Dukkens leg {Kort One- shot}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Molly er en typisk emo pige. hendes mor arbejder meget, men det hele ændre sig da de en dag skal flytte. det palæ de skal bo i er smukt og virker dejligt. familien Howard der boede der før flyttede ud for flere år siden. ingen vidste hvorfor.
Hvad skete der med Howard familien? Vil det samme ske for molly og hendes mor?
Jeg har valgt mulighed 1.
ADVARSEL! SERIØST GOD LÆSNING

1Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

1. Blod, Sved og tåre

”Hvor er du? Kom frit frem. Jeg vil jo bare lege lidt, ikke?” Jeg kunne høre hendes trin komme nærmere. Jeg løb ned af trapperne og mod stuen. Mine trin var tunge, og jeg orkede ikke mere, men af en eller anden grund blev jeg ved. Jeg løb ud på gangen, og drejede ind af den første dør på højre hånd. Den store, røde sofa stod som det første man så. Jeg løb om bag ved den, og satte mig på hug. Jeg kunne høre hendes trin oppe fra loftet. De fortsatte ned af trappen, og så hurtigt som et lyn, var hun på gangen. Et skridt af gangen kom hun nærmere. Trinene stoppede. ”Nå nå. Du er vist vild med gemmeleg. Det er jeg også! Du er bare ikke så god til at gemme dig.” Jeg hørte dørens knirken, og de langsomme, men lette skridt trådte ind over dørtærskelen. Jeg vidste at hun var på den anden side af sofaen. Jeg satte mig på knæ, og begyndte at kravle langs kanten af sofaen. Jeg kravlede hen til det store mahogni bord, og dukkede mig lidt bag en skammel der stod ved siden af. Min hånd landede i noget vådt, koldt, og klistret. Jeg kiggede hurtigt ned og så det. Blodet. Dets mørkerøde farve, var smurt ud over bordbenene. Jeg vidste med det samme hvis blod det var. Min mors. Jeg fældede en enkelt tåre. Nej Molly du må tage dig sammen nu, tænkte jeg. Mit korte, sorte hår sad klistret op af mine kinder. Sveden piblede af mig, og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere for hvert minut der gik.

En rumlen gik i gang. Den klingende, metalliske lyd overdøvede mine tanker. Jeg vidste hvad det var. Det var pigen med en motorsav. Lyden blev højere. Hendes lyse rottehaler ramte min sarte hovedbund. Jeg kiggede hurtigt op. Ganske rigtig. Hun stod med en motorsav i hånden. Den var ikke så skræmmende med den lyserøde maling, og klistermærkerne, men jeg begyndte alligevel at hyperventilere. Hendes øjne var syet til, med et kryds på hvert øje. Hendes mund var lukket af mindst ti skæve sting. Blodet løb fra syningerne, og motorsaven kom tættere på mig.

Min mor vækkede mig. Hun ruskede hårdt i mig. Ordene var utydelige men jeg fik det til at være: Vågn op. jeg tørrede søvnen ud af mine øjne. Det var stadig utydeligt, men jeg kunne se hendes ansigt. Hendes smil var stort og hvidt. Der var sket noget. Derefter snakkede vi i flere timer. Hun havde fået solgt et af sine billeder for over 1,000,000 kr. hun fortalte også at vi skulle flytte.

Den samme dag tog vi af sted. Jeg satte mig ind i den grå Ford, og lukkede bildøren. Vi skulle bare hen og kigge på det. Vi kom derhen og dækkene hvinede da vi bremsede. Jeg havde kigget ud af vinduet hele vejen. Det lå midt ude i ingenting. Min mor gav mig et skævt blik. Jeg vidste hvad hun tænkte: Molly altså. Vær nu lidt glad for dette. Hun var i forvejen skuffet over mig, det kunne jeg se på hendes blikke. Hun ville have at jeg skulle være det hun aldrig blev. Det var jeg ikke. Langt fra. Jeg var meget dyster, eller ’Goth’ som folk sagde. Af og til blev jeg også kaldt emo. Det var ikke engang tæt på hvad hun ville have mig til at være. I stedet for at have mit sædvanlige tøj på skulle jeg have haft kjoler og nederdele på, i diverse pastelfarver. Mine utallige T-shirts med my little pony, bands, og manga- og tegneserie figurer, var ikke lige hvad hun ville have valgt. Heller ikke de mange sorte korsetter eller de sorte jeans, og nederdele. Nej nej, hun havde vist mig forskellige ting der passede min krop. Problemet ved det var at det ikke lige var min stil. Jeg ville hellere have store sorte støvler, og sikkerhedsnåle.

