Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25287Visninger
AA

38. 32 * It will be alright.

 


Ulykken sad stadig i hovedet og jeg mener ikke syningen, hvilket jeg ikke kan se. For har stadig forbinding rundt om hovedet. Jeg er sluppet billigt, dog med slem hjernerystelse. Eleanor har været totalt ude af den, for Louis har jo også hjernerystelse, det har vi alle, mere eller mindre. Dog Louis, ja, han har smerter som bare fanden, han brokker sig 24/7, okay overdrevet, for der er kun gået 1 døgn siden ulykken og mere end det.
Min hjernerystelse er der endnu og jeg kaster tit op. Selvfølgelig er vores ulykke over alt på nettet og i verden. Selv ude foran, stå fans og beder for Zayns liv, ikke mindst Pauls.
De begge ligger i respirator og det der er to ulemper ved Zayn ikke mindst Paul. Hvis de vågner op, de kan enten være lammet, Zayn vil kunne være fra ryggen og ned, men stadig bruge armene og Paul, kan være hele kroppen. Udover det, de kan have mistet hukommelsen og måske aldrig blive normale, for de kan være hjerneskadet.
Det hårdt og det er forfærdeligt, det værste er Jenny, hun er virkelig ude af den og jeg forstår hende, men Perrie er mest og ikke mindst Pauls datter.
Men Jenny, ja læser for meget og det værste er, jeg tror på det hun tror. At når nogen fødes, så må andre dø. Hvad nu hvis det er tilfældet? De skal dø, for at tvillingerne kan overleve?
De har ikke engang givet dem navne endnu, de kan ikke. Jeg har ikke engang set dem endnu.
For jeg må ikke forlade sengen og Jenny må ikke forlade sin, for hun er jo næsten blevet syet og bla bla. Jeg vil nu ellers se de små bebser!
Den eneste der må bevæge sig, er Liam og Lou, det gør de skam også. Men ingen af os har set babyerne, for det må vi ikke, ikke endnu. Ikke før vi alle må forlade vores senge. Det gælder dog ikke Zayn og Paul.
Mit blik rammer i mod Eleanor, da hun bare ligger ved Louis og sover, han har armene om hende, i mens hans familie sidder ved siden af.
Min egen, ja de er her også, dog ligger jeg ikke mærke til dem. For jeg tænker og det gør ondt.

 



Ulykken var i os alle sammen og det kunne man se. Eleanor ligger bare tæt indtil mig og jeg kan se Niall er helt væk. Men hans hoved gør også ondt og han ser nu sød ud med forbinding på. Okay, man må indrømme, man er nød til at gøre noget sjovt ud af det, selvom det er svært.
Mit blik rammer på Niall, han ligger ikke rigtig mærke til sin familie eller hans mor snakker og jeg ser stille på ham.
”Niall, prøv og sov lidt, ved det gør ondt, men prøv. Okay?” han lytter stille til mig og hans mor nusser stille hans kind, inden han lukker øjnene og prøver.
”Du må hellere det samme skat”
”Kan jeg ikke mor, jeg vil bare gerne se på jer og være sikker de andre er okay”
”Louis, sov skat. Det skal nok gå” hun tager stille min hånd og mine søskende ser på mig, inden de smiler forsigtigt. Jeg smiler stille og ser at Lottie er ved at græde. Jeg tager stille fat i hendes hånd og ser på hende.
”Søde, ikke græd, jeg er okay”
”Men vi kunne have mistet dig, se Zayn” jeg rækker stille armen ud og hun falder ned over mig. Nu har jeg to piger ved min side. Eleanor der sover, Lottie der græder og nu Fel der tager min hånd. Jeg ser stille på Georgia, Daisy og Pho. Jeg smiler stille til dem alle og de nye tvillinger. Ja de er jo derhjemme, sammen med Mark. Jeg ser på dem alle og smiler stille til Lottie, ikke mindst mor.
”Mor nu skal du heller ikke græde, jeg er okay!”
”Louis, en mor er altid bange for sit barn” kommer der fra Maura og jeg sender hende et stille smil.



Jeg åbner mine øjne stille og ser over i mod Harry, han er faldet i søvn, et lille smil er på mine læber og dog ikke. Han sidder ved min seng og har hovedet på sine arme, som ligger på min seng. Jeg vil se mine venner. Men må ikke rejse mig. Har brug for at se dem. Mit blik er på døren, da mine forældre kommer ind og det er første gang de skal se dem.
Ingen har set dem, for i går. Havde ingen af os lyst til at se nogen og vi var kede af det, ikke mindst jeg udmattet.
”Hej min pige” siger min far, inden han kysser mig i panden og holder sine læber der langtid. Det er tydeligt at mærke hans nervøsitet, han var bange, bange for at miste mig og ikke mindst mor.
”Ha..”
”Nej lad ham sove skat, han har været vågen længe” sige min mor og nusser mig i håret, inden længe står Anne og Gemma her også, ikke mindst mine brødre og selvfølgelig ser Gemma som den første tvillingerne.
”NEJ hvor er de søde!” siger hun og ser ned i vågne ved dem.
”Nuurh, det ligner jo Harrys næse!
”Ssh Gemma” siger Anne hurtigt og peger i mod Harry. Jeg smiler bare over Harry, inden jeg forsigtigt kører min hånd over hans hår og bare vækker ham.
”Jenny” sukker min mor og jeg smiler en smule, jeg vil ikke have min mand skal sove, ikke nu. Vi har gæster og jeg vil have mine babyer.
”Harry” siger jeg stille og han vågner svagt.
”Vi har gæster” siger jeg igen, inden jeg kærtegner og han vågner helt, inden han ser på mig, inden han ser rundt og ser sin familie.

