Three Shots - "My Addiction" (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Harry og Ariella er ikke som de andre par. Trods utallige skænderier bliver de ved med at finde hinanden igen og igen, og deres kærlighed er stærkere, end man skulle tro.
Dog sker der noget efter et af deres skænderier, som sætter en stopper for alt. Hvad mon? Og kan Harry sætte en stopper for det?

21Likes
18Kommentarer
1138Visninger
AA

2. Nutid

Jeg var til fest, da jeg fik det at vide.

Det var meningen, at det skulle være en glad aften - en stor bunke af mine venner, alle dem af det mandlige køn - havde besluttet sig for at lave en vaskeægte drengerøvsaften, og der var selvfølgelig lagt op til alkohol, snak om piger og actionfilm med tilhørende fedtdryppende snacks og Pepsi.

Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg ville deltage særlig aktivt i nogle af disse ting, specielt ikke snakken om piger. Efter at jeg havde mødt Ariella, vidste jeg, at jeg aldrig ville kunne forklare nogle af mine venner, hvilken følelse hun fik frem i mig. Jeg var modsat dem ikke kun fascineret af hendes krop, men også af den person, hun var: Hun var den eneste i denne verden, som fik mig til at føle mig levende.

Vi sad rundt om sofaen i Davids stue, og en stor skål med barbequechips blev sendt rundt, så alle vi otte fyre havde muligheden for at smage. Der var nogle, som overfaldt skålen og lavede deres egen lille ration af chips i deres skød, men jeg tog bare en lille håndfuld, for jeg var alligevel ikke særlig sulten.

Ariella og jeg havde haft et slemt skænderi, inden jeg tog herover til David. Selvom vi begge to var blevet meget vrede, vidste jeg, at jeg ikke kunne holde det ud, når vi var uvenner, og jeg var allerede parat til at sende hende en sms om, at jeg var ked af det. Jeg var slet ikke så stærk, som hun var, og det var altid mig, som kom krybende tilbage til hende, ikke omvendt.

Det havde været det mest højlydte og dramatiske skænderi, vi nogensinde havde haft, og jeg sad og spekulerede på, hvad hun mon sad og lavede lige nu. Så vidt jeg vidste havde hun ikke nogen aftaler i aften, så hun sad sikkert bare derhjemme.

Alene.

På grund af mig.

Jeg proppede et par chips ind i munden, og prøvede at huske det, vores skænderi havde endt med. Den salte smag gav mig et ubehagelig flashback fra et af vores første skænderier for mange måneder siden - Ariella havde grædt, og mens mit hjerte havde slået knuder, kyssede jeg hendes tårer væk.

Jeg havde pludselig ikke lyst til chips mere, ikke lyst til noget, der kunne minde mig om gråd og skænderier, så jeg lagde min håndfuld chips tilbage i skålen.

Hvis ikke det var fordi, at jeg havde set, hvordan Ariellas ansigt var forvrænget i et hårdt såret ansigtsudtryk lige inden jeg gik, og hvis jeg ikke havde hørt, hvordan hendes stemme lavt, men bestemt havde sagt: "Gå, jeg gider ikke have dig her," var jeg nok taget hjem til hende i dette øjeblik.

Jeg savnede at mærke hendes hår kilde mig i ansigtet, jeg savnede at kunne kysse hver eneste centimeter af hendes ansigt, indtil hun halvflovt fnisede og lagde sin hånd op foran sit ansigt, som om hun ikke følte sig fortjent til min kærlighed.

Hun var fortjent til hele verden.

Mine håndflader var klistrede af en ubehagelig, kold sved, og jeg deltog slet ikke i nogle af drengenes samtaler, selvom de alle handlede om noget, der interesserede mig.

Indimellem opdagede de, at jeg drømmende så væk, og så klappede de mig hårdt på skulderen, for at få mig til at tale. Jeg prøvede at undskylde, og kom på en eller anden forklaring med, at jeg ikke havde fået så meget søvn i nat.

"Nå, er du og Ariella så godt i gang under dynerne, at hun ikke lader dig sove, eller hvad?" skraldgrinede de, og viftede med deres hænder, som om der var ild i dem.

Jeg byggede en glad facade op, for jeg vidste, at drengene faktisk havde gjort sig umage for at finde en dato, hvor jeg godt kunne være med. Det var uhyre sjældent, at vi var samlet på denne måde, og jeg ville ikke spolere aftenen med at bekymre mig om Ariella, og om hun mon ville tilgive mig.

Hun skulle nok tilgive mig, prøvede jeg at overbevise mig selv om, og tvang mig selv til at slappe af i mine spændte skuldre. Ville hun ikke?

"I skulle bare vide," pyntede jeg, og lukkede mine øjne kort, som om at jeg blev mindet om alle de gange, Ariella og jeg havde været sammen på dén måde. I et kort øjeblik fik jeg det faktisk bedre, men da jeg så endnu engang kom i tanke om vores skænderi, fik jeg det endnu dårligere end før.

"Det må være så fedt, at have dame på, for så behøver man jo aldrig at bekymre sig om, om man får nok," sagde Xander råt, og et par af de andre nikkede anerkendende og rettede fokus på mig.

