Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25237Visninger
AA

6. 3 * I love her.

 

Mine øjne ramte stille på Jenny, som bare lå og sov, hun var smuk, vidunderlig smuk og hendes ansigt strålede i søvne, hun er alt hvad man kunne ønske sig. Alt var ved at falde sammen omkring hende og her lå hun, i mine arme og sov, efter flere forsøg på at få hende ud, fik vi hende endelig ud, dog med en ond måde, men ingen af os ville have hende herinde, ikke alene, hun skræmte os alle og vi var alle bange, specielt mig. Jeg slog op med hende, hun ville flygte også kom den togulykke, hun kunne have været på og det var hun ikke, hun stod af, netop pga. mig, hun ville ikke opgive mig. Hun ville ikke give op, fordi hun elsker mig. At se hende i live, gjorde mig mere end lykkelig og jeg kunne ikke lade hver, alt jeg kunne se var en lys fremtid, en fremtid med hende.
Men så kom Jasper, lige dagen efter og hans øjne strålede klart en stor ulykkelighed, specielt fordi han ligesom jeg, kunne have mistet Jenny, hvis hun ikke havde skiftet mening i sidste sekund. Men han kom ikke for at se hende i live, han kom i uniform. Han havde klasket hele familien en løgn, en løgn omkring militæret, at de havde ladet ham gå, men sandheden var bare, det havde de ikke. Han måtte slippe indtil Jenny var rask, så der var styr på familien og det var hun nu, hun var mere end lykkelig. Hvilket også har givet Louis endnu mere dårlig samvittighed og igen føler sig skyldig. Hvis Jenny ikke var blevet opdaget af Louis, så ville hun ikke være her, fået venner og en kæreste. Så ville hun sidde tilbage i England og være droppet af sine venner, fordi de ikke kunne klare sandheden, men sådan var det ikke, for han havde opdaget hende og hun havde fået venner + en kæreste. Hvilket verden hurtig så, også måtte Jasper tilbage til krigen, hvilket knuste hende og i går, ja der ønskede hun bare at dø, få pillet arene op og jeg ved ikke hvad, det skræmte mig, men det skræmte også Jasper, man kunne se det i hans øjne, han var bange, bange for han ville komme hjem og Jenny ikke ville være her mere.
Oven i alt det shit, så er der Niall, han har det skidt og skal i dag på sygehuset, her i Paris og få den kemobehandling som er stærkere. Godt den er alle vejene efterhånden, det eneste vi er heldige med, er at de har behandlingen her også. Vi kan kun håbe, håbe på at han reagere positivt på den og overlever. Selv hans forældre, bror, svigerinde og nevø kommer, faktisk ja hele hans familie, de kommer og støtter ham, selv er vi andre her og ingen tager tilbage til England, ikke før vi ved Nialls skæbne også håber vi at vi kan afslutte touren.
Bandet ville aldrig blive det samme uden Niall, det ville aldrig kunne fortsætte! Nyheden om Niall blev hentet af ambulance, kom frem samme dag som togulykken, for det var samme dag, dog kræften er ikke røget ud endnu, men det gør den vel snart, specielt når de ser familien ankomme. Hans ønske om vi ikke skulle vide det eller vores fans, den del gik ikke godt.


Mit blik lander langsomt på Jenny da hun bevæger sig, vi ligger i samme stilling som i går, dog har jeg næsten ikke sovet, for tankerne har været på hende og Niall, ikke mindst Jasper + jeg måtte holde øje, holde øje med hun ikke skred igen.
Et smil lander på mine læber, da hendes øjne åbnes og jeg kærtegner stille hendes kind.
”Go’morgen smukke” et smil breder sig en smule på hendes læber, inden hun putter sig mere indtil mig.

”Morgen Harry” mumler hun stille og lukker øjnene igen. Hun er smuk, hun er vidunderlig, jeg kunne
bruge resten af livet på at bare se hende og være ved hende.

"Harry?”
”mm?”
”Kys mig” mit blik rammer lidt på hende, da hun igen åbner hendes øjne og jeg læner stille hovedet i mod hendes, inden jeg lader mine læber ramme hendes. Åh hendes læber er så bløde og dejlige, kunne kysse dem for altid! Hun trækker stille hovedet væk, inden hun smiler og fletter vores hænder sammen. Jeg lader kort mine læber ramme hendes igen og hun gengælder det selvfølgelig, jeg trækker stille hovedet væk igen og ser smilende på hende.

