Three Shots - "My Addiction" (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Harry og Ariella er ikke som de andre par. Trods utallige skænderier bliver de ved med at finde hinanden igen og igen, og deres kærlighed er stærkere, end man skulle tro.
Dog sker der noget efter et af deres skænderier, som sætter en stopper for alt. Hvad mon? Og kan Harry sætte en stopper for det?

21Likes
18Kommentarer
1118Visninger
AA

4. Fremtid

Lugten af hospital var gennemborende, ligesom når man har brændt noget på - en alarmerende besked om, at noget er galt.

Farven hvid brændte i mine øjne, og jeg fik endnu mere hovedpine, end jeg allerede havde - hvis det overhoved var muligt.

Jeg havde bedt de andre om at skride, selvom de havde tilbudt at tage med mig. Min inderste kerne ville nok gerne have, at de var her: Luke, Daniel, ja, selv Xander, for når man er står i så kritisk en situation, som jeg gjorde, har man brug for medfølelse, omfavnelse, trøst ... Og så var de jo trodsalt mine venner.

Men jeg kunne ikke overskue noget, og jeg ville ikke, kunne ikke modtage denne trøst fra andre end den pige, som lå inde i stuen blot et par meter væk, kun adskilt af en væg mellem os. Jeg vidste, at jeg kun ville kunne slappe af, hvis det var hende, som forsikrede mig om, at alt nok skulle blive okay, og at der ikke var nogen grund til, at jeg bekymrede mig så meget.

Jeg var fuldstændig ligeglad. Ligeglad med Drake, den læge, som fortalte mig, hvad de foretog sig med hende inde ved siden af, og jeg var ligeglad med de tilbud fra de sygeplejersker, som gik med hastige skridt op og ned af gangene, om at læse overreklamerede mandeblade, som lå på det lille bord ved siden af mig.

Uden overhoved at have taget et kig på bladene vidste jeg, at jeg ville kunne finde mit eget navn og ansigt derinde - og højst sandsynligt også hendes.

Og selvom det blot var farve på papir, vidste jeg ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg så hendes lyse hår på det blanke papir, og slet ikke, hvis der var et billede af os sammen.

Jeg bevægede mig rastløst i den mørkerøde stofstol, jeg var blevet henvist til. Lagde mit ene ben over det andet, rørte min pande, blinkede med overdrevne bevægelser. Uret på den hvide, anonyme væg viste lidt over et om natten.

Sekretæren på stuen, Jade, sad for enden af den hvide hospitalsgang. Selvom hun sad så langt fra mig, at jeg ikke kunne opfatte, hvad hun lavede bag sin lille computer, vidste jeg, hun holdte øje med mig med sit falkeblik.

Modsat de få andre pårørende, som var på stuen, forholdt jeg mig ikke rolig. Derudover var jeg ret sikker på, at hun havde genkendt mig fra medierne, for da jeg ankom, havde hun ikke tøvet med at sige "du kan bare sætte dig i en af stolene her, Harry" - også selvom jeg slet ikke havde sagt mit navn.

Hendes blik fortalte mig fra starten, at hun ikke var begejstret for, at jeg var her. Om det var fordi, at jeg i forvejen havde tiltrukket en hel del opmærksomhed, da jeg steg ud fra elevatoren, vidste jeg ikke. Det var jo ikke min skyld, at jeg var kommet til at skubbe til en ældre dame, da jeg skulle forbi hende, så hun faldt og skulle hjælpes op af Jade, der sprang op fra sin sekretærstol på de smalle, høje hæle.

Jeg løftede mit hoved og så efter Jade endnu en gang, bare for at få tiden til at gå i et par sekunder. Jeg tog hende i at kigge på mig - hendes øjne var knebet en smule sammen, ligesom når man ser på et barn, der ikke har nogen manerer.

I starten vidste jeg ikke, hvorfor hun kiggede sådan på mig, for jeg havde altid fået at vide, at jeg var opdraget godt, og at jeg var høflig. Jeg var slet ikke vandt til, at folk syntes det modsatte.

Jeg flyttede mit blik fra hende, så jeg kunne se ned på mig selv - og så opdagede jeg det, som Jade åbenbart havde meget imod: Min rastløse kropudstråling.

Jeg spændte min kæbe og rejste mig op fra stolen. Udenfor var alting mørkt og koldt, en underlig kontrast til alt det hvide her inde.