"Ja, for helvede," svarede de. Jeg spidsede min mund og gned mig i hænderne. På mange måder nød jeg faktisk, at de så op til mig på denne måde, også selvom det måske virkede ukorrekt. Der var så mange andre ting, jeg måtte undvære i mit liv - også selvom jeg havde en fast indtægt på et millionbeløb hver måned, og havde det liv, andre sikkert ville definere som 'det perfekte liv'.

Jeg havde ikke det perfekte liv, i hver fald ikke så perfekt, som jeg kunne ønske mig. Jeg så sjældent mine venner og min familie, og jeg ville også se Ariella langt oftere, hvis jeg kunne.

Og det var netop dét - jeg kunne ikke.

Det misundte jeg de andre drenge, som sad rundt om mig lige her.

De snakkede noget mere om sex, delte hinandens erfaringer og alt sådan noget, som man egentlig burde holde for sig selv, hvis det stod til mig. For ikke at virke asocial grinede jeg med på de andres jokes, men jeg sagde ikke noget selv - i stedet spillede jeg et nyt spil på min iPhone, som gik ud på at redde nogle små børn fra zombier.

Jeg havde meget lidt strøm tilbage, så lidt, at jeg faktisk burde holde op med at spille, men jeg vidste, at ligeså snart jeg lagde min mobil væk, ville drengene kræve, at jeg sagde noget. Det sidste, jeg havde lyst til lige nu, var at skulle fortælle om mit sexliv.

Netop som min mobil døde ud, kunne jeg høre en mobil ringe. Det var Xanders. Han bukkede for sjov for os, og gik derefter langsomt ud i køkkenet, så han kunne svare uden at forstyrre os.

Xander var meget bred og var nok den sidste i lokalet, som kunne forstå, hvad de fleste af mine tanker drejede sig om for tiden. I hans verden var piger ikke nogen, som man kunne elske, og det var nok også grunden til, at jeg havde et ret anstrengt forhold til ham. Jeg lagde min mobil ned i lommen på mine jeans, og prøvede at virke tilstedeværende igen.

"Der er et eller andet ukendt nummer, som har ringet til mig," brummede David, og tog sin mobil helt op foran sine øjne, som om at han på den måde ville kunne genkende nummeret. "Hvem fanden kan det være?"

Jeg rettede mig lidt i sofaen, og glædede mig over, at vi skiftede emne. Jeg smilede fjoget.

"Det ved jeg ikke David, måske hende den lyshårede fra festen?" begyndte jeg, og Mark opfattede med det samme, hvor jeg var på vej hen.

"Det var hans kusine!" sagde han, og jeg gav ham en high-five, mens vi grinede højt. David lagde sine arme kors og lod som om, at han var totalt fornærmet. Han skulle lige til at åbne sin mund højt op og protestere, da Xander kom tilbage.

Hans ansigt var som lammet; hans øjne store og chokerede, hans mund i en stilling, som viste, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Det var tydeligt, at han så sådan ud, fordi han havde fået noget at vide i telefonen, som ikke var en rar ting at få at vide, og vi vendte os alle sammen om mod ham, og ventede på svar.

Jeg vidste, at det ikke ville blive en glad aften, da det gik op for mig, at Xander stirrede på mig.

Han stirrede på en måde, som en sensor stirrer på en, når man skal have at vide, at man har dumpet til sin eksamen. Han stirrede på en måde, så jeg ikke var i stand til at trække vejret.

Han stirrede på mig, som om at det var synd for mig, og hans øjne var så følelsesladede, at jeg begyndte at blive usikker på, om Xander overhoved havde været så kold og flabet, som jeg kendte ham. Det her var fuldstændig op og ned - jeg vidste, at der om lidt ville blive afsløret noget, jeg ikke havde lyst til at få at vide.

Telefonen lyste stadig i hans hånd. Det var et mærkeligt lys, helt hvidt og skærende, så jeg kneb mine øjne sammen.

Der var dødsensstille, da Xander endelig sluttede ventetiden og åbnede munden.

"Harry." Han stivnede. Det lignede næsten, at han havde lyst til at græde.

"Ja?" Min stemme var desperrat. Var det pressen, der havde opdaget noget fortroligt? Ville vores nye album blive taget tilbage på grund af stødende sange? Jeg vidste, jeg aldrig skulle have taget managementets ord til mig ...

"Det er Ariella. Hun har været involveret i en bilulykke for en halv time siden. De ... de siger, at det er slemt. Hun er lige blevet hentet i en ambulance, og de sagde, at hun insisterede på at få dig i nærheden af sig, men du tog ikke din telefon," hviskede han.

Lige så snart jeg hørte hendes navn blive nævnt, rejste jeg mig op fra sofaen, parat. Jeg ville have løbet gennem lokalet, gennem hele byen, gennem landet, hvis hun var kommet noget til - men da jeg fik min teori bekræftet, var det eneste, jeg kunne gøre, at falde ned på knæ. Min krop var følelsesløs.

Jeg manglede min verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...