”Tillykke bror!” siger Gemma smilende og venter bare på at må holde en unge. Harry smiler bare stolt, inden han rejser sig op og træder stolt hen i mod babysengene, eller vogne, eller hvad man kan kalde det.
”Se, det her er vores søn” siger Harry og rækker ham til Anne, inden han tager vores pige op.
”Og vores lille pige” smiler han igen stolt og giver min far hende.
”Åh hvor er de søde!” siger Anne hurtigt, inden hun bare får tårer på kinderne, det hendes første barnebarn. Harry sætter sig stolt ved mig, altså oppe i sengen. Inden han kysser mig i panden og fletter vores hænder.
”Det et godt stykke arbejde brormand!”
”Må jeg sige søs, hun har dine øjne, dog Harrys hår” siger Phillip, da han endelig holder hans niece for første gang. Et smil er på alles læber.

De alle snakker bare og gaver er pakket op, er dog ikke interesseret. Vil bare se drengene, bare en enkel gang. Men Harry vil have de skal se børnene på sammetid og det ønsker jeg selv.
”Må altså snakke med Perrie” hvisker jeg stille til Harry og han nikker kort. Han kysser min kind, inden han ser undskyldende på min familie og hans.
”Hvis det er okay, så vil vi gerne være alene. Efter alt det med drengene og udover det, så er børn udmattende”
”Det i orden” bliver der hurtigt godkendt og de siger hurtigt farvel, inden de går og tager hjem.
Harry venter dog lidt med at hente Perrie, bare for en sikkerhedsskyld.
”Jeg beder Perrie om at komme ind også smutter jeg til drengene”
”Iorden skat” han giver mig et kys, inden han kysser børnene farvel.

 



Mit blik ligger i mod døren og jeg venter på Perrie, hun kommer ret hurtigt ind og hun lukker stille døren efter sig. Hun er ked af det, det kan man se og hun ser hurtigt babyerne. Inden hun smiler stort og derefter holder sig på maven, inden hun bryder i gråd.
”Kom her” siger jeg stille og hun kravler op i sengen til mig, inden hun bare græder. Jeg holder bare godt om hende.
”De andre tøser må videre det og de er her jo alle sammen. Dog er Ellie på tour, men søde. De må vide det, de er vores bedstevenner og har brug for nogen ser mine børn” siger jeg stille og hun ser stille på mig.
”Han ved det ikke engang og hvad hvis han aldrig får det at vide”
”Men så har du Zayn på dig, altid. Han vil være i dit hjerte og leve i gennem jeres barn. Men du må tænke positivt Perrie. Zayn elsker dig og han ville aldrig forlade dig. Ved han kan blive lam, hjerneskadet og alt det. Men det er bedre end han dør, er det ikke?”
”Jov, men… jeg er så bange Jenny… alt lykken sker for dig og Harry nu”
”Ikke rigtigt… hvad har jeg ikke oplevet? Min storebror blev skudt, han går stadig med en krykke, benet er ikke helet, jeg kunne have mistet ham. Jeg kunne have mistet det ene barn eller mig. Jeg kunne have mistet mine bedstevenner og muligvis min tvilling, Harry et bandmedlem, en bedsteven og en bror. Bare fordi vi fik vores børn og jeg er levende, er lykken ikke vendt”
”Jenny, jeg kan ikke ude Zayn. Jeg elsker ham så forbandet meget. Han er mit liv, mit et og alt, min inspiration. Dør han, vil jeg ikke mere. Kan ikke leve uden ham!”
”Men Perrie, du kommer ikke til at leve uden ham, som sagt, han vil være i dit hjerte og i vil få et barn sammen. Hvis han døde, ville Zayn ikke se dig slå dig selv ihjel, men at du ville holde ud og få det barn, være der for det. Og hvis du dør, så mister jeg min bedsteveninde”
”Men Jenny… jeg elsker ham” at høre hende græde og ikke ønske livet, hvis han dør. Gør så ondt, så ondt. Ville ønske jeg kunne gøre noget.

Alt jeg kan er, at holde om hende.

************************************************************************************************************************

Det lover ikke godt med Zayn og Paul :(. Men Liam og Lou har det da bedre!
Men hvad med Perrie? Hun er jo gravid og Zayn ved det ikke, vil han nogen sinde få det at vide? Og hvad med Perrie, skal hun stå alene med et barn?:

OG nu har jeg været god, I har fået 2 kapitler i dag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...