Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25300Visninger
AA

5. 2 * Goodbye, I love you.

 

Jeg vågnede langsomt op, men ikke på et sygehus eller alene, jeg vågnede op i Harrys arme. Vi havde haft vores første skænderi og vi blev også enige om, da vi gik i seng i går, at de par timer vi ikke var kærester, bare var ingen ting og det bare var en fight, som hvert par skal i gennem. Hvilket jeg var glad for og alligevel ikke, Niall, ja Niall han gik rundt i mit hoved og legede med det, han kunne dø og han ville give op. Men min snak have vist ændret på det eller det håber jeg.
Mine øjne flakkede bare rundt, inden jeg kiggede på Harry, han så så sød og sexet ud, sådan som han sover, men jeg kan ikke, nej jeg kan ikke lade ham sove! Jeg vælger at plante et kys på hans læber og hans øjne åbnes, igen virker tricket.
”Go’morgen” mumler han lidt, inden han bare lukker øjnene igen og jeg kysser ham bare igen.
”Jenny… jeg sover” mumler han stille og jeg sukker kort, inden jeg sætter mig op.

”Men det gør jeg ikke og kan jeg ikke” faktisk tanken om, ja jeg kunne være død, men jeg tog aldrig med toget og tænk hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke sidde her også ville min familie først være knust! Hvilket Harry fik skæld ud for i går, ja min far var meget sur på ham, selvom Harry nu ikke var det værste, min far råbte og skældte ud på mig, han ville ikke en gang lytte og ja, nu er han sur, sur på hans lille prinsesse!
”Jenny… lig dig nu ned” han presser mig ned i sengen og ligger armen om mig igen, inden jeg lidt lukker øjnene og putter mig indtil ham.
”Harry, jeg kunne have været død”
”Jenny, jeg vil slet ikke høre det, det gør mig ked af det, du var ikke på toget, du tog aldrig med, det er hvad jeg vil tænke ikke andet” han åbner sine øjne og ser alvorligt på mig, inden jeg stille nikker og putter mig mere indtil ham.

”Jeg elsker dig Harry” mumler jeg stille.
 

Mit blik flakker bare lidt rundt, de glor alle sammen på mig, pigerne, drengene, de ansatte og ikke mindst Paul og han ser ikke glad ud, langt fra. Men han skældte mig så også meget ud i går og det er forståeligt, selvom jeg så også svarede igen, men ja, jeg ved han har ansvaret for mig og alt det, men lige i går ville jeg hjem!
”Vi har udsat koncerten til i morgen i stedet, netop for at vi alle kan sunde os og at Niall kan have en slap af dag” ja Niall ligger inde i sengen.
”Faktisk Paul… så.. jeg vil gerne i kemobehandling” vores blikke lander på Niall og jeg må sige, jeg er stolt af ham. Ellie går direkte hen og krammer sin dejlige kæreste, inden Paul åbner sin mund.
”Dejligt Niall, så ringer jeg alle steder hen og siger vi nok skal komme på et andet tidspunkt” klart alle er jo rørt af Nialls helbred, de ved dog ikke at han har kræft eller vi gør, men ikke verden endnu, det er ikke røget ud endnu, de tror bare han havde spist for meget eller noget. Men hvis hans familie kommer, så bliver det nok først værre, så ryger sandheden ud.
”Jeg har fået en tid i dag og mine forældre vil komme senere eller i morgen” jeg ser lidt chokeret på Niall, allerede! Jamen! Jeg mærker stille Harry tage min hånd og det burde være ham der var ked af det og ikke jeg, men det er han også, men selvfølgelig tager piger det værre.
”Vi bliver her alle for dig! Vi skulle alligevel være væk i længere tid, så kan vi ligeså godt blive her i Paris med dig!” kommer det hurtigt fra Louis, inden de andre drenge gør sig enige.

Paul rejser sig op, da der bankes på døren, sikkert en roomservice eller noget.
”Jenny, det til dig”.

Til mig? Vent? Jeg kender ingen her? Jeg slipper Harrys hånd og går i mod døren, inden mit blik skimter soldater tøj og derefter mine øjne rammes ind i nogle velkendte øjne. Jasper.
Jeg bevæger munden, men ingen ord kommer ud.
”Hej søster” jeg ser blot på ham, inden jeg går baglæns og mærker tårer der presser sig på, han kan ikke bare komme her også i den uniform også dagen efter jeg muligvis kunne have været død! Vent, hvorfor har han det på? Han droppede militæret?
”Jenny… undskyld, men jeg kunne ikke sige det, jeg fik lov at stoppe, indtil du var rask nok og det mener De, at det er nu.” han går tættere på mig, men jeg bakker igen og ser blot på ham, inden vender mig op og går hurtigt imod værelset, hvor jeg bare kaster mig i sengen. Det mener de ikke!
”Jenny!” høre jeg ham kalde, men jeg er sådan set ligeglad.

