften af min hånd, der rammer hendes kind. Først med flad hånd, så med knytnæve. Hun falder bagover ned i glasskårene fra rammen. Jeg er ikke tilstede i min krop. Jeg har ingen kontrol. Hendes håndflader begynder at bløde, da skårene trænger ind. I frustration griber jeg ud efter endnu en ramme og tyrer den i hoved på hende. Thyra tyrer. Det er, hvad hun gør. Og hvad ingen ved. Blodet løber også ned over mine negle.

”I er fucking håbløse!” Jeg vender mig i et sæt mod mor, der lukker øjnene og venter på slaget. Hendes kinder er fulde af blå og røde mærker. Med et lader jeg min håndflade ramme mors hånd og vender mig igen mod Emma.

”Thyra, vil du ikke nok lade din søster være.” beder mor og lægger en hånd på min skulder. Det giver et sæt i mig, før jeg vender mig mod hende igen. Hendes kinder er våde af tårer.

”Hvad fanden skal jeg nogensinde stille op med jer?!” skriger jeg direkte ind i hendes hoved og tramper ind på mit værelse og smækker døren i med et brag.

”Far ville ikke bryde sig om at se dig sådan der!” råber Emma dristigt ude fra stuen og et øjeblik efter knalder hoveddøren for at undgå at betale for sine ord. Med et bryder jeg sammen på sengen. Tørrer blodet af i lagnet og hulker ned i puden. Fortryder, selvom det aldrig vil hjælpe. Mennesker er vanedyr, og jeg lever i et farligt mønster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...