Cigaret

Tobaksplanterne har høje tanker om dem selv og deres fremtid; de er mægtige af natur og yderst behøvede af forbrugeren.
Dog er det ikke altid de største og bedste, der bliver til noget i livet. Til tider kan det være de mere tolerante og forhåbningsfulde, der får vist deres værd.

Selvom kampen kæmpes i blinde, agter det lille frø ikke at stoppe sin færd.

1Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

3. 2. Kapitel

Langt senere blev jeg taget frem.

”=)(/&&%%/¤#?” Ordene var fremmede for mig, stemmer jeg aldrig havde hørt før. Så eksotiske. Mon dette var min shadaferie?  
Mulatte hænder tog om mig. Løftede mig fra posens fangarme og op i lyset.

Ved første øjekast vidste jeg, at solen var min ven, og at vi snart ville danne et endnu tættere forhold til hinanden.

Hænderne var fugtige, ligeså heden ulidelig. Det fulgtes vel ad.

De store fyldige læber formede ord, nogle jeg ej beherskede evnerne til at tyde.

De matte mørke øjne så mig an. Ja, jeg var vel et sølle syn efter de mange mørke tider. Jeg var ikke lige så frodig og udstrålede ikke samme form for liv. Var jeg blevet set i min bedste alder, ville der aldrig havde været lagt op til tøven.

Brynene blev rynket. Kunne jeg overhovedet gavne nu, nu hvor jeg ikke var samme syn for guder?

Andre blev kaldt til, skulle bedømme min skæbne.

De flokkede om mig, mig så lille og bleg og dem så store og mørke.

Fagterne var massive. I stedet for balletten i det kongelige teater, måtte jeg beskue stammedansen.

Hænderne blev holdt i vejret, mens fødderne kreerede et jordskælv. Hvad mon de foretog sig? Var dette en test? Skulle guderne ligeså også spørges til råds?

De sprang til alle sider, teede sig som glubske dyr. Aber i rette miljø, men hvor var Mowgli?

Lydene var så skingre, så høje, at selv hørehæmmede ville ønske sig døve.

Fuglene måtte lette fra deres grene for at generobre roen. En smuk sortsol.

Jeg sås til at være håbløs i deres uanede øjne, det samme mærkat jeg også havde givet mig selv. Jeg var blot et postyr, der vildledte dem fra deres egentlige arbejde.

Den sveddryppende næve lukkede sig om mig, svang glidende tilbage i hedebølgen og et anmassende støn gav sig tilkende.

Jeg fløj, fløj mod fjernere lande, lige ud i det hav af artsfæller jeg sådan havde længtes efter.

Jeg blev sat uden for sæsonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...