Don't leave me yet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Igang
Vi har alle sammen fuldt Jennys eventyr med drengene fra One Direction, men oplevelsen endte brat, med et knust hjerte og at Harry slog op. Vi har fuldt drengene og fundet ud af deres små hemmeligheder. Niall lider af leukæmi og er døende, mén vil en ny og stærk kemobehandling helbrede ham? Vil Liam og Danielle holde? Vil Zayn og Perries bryllup blive til noget? Hvad vil der ske i mellem Louis og Eleanor? Ikke mindst, hvad med Ellie og Niall, vil det holde? Hvad med bandet? Vil Niall overleve og kan drengene klare sig uden ham, hvis han ikke gør?
Men hvad med Harry? Hans kærlighed, tøsen der ændrede dem alle og ikke mindst hende der ændrede ham? Den togulykke der skete i Paris, var Jenny på toget?
Følg med i 2’eren af ”Don’t tell the world!”.

57Likes
121Kommentarer
25243Visninger
AA

4. 1 * She is gone.

 


Timerne gik og gik, jeg kunne ikke holde det ud. Det hele var min skyld! Alt jeg gjorde var forket, jeg skulle have lyttet til hende og forstået hende, jeg lovede at passe på hende og jeg brød løftet til hendes far, ikke mindst hendes bror. Jeg elskede hende, jeg elsker hende. Hun er alt og hun er den eneste ene, jeg vil have hende og ingen anden!
Jeg ved jeg ikke bør kunne sige det, men det kan jeg, jeg kan ikke se en fremtid, ikke en hun ikke er med i. Hun er mit liv og den jeg vil have, jeg dummede mig og nu er hun der, i det tog der kørte galt, hun er her ikke, ikke mere! Jeg er skylden!
Jeg trækker bare hendes dyne indover mig og lader hendes duft ramme min næse, jeg mistede hende, jeg fik alle til at miste hende, hvordan skal drengene kunne tilgive mig og ikke mindst hendes familie, hvad med mig selv? Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv! Aldrig!

Hun er væk og det er min skyld og kun min, ikke en eller anden togføres skyld, men min og kun min!
Alle er knuste og nyhederne har stået stille, Paul og tre andre af vores gode ansatte, er taget der ned, taget ned til ulykke stedet, for at tjekke om de finder Jenny. Jeg ved de gør, det umuligt hun overlever!
Så stiger antallet på kvæstet også falder det igen, fordi folk dør af deres kvæstelser, det har det gjort lige siden det kom i nyhederne. Så hvorfor skulle Jenny overleve? Hun er væk, hun er væk. Min kæreste er væk, min engel, min bedre halvdel, min eneste ene, min Ying.
I mens jeg ligger her, ligger og giver mig selv skylden for alt, så ja.
Niall er inde i sin seng. Han fik det værre, han stressede sig selv og måtte blive lagt i seng, med beroligende midler.
De andre sidder i stuen og bare venter, undtaget Ellie, hun er selvfølgelig ved sin kæreste, mig er alle ligeglade med eller nej det er de ikke. Jeg har bare låst mig inde, jeg har en god grund.
Jenny er død og det er min skyld, min alene!
 

”Jenny” mumler jeg stille og trækker dynen langt overhovedet, inden mine tåre bare triller, det dufter af hende. Jeg var hendes første til alt og jeg ødelagde hendes hjerte, hun er død med et knust hjerte! Det vil jeg ikke kunne leve med, jeg er fyren der knuste en piges hjerte, som derefter ville stikke af og nu er død!
Jeg er skylden og jeg burde ikke leve, det fortjener jeg ikke. Drengene fortjener et nyt bandmedlem, ikke mindst en ny ven og min familie fortjener en ny søn og bror!
Jeg sætter mig stille op og trækker min computer hen til mig, inden jeg stille åbner min pc og logger ind, hvorefter jeg finder hendes blog. Mange har allerede skrevet, det kan jeg se.

”Jenny, jeg håber du er okay! Du må ikke være død, det er synd for Harry og drengene, ikke mindst din familie! Du en fantastisk pige! Håber snart der er nyt om dig!<3”
Sikke en sød kommentar. Men det gør hun ikke, hvorfor skulle hun det? Hun har ingen grund? Jeg gav hende ingen grund, hun har ingen grund til at overleve, det ødelagde jeg!

Et suk forlader mine læber, inden jeg læser et par blogge, men klapper pc’en sammen, da der står rigtig meget om hendes forelskelse til mig og det gør ondt, det gør mere ondt end noget andet, specielt når jeg ved det er min fejl.
Min fejl at hun er død og ikke lever mere!


