Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25232Visninger
AA

21. 17 * Leaving you.

 


Der var gået dage og alt var blevet mærkeligt, eller nogen dage, der var gået 3 uger eller noget. Jeg elskede at bo her og gør jeg jo stadigvæk. Men drengene var blevet underlige og ikke mindst El. Min mobil, Ipad, Computer og selv den stationære pc, de var væk. Jeg er jo ikke dum, de havde jo gemt dem. Alt der kunne få mig til at læse nyheder, alt der kunne få mig til at følge med i krigen, alt. Selv når det kom til tv, så måtte jeg ikke se tv og lige meget hvor meget jeg har prøvet, så nej, intet lykkes.
Alt begyndte så småt, da man hørte nogle soldater fra Danmark og USA, var faldet. Hvilket så fik dem til at tage alt i skjult. Men alt blev værre, da nogle fra England er faldet eller det rygtes der og alle mine ting er væk, jeg kan ikke tjekke det. Jeg kan ikke se om det er i min brors lejer, intet!
Jeg mærker smerten hver evig eneste dag og jeg kan ikke dele det med nogen, for mine forældre vil græde og de er jo selv bekymret. Harry og resten af mine venner, de tror jeg vil begå selvmord og det er ikke til at snakke med dem, slet ikke når jeg jo ved hvad de tænker om mig.
Men det værste ved det hele er, jeg har jo ikke gjort skade på mig selv eller nej det er jo godt, men, bare de gad og se det sådan.
Min blog er taget fra mig, alt. Jeg ved godt de gør det med en god mening, men det hjælper ikke. Jeg vil bare gerne have Jas, har brug for ham!
Egentlig har jeg været fraværende omkring alt, siden jeg har hørt det med England, som var i sidste uge, har jeg været ude af mig selv, for intet er offentlig gjort endnu, intet. Selv pårørende ved intet endnu og det gør det hele være. De kan nemlig ikke se hvem personerne er og de skal derfor obduceres først. Det var en bombe der sprang. Arg! Det er ikke til at holde ud!
Jeg vil bare have min bror! Jeg vil have ham nu! NU! Forhelvede, så giv mig min telefon, giv mig alt elektronik!
Jeg mærker bare tårerne ramme på mine kinder og smerten er faktisk rigtig stor lige nu. Jeg føler mig så lost, så dårlig.
Jeg river mig frustreret i håret og lidt hen over armene ved arene. Jeg kan ikke andet end mærke smerten. Lysten til bare at få smerten ud og mærke et blad eller kniv på armen, mærke den varme følelse af blod, som flyder ud af huden. Jeg vil ikke mere! Det er så hårdt! Han kan jo kun være død! Hvorfor skulle de ellers gøre det her i mod mig?
Harry har jeg ikke snakket med, ikke siden han tog min mobil for 2 uger siden, jeg kan ikke snakke med ham og det jo ikke fordi jeg ikke elsker ham. Men min indelukket side er kommet frem igen og jeg ønsker intet lige nu, jeg ønsker Jasper og vide om han er i live! Vide om han kommer hjem til mig!
”Please gud… vil du ikke nok få ham hjem til mig?” jeg bider mig i læben og ser ned i mine hænder, idet jeg hvisker det for mig selv. Jeg trækker bare benene op under mig og lader bare tårerne vælte ned af mine kinder, inden jeg kyler puden væk fra mig. Jeg rammer dog desværre lampen og det giver jo et brag. Men jeg er ligeglad, jeg vil bare have min fucking bror hos mig!

