Three Shots - "My Addiction" (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Harry og Ariella er ikke som de andre par. Trods utallige skænderier bliver de ved med at finde hinanden igen og igen, og deres kærlighed er stærkere, end man skulle tro.
Dog sker der noget efter et af deres skænderier, som sætter en stopper for alt. Hvad mon? Og kan Harry sætte en stopper for det?

21Likes
18Kommentarer
1122Visninger
AA

3. Datid

Alt ved hende var anderledes i forhold til mig.

Hun var vokset op i en rigmandsfamilie, mens jeg havde været nødt til at få et fritidsjob i en bager, for at jeg kunne spare nogle penge op, før jeg blev kendt. Hun havde hår så lyst som sandet på en eksotisk strand, og jeg havde mørkt hår, så når vi gik sammen, havde folk fået den vane at kalde os for "ying og yang".

Det eneste, vi havde tilfælles, var vores kærlighed til hinanden. Selvom det ofte var svært for mig at tro, at nogen så perfekt som Ariella kunne elske en som mig, tvang hun mig til at indse det - og omvendt.

Ariella var god til at overraske mig på tidspunkter, hvor jeg havde brug for hende. Nogle gange havde jeg det som om, at hun kunne læse mine tanker, for når jeg for eksempel havde haft en lang dag med autografskrivning til mine fans, indspilninger i studiet og et par interviews, lukkede jeg mig ind i vores lejlighed om aftenen til lyden af den mest beroligende violinmusik.

Endnu en stor forskel imellem os - Ariella elskede violiner og spillede selv, mens jeg producerede popmusik og hørte musik med masser af rytme i, når jeg endelig fik pauser til mig selv.

Men lyden af violiner var faktisk det eneste, som kunne få mig til at slappe af, når jeg havde været stresset - og det vidste hun.

Hun vidste alt om mig.

Vi var et par gange oppe på taget af den bygning, hvor hendes far havde arbejde. Han var bankdirektør, og derfor var bygningen selvfølgelig et højhus med panoramavinduer og sølvdetaljer, som var helt igennem tjekket.

Det eneste, som ikke var tjekket, var taget. Måske var det derfor, at vi blev nødt til at bruge brandtrappen for at komme derop - alle indgangene var blevet lukket af, fordi at de blev brugt så sjældent. Ariella elskede det tag. Det var upoleret og faktisk en smule rustent, hvilket var mærkeligt, fordi resten af bygningen var så pæn.

Vi plejede at sætte os i midten, for det var ikke en hemmelighed, at jeg havde en smule problemer med højder, men Ariella grinede bare af mig og løb rundt i cirkler, tæt på kanten af rækværket, som om at hun var udødelig.

Det var noget af det, jeg elskede mest ved hende: Hun havde evnen til at være ligeglad, og det misundte jeg hende.

Mens hun stod der i aftenluften, som blev koldere og faldt en grad efter hvert kvarter, kunne jeg se nydelsen i hendes glade ansigt. Hendes hår var løst og filtret. Tøjet var det samme, som hun havde på i går.

Jeg ville ikke sige, at jeg ikke var god til at respektere mig selv og mine egne behov, men Ariella var bedre, også selvom hun var i stand til at købe lige, hvad hun havde lyst til, fordi at hendes far - og mig, for den sags skyld - med glæde ville give det til hende.

Hun var ligeglad med mærkevarer og dyr gourmetmad, og kunst på væggene kunne hun ikke forstå, så det var heller ikke noget, hun brugte penge på. Nej, hun var egentlig ligeglad i mange af de muligheder, hun var født til at kunne udleve. I stedet valgte hun at elske de simpleste af de simple ting i livet, det, som var mest normalt.

Hun tog på biblioteket i stedet for at købe bøgerne selv, og når hun skulle besøge sine venner, tog hun subwayen i stedet for den chauffør, der ellers stod til rådighed. Hun fordybede sig i de sjoveste ting: Konditorkager, verdenskortet, hjemmelavede smykker og eksotiske danse, men hun nåede aldrig at blive så opslugt af et af emnerne, at det varede ved.