Jeg lader blikket ramme natbordet og først nu, ja først nu ligger jeg mærke til uret, mit bandana og ikke mindst armbånd, hun har forlagt det ellers er det med vilje. Selvfølgelig er det med vilje Harry. Du knuste hendes hjerte!
Jeg er et egoistisk møgsvin, hun er død og det er min fejl!
Jeg lukker blot mine øjne i og ligger mig helt ned i sengen, inden jeg knurrer uret, bandanet og armbåndet til mig, inden mine tårer slipper løs.

 



Mit blik rammer toget idet det kommer og et suk forlader mine læber, nu er det nu. Nu forlader jeg Paris, for at komme hjem og væk fra de her drengene, jeg er uønsket og jeg betyder intet!
Intet!
Jeg ser folk gå ud af toget og ikke mindst folk der stiger på, alligevel kan jeg ikke rykke mig.
”Miss, skal De med?” mit blik lander på manden og jeg ser forvirret på toget, inden jeg lader et ryst forlade mit hoved. Hvordan kan jeg give op?
Jeg elsker de her drenge! Jeg elsker pigerne! Jeg kan ikke forlade Niall nu! Eller forlader touren! Jeg kan ikke give op på Harry og slet ikke at få ham til at indse, at jeg elsker ham. Jeg kan ikke flygte for evigt, jeg må se det hele i øjnene og kæmpe! Det er hvad jeg kan!
I ét vender jeg mig om for at gå og forlade perronen, tænk jeg lige trodsede min hjerne og lyttede til hjertet!
Det er stort, specielt for mig!

Jeg peger efter en taxa, som holder indtil siden, inden jeg sætter mig ind i den og fortæller hvor jeg skal hen, han nikker kort inden han begynder at køre.

 

Mit blik lander bare rundt, i det taxaen køre over en bro ligne ting og mit blik lander på toget der kommer, den har ret så meget fart. Vi når af broen og 11 minutter væk, hvor alt begynder at ryste og derefter kommer der et brag, jeg ser forvirret bagud og ser en hel masse røg.
”Hvad sker der?” jeg vender blikket i mod taxamanden, som ser i bakspejlet.
”Jeg ved det ikke Miss”.

Jeg nikker kort og han tænder for radioen.
”Rygterne siges, at Niall Horan tidligere i dag, blev hen… Vi bliver nød til at stille om, til en mere og tragisk tragedie. Et ordneligt eksplosion er sket, efter et tog kørte galt. Toget skulle angiveligt i mod London. Vi sender mere, når vi hører nærmer”
What.
”Det var mit tog” siger jeg stille.
”Det var godt de fortrød Miss!”

Jeg nikker lidt, inden han bare holder blikket på vejen og mit hjerte sidder bare i halsen.
 


Mit blik rammer på chaufføren da jeg ankommer til hotellet.
”Hvor meget skylder jeg?”
”Af de her omstændigheder, er det gratis miss. Specielt når drengene nok tror noget andet” jeg smiler kort og taknemligt.
Ja den lange tid det tog, at komme her til = altså pga. kø, ambulancer og brandbiler osv. fik jeg en lang snak med føreren og han fik alt at vide. Endda autograf til hans børn. Vi snakkede om alt og ikke mindst drengene, som sikkert er ude af den nu.
Vent hvad tænker jeg på? De bad mig jo skride, så de er vel lettet?

”Tak sir” siger jeg med et lille smil og ser på ham igen.
”Tak for snakket, det var dejligt at snakke.” jeg fumler efter mine tasker og griber fat i dem.

Jeg går i mod hotellet og der er ikke rigtig nogle som tager i mod, alle har vel travlt? Mit blik lander i mod restauranten på hotellet, som er godt fyldt, hvilket nok vil sige gratis mad, pga. ulykken og folk venter på at vide hvem der er døde eller ej.
Jeg ved mit navn blev nævnt, vi fulgte ulykken på radioen.


Jeg kommer hen til elevatoren, inden jeg trykker på den og går ind. Jeg trykker på knappen til etagen, der er godt nok intet personale, men alle er rørte og tager sig nok af gæsterne.
Jeg tager mine tasker igen, idet elevatoren stopper og går i mod suiten, inden jeg stille åbner døren, men stopper lidt, da jeg hører snak derinde.
”Han vil ikke komme ud. Louis, han kan ikke være der altid!”
”Skat, vi må give ham tid, han elskede hende trodsalt!”
”Ja det gjorde han” sukker Zayn stille.
”Stop med at snak om hende, som om hun er død! Vi aner intet!”
”Perrie, de dør jo efterhånden” kommer en sukken fra Liam.

Et lille smil danner sig om mine læber, de er bekymret for mig! Selv efter de bad mig om at skride!
”Harry tilgiver aldrig sig selv… aldrig.” sukker Zayn kort.

