Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25237Visninger
AA

9. 6 * Adoption is not an option.

 


”Harry, vi må og skal adoptere den dreng” mine øjne flakker forvirret rundt, imens de bare hviler på Jenny, what? Sagde hun lige vi skulle adoptere, vi har hvad, kun været sammen i 2 måneder – 3 måneder eller noget, okay jeg er en fyr, det er i orden jeg ikke har styr på det! Men alligevel! Selvfølgelig det gør mig glad, men det er en haste ting og specielt fordi hun ved historien med drengen, selvfølgelig ser jeg mig selv adoptere ham, men. Det er en haste sag og der er ikke tid til at tænke, det bliver bare forvirrende for knægten, hvis vi så ikke kan alligevel og må give ham væk, det synd for barnet.
”Harry...” hendes hånd vifter lidt foran mit ansigt.
”Turtelduer kommer i?”
”Louis, lad dem være, de har noget de skal snakke om, de finder selv vejen hjem” mit blik rammer kort over mod Zayn, så han vidste det? Vidste hvad hendes hoved siger. Jeg vender blikket i mod hende igen.
”Jenny, du tænker slet ikke”
”Jo jeg gør Harry, jeg tænker meget! Den dreng er forældreløs, familieløs og har brug for forældre.”
”Jenny, hvem har puttet den idé ind i dit hoved?” et suk forlader hendes læber og hun ser trist på mig, flot Harry, nu har jeg sagt noget forkert.
”Så du ser ikke en fremtid med mig?”
”Jenny det var ikke det jeg sagde”
”Nej nej slet ikke” et suk forlader mine læber og jeg tager stille hendes ene hånd.
”Hvorfor kom du på den idé?”
”Fo.. fordi Niall ønsker det, Ellie fortalte om drengen og Niall ønsker du og jeg skal adoptere ham, fordi vi er et stærkt par og jeg er en stærk kvinde og du en stærk mand, fordi vi ville være gode forældre og drengen vil ende i et system man ikke kan komme ud af” hun ser lidt alvorligt på mig og kigger ned i jorden, et suk forlader mine læber. Selvfølgelig Niall, hvorfor skulle Niall også putte det ind i hendes hoved? Det jo ikke fordi jeg ikke vil, men det for sent at fortryde når man først siger ja og vi når slet ikke at kunne tænke eller snakke om det.
”Men det okay, vi lader bare vær. Det ville også ende galt, for vi har ikke været sammen mere end 3 måneder og vi er ikke klar, vi kan nå og slå op, du kan nå og forlade mig og ja…” hun ser bare væk og er ved at lyde fuldkommen skør, som om hun prøver på at få mig til at få det skidt eller noget. Men nu ved jeg da, at vi har været sammen i 3 måneder, okay ikke tid til jeg joker med det, ikke nu.
”Jenny, jeg forlader dig ikke. Forstå det nu, jeg elsker dig”
”Hvorfor undgår du så samtalen om det her?”
”Fordi, det er en haste ting du har fået ind i hovedet, fordi man ikke kan nå og diskutere emnet, som mange andre kan, fordi drengen er forældreløs, familieløs og har mistet sin mor og må på børnehjem”
”Bare glem det” hendes blik er skuffet og trist, det er som om hun ikke vil tro mig og mine ord. Det er som om alt bare er blevet underligt, eller retter, hendes tristhed er blevet værre og slemmer, men jeg forstår hende også. Men. Det er så hårdt.
”Nej Jenny, det kan jeg ligesom ikke. Jeg elsker dig og jeg ser en fremtid med dig, men hvis det ikke er os med et barn, hvad vil du så gøre? Det vil skade drengen vi sender ham tilbage”
”Så du mener vi slår op og han skal væk?” jeg klasker den anden hånd i mit fjæs og sukker lydløst opgivende.
”Det var ikke det jeg sagde, jeg mente hvis vi nu ikke er klar til et barn?”
”Hvad så hvis jeg blev gravid og vi ikke var klar, skulle jeg så have en abort eller føde barnet og give det bort?” forhelvede, nu fordrejer hun også tingene, til hvis det var os selv.
”Jenny, det er ikke det samme”
”Fordi det så er vores og ikke en fremmedes barn?”
”Nej Jenny. Det jo ikke det jeg siger”
”Det er det du hentyder til”
”Forhelvede Jenny”
”Forhelvede Harry” et suk forlader hende læber og hun ser blot på mig.
”Niall ønsker det”
”Jenny, Niall ønsker ja, men du behøver ikke at holde alle løfterne”
”Så jeg må godt skære i mig selv igen, for jeg behøver ikke holde løfter?” ARG den tøs, hun prøver at få mig i fælder nu.
”Jenny, stop, nej du må ej, for du har lovet mig, Niall og Liam, ikke mindst din familie og de andre”
”Så det løfte skal jeg holde, men jeg må ikke holde det andet og rede et barn fra at ryge i et system, som man ikke altid kan komme ud af?”
”Jenny, stop, jeg mener det”
”Fint” mit blik rammer bare på hende og hun vender sig for at gå, men jeg tager fat i hendes arm.
”Hvad skal du?”
”Jeg skal tilbage til hotellet, hvad ellers?”
”Jenny, hvorfor vil du starte denne diskussion?”
”Jeg starter ingen diskussion, du gør! Du vil ikke svare direkte, men køre uden om og ind på alt muligt andet”
”Jenny, jeg elsker dig og ser en fremtid med dig, men, jeg tænker på drengen, for det noget vi må beslutte nu, hvis vi skal være sikker på han ikke er væk i morgen og det er det, som er besværligt. For hvad hvis vi ikke er klar, jeg ønsker ikke at sende ham tilbage, og jeg ønsker ikke vi går fra hinanden, pga. en af os ikke er klar”
”Så må vi tage det som det kommer, for vi må klare det sammen, som et par bør gøre. Jeg tvivler selv på om vi er, netop fordi vi kun har været sammen i 3 måneder. Men den dreng er uden familie, hvis jeg steg på toget, stod du måske uden kæreste. Han mistede sin familie, jeg steg aldrig på toget og du har mig. Jeg hader abort og folk der adoptere væk, det synd for et barn, fordi systemet er svært og det skader deres liv og de oplever ikke samme kærlighed, hvor mange af dem ender i familie?”
Hun har jo ret og det ved jeg, hvis hun var på toget, så stod jeg måske samme sted som drengen, dog havde jeg stadig min familie og venner, men ikke hende her. Min dejlige kæreste, som jeg virkelig elsker rigtig meget.
”Ikke mange” et suk forlader mine læber og jeg taget stille hendes hænder.