 

Her sidder vi så, vi sidder på sygehuset i Paris, i mens Niall ligger derinde, bag døren der og er i gang med at få kemobehandlingen sat i gang. Vi må ikke se ham, ikke før om noget tid, for de skal se hvordan han reagere og alt det pjat først.
Ellie sidder helt knust og nærmest alene, men Louis har en arm om hende og Paul med, vi alle er her, både vores musikker, vores vocal coach Helene, vores stylist Lou og ikke mindst selvfølgelig bodyguards.
Mit blik rammer nogle læger og sygeplejersker som kommer ud af et rum, deres øjne er triste og tøjet smurt i blod, de er vist 5-6.
”Hvad gør vi med barnet?”
”Vi må give det til adoption”
”Det så trist, så trist”

Deres øjne er triste, jeg ser bare lidt på dem og prøver at lytte til det sidste, men det siges ikke så højt, så kan ikke rigtig høre det. Jeg skubber lidt Jenny til siden og rejser mig, inden jeg går der hen.
”Undskyld mig, men kunne ikke undgå at høre jer snakke” deres blikke vender straks i mod mig og jeg ser roligt på dem.

”Hvad er der sket?”
”Jo ser du knægt, den togulykke har taget mange efterhånden, en gravid kvinde var om bord, hun var i live, men overlevede ikke, da vi fjernede barnet, det var barnet eller hende. Hun havde det perfekt i går, det havde de begge to, men det blev værre og værre” den mandlige læge ser stille på mig og jeg ser stille på ham, det godt nok ikke fødeafdelingen vi er på, men alt er vel optaget pga. ulykken og de mange sårede personer.
”Men hvad med faren?” jeg lader blikket hvile på dem.
”Han døde for en time siden, af sine kvæstelser” deres blikke er triste og selv bliver jeg trist, stakkels barn. Det kommet ind i en verden uden forældre.
”Selvom det private ting, så synes vi godt vi kan fortælle dig det, for din kæreste skulle oprindeligt være om bord?” så de genkender mig? Jeg nikker kort og de ser langsomt mod de andre, inden de ser på mig.
”Kvindens mor døde sidste år af brystkræft, så hun har været meget på afdelingen, selv til undersøgelse for kræft, så vi kender hende meget godt, hun har aldrig kendt sin far. Angående barnets far, hans forældre døde begge da han var lille og har boet ved sine bedsteforældre, som begge døde for nogle år siden”
Åh stakkels barn! Ingen bedsteforældre! INTET. Jeg mærker kort tårerne på kinderne, da en anden læge kommer ud med en kuvøse hvor det lille barn ligger i.
”Må jeg?” de nikker kort, inden jeg går hen til kuvøsen, inden jeg stikker hånden ind og nusser det lille barn.
”Han skulle først været kommet om 3½ uge, han har intet skadet og det er utroligt nok, han er helt sund og rask” jeg lader bare øjne flakke på den lille unge, inden jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg vender kort hovedet og ser på lægen.
”Han må hen på fødeafdelingen” jeg nikker kort og tager hånden til mig, dog finder jeg hurtigt et bandana frem fra mine bukser og ligger indtil den lille dreng. Jeg vender langsomt om og går mod de andre.

”Hva så Harry?” Louis kigger stille på mig og det samme gør de andre. Jeg slår mig ned til Jenny igen, som straks sætter sig på mine lår og jeg ligger bare stille mine arme om hende, inden jeg fletter vores finger sammen.
”Det var et barn, det var moren eller barnet som kunne overleve. Hun fik det værre i går, så det var barnet hellere hende. Drengens far døde for en time siden af sine kvæstelser. Lægerne kendte kvinden godt, for hendes mor døde sidste år af kræft her og selv har hun været her for at få tjekket, hun har aldrig kendt sin far og hendes mand eller kæreste, han mistede sine forældre da han var mindre og boede ved sine bedsteforælder, som han mistede for et par år siden og nu drengen alene” jeg lader et suk forlade mine læber, inden jeg mærker Jennys læber på min kind og Louis som klapper mig på min skulder.
”Stakkels barn og her sidder vi, berømte, med kærester og familie. Dog med Niall derinde” et suk forlader stille Zayns læber og ser på mig.
”Stakkels dreng” Slår Perrie hurtigt enig med.
”Meget, det synd sådan noget, børn er den bedste gave” kommer Lou hurtigt med, inden hendes blik lander på lille Lux, som hun hurtigt trykker indtil sig og hun ser roligt på mig.

 

”Jeg gav drengen mit bandana, så han ikke var efterladt uden noget”
”Du er en god dreng Harry, meget” Paul ser alvorligt på mig og jeg smiler bare skævt til ham.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...