Han dukker op, også i det outfit og skal ligefrem tilbage! Tilbage i krig!
Jeg hører døren gå op og den lukkes igen, inden jeg mærker nogle sætter sig på sengen.
”Jenny. Det ikke med min gode vilje, men det ikke til at komme ud af, selvom jeg gerne vil” jeg ser bare på ham og blinker med øjnene.
”Du kan ikke forlade mig, ikke igen!!! Jeg er ikke rask nok!!” jeg griber bare ud efter et eller andet, som så bliver Harrys mobil, inden jeg forsøger at få arene op, for så skal han ingen steder! Han griber bare fat i min hånd og tager mobilen fra mig.
”Jenny, stop” han løfter stille mit hoved og ser ind i mine øjne.

”Hør søs, jeg elsker dig og ved du ikke ønsker mig af sted, jeg ønsker helle ikke, ikke at forlade dig igen, ikke mindst at jeg skal forlade Marissa og min datter, det gør ondt, men jeg har min pligt og jeg må følge den.”
”Du må ikke, jeg vil ikke have det!” jeg kaster armene om ham og begynder egentlig bare at tude, inden jeg mærker hans arme om mig, hvor han selv begynder at græde.
”Ved jeg Jenny, mor prøvede også at overtale mig. Det vigtigt for mig, at hvis der sker noget, at du tager dig godt af Sophia og ikke mindst Marissa, okay?” sådan må han ikke snakke!
”Søs, lige meget hvor i verden jeg er, så elsker jeg dig og jeg er stolt af dig”

”Jeg så dig, jeg så dit ansigt skrige mit navn, jeg så dig kigge hjælpeløst på mig, jeg så alt, så hvordan du reagerede da du fandt mig og jeg kan ikke få det ud af hovedet, du må ikke forlade mig!!!” det må hjælpe det må få ham til at stoppe og blive her! Han skal ikke rejse, ikke nu! Hvordan kan de, hvordan kan han? Han løj for mig! Så er jeg ligeglad med, hvor meget jeg har løjet, men, jeg vil ikke af med ham, ikke nu!
Han ser chokeret på mig, inden han bare holder mig indtil ham.
”Jeg må af sted”
”NEJ!# jeg mærker bare hans arme forsvinde omkring mig og hans varme med, inden han blot har rejst sig og ser trist på mig, inden han går mod døren.
”JASPER!” jeg mærker bare alt gå i stå, han må ikke! Jeg ser rundt efter noget at skære mig med og finder faktisk noget, eftersom min taske ikke er pakket ud og finder min skraber.
Men den tages hurtigt fra mig og mine øjne rammer ind i nogle velkendte blå øjne, som ligner Louis, han ligger den fra sig, inden han bare ligger armene om mig.
”Ssh søde” mumler han stille og holder bare om mig.
”I har at passe på hende drengene, specielt dig Harry”
”Lover jeg Jasper og please pas på dig selv” jeg høre døren lukkes og en anden person sætter sig, Harry. Han ligger sin ene hånd på min skulder.
”Jenny ssh” jeg skubber bare dem væk, inden jeg rejser mig op og løber ud af værelset, inden jeg kommer ud af suiten og løber ned af gangen.
”JASPER” Skriger jeg og han stopper brat op, inden jeg løber i mod ham, nærmest springer i hans arme, inden han blot ligger sine arme om mig.

”Jeg elsker også dig” siger jeg stille og bliver bare knurret indtil ham.
”og jeg skal nok tage mig af dem, please kom hjem snart” jeg ser ind i hans øjne og han sætter mig.
”Pas på dig selv Jenny, okay? husk drengene elsker dig og jeg også gør” han kysser mig i håret, inden han igen går, hvor jeg så mærker en arm om mig.
Jeg vender mit hoved og ser på Harry, som stille føre mig tilbage til suiten.

 

”Jenny, du er nød til at spise søde.”
”Jenny, kom nu ud skat.”
Først Perrie, så Harry, ja faktisk har de alle prøvet, prøvet at få mig væk fra sengen, har faktisk ligget her i langtid, i flere timer og låst mig inde, ja okay ond kæreste, at låse Harry ude. Men jeg er knust! Min bror drog i krig igen og det er kun fordi jeg var rask nok.

”Skat, please luk nu op, jeg har virkelig brug for mine ting” han har snart prøvet med alt og de alle ønsker jeg skal spise, men jeg nægter og jeg nægter at svare dem, hvilket nok gør dem mere bekymret. Selv Paul har prøvet, men intet hjælper. Intet.
”NIALL!! NEJ ikke igen!” hør jeg nogle råbe og det giver et sæt i mig, inden jeg løber mod døren, han må ikke dø ikke nu! Jeg åbner den straks og kommer ud, men Niall sider fint i sofaen og er ’rask’.
”Endelig” jeg ser forvirret på dem alle, de jokkede, for at få mig ud.
Jeg vender mig om, men blev stoppet af nogle arme, ikke Louis, ikke Harry, ikke Liam, men Zayns.
”Du skal ikke ind der igen” han trækker mig med over i sofaen, inden han trækker mig ned på hans skød, da han sætter sig.
”Jenny, du må spise og tale med os”
Harry kommer stille hen og falder ned på sine knæ foran mig, inden han tager mine hænder, normalt ville jeg nok tænke frieri, men her er jeg ligeglad.
”Jenny, vi er her alle okay, jeg ved det hårdt lige nu, men Jasper skal nok klare sig og det skal Niall squ også, ellers får han bank!” han prøver at lave en joke igen og komme med et lille Harry fnis, men det hjælper ikke.