”Jenny!” hører jeg en panik stemme fra døren og mærker hurtigt nogle sætter sig i sengen, det er Harry, hvem ellers. For det er hans stemme og Louis & El, de er i byen og shoppe eller noget.
”Skat, snak med mig…Jenny, snak nu med mig!” beder hans ellers bekymrede stemme – jeg mener bogstavligt, jeg har ikke snakket med ham siden og faktisk ingen, det som om jeg har mistet stemmen, mistet lysten til overhovedet at snakke.
”Skat, please, snak nu med mig. Jenny, snak nu til mig. Du skræmmer mig” han tager forsigtigt mine hænder og ser ind i mine øjne, men jeg undviger dem blot. Jeg elsker ham, det gør jeg. Et suk flyder fra hans læber og han prøver igen uden held. Kan han ikke bare forstå det? Jeg kan ikke snakke, jeg vil vide om min bror er okay! Det er alt jeg har behov for, jeg har mistet rigeligt, jeg vil ikke miste ham også!
”Jenny… snak nu til mig, det går ikke det her! Du har ikke snakket i 3 uger” han drejer mit hoved, så jeg kan se ham i øjnene og jeg rejser mig egentlig bare op, inden jeg ser på ham. Han rejser sig hurtigt med et suk og ser mere eller mindre alvorligt på mig.
”Jenny, jeg kan ikke det her mere!” vent hvad? Hvorfor er hans stemme så hård og irriteret?
”Kan ikke hvad?”
”Det her… jeg er færdig” Færdig med hvad? Nej, det kan han da ikke!
”Hvad mener du? Slår du op?” inderst inde græder jeg og yderst, lyder jeg måske ligeglad, men jeg er chokeret. Hvordan kan han fyre det her af?
”Jeg kan ikke det her… måske vi har brug for en pause, du vil ikke snakke med mig. Du vil intet. Jeg tager hjem til min mor og du velkommen til at blive her. Vi trænger måske til at savne hinanden” inderst skriger jeg af smerte og beder ham om at blive, men det som om ordene ikke kan komme frem. Jeg vil ikke have han forlader mig nu! Det kan han ikke. Jeg ser forvirret i mod ham, da han tager en taske og pakker den. Mine tårer falder ret hurtigt på mine kinder og jeg går bare ud af værelset, faktisk uden at sige noget.
Mit blik rammer ham da han går forbi mig og ud i mod døren. Jeg vender mig kort om og ser efter ham. Han kan ikke! Jeg hører døren lukke sig efter ham og jeg mærker straks smerten brede sig. Jeg slår bare direkte hånden ind i væggen og kommer med et piv, ikke mindst tårer på kinderne. Min bror er i krig og han ved det! Nu forlader han mig bare? Det kan være han siger han ikke slår op, men det er en pause. Men det er det ikke for mig!



Jeg havde brugt min dag sammen med kæresten og den var fantastisk. Vi er begge ved at være bekymret for Jenny, derfor har vi også købt gaver til hende. Jeg ved Harry er ved at gå ud af sit gode skind, han er såret, ked af det og ikke mindst bange. Bange for hun vil gøre det af med sig selv eller Jas er død, det med vilje vi har taget alt fra hende og det er for hun ikke skal opdage det, hvis han er død.
For hun har ikke forladt computeren eller noget, ikke før vi måtte tage det fra hende. Lidt ondt, men vi vil beskytte hende, fra den smerte hun kunne læse sig til og det ønsker vi jo ikke.
Jeg lader mine skridt forlade elevatoren da vi når opgangen og vi kommer ind i lejligheden.
”UHU! Så er vi baaaack!” råber jeg overglad.
”Louis babe, slap af” kommentere El bare grinene og smiler kærligt til mig, inden hun kysser mig på kinden.
”Jeg går lige indtil Jenny med gaven, måske er Harry i køkkenet?” ja det kunne han jo godt være, jeg mener, han spiser altid nu her. jeg begiver mig ud i køkkenet og ingen Harry er her, han er nok bare nede og købe roser til Jenny, for det har han også gjort hver dag.
Vi har snart gjort alt og det er som om intet hjælper.
”LOUIS!” råber Eleanor og kommer løbende ud til mig, jeg ser lidt på hende og kan tydeligt se der er noget galt.
”Ja skat?”
”Jeg gik ind på værelset og hun er her ikke… skabet stod åbent og alt hendes tøj er forsvundet og denne lå her” hun rækker mig hurtigt Jennys forlovelses ring og en underlig følelse går i gennem min krop. Hvad sker der her?
”Nogle af Harrys ting er også væk. Men alle hende er væk, alt. Louis… hvad er der sket!” hendes stemme knækker og hun begynder at græde, hvilket jeg selv er ved. For jeg vil godt vide hvad der er sket her. De elsker jo hinanden. Men noget er jo galt, for hvis alle hendes ting er væk og Harry er rejst, det giver ingen mening. Jeg forstår det ikke. Jeg ligger den ene arm om El og ser på hende.
”Jeg prøver at ringe til Harry, kan du se om du kan få fat i hende?” hun nikker kort.