Min kurs var sat - mod det lille sekretærbord for enden af hospitalsgangen. Jeg knyttede mine hænder til hårde knuder.

"Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre?!" råbte jeg, da jeg endelig var kommet hen til Jade, der så forskrækket på mig med store øjne. Jeg lagde mine hænder fladt ned på bordet, og lænede mig forover mod hendes smalle krop. Jeg var ligeglad med, at hun måske følte sig overfaldet, og at den frustration, som jeg kom ud med, egentlig ikke havde noget med hende at gøre - jeg tænkte slet ikke.

Jade løftede sin hånd, som om hun ville stoppe mig. Det var næsten som om, at jeg kunne have åbnet min mund og spyttet ild ud over hende ligesom i en tegnefilm, så vred blev jeg over hendes lille bevægelse. Jeg tog fat i den hånd, hun havde løftet, og kastede den arrigt væk.

I samme øjeblik kunne jeg høre lyden af fodtrin komme nærmere. Det var Drake, den læge, som skulle holde mig opdateret om det, det foretog sig med hende. Hans ansigt var overrasket, og øjeblikkeligt tog han fat om mine overarme, som om at han troede, jeg ville gå amok.

"Rolig, rolig! Harry, hids dig ned," skyndte Drake sig at sige, og så så jeg noget nyt i hans øjne, som ikke havde noget som helst med overraskelse at gøre. Det var medfølelse.

"Drake, jeg tror, Harry har brug for en madras og noget nattøj, så han kan sove. Det er åbenlyst, at den unge mand er overtræt og burde falde til ro nede i soveafdelingen," mumlede Jade lavt, og rejste sig op fra sin stol. Hun så ikke længere bange ud; i stedet var der den samme medfølelse i hendes ansitgsudtryk, som jeg også kunne se hos Drake.

Jeg følte mig totalt malplaceret, som en lille dreng, der har gjort noget forkert, men som bliver skånet for skældud.

Jeg kunne mærke endnu et vredesudbrud komme op i mig efter Jades ord, men det åbnede sig aldrig op fysisk, i stedet blev jeg helt slap i kroppen og kunne nemt følge med, da Drake begyndte at trække lidt i mig. Vi nåede netop at dreje ned for enden af hjørnet, og så ringede en klokke - jeg genindspillede sætningens betydning - og forestillede mig med det samme ligge på en gammel madras i den modsatte ende af hospitalet.

Nej. Jeg skulle ikke væk. Ikke væk fra hende.

"Stop!" sagde jeg, og sætte min hæl i gulvet, så vi stoppede. "Jeg er ikke træt. Jeg vil ikke sove."

Drake sukkede og lagde sit hoved på skrå. "Harry, jeg tror virkelig ikke det er særlig sundt for din krop, hvis du tvinger den til at holde sig vågen, indtil ... din kæreste vågner."

Jeg stirrede på ham, og mærkede lysten til at protestere højlydt. Det ville nok ikke være en særlig god idé - Drake kunne godt ligne den type, der tager drastiske beslutninger, selvom folk protesterer. Jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og nogenlunde modent fortælle ham, at jeg ikke ville sove.

"Jeg vil ikke sove ..." gentog jeg, og skulle lige til at uddybe. Det viste sig at være umuligt - jeg havde aldrig været i stand til at fortælle andre om mine følelser for hende, specielt ikke nu. Jeg bed mig i læben.

Drake kneb sine øjne lidt sammen, overvejede øjeblikket. Jeg tror, han regnede ud, at det eneste, jeg ville, var at komme ind på det åndssvage hospitalsværelse, så jeg kunne holde hendes hånd. Det var jo ikke ligefrem svær tilgængelig viden.

"Kom," sagde han lavt, næsten som om han hviskede det. Jeg svarede ikke, fulgte bare efter ham med hurtige, halvsnublende skridt - han havde dobbelt så lange ben som jeg. Drake førte mig hen foran den dør, jeg vidste, hun befandt sig bag. Det føltes som om at mit hjerte slog halvtreds slag i sekundet.

"Du ved godt, at det her rent faktisk er ulovligt, ikke? Ingen andre end lægerne må være på værelset, inden der er gået mindst tre timer efter ulykken." Drake så på mig med strenge øjne. Jeg stirrede på dørhåndtaget, vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst fandt jeg på noget, der højst sandsynligt ville ramme ham lige det sted, jeg håbede.

