Cigaret

Tobaksplanterne har høje tanker om dem selv og deres fremtid; de er mægtige af natur og yderst behøvede af forbrugeren.
Dog er det ikke altid de største og bedste, der bliver til noget i livet. Til tider kan det være de mere tolerante og forhåbningsfulde, der får vist deres værd.

Selvom kampen kæmpes i blinde, agter det lille frø ikke at stoppe sin færd.

1Likes
0Kommentarer
269Visninger
AA

5. 4. Kapitel

Havde de været i besiddelse af en ukrudtbrænder dengang, var min skæbne blevet sat. Men dog var det ikke således, at det hele skulle ende. Hvis dog blot de så mig nu!

Hun sidder med mig, nulrer mig frem og tilbage mellem sine fingre.

Hun har tændt en ild i mig, ligesom jeg har tændt en ild i hende.

Langsomt løftes jeg op mod hendes blodrøde læber, der lukker sig om mit hylster, nænsomt væder papiret, der holder sammen på mig, til.

Tænderne gnaver vanedannet mod mit skod, sørger for jeg mørnes op.

Hun tager et ordentligt hvæs og inhalerer så megen af mig, som lungerne vil tillade. Jeg stiger hende til hovedet.

Jeg bliver smagt på, æltet rundt i den fugtige grotte, hvor den store muskel berører mig, stimulerer mig, for blot med en enkel ekshalation, at danse den længe ventede ballet ud af hendes mund og svæve til vejrs mod himlens stråler, jeg har higet så inderligt efter. Min kære ven.

Det er tydeligt at se på hende, at hun nyder mig lige så megen, som jeg nyder hendes værdsættelse af mig.
Jeg beroliger hende, skaber harmonien omkring hende, der får abstinenserne til at aftage. Ikke længere trænger de epilepsibeslægtede anfald sig på.

Vi har indgået et internt samarbejde, hvor jeg dulmer hendes lyst, og hun øger mit selvværd.

Og jeg som havde været den mindste, mindst eftertragtet, mindst brugbar, mindst behøvet. Gentagende gange påmindet om, at jeg ingen værdi havde.

Jeg var blevet sået for sent, samt for udtørret og svag til at kunne vokse.

Vejret var min modstander, størrelsen var mig imod, tilstanden modstræbende, men mest af alt, artsfællerne var mine fjender. Dem der burde have taget stilken om mig, fordi jeg var så sørgeligt et tilfælde.

Nu er det dog mig, der lever det fuldkommende liv. Det er mig, der udlever enhver af deres drømme, der blev dem frarøvet, da høsten kom dem for tidligt.

Alene på ny stod jeg, fordi jeg ej havde været blomstrende nok. Men se nu her, bemærk mit væsens pragt!

Selvom alle odds var mig imod, selvom de primitive forhold ej var mig gunstige, står jeg nu her, som kongen på tronen.

Hendes snehvide ansigt stråler i min glød, og taget om mig fortæller, hvor dyrebar jeg i virkeligheden er, hvor mange løgne jeg tidligere har ladet mig indbilde.

Alt jeg har tilovers for dem, samt alt jeg har at sige til dem, hvis de dog stadig kunne høre mig, lyder således; Den der ler sidst ler bedst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...