 


Jeg sidder i sofaen og ser på Eleanor, der er gået en time og ingen af dem svarer. Jeg tager mobilen igen og ringer til Harrys mor i stedet.
”Det er Anne?”
”Hej Anne, det er Louis!”
”åh hej Louis, ved du hvad der er galt med Harry? Han dukkede op her og var helt knust, han siger intet og ikke engang til Gemma, er virkelig nervøs!” jeg bider mig kort i læben og ser lidt på Eleanor.
”Jeg ved det ikke, men alle Jennys ting er væk og ringen lå på sengen” et suk lyder fra hendes læber og jeg kan høre hun er ved at græde.
”Jeg er så bange Louis! Det ligner ikke Harry, han er helt sur og muggen + virkelig helt nede, han ligger bare og græder. Jeg forstår det ikke!” nej det ligner ham ikke og han elsker jo Jenny det ved jeg og Jenny ham. Bare ikke det her er pga. Jasper eller en krise. Jeg hører en anden der prøver at ringe op.
”Anne, jeg skal nok komme og snakke med ham. Men jeg må lige tage min mobil. Jenny ringer” der stod i hvertfald Jenny. Anne siger okay og farvel, inden jeg ligger på.
”JENNY, hvor er du! Hv…”
”Hej Louis, det er Kevin, Jennys far”
”Kevin? Der er ikke sket hende noget vel?”
”Jeg ved det ikke, hun vil ikke snakke… hun bad bare Phillip komme og hente hende + de fleste af hendes ting, som han kunne have med. Hun vil ikke snakke med nogen af os og hun græder egentlig bare hele tiden, hun har nu stået ude på terrassen i en time og vil ikke komme ind”
”Eleanor og jeg kommer, derefter tager jeg hjem til Harry og snakker med ham, jeg ved virkelig ikke hvad der sker Kevin, ville ønske jeg gjorde!”
”Tak Louis, håbede du ville komme og håbede du vidste noget”.

 



ARG! Jeg slår bare hånden ned i muren på terrassen, jeg ved det dumt. Men hvad skal jeg gøre? Hvordan kunne han bare? Jeg savner ham og hvordan kunne jeg skubbe ham væk! Ingen af mine forældre eller Phillip kan trænge i gennem mig og Phil, ja han fik et slag sidst. Men jeg er så ked af det, så bange. Hvad hvis han ikke kommer tilbage til mig? Jeg savner allerede Harry!
”Jenny?” jeg hører en velkendt stemme og den lyder trist, jeg hører et snøft og jeg drejer lidt hovedet. Mit blik rammer ind i de velkendte blå/grønne øjne, som kun tilhører Louis og lidt efter rammer den Eleanor.
”Søde, hvad er der sket?” han træder en smule i mod mig og tager lidt forsigtigt i min hånd, han tjekker hurtigt mine arme, jeg er jo ikke dum og hans blik stivner lidt, da han ser min hånd. Han ryster kort på hovedet af mig, inden han lidt smiler. Måske fordi jeg sagde, at jeg ikke ville skære i mig selv mere. Det har jeg heller ikke gjort.
”Tal med mig okay?” jeg ryster en smule på hovedet og mærker bare han ligger armene om mig.
”Jenny, er du klar over hvor bekymret vi er?” siger Eleanor stille og nusser mig en smule på ryggen.
”Anne har ringet til Lou og sagt at Harry er helt ude af den… og nu ringede din far til Lou” vent er Harry ked af det? Men han endte det selv! Jeg snøfter en smule og græder egentlig bare. Smerten er virkelig stor og det gør ondt over alt lige nu.
Jeg trækker mig væk fra Louis og ser egentlig bare på dem.
”Tal med os søde” siger El bedene og jeg ser egentlig bare væk fra dem og ud over haven igen. Jeg mærker lidt mine øjne lidt falder fra og de begynder langsomt at blive slører, det begynder alt. Det hele ser nærmest helt sort ud.
Jeg vakler kort til den ene side og skvatter, inden alt andet bliver sort.

 

************************************************************************************************************************

Så kom der endelig et afsnit! Hvad siger I til det? Opgiver Harry hende bare, det jo ikke hendes fejl med Jasper også forlader Harry hende i denne stund. Hvad mener I?
Og hvad tror I der sker med Jenny?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...