Jeg krydsede mine arme i håb om at kunne holde varmen inde i mig, og kneb mine øjne mystificeret sammen, da jeg så, hvordan Ariella kunne hoppe rundt ude på kanten af taget og røre alle de metalliske overflader, der sikkert var så kolde som is.

Hun var kun iført en mørk cowboyjakke, ellers var hun så godt som forsvarsløs over for kulden. Sådan havde hun altid været, i den tid jeg kendte hende - uforberedt over for vejrsituationer. Så sent som den morgen, da vi var stået op, havde jeg spurgt, om hun ikke skulle tage et halstørklæde på, men hun rystede bare på hovedet og forsikrede mig om, at hun nok skulle holde varmen. Jeg ville ikke tvinge hende. Hun var god til at knække mig alligevel.

"Ella," kaldte jeg efter hende, hendes kælenavn, og kunne ikke lade være med at smågrine, da hun impulsivt begyndte at slå vejrmøller, "hvad har du gang i?"

"Jeg lever," svarede hun med sin lyse, klare stemme, og løb hen til mig med funklende øjne i mørket.

Jeg rystede på hovedet af hende, og sagde små tsk-tsk lyde, hvilket fik hende til at række tunge af mig. Det så virkelig sødt ud, fordi hun smilede imens, en mærkelig kontrast af vrede og lykke.

Jeg åbnede mine fastklemte arme og lod hende komme så tæt ind til mig, som ingen andre end hende havde været i mange år. Hun lod sine hænder glide ind under min jakke, og derefter ind på den bare hud af min ryg - shit, jeg havde ret, hendes hænder var iskolde - og smågrinede færdig, mens vores ånde dannede små tornadolignende skyer.

"Hvad har du så lavet i denne uge? Hvad har været din nye, spændende passion?" spurgte jeg. Det var en lille intern joke, som jeg altid bragte på bane, når vi mødtes efter at vi ikke havde set hinanden i lang tid. For et par uger siden fik hun en vild interesse for at strikke, hvilket var meget klogt, for så var der måske en chance for, at hun iførte sig ordenligt tøj - vi var jo trodsalt i december - men hun nåede ikke engang at strikke en vante, før hun kom på noget nyt at foretage sig i stedet for.

"Jeg har haft en vildt spændende interesse, nu du siger det. Faktisk har jeg haft den i præcis et halvt år i dag. Jeg kan ikke få nok af den. Den driver mig til vanvid og gør mig lykkeligere, end jeg nogensinde har været på samme tid," svarede hun med blink i øjet. Vi var stille lidt, og så tilføjede hun: "Den hedder Harry."

"Er der allerede gået et halvt år?" spurgte jeg vantro. Jeg behøvede ikke lægge skjul på, at jeg havde glemt vores halvårsdag. Ariella ville ikke bebrejde mig for det.

"Ja," fnisede hun. "Og jeg har et ønske."

"Du har ellers aldrig ønsker," sagde jeg, og kom i tanke om hendes fødselsdag, hvor hun havde nægtet at fortælle mig, hvad hun godt ville have i gave.

"Nå, men nu har jeg," drillede hun. Hendes lyse hår fløj rundt i vinden som efterårsblade, der bliver leget med af en brise. Jeg så ned på hendes lysende blå øjne, der mindede om alle de smukke lys, som omkransede os fra Londons gader og stræder. Lys i hundredevis, tusindevis; fra vinduer, lyskryds, biler og toge.

Mens vi stod der oppe på taget, følte jeg mig mærkeligt lille, som om at jeg var en myre blandt en masse mennesker. Hvis ikke at jeg havde kunnet mærke hendes kolde hænder på min ryg - det eneste som fastholdt mig i øjeblikket - ville jeg nok føle mig fuldstændig hypnotiseret og opslugt af stemningen fra den pulserende, aftendækkede by, vi befandt os i.

Jeg ville aldrig komme til at vænne mig til enorme mængder. Ikke engang af kærlighed.

Ariella spidsede hendes læber. De havde samme form som et lille hjerte, et lille jordbær, en lille rose. Hendes øjne var allerede lukkede; et indirekte signal om, hvad hun ønskede sig.

Jeg kyssede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...