Jeg pillede lidt ved min piercing i kinden. Jeg skubbede tanken væk og åbnede døren. Mine fødder landede på jorden. Mine hæle stødte hårdt imod den, så det lavede en klaprende lyd. Palæet var kæmpe stort. De gamle vinduer stod åbne, og skodderne var faldet halvt af. Min mor begyndte på en lang sø forklaring om at det bare skulle gøres i stand så ville det være så godt som nyt. Jeg ignorerede hendes lange tale, og kiggede på palæet igen. Mine øjne gled hen over det forladte sted. Jeg stoppede og så tilbage på det første vindue. En skikkelse stod og kiggede på os. Jeg kunne se det ret så tydeligt. En pige med lyst hår, og rottehaler. En lyserød kjole og en dukke i den ene hånd. Det var en Barbie dukke. Sort tøj og sort hår. Den lignede næsten mig! Alle mine nakkehår rejste sig. Jeg vendte mig med ryggen til og prøvede at slappe af. Min mor lagde mærke til mit blege ansigt. ”Fryser du skat? Lad os gå indenfor og tage et kig!” Hun tog bilnøglerne i den ene hånd, og mig i den anden.

Døren var stor og støvet. Hun skubbede blidt til den og med en skinger, knirkende lyd åbnede døren sig langsomt. Vi blev mødt af en lang gang med mindst ti døre. Hun trak mig ind af den første dør. Der var fuldstændig mørkt men jeg kunne skimme toilettet. Ved siden af det var der nogle ben. Jeg fulgte dem op, og så hende. Pigen fra vinduet. Hendes øjne var syet til, og det samme var hendes mund. Hun havde stadig dukken i hånden. Hendes dæmoniske smil fik mig til at gå baglæns. Min mors faste greb forhindrede mig i at løbe. Med et klik tændte lyset. Jeg turde næsten ikke se. Min mor udbrød pludselig højt: ”Nej hvor er her smukt!” Jeg åbnede øjnene. Ingen spor af pigen. Min mor slap min hånd og begyndte at snakke om mulighederne på toilettet. Hun vendte om og styrtede hen til den næste dør. Jeg stod stadig helt paf. Den mørke energi lå som et tykt tæppe over palæet. Jeg hørte en lav hvæsen. Pigen var ikke i syne, men det var noget andet. Under det store badekar lå noget gemt. Jeg bevægede mig langsomt derhen, og stak hånden ind efter det. Dukken! Dens blege hud, sorte hår og tøj lignede mit på en prik. I starten troede jeg det var et tilfælde indtil jeg så det lille hvide skilt. Med sorte bogstaver stod der skrevet: Molly. En nål var stukket igennem dukken. Jeg vendte den om. På bagsiden var en lille seddel klistret fast. Jeg rev den blidt af, og åbnede. Med skæve, røde bogstaver stod ordene: VELKOMMEN MOLLY. VELKOMMEN TIL HELVEDE.” i hjørnet så jeg et navn. Jeg rynkede brynene. Der stod Sally med rød væske. Med blod. Det løb ned af papiret. Jeg smed det og løb ud på gangen. Min mor var væk. Mit hjerte galoperede derud af. En dør blev åbnet. Jeg løb derhen. Jeg frygtede det værste, men faldt lige i armene på min elskede mor. Jeg kneb øjnene sammen. Mine arme var låst fast om livet på hende. ”Lad os gå oven på.” Mine hænder blev svedige. Den store trappe var belagt med røde tæpper. Gelænderet var af guld. Vi gik op hånd i hånd.

Min første tanke til det første rum var helt klart yes! Det var et gammelt bibliotek. Læsning var en af mine hobbyer. Min mor stod lidt utålmodig da hun ikke ligefrem var så vild med læsning. Den eneste gang hun har været interesseret i en bog var dengang hun læste Fifty shades of Grey. Nu var hun så kold som en isterning. ”Bare gå mor. Jeg kigger lidt nærmere på bøgerne.” Hun nikkede og begav sig ud af rummet. De store træ reoler med de over tusinde bøger stod bare og ventede. En bog faldt ned. Jeg gik hen til den og kom i tanke om pigen igen. Bogens forside var sort. Med røde bogstaver stod titlen. Ingen forfatter, bare en titel. ’Howard hemmelighederne’ den lød da meget spændende! De første par sider var historie, men da jeg kom til den femte side var det en dagbog! Jeg begyndte at læse højt.

”D. 18. november 1807. Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Hun er ikke sig selv mere. Det er som om en dæmon har invaderet hendes krop. Betina Howard min kone, er væk. Jeg ved at det snart er min tur. Hvis De læser dette har dæmonen fået fat i mig. Den syntes uovervindelig. En gammel voodoo kvinde fortalte mig hemmelighederne til at drive dæmonen ud af min datter Sally Howards krop.” De næste sider var revet ud. Kun den sidste side var tilbage. Jeg læste videre.