”Søde, vi er her alle for dig” jeg mærker Danielles hånd på mit lår, inden hun giver mig et smil, jeg ser lidt rundt på de andre, som ser på mig og Paul ser stille på mig, inden jeg ser på Harry igen.
”Jeg er rask, det går ikke!” begynder jeg at græde og Zayn klemmer bare lidt om mig, i mens Harry klemmer mine hænder.
”Jenny, du lovede os du ikke ville gøre det igen og specielt mig, du er rask og det er godt, og jeg elsker dig, drengene elsker dig, ikke mindst pigerne”
”Hvis jeg er syg, så skal han ikke af sted” tårerene falder bare ned af mine kinder, imens mærker jeg bare Zayn, som prøver at klemme mig til ro, men det hjælper ligesom ikke. Harry prøver bare at fange mine øjne, men jeg vil ikke, jeg vil ikke se ind i hans flotte øjne, som straks fortryller mig og beroliger mig.

”Jeg er rask” siger jeg bare i mens tårerne falder ned af mine kinder, hvem brokker sig egentlig over man er rask? Man plejer at brokke sig over man er syg, men her i det her tilfælde, vil jeg heller være syg end rask. Jeg vil ikke have Jasper i krig, ikke igen og gå og være bekymret, høre folk som dør og du aner ikke om det er din bror, ikke før nogle dukker op foran din dør eller før du får livstegn fra dem.
”Jenny, jeg gider ikke tage kemobehandlingen, hvis du gør skade på dig selv, for du lovede mig, ikke mindst Harry, Liam og de andre, ikke at gøre det i mod os og gør du, så kan jeg ikke se nogen grund til at kæmpe for mit liv” de ord sidder bare i mig og mit blik vender straks i mod ham, inden jeg lader mine øjne ramme hans.
”Må du ikke”
”Så må du heller ikke give op, ikke igen, vi er her for dig, alle og en hver”
”Niall har ret Jenny, vi er her for dig, prøv at se på Harry, hans øjne er fyldt med angst og tårer, han græd rigeligt, da han troede du var i toget, det gjorde vi andre også, selv Paul gik i panik. Plus Danielle, som lige havde mødt dig” mit blik lander på Liam, inden mine øjne endelig falder på Harry, hvis øjne er fyldt med tårer og angst, i mens han blot ser bedene på mig. Jeg vender langsomt hovedet i mod Zayn, som blot ser på mig og nærmest venter svar, om jeg vil gøre det igen og få Jasper hjem, eller forstå de elsker mig og er her for mig. Jeg lader stille mine hænder trækkes ud fra Harrys, inden jeg ligger dem på Zayns, for at få hans hænder væk fra mig, han lader bare sine hænder glide til siden og egentlig bliver jeg bare siddende, tårerne er stadig på kinderne og de alle ser bare afventende på mig, inden mit blik stille rammer på Perrie og derefter Paul, inden de langsomt kigger på Louis, hvis øjne er virkelig omgivet af angst.


Jeg rejser mig stille op, inden jeg stille går mod mit værelse igen og ligger mig i sengen. Jeg lukker øjnene stille i, inden jeg blot sætter mig op og tager bare min guitar, inden jeg stille bare begynder at spille og synge, det var lige det eneste jeg kunne tænke på, det eneste der kan berolige mig. Jeg ligger ikke meget mærke til at Harry kom ind og sætter sig på sengen. Men jeg ligger mærke til ham, da han ligger hånden på guitaren, så jeg ikke kan spille mere.
”Jeg elsker dig Jenny” hans blik fortæller sandheden og det gør mig ret så glad, inden jeg blot ligger guitaren fra mig.
”Jeg er bange” jeg mærker stille hans ene hånd kærtegne min kind, inden han ser ind i mine øjne.
”Ved jeg skat, men jeg er her, drengene er her og tøserne, selv Paul, vi alle lytter til dig, hvis du har brug for at være bange og nervøs, uden selvskade”

”I må ikke også forlade mig”
”Jeg vil aldrig forlade dig, jeg er så sur på mig selv for i går, det var ikke fair af mig og jeg burde have lyttet, jeg elsker dig Jenny” jeg vælger i stedet at lukke hans kæft, ved blot at kysse ham. Hvilket han gengælder meget hurtigt, men jeg stopper det brat og lader blikket ligge på ham.
”Jeg elsker dig Harry, virkelig meget” jeg bider mig langsomt i læben, hvilket får ham til at smile, inden han kærtegner min kind.
”Ikke forlad mig igen” hans blik er alvorligt, hvilket får mig til at smile og jeg tager stille hans hånd, inden jeg giver den et klem. Jeg ligger mig langsomt ned i sengen, inden jeg trækker ham ned ved min side og putter mig indtil ham. Jeg mærker stille hans anden arm om mig, som roligt kærtegner mig, inden hans læber langsomt rammer min pande. Jeg lukker blot øjnene i.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...