Jeg lader mine hænder nusse hendes og inden længe flettes de sammen.
”Vi er i et andet land, vi ikke gift, vi er blot kærester og man skal vist være gift” jeg læner min pande i mod hendes og ser stille ind i hendes øjne.
”Mmm, skal man nok” hun lader blikket hvile på mig og bider sig i læben.
”Og jeg frier ikke uden din fars tilladelse til jeg må, for det er mest normalt + jeg ønsker du skal have det perfekte bryllup og ikke rådhus bryllup”
”Vi kan blive gift igen, når vi kommer til England, på den rigtige måde, med venner og familie der” hun ser stille ind i mine øjne og jeg bider mig i læben.
”Vi må snakke med lægerne først, inden vi gør noget forhastet”
”Ja” jeg trækker hende stille indtil mig og lader mine læber ramme hendes, inden hun gengælder det.
”Louis har ret, du er god mod børn og det er så sødt når du leger med Lux”
”Jeg elsker at se dine øjne, når du snakker om din niece og da du holdte Theo, dine øjne strålede bare” et smil danner sig på hendes læber, inden hun kysser mig og jeg gengælder.
”Men Jenny, du ved godt, ja at vi ikke kan det her, ikke?” jeg mærker stille hun fjerner sine hænder fra mine og ser på mig.
”Jov gør jeg, men… den dreng, han er alene, men du har ret, vi kan ikke, vi er unge og du er en stjerne”
”Det er du også nu” siger jeg stille og trækker hende tæt på mig.

”Ikke så stor som dig”
”Nej, men du er stadig en fantastisk sanger og kunne blive til noget stort” hun ligger stille hænder omkring min hals og ser stille på mig.