”Uanset hvad De gør så bliv ikke. Den vil dræbe Dem. Kom ud fra dette palæ øjeblikkeligt, hvis De vil overleve. Adrian Howard.” Siderne var smurt ind i gammelt blod. Vi måtte ud herfra! Jeg styrtede ud på gangen, men intet kunne have forberedt mig på hvad jeg ville se. Min mor hang i et reb, og ved siden af stod Sally og hvæsede med et dæmonisk smil. Hendes mund var stor og bred. Tænderne var hvide, og utroligt skarpe. Selvom syningerne var stramme kunne hun stadig åbne munden, og øjnene. Min mors øjne var blanke. Det kunne bare ikke passe! Sally stod med sin dukke i hånden. Den sorte nål blev spiddet igennem dens mave og hoved flere gange. Hun kiggede stift på mig. Hendes øjne var røde, og blodsprængte. Hun grinte skingert. Hendes dukkeagtige hoved begyndte at dreje langsomt rundt. Jeg måtte finde ud af hvordan jeg drev den dæmon ud af hendes krop. Hendes hoved havde drejet sig på plads igen. Hun nynnede lavt en melodi. ”La la. La la la laa. La la. La la la laa.” Det gav mig gåsehud. Sveden begyndte langsomt at komme frem i mine håndflader. Hun åbnede munden på vid gab og skreg. Det vækkede mig, og jeg vendte om.

Biblioteksdøren var nem at låse. Den gled på plads, og jeg begyndte at rode i bøgerne. Jeg kunne høre grinet igen. Hun sparkede hård på døren. Langsomt så jeg låsen dreje rundt. Jeg styrtede over til den brune kommode der stod ved siden af døren. Det tog mange kræfter at skubbe den på plads foran døren. Kræfter jeg ikke troede jeg havde, viste sig nu. Låsen blev åbnet, men døren forblev lukket. Jeg løb hen til reolerne med bøger. Min første tanke var at finde en ny bog hvor der stod noget om dæmon uddrivelse, men der var over tusinde bøger. Jeg begyndte at hive alle bøger ud for at finde den der kunne drej reolen om. Du ved sådan en hemmelig smutvej. Det er der jo altid, ikke? Jeg kunne høre ting smadre på den anden side af døren. Hun prøvede virkelig at åbne den dør. Bøgerne var alle sammen gamle og støvede, men én bog vakte min opmærksomhed. Den var faldet ned foran mine fødder, og lå nu åben. Jeg satte mig på hug og samlede den op. Forsiden var et billede af palæet. Der stod to voksne og et barn. ’Familien Howard 8. generation’ stod der. Jeg læste igen. ”Sally Howard, datter af Adrian og Betina Howard, har ikke nogen idé om at denne bog eksisterer. Hvis De læser denne, så lad for guds skyld være med at fortælle Sally det. Læsning er på eget ansvar.” Jeg bladrede ivrigt. Der var et billede af en pige. Sally går jeg ud fra.

”Sally Howard. Født: d. 13. januar 1794. Død:” Ingen dato. Jeg læste igen på næste side. Det var endnu en dagbog. ”D. 14. januar 1794. i går aftes d. 13. januar fødte jeg, Betina Howard, en datter. Hendes navn skal være Sally Howard. Min mand, Adrian Howard, har været så nervøs for at skulle blive fader.

D. 13. januar 1795. Sally har fyldt sit første år. Derfor har vi foræret hende en dukke. Hun leger så meget med den. Adrian har det ikke så godt for tiden. Han snakker hele tide om den mørke energi der ligger over palæet. Vi er begge blevet enige om at han nok har arbejdet for meget.

D. 18. juni 1799 Sally er nu fem år gammel. Forleden dag fik både Adrian og jeg en kæmpe forskrækkelse. Vi arbejder begge meget, og er først færdige sent om aftenen. Den aften kom jeg først hjem. Jeg gik ind i soveværelset for at smide overtøjet. Stuen lå i mørke. Den barnepige vi havde hyret til at passe Sally var ikke til at se. Adrian kom hjem et par minutter senere. Jeg havde stadig ikke tændt for lyset i stuen. Han var modig og tændte. Jeg var ved at besvime da vi så barnepigen ligge livløs på gulvet. Jeg kom straks i tank om Sally. Vi styrtede op på hendes værelse. Hun sad bare på gulvet og legede med sin dukke.

D. 23. oktober 1806. Sally er blevet som en levende dukke. Hun er tolv år gammel og hun bruger al sin tid på sit værelse. Hun leger bare med dukker hele tiden. Vi er bekymrede for hende. Alle de barnepiger der har været her er døde. De ligger alle begravet i vores have. Ingen må finde ud af hvad der sker i dette palæ.