"Har du nogensinde prøvet at elske nogen, Drake?" spurgte jeg, stadig med mine øjne fastslået på dørhåndtaget. Det var ikke svært for mig at åbne min mund igen - jeg var sikker på, at hvis jeg kunne forstærke den medfølelse, han tidligere havde følt for mig, så ville jeg blive lukket ind.

Så ville jeg kunne mærke dørhåndtagets kølighed mod min håndflade, trække ned i det, så døren åbnede, og derefter give slip.

Det sidste ville være det sværeste.

"Har du nogensinde haft fornemmelsen af rigtig kærlighed, hva'? Som kunne få dig til at løbe dobbelt så hurtigt, skrige dobbelt så højt, græde dobbelt så meget?" Jeg tøvede. Vi var begge to stille. Selvom jeg ikke så på Drake, vidste jeg, at hans underlæbe bevægede sig fremad, og at han gned sine hænder sammen, som om han prøvede at varme dem.

En kort rømmen brød isen og fik ham endelig til at sige noget.

"Du må ikke røre hende," advarede han, uden videre uddybning.

Jeg åbnede døren.

Hun lignede en prinsesse i et eventyr, som hun lå der på den hvide seng. Der var dog nogle forandringer - hudens bleghed, de lukkede øjne og håret, som delvist var blevet klippet af, så lægerne havde kunnet sy det sår, der var i hendes hovedbund.

Jeg prøvede at forestille mig, at den hvide dyne, hun lå begravet på, var sne, ligesom dengang vi havde lavet sneengle sammen. Jeg prøvede at forestille mig, at de røde og blålige pletter i hendes tinding var resterne af nogle bær, ligesom dengang vi havde lavet sorbet i sommers, og der både var bær på hendes næsetip og hagen.

Disse minder rungede lykke. Bare det at tænke på dem, fik min krop til at føle en bølge af varme. Men det var ikke nok. Det føltes ikke som nok til at give mig den følelse af håb, som jeg desperrat havde brug for.

Dørhåndtaget var stadig køligt, og Drake befandt sig stadig bag mig. Jeg så på den brune, flettede træstol, som stod ved siden af hospitalssengen. Tanken om at gå derhen var ligeså frygtindgydende som tanken om at blive sendt til månen. Jeg manglede håbet - modet - til at kunne gå derhen.

Så jeg tænkte på de gange, vi havde skændtes - den seneste gang, som blot var for et halvt døgn siden. Jeg prøvede at mindedes hendes lynende øjne, og det lyse hår, der efterlignede hendes hoveds bevægelser, da hun løb ned ad trappen.

Den brummende lyd af vores stemmer, hænderne beskyttende op omkring hovedet, noget glinsende omkring hendes øjne. Mig, der ikke løb efter hende. Jeg blev bare ved med at stå deroppe.

Det var det, der skulle til. Jeg gik tværs gennem lokalet, tøvede ikke længere. Jeg kunne ikke engang mærke den rastløshed, som jeg havde haft i kroppen, da jeg sad udenfor: Nu var jeg ikke længere usammenhængende.

Døren lukkede sig, og jeg var nu helt alene sammen med hende. Da jeg gik tættere på, kunne jeg se, hvor unaturligt røde hendes læber var. Alle farverne på hendes krop var ligesom forstærket. Blodårerne i de to håndled var ekstra blå, og neglene havde en mærkelig tone af lyserød - ikke et resultat af et lag neglelak, det var jeg sikker på, for alle vidste, at hun hadede neglelak.

Jeg satte mig ned i stolen. Den var meget bred og sikkert med vilje købt for stor, så alle kunne sidde i den.

Så tog jeg hendes hånd - ligeglad med forbuddet. Den var ligeså kold som dørhåndtaget - men alligevel blød og rar, ligesom en perfekt formet snebold. Jeg havde lyst til at åbne min mund og tale, bede hende om at vågne op, bede om tilgivelse, og jeg havde også lyst til at græde. Græde, så jeg til sidst ikke havde mere væske tilbage i kroppen. Men jeg kunne ikke.

Jeg vidste, at jeg ville komme til at blive her i lang tid, og jeg forberedte mig også på at skulle give min krop søvn. Jeg rejste mig op fra stolen, så jeg kunne læne mig ind over hende - se bedre på hende. Alt ved hende var så fint og skrøbeligt.

Og så var det, det skete.

Hun åbnede sine øjne.

Ariella.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...