”Sorry Harry, jeg tror bare Niall fik mig forskruet lidt, jeg blev bange…”
”Ved jeg Jenny, kunne jeg regne ud og undskyld jeg nærmest fik os til at diskutere”
”Det ikke din skyld men min”
”Nej Jenny… du gjorde bare det rette og jeg var bare tarvelig”
”Harry, jeg elsker dig og du var ikke tarvelig, måske lidt” et lille fnis forlader hendes læber, inden hun planter et kys på mine.

 

”Åh er I her endnu?” Mit blik rammer stille Maura og jeg nikker kort.
”Ja det er vi endnu, vi skulle lige snakke”
”Om den lille dreng?”
”Hv..”
”Harry, jeg kender min søn og han indrømmede også alt hvad han har bedt Jenny om, for jeg kunne se hun kom grædende ud. Men I skal ikke bekymre Jer, den lille dreng skal nok få det godt og det er jeg sikker på, det ikke Jeres ansvar, hver unge og lykkelige, det hele skal nok gå” jeg ser lidt på hende, da hun kærtegner Jenny i håret og ser på hende.
”Hvis der sker min dreng noget Jenny, så stoler jeg på det rette valg”
”Hvilket valg?” mit blik lander lidt på Jenny, som bider sig i læben og ser ned, inden hun ser på mig.
”Kan vi snakke om senere Harry, ikke nu og jeg skal nok tage det rette valg, hvis noget skulle ske, det lover jeg Maura”
”Godt min pige! Og Harry, jeg gentager, hun er en keeper!”

”Ja det er hun, meget!”
”Men Maura, drengen, jeg kan ikke få hans historie ud”
”Harry og Jenny, ikke tænk på ham. Chris og jeg snakker med dem i morgen, om hans fremtid og ellers har vi besluttet at vi adopterer ham. I er unge endnu og skal leve Jeres liv, I har masser af tid endnu. De hjælper min søn og så vil jeg hjælpe dem, med det problem de står I”
”Virkelig Maura? Hvad siger Niall og Greg til det?”
”De ser frem til en lillebror, men nu må vi se. Men tag hjem og sov, okay?”
”Okay Maura og det må I også gerne snart” jeg krammer hende kort og hun krammer Jenny, inden hun tager min hånd og vi forlader sygehuset sammen. Wow, Maura, det havde jeg ikke troet, men de er så gode mennesker, det er de alle. Rigtig gode mennesker og mere end det.

 

Jeg lader stille mine finger køre ind i hendes, inden jeg kærtegner dem med min tommelfinger. Jeg lader blikket flakke lidt rundt, inden jeg stopper op og ringer efter en taxi, eller retter sagt Paul gør, eller vent hvad Paul? Når ja, han kan ikke efterlade Jenny og jeg alene her, der skal jo beskyttelse til. Mit blik rammer stille på Jenny, da hun lader hendes hånd glide sig ud af min og jeg kigger bare lidt undrende på hende, men mærker i stedet, at hendes arme glider om mit liv og jeg ligger mine arme om hendes, inden jeg bare trykker hende godt indtil mig.
Jeg lader mine læber ramme hendes hår og lukker kort øjnene, hun fryser en smule, det kan jeg mærke, for hun ryster og det er nu sødt! Jeg køre mine hænder lidt op og ned af hendes ryg, inden hendes hovedet løfter sig ud fra mit bryst og hendes øjne ser ind i mine, inden jeg læner mit hoved frem i mod hendes, hvor jeg lader mine læber ramme hendes bløde læber. Mums, hvor jeg elsker de her læber og bare det at have hende her. Hvordan kan hun være sådan? Få mig til at føle som jeg gør? Jeg kan slet ikke forstille mig et liv uden hende! Hun er simpelthen alt og jeg ved godt, vi måske kun har været sammen i 3 måneder og kendt hinanden i 4 eller noget, men det her er anderledes, ikke mindst fordi jeg er hendes første, men det er hun også min, altså første kæreste jeg har holdt længere på, siden min eks var utro. Jeg elsker denne Jenny Anderson.



****************************************************************************************************
 

Ja jeg kunne ikke rigtig vente længere! Så her er afsnittet!:)

Hvad synes I om Nialls mor, er hun ikke bare sød? Det synes jeg i hvert fald! Ikke mindst hvad mener i om Harrys følelser for Jenny?
Bare fordi de ikke adoptere, betyder ikke, at der intet drama kommer!:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...