D.26. februar 1807. Adrian havde ret helt fra starten af. Der er en mørk energi over palæet. Der sker mærkelige ting her. En nat skulle Adrian på toilettet. Han tændte sit lys. Det vækkede mig. Rundt om vores seng lå diverse køkkenredskaber. Alle knive lå spredt, og saksene var stukket ned i gulvtæppet. Vi løb ind til Sally. Hun sad på sit gulv og legede med en ny dukke. Det var midt om natten. Hun drejede langsomt sit hoved da vi løb ind af døren. Jeg husker tydeligt hendes ord ”Hejsa. Jeg leger bare lidt. Vil i være med?” Adrian forklarede hende at hun skulle sove. Jeg lagde mærke til dukken. Det var en kludedukke. Dens hår var rødt og den havde en natkjole magen til min. Hun sad med sin saks i den ene hånd og dukken i den anden. Hun stak saksen i maven på den og jeg mærkede et jag i min mave. Hun begyndte at grine. Vi sagde godnat og gik i seng.

Den næste dag gik Adrian til en voodoo kvinde. Hun sagde at vores lille Sally var blevet besat. Hun kom hjem til os. Alt lys i huset var slukket. Kvinden begyndte at ryste. ”Der er en mørk energi over dette palæ. I må se at komme ud. Pigen har solgt sin sjæl til djævelen. I må forlade hende.” Adrian og jeg rystede på hovedet. ”Hun er ikke jeres datter længere. Det er en dæmon. I må se at komme ud.” Sally stod i dørkarmen. Vi sagde farvel til kvinden. Vi ville ikke forlade Sally. Vi krammede hende. Hun begyndte at hvæse. Ilden stod omkring hende. Kvinden havde ret. Det var ikke Sally. Hendes ord var tydelige ”Skal vi lege?” Adrian og jeg løb. Den næste dag var alt normalt. Hun var stadig mærkelig men hun skræmte os ikke på det tidspunkt. Hun kom ind til os. Hun begyndte at skrige. Vinduer lukkede, og døre blev låst. Vi vidste at vi skulle ud."

Det vidste jeg også at jeg skulle. Alle disse ting, var for meget for mig. det hele var sket på en dag. Jeg havde allerede betalt blod, sved og tåre. Der var ikke nogen der bankede på døren længere, så jeg tog chancen og bevægede mig ud på gangen. ganske rigtigt, hun var der ikke.

”Hvor er du? Kom frit frem. Jeg vil jo bare lege lidt, ikke?” Jeg kunne høre hendes trin komme nærmere. Jeg løb ned af trapperne og mod stuen. Mine trin var tunge, og jeg orkede ikke mere, men af en eller anden grund blev jeg ved. Jeg løb ud på gangen, og drejede ind af den første dør på højre hånd. Den store, røde sofa stod som det første man så. Jeg løb om bag ved den, og satte mig på hug. Jeg kunne høre hendes trin oppe fra loftet. De fortsatte ned af trappen, og så hurtigt som et lyn, var hun på gangen. Et skridt af gangen kom hun nærmere. Trinene stoppede. ”Nå nå. Du er vist vild med gemmeleg. Det er jeg også! Du er bare ikke så god til at gemme dig.” Jeg hørte dørens knirken, og de langsomme, men lette skridt trådte ind over dørtærskelen. Jeg vidste at hun var på den anden side af sofaen. Jeg satte mig på knæ, og begyndte at kravle langs kanten af sofaen. Jeg kravlede hen til det store mahogni bord, og dukkede mig lidt bag en skammel der stod ved siden af. Min hånd landede i noget vådt, koldt, og klistret. Jeg kiggede hurtigt ned og så det. Blodet. Dets mørkerøde farve, var smurt ud over bordbenene. Jeg vidste med det samme hvis blod det var. Min mors. Jeg fældede en enkelt tåre. Nej Molly du må tage dig sammen nu, tænkte jeg. Mit korte, sorte hår sad klistret op af mine kinder. Sveden piblede af mig, og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere for hvert minut der gik.

En rumlen gik i gang. Den klingende, metalliske lyd overdøvede mine tanker. Jeg vidste hvad det var. Det var pigen med en motorsav. Lyden blev højere. Hendes lyse rottehaler ramte min sarte hovedbund. Jeg kiggede hurtigt op. Ganske rigtig. Hun stod med en motorsav i hånden. Den var ikke så skræmmende med den lyserøde maling, og klistermærkerne, men jeg begyndte alligevel at hyperventilere. Hendes øjne var syet til, med et kryds på hvert øje. Hendes mund var lukket af mindst ti skæve sting. Blodet løb fra syningerne, og motorsaven kom tættere på mig. Jeg vidste at det var slut.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...