Jeg vælger så at gå ind af døren og ser på dem alle, men de ser mig vidst ikke.
”Hvorfor så triste? Troede I virkelig jeg ville give op på Jer så let?”  Et overraskende blik kommer i deres øjne, som om de har set et spøgelse og den første der rejser sig er faktisk Zayn, inden han skynder sig i mod mig og bare løfter mig op, inden han svinger mig rundt.
”JENNY!” kommer det fra Louis og jeg bliver straks sat ned, inden jeg mærker Louis arme om mig, som knurrer mig indtil ham.
”Undskyld undskyld… jeg burde ikke lukke af…”
”Ingen af os burde lukke af Jenny!” jeg mærker Liams arme om mig og knurrer mig indtil ham. Inden jeg slippes igen og får et kram af hver pige. Mit blik rammer i mod Ellie da hun kommer gående.
”ÅH JENNY!!!” hun skynder sig hen og krammer mig.
”Jeg ringer til Paul og siger hun er okay!” kommer det hurtigt fra Liam, inden jeg smiler kort og ser i mod døren til Harry.
”Han skred inden brevet sluttede, han kom tilbage efter braget og gik i panik, da vi fortalte resten af brevet og han læste det hele selv, vi har ikke set ham siden, ikke siden dit navn blev nævnt. Hvorfor tog du ikke telefonen?” Louis kigger trist på mig og jeg ser roligt på ham.
”Jeg har glemt den, jeg glemte den i koncertsalen” Jeg holder blikket lidt i mod døren og bider mig i læben. Enten lytter han ikke til deres råb af mit navn, ellers er han ligeglad ellers tror han det er løgn.

”Han elsker dig Jenny og undskyld vi ikke lyttede! Niall fortalte alt, nu har vi ikke andet end læst og læst… jeg var så bange”
Igen mærker jeg Louis arme om mig, inden jeg knurres indtil ham. Jeg krammer ham bare roligt.
”Ikke nu Louis..”
”Han har låst sig inde” kommer der kort fra Danielle, inden hun sukker.

Jeg trækker mig fri og går i mod døren til Harry, inden jeg langsomt trykker ned og prøver alligevel, kan være han håbede en vil komme ind og trøste ham på et tidspunkt.

Jeg åbner stille døren og går ind, inden jeg lukker den efter mig.
”Harry?” jeg bider mig i læben, men han lytter ikke og dynen er over hans hoved, en snorken lyder også er det klart han sover, et lille smil danner sig på mine læber, specielt da jeg ser han ligger med min dyne. Hvilket må betyde, ja at han savner mig og ikke mindst er bange, og af hvad drengene siger, så giver han sig selv skylden.
Jeg bevæger mig i mod ham, inden jeg lidt kravler ind over ham og trækker dynen af hans hoved, hvor jeg planter mine læber på hans.
Det magiske eventyrlige kys fra Snehvide og mange andre eventyr og bingo, han vågner. Hans grønne øjne skinner ind i mine.
”Jenny?” jeg mærker hans armene knurrer sig om mig, inden han går amok med at kysse mig.
”Du rejste ikke?” han ser forvirret på mig, med et såret blik, inden jeg lader min hånd kærtegne hans kind.
”Jeg ville, men jeg kunne ikke, jeg håbede vel, at det kun ville være midlertidigt, at I ville være vrede og jeg ville ikke give op. For jeg ville ikke mindste Jer og specielt ikke dig!”
”Du gjorde mig nervøs, jeg troede du var død!” jeg ser ind i hans øjne, som straks får tårer i sig, inden jeg selv får tårer i mine, inden jeg kysser ham blidt på munden.
”Du kunne godt have svaret mine telefonopkald og alt det! Også selvom jeg slog op!!! Hvilket jeg fortryder!” jeg ligger stille en finger på hans mund, inden jeg ser i hans øjne.
”Undskyld jeg intet sagde, men jeg ville have det hemmeligt, specielt fordi du ikke ville tillade det, jeg elsker jer alle sammen og vil ikke have I splittes, jeg elsker dig mere end noget andet, jeg er ked af jeg ikke har svaret, men da Niall faldt, tabte jeg min mobil og ja, den ligger ved koncertsalen…”

Jeg ser ind i hans øjne og bider mig i læben, inden jeg kort fjerner fingeren fra hans mund.
”Jeg elsker dig Harry, jeg ville aldrig sårer dig!”
Han sætter sig stille op, inden han tager fat i mine hænder og fletter mine i hans.
”Jeg elsker dig Jenny, så meget og jeg er så ked af det, ked af at jeg ikke bare lyttede og jeg gav dig skylden for alt, også med hvor Niall er nu!” et lille smil forlader mine læber.
”Må jeg være din kæreste igen?”
”Hvis du vil have en idiot som mig?” spørger han stille og jeg smiler kort, inden jeg lader mine læber ramme hans.
”Jeg må snakke med Niall og mine forældre.”
”Snak med Niall først også snakker jeg med dine forældre og siger du ringer senere?” jeg nikker kort, inden jeg skal til at rejse mig, men bliver trukket tilbage, inden hans læber rammer mine og jeg gengælder det, men stopper hurtigt, må snakke med Niall.

 


Jeg får rejst mig op og går ud af værelset, de andre ser på mig og jeg sender dem et kort smil.
”Han sover søde” kommer der stille fra Ellie.
”Ikke længere” Siger jeg lidt, inden jeg går videre og åbner døren til værelset. Hvor jeg går hen og ligger mig ved ham, hvor jeg stille prikker ham på næsten.
”Niall?” han åbner stille sine øjne og ser på mig, som om han har set syner.
”Er jeg i himlen?” jeg ryster stille på hovedet.
”Håber jeg ikke…” siger jeg stille og ser på ham.
”Undskyld Niall.” han åbner stille øjnene og prikker til mig, som om han skal se det er rigtigt, inden han bare trækker mig indtil ham.

”Gudskelov du ikke forlod mig!” han holder bare om mig, inden jeg putter mig indtil ham.
”Jeg ville da ikke forlade jer, jeg ville kæmpe, det lærte du mig” jeg ser stille på ham, inden jeg knurrer mig mere indtil ham.

”Du må ikke død Niall… jeg vil ikke mindste dig” jeg ser stille ind i hans øjne og mærker tårerne på kinderne, inden han stille fjerner dem.
”Håber jeg heller ikke… men de ønsker kemobehandlingen skal gøres nu… jeg er bange” siger han trist og ser på mig, inden jeg bare ser ind i hans øjne.
”Så gør det, ikke udsæt det endnu mere, bare for koncerten, fansene vil forstå!!!” jeg ser lidt bedende på ham, der er trods alt nogle koncerter endnu.
”Jeg får nogle kraftigere piller også kan jeg klare mig resten af koncerten, skal bare slappe af og ja”.

Jeg sætter mig og ser lidt skuffet på ham. Inden han selv ser undrende på mig.
”Niall. Piller er ikke sundt og du har så mange derude, som elsker dig!” et suk forlader hans læber, inden jeg blot rejser mig.

”Så du giver faktisk op? Ligesom jeg gjorde?”
”Det jo ikke at give op…”
”Nej slet ikke… overhovedet ikke” siger jeg sarkastisk.
”Hvis de siger du skal have den nu… er det så ikke at give op, for hvad hvis du falder om igen!”
”Jenny det er ikke fair”
”Niall, tænk på dine nære og ikke dig selv eller fansene, de vil forstå. Men Vi kender dig personligt og vi vil ikke mindste dig”

”Ved jeg, men det er ikke så let. Jeg er bange Jenny, bange for det ikke virker også først vide jeg skal dø og jeg skal forlade min familie, kæreste, drengene og resten af vennerne. Det skræmmer mig. Hvad hvis det ikke virker også ved jeg, ja så ved jeg at jeg skal dø.”
”Så tager vi den derfra… heller det, end du bare falder om igen” jeg ligger mig ned til ham igen og mærker han ligger armen om mig.
”Jeg er bange Jenny.”
”Bare ikke giv op, ikke som jeg gjorde… jeg er blot et mirakel” han nikker kort, inden han kort kysser mig i panden.
”Du må heller sove” siger jeg stille og rejser mig, inden jeg forlader hans værelse.


************************************************************************************************************************

Første kapitel er ude! Ja jeg ved jeg er god i dag, med alt i får afsløret i dag!
Men kunne ikke vente!
Men hvad siger I? Jenny var ikke på toget, er det ikke bare fedt, at hun ikke ville give op på drengene og Harry, og derfor aldrig stod på toget?:)
Men hvem dør så? Hvis begravelse skal vi til? Hvorfor ligger Jenny pludselig på hospitalet? Hvad tror I?
Tror I at Niall overlever, eller det er hans begravelse og hvis bryllup tror I der kommer til at ske? Jarry eller Zerrie, eller er der et helt andet par, som bliver gift?

Ved at prologen er den samme som i den første, men der er en mening med den og det finder i ud af senere hen! Men indtil da må i vente! (:
Næste kapitel bliver både et godt, spændende, men også et sørgeligt kapitel, så hold ud!

Håber i elskede